De fleste af ministrenes nye særlige rådgivere – eller spindoktorer – er nu blevet ansat. Formelt set er de kun udnævnt ”midlertidigt” og gennem en åben ansættelsesprocedure, selv om alle godt ved, at rådgiverne både er håndplukket af ministrene selv – og efter at alt bureaukratiet har virket – til sidst bliver ansat på permanente vilkår.

 

Imidlertid er det ikke alle særlige rådgivere, der vil komme til at spille en rolle i forhold til pressen, kommentatorer og meningsdannelsen på Christiansborg og omegn. Interessen samler sig især om de spindoktorer, som skal hjælpe deres ministre med strategiske og kommunikationsmæssige opgaver. Eller populært sagt: Ved hjælp af alle (tilladte) midler, herunder spin, at få deres minister til at se godt ud i pressen, hvilket bliver deres opgave først som sidst.

 

I min første artikel kom jeg omkring flere af de vigtigste navne blandt regeringens særlige rådgivere: Noa Redington i Statsministeriet, Claus Perregaard i Udenrigsministeriet, Henrik Kjerrumgaard i Økonomi- og Indenrigsministeriet og Sten Kristensen i Finansministeriet. Det er alle folk med store og velkendte erfaringer med pressen, der også tjener toneangivende ministre med sæde i regeringens magtcenter og politiske maskinrum: Koordinationsudvalget.

 

Yderligere to centrale ministre i koordinationsudvalget har valgt særlige rådgivere, der allerede har påkaldt sig stor opmærksomhed både i pressen og på Christiansborg. Det er justitsminister Morten Bødskov og skatteminister Thor Möger Pedersen. Derudover har en anden vigtig S-minister, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, der har sæde i et andet af regeringens centrale udvalg, Økonomiudvalget, valgt en særlig rådgiver med en interessant baggrund.

 

Peter Goll
Justitsministeriet
K-profil

Christiansborg-miljøet blev noget overrasket over nyheden om, at den kendte kommentator og Geelmuyden.Kiese-medejer m.v. Peter Goll pludselig meldte sig under regeringens faner. Normalt går trafikken nemlig den anden vej. Først er man regeringsrådgiver og derefter ”kapitaliserer” man gevinsten ved at få et fedt rådgiverjob i det private. Goll kommer fra en verden, hvor han rådgiver store kunder i både erhvervslivet og det offentlige, til nu kun at skulle rådgive Morten Bødskov. Få er i tvivl om, at Goll går pænt ned i løn. Så hvorfor gør han det? Ifølge Geelmuyden.Kieses pressemeddelelse, så gør han det, fordi ”folkestyret kalder”. På Facebook erklærede den tidligere SF’er, at han meldte sig ind hos S, da han hørte Helle Thorning-Schmidts åbningstale. Men dertil kommer naturligvis, at Goll ser muligheden for at sætte sit præg på den nye regering, som rådgiver af en af de magtfulde personer i Koordinationsudvalget. Det er første gang i 10 år, at talentfulde folk med sympatier for centrum-venstre, får muligheden for at hoppe på et politisk projekt, høste erfaringer og ikke mindst vokse i betydning i takt med deres ministres successer.

Goll er dog ingen nybegynder på Christiansborg. Allerede for 10 år siden var han en kendt skikkelse i Christiansborg-miljøet som uofficiel rådgiver for SF's daværende formand Holger K. Nielsen. Imidlertid var hans rolle som SF's egentlige første spindoktor så ugleset, at han af nogle SF-folketingsmedlemmer hånligt blev betegnet som ”studentermedhjælper”. Goll, som dengang var midt i tyverne, var dog ikke mindst blandt politiske modstandere allerede dengang en respekteret rådgiver med sans for både presserådgivning og politisk strategi.

