En præsidentiel tale
I sin første tale til Kongressen formåede præsident Donald Trump langt om længe at lyde præsidentiel ved hverken at tale USA's tilstand alt for langt ned i hængedyndet eller at angribe sine kritikere i for grove vendinger. Barren var sat lavt, men Trump kom over den, og på den måde var talen et skifte i forhold til hans indsættelsestale og flere af de mellemliggende offentlige udtalelser.
af Mark Herron
Trump må have en del forskellige taleskrivere på sit hold, for det er svært at se sammenhængen mellem jeremiaden, som Trump leverede ved sin indsættelse, og den mere optimistiske tale, han holdt tirsdag aften.
Hvilket leder til det store spørgsmål, der står tilbage efter Trumps tale. Var dette et vendepunkt, som Trump selv lagde op til i talens sidste del, eller var det Trump, der vanen tro havde luret sit publikum og her talte ligeså meget til de garvede politikere og personlige gæster i salen som til sine græsrødder fra vælgermøderne og indsættelsesceremonien.
”I can be the most presidential person ever – other than possibly the great Abe Lincoln”
Med Trumps offentlige ord er der altid en fornemmelse af, at de siges halvt kalkuleret, halvt intuitivt. I denne tale vandt den dæmpede Trump, og det var kun sjældent, at hans vanlige sidebemærkninger eller voldsomme intonering fik lov at fylde.
Trump er dygtig til at læse sit publikum. Det er dog også dette, der ofte har bragt ham i fedtefadet. Hvis han kan skaffe sig et hurtigt grin fra publikum, så går han efter det, og hvis han kan høre, at publikum råber på angreb, så øges niveauet af grovhederne.
Men tirsdag aften var der få af Trumps kernevælgere tilstede, og i stedet stod han i, hvad man vel kunne kalde løvens hule for ham. Det etablerede politiske systems centrum i USA. Her var få åbenlyse rødkasketter blandt publikum, som han kunne søge genklang hos med ekstreme udtalelser, og derfor blev han heller ikke opildnet undervejs til at afvige for meget fra sit manuskript.
I stedet viste Trump overskud ved at holde sig til manus i store træk. Han var i stand til at levere punchlines, der faktisk sad som de skulle, som f.eks. da han beskrev et besøg fra firmaet Harley Davidson i Det Hvide Hus:
”I just met with officials and workers from a great American company, Harley-Davidson. In fact, they proudly displayed five of their magnificent motorcycles, made in the USA, on the front lawn of the White House (Laughter). And they wanted me to ride one, and I said no thank you (Laughter).”
.jpg)
Denne og andre historier var i modsætning til tidligere taler fra Trump rettet ind mod en specifik pointe. Han er de store og små forretningsfolks mand, og dette formåede Trump at fokusere på i talens forskellige dele.
Billedsproget var også pudset af. Trump beskrev f.eks. udviklingen i 2016-valgkampen på følgende vis i indledningen af sin tale:
”Then, in 2016, the earth shifted beneath our feet. The rebellion started as a quiet protest, spoken by families of all colors and creeds - families who just wanted a fair shot for their children, and a fair hearing for their concerns. But then the quiet voices became a loud chorus - as thousands of citizens now spoke out together, from cities small and large, all across our country.
Finally, the chorus became an earthquake - and the people turned out by the tens of millions, and they were all united by one very simple, but crucial demand, that America must put its own citizens first, because only then can we truly MAKE AMERICA GREAT AGAIN.”
Selvom et jordskælv og stille stemmer måske ikke passer så godt sammen, er dette alligevel en langt mere gennemført opbygning af et historisk forløb end i mange af Trumps tidligere taler.
Mod slutningen af talen var opbygningen også på plads, så en fornemmelse af klimaks var til stede, og Trump leverede nogle af de bevingede ord om USA og nationens historie, som næsten alle præsidenter gerne åbner og lukker deres taler med:
”On our 100th anniversary, in 1876, citizens from across our Nation came to Philadelphia to celebrate America's centennial. At that celebration, the country's builders and artists and inventors showed off their creations. Alexander Graham Bell displayed his telephone for the first time. Remington unveiled the first typewriter. An early attempt was made at electric light.
Thomas Edison showed an automatic telegraph and an electric pen. Imagine the wonders our country could know in America's 250th year.”'
