TV 2 NEWS har lobbyist som vært

Den af erhvervslivet betalte lobbyist Michael Kristiansen optræder fast på TV 2 NEWS som studievært og kommentator. Det er en skandale. Ansvarlig for dette journalistiske svigt og bluff er TV 2-redaktør Ulla Østergaard. Hvor blev etikken af, Ulla Østergaard? Hvad med at offentliggøre Michael Kristiansens kundeliste på skærmen i begyndelsen af hver udsendelse?

Må man bede om en forklaring på de præcise kundeforhold i Michael Kristiansens rådgivningsfirma? Ill.: Udsnit fra firmaets hjemmeside

 

På TV 2 NEWS hjemmeside står der om en af hovedpersonerne i programmet Mogensen og Kristiansen: "Michael Kristiansen driver selvstændig kommunikationsvirksomhed."

 

Det er en gådefuld beskrivelse, der rejser flere spørgsmål: Hvad består denne virksomhed af? Hvad tjener virksomheden sine penge på? Er der en habilitetskonflikt? Er der nogen af virksomhedens kunder, som direkte eller indirekte behandles journalistisk i programmet?  Ingen kender svaret på disse spørgsmål, ud over Michael Kristiansen selv. Vi har ret til at kende svaret som borgere og seere. Tv-journalist-lobbyist er en absurditet.

 

En fair behandling af en Fair Løsning?

For nylig diskuterede tv-værten og spin-kendissen Michael Kristiansen, om venstrefløjens nye politiske udspil var en fiasko eller ej. En hjørnesten i dette udspil er, at bankerne skal betale mere til samfundet. Michael Kristiansen arbejder ifølge ham selv også for en stor dansk bank som konsulent og rådgiver. Det tjener han styrtende på. Var hans spørgsmål eller holdning til Fair Løsning farvet af hans arbejde som konsulent for en stor dansk bank? Var der kritiske spørgsmål eller for positive vurderinger, der ikke kom frem for ikke at skade hans kundeforhold?

 

Jeg er i tvivl og kan ikke se, hvornår konsulenten begynder og den kritiske journalist stopper. Michael Kristiansen har nemlig trådt over en vigtig kridtstreg, som adskiller journalisten fra rådgiveren og TV 2 NEWS fra bankens kommunikationsafdeling.

Et rent horn at trutte i
De fleste kommentatorer, herunder Michael Kristiansens medvært, Peter Mogensen, kender grænsen og kan se stregen. Det er det, som giver dem deres integritet og identitet. De har et rent horn at trutte i. Modsat Kristiansen, som trutter falsk og lever i en uvirkelig drømmeposition som tv-journalist-lobbyist. En sådan stilling og Loke-figur kan ikke eksistere i et demokratisk samfund eller på en troværdig tv-station.  

 

Reimer Bo blev berettiget fyret på nabokanalen for en kasketforvirring, der uden tvivl var klumset og grisk. Men som virker nærmest ubegavet og uskyldig i forhold til Michael Kristiansens langt mere subtile dobbelt-kasket. Tragisk nok blåstempler landets førende politikere TV 2 NEWS-programmet ved at stille op. Det giver star-quality til Michael Kristiansens virksomhed og opbakning til dens løfte om effektiv hjælp til politisk interessevaretagelse. Han står jo lige og smågriner med Claus Hjort; så må han nok kunne hjælpe med at få ministeren til at tilsmile mig og min agenda, drømmer kunderne muligvis. 

 

Politisk farvet vs. a hired gun for sale
Michael Kristiansen selv og hans forsvarere vil uden tvivl fremføre det ældste argument i verden: ”Alt er politik, ingen kommentator er upolitisk”.

 

Men argumentet holder ikke i denne forbindelse. At en politisk kommentator er politisk farvet er jo ok – ja, ønskværdigt – og det er tydeligt for enhver, der følger med i debatten. Noget helt andet er a hired gun til salg for banksektoren, tobaksindustrien og hvem, som byder. Alle ved naturligvis, at politisk kommentator på Berlingske Tidende Thomas Larsen er Venstre-venlig, men du ved aldrig, hvem lobbyisterne arbejder for, fordi de følger pengestrømmene, ikke idealerne.

 

Der er en kategorisk forskel på at have en politisk holdning – og så drive en ”kommunikations-rådgivningsvirksomhed”, mens man fremstår som politisk analytiker og tv-vært med TV 2 NEWS-pondus. Det er muligvis en fantastisk god forretning for Michael Kristiansen, men en fantastisk dårlig forretning for alle os andre, som ikke er med i netværket for politisk dialog eller er hans kunder. Vi betaler nemlig med vores demokratiske indflydelse, mens særinteresserne og spinneriet vinder. Mens debatten bløder, skovler TV 2 NEWS og Michael Kristiansen seertal og penge ind.

 

Det er bemærkelsesværdigt, at TV 2 ikke selv kan se interessekonflikten og det etiske sammenbrud. For Kristiansen vil altid sige, at han sagtens kan klare sin habilitet, lidt ligesom gæster med for meget alkohol i blodet, der mener sig snildt i stand til at køre hjem. Pointen er, at det ikke er godt for seerne, og ikke er tilstrækkeligt fra TV 2s side, at Kristiansen skal vurdere sin egen habilitet. Her skal være en ydre kontrol.

 

DR valgte at handle resolut på Reimer Bos habilitetsproblem. Burde man ikke kræve og forvente noget af det samme af TV 2 NEWS? Hvad er forskellen? Programmets redaktør, Ulla Østergaard, burde kunne se problemet med de mange dobbeltroller og dagsordener. Eller er hendes klarsyn sløret af, at hun er Lars Løkke Rasmussens tidligere spindoktor og gift med Skatteministeriets nuværende spindoktor?

 

Langt over kridtstregen

Ifølge Michael Kristiansen arbejder han også tæt sammen med et PR-firma, som ifølge deres egen hjemmeside har Microsoft som kunde. Har det haft betydning for emnevalg, emnefravalg, vinkling og behandling af it- og tele-området i programmet? Spørg Kristiansen.

 

Nuvel, troværdighedsproblemet kan nok ties ihjel, tænker TV 2 NEWS. Ingen skal true spin-geniet Kristiansen, og det er jo knaldgodt tv.

 

Men intet kunne være mere forkert: Det kan ikke ties ihjel, og usikkerheden vokser udsendelse for udsendelse. Journalister, der skriver aktieanalyser, skal dokumentere, hvilke aktier de selv ejer. Hvorfor gælder det ikke for journalister, der også arbejder som rådgivere og lobbyister for de virksomheder, de direkte eller indirekte behandler? Hvorfor screener TV 2 NEWS ikke historierne i forhold til Kristiansens kunder og skriver på skærmen i begyndelen af udsendelsen en liste med, hvilke kunder han har? Simpelt, og noget som hurtigt kunne øge den ramponerede troværdighed for programmet og tv-stationen. Ligesom TV 2 på hjemmesiden kunne have en liste med hans kunder.

 

For som samfund og seere kan vi ikke leve med en tv-journalist-lobbyist med eget tv-program. Det er langt over stregen.   

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også