 

Goll var i en årrække også SFU-formand, men gjorde sig i årene omkring 2001-2002 som SF-hovedbestyrelsesmedlem bemærket som en af flere yngre hovedarkitekter i den såkaldte ”børnebande”, der i SF's hovedbestyrelse forsøgte at presse Holger K. Nielsen til en venstrepopulistisk politisk linje, hvor partiet blev midtsøgende på værdipolitikken, dvs. udlændinge og retspolitik, samtidig med at man fastholdt en konsekvent rød fordelingspolitik. Det førte til en række hårde opgør i partiet, hvor ”børnebanden” mødte hård modstand i partiet anført af den senere partileder Villy Søvndal, der dengang ledede partiets venstrefløj. Børnebanden tabte magtkampen, og Goll forlod senere SF. Fem år senere overtog Søvndal imidlertid stort set hele Børnebandens strategi og politiske linje. Resten er historie. Men politisk er Goll, hvor han hele tiden har været, dvs.: Sort på værdipolitikken og rød på fordelingspolitikken.

På Christiansborg havde Goll dog mere succes. Han benyttede desuden samværet under valgturnéer, partilederrunder m.v. til at grundlægge et netværk til toppolitikere og andre spindoktorer. Blandt dem Michael Kristiansen, som Goll indtil i foråret havde et flerårigt professionelt samarbejde med i forhold til fælles kunder, opgaver etc.

Sammen med sin makker, Jeppe Veddinge, fik Goll i løbet af få år banket det norskejede Geelmuyden.Kiese op fra en noget hensygnende tilværelse til at blive en pænt stor forretning, der både leverer PA-opgaver og kommunikation. Goll er i øvrigt typen, der arbejder solen sort, hvor alle andre hensyn må vige.

Goll forsømmer i det hele taget sjældent en lejlighed til at opdyrke og udvide et uovertruffent netværk til christiansborgpolitikere, journalister, meningsdannere og ikke mindst potentielle kunder i erhvervslivet. Geelmuyden.Kieses nytårskur er måske PA-branchens mest prestigefyldte, hvor stort set hele spindoktor- og kommentatorkasten og mange politikere dukker op for at spise pindemadder og drikke hvidvin.

 

Det er god latin, at rådgivere holder tæt med deres successer. Ud over at være en eminent strateg, der fx har været med til at udtænke Landbrug & Fødevarers seneste budskabskampagne, der kører på TV 2's reklamer, findes der også ganske mange kendte eksempler på, at Goll også kan noget med spin, timing og sætte nye dagsordener i medierne. Filmmanden Jørgen Leth blev for fem år siden slagtet i medierne for i sin erindringsbog at have skrevet frit om sine fantasier om, hvordan han havde sex med sin 17-årige kæreste, ”kokkens datter”. Efterfølgende rådgav Goll Leth mht. presse m.v. om, hvornår han skulle tale ud om sagen til Weekendavisen. I dag er Leth atter en fejret mand, og han huskede at takke bl.a. Goll i sin fremragende erindringsbog ”Det uperfekte menneske II”. Goll var i øvrigt med til at rådgive cykelholdsejeren Bjarne Riis, da han for nogle år tilbage på et pressemøde indrømmede og talte ud om sit dopingmisbrug som aktiv cykelrytter.

Der er store forventninger til Goll, men ingen er i tvivl om, at han vil leve op til dem. Blandt andet skal han sikkert på et tidspunkt forholde sig til, at den nyslåede justitsminister, da han var i oppositionen, utrætteligt bombarderede den borgerlige regering med kritiske spørgsmål for dens brug af spindoktorer.

 

Ærgerligt for Goll lægger han ud med at få lidt dårlig presse, da oppositionen ikke har købt hans forsikringer om, at han er taget på orlov fra den virksomhed, hvor han er medejer. Bl.a. vil Geelmuyden.Kiese ikke løse opgaver for Justitsministeriet, mens Goll er ansat. Da der imidlertid ikke gælder nogen regler for særlige rådgiveres