Embedet over personen
Trump overraskede derved igen. Denne gang ved at lægge låg på sig selv og fokus på sine egne bedrifter, næsten. Præsidenter og præsidentkandidater har tidligere skaffet sig politisk råderum med offentlige taler, men disse har ofte været af mere personlig art.
For eksempel holdt præsident Bill Clinton en tale for nationen efter bombningen i Oklahoma 1995, der vendte tiltagende dårlige meningsmålinger for ham, og præsident Barack Obamas tale om raceproblemer i USA i 2008 gav hans kampagne fornyet fokus på et kritisk tidspunkt, ved at han beskrev sin egen families komplekse forhold til race.
For Trump var målet dog det modsatte af disse to taler. Hvor Clinton og Obama søgte væk fra det politiske og over i det personlige, gjaldt det for Trump om at bringe sin person ud af ligningen og flytte fokus tilbage på embedets status.
Her var talen foran kongressen en oplagt mulighed. Den årlige tale er blevet til øjeblikket, hvor resten af magtapparatet i Washington D.C. bogstaveligt talt ser mod præsidenten. Et stærkere visuelt billede på magtfordelingen i det politiske system gives ikke.
Hvis ord er det?
Selvom Trump altså endelig fik løftet sig op til at nå over ”den præsidentielle barre,” så viser talen også, at arbejdet langt fra er færdigt for den nuværende præsident. Trump har tidligere forsøgt sig med en mere stram talestil, men disse – særligt konventtalen under valgkampen og indsættelsestalen – har været præget af en sådan grad af dystopi, at de ikke har kunnet virke forenende for folket. I denne tale forsøgte han sig med mere håbefulde sætninger som disse:
”From now on, America will be empowered by our aspirations, not burdened by our fears – inspired by the future, not bound by the failures of the past – and guided by our vision, not blinded by our doubts.”
”From now on, America will be empowered by our aspirations, not burdened by our fears – inspired by the future, not bound by the failures of the past – and guided by our vision, not blinded by our doubts.”
Men Trump havde det også svært flere gange med nogle af sætningsstrukturerne, som det f.eks. kan ses i nogle af de tidligst offentliggjorte tekstudgaver af talen, der baserer sig på den skrevne tale fremfor den holdte. Her blev en støtteerklæring til de amerikanske soldater i deres arbejde ændret af Trump fra manuskriptversionen:
”… we must provide the men and women of the United States military with the tools they need to prevent war and – if they must – to fight and to win.” Hvilket i Trumps version blev til: ” … we must provide the men and women of the United States military with the tools they need to prevent war. If they must. They have to fight, and they only have to win.”
Udover at den sidste del giver nogle forvirrende undertoner om USA's brug af militærmagt, som Trump ikke fulgte op på, så er pointen her, at Trump skal holde en del af disse taler, før ordene for alvor bliver hans. Hans særegne måde at tale på skinner stadig igennem, og de mere traditionelt præsidentielle ord forbliver derved en konstruktion, fremfor at være en naturlig del af Trumps ordforråd, som f.eks. i dette afsnit om NATO, hvor Trump ikke kan dy sig for en humoristisk tilføjelse:
”We strongly support NATO, an alliance forged through the bonds of two World Wars that dethroned fascism, and a Cold War, and defeated communism. But our partners must meet their financial obligations. And now, based on our very strong and frank discussions, they are beginning to do just that. In fact I can tell you the money is pouring in.”
”We strongly support NATO, an alliance forged through the bonds of two World Wars that dethroned fascism, and a Cold War, and defeated communism. But our partners must meet their financial obligations. And now, based on our very strong and frank discussions, they are beginning to do just that. In fact I can tell you the money is pouring in.”
Anekdoter fra balkonen
Trump gav sig ikke kun i kast med et mere struktureret og historiebevidst sprog, han trak også på traditionen omkring at inddrage indbudte civile og militære gæster som eksempler i talen. Gæsterne er som regel placeret på balkonen i Kongressens sal, hvor de er hævet over præsidenten, når han anerkender deres tilstedeværelse og bruger dem som eksempler på gode borgerdyder.
Trump havde flere af disse anekdoter at byde på. Bl.a. om den syge Megan Crowly, hvis far havde startet et firma for at skabe en medicin, der kunne redde hans datter på trods af de mange restriktioner, som FDA har pålagt markedet for medicin. Der var historien om den afroamerikanske pige Denisha Merriweather, som ikke havde kunnet lære noget i den offentlige skole, men som via et privat læringsinstitut havde formået at komme videre med sin uddannelse.
Igen var der større sammenhæng end tidligere i de forskellige elementer i Trumps tale, hvor det her handlede om individer, der havde hjulpet sig selv videre på trods af offentlige institutioner, der holdt dem nede. Præsident Ronald Reagan har ikke talt forgæves.
Den måske mest kontroversielle brug af gæster som anekdoter kom med en gruppe af personer, der havde mistet nære familiemedlemmer pga. vold forårsaget af immigranter:
”To Jamiel, Jenna, Susan and Jessica: I want you to know --- we will never stop fighting for justice. Your loved ones will never be forgotten, we will always honor their memory.” Dette ledte til Trumps mest konkrete politiske udspil i løbet af aftenen – lanceringen af VOICE-programmet: ”I have ordered the Department of Homeland Security to create an office to serve American Victims. The office is called VOICE --- Victims Of Immigration Crime Engagement. We are providing a voice to those who have been ignored by our media, and silenced by special interests.”
Annonceringen af dette udløste et nærmest opgivende suk fra publikum, som om de i det øjeblik var kommet i tanke om, hvem de sad og lyttede til.
Quite a moment. Trump honors Carryn Owens, widow of slain Navy SEAL William “Ryan” Owens. https://t.co/XLccbx9eRq pic.twitter.com/enlBbzEBh0
— Bradd Jaffy (@BraddJaffy) 1. marts 2017
Bifald til Carryn Owens
Den mest markante af de personlige anekdoter, som Trump leverede, var også den, der høstede det største bifald. Det gik ikke til Trump, men til enken Carryn Owens, der var gift med en Navy SEAL, som døde på en mission i Yemen i år:
”Ryan died as he lived: a warrior, and a hero – battling against terrorism and securing our nation… Ryan's legacy is etched into eternity. Thank you.”
”Ryan died as he lived: a warrior, and a hero – battling against terrorism and securing our nation… Ryan's legacy is etched into eternity. Thank you.”
Herefter vendte Trump sig mod enken og førte salen an i en meget lang stående ovation. Så lang, at Trump ikke kunne dy sig for at påpege dette: “Ryan is looking down right now, you know that, and he’s very happy, because I think he just broke a record (laughter).” Det her er dilemmaet med Trump: Er det kalkuleret eller intuitivt, at han leverer den humoristiske og stemningspunkterende sætning i et så alvorligt øjeblik?
President Trump "Ryan is looking down from heaven ...and he's very happy because I think he just broke a record" pic.twitter.com/ffpS7WoVUl
— Immigrants☆4☆Trump (@immigrant4trump) 1. marts 2017
Selvom mange ser hans fokus på enken som værende et afgørende præsidentielt øjeblik for Trump, så er der ikke noget nyt i dette. Adskillige præsidenter har hyldet soldater, der har ofret alt for deres land. Det, der er unikt ved Trump i lige denne situation, er hans manglende evne til at adskille det reelle tab af menneskeliv, der har fundet sted, og så det politiske øjeblik, som har til hensigt at hylde tabet, men kun kan gøre dette ved ikke at lade hyldesten blive det centrale, som Trump gjorde med sin tilføjelse.
Trump har vundet et vigtigt politisk pusterum efter denne tale, men der er stadig et godt stykke vej endnu fra en humoristisk punchline leveret på bekostning af en soldats liv til præsidentielle ord som disse:
”But in a larger sense, we cannot dedicate, we cannot consecrate, we cannot hallow, this ground. The brave men, living and dead, who struggled here, have hallowed it, far above our poor power to add or detract. The world will little note, nor long remember what we say here; while it can never forget what they did here.” (The Great Abe Lincoln)
Van Jones on Trump honoring a Navy SEAL's widow: "He became President of the United States in that moment, period" https://t.co/Q4BhK1OpbR pic.twitter.com/52pLrT1CgR
— CNN (@CNN) 1. marts 2017
Links til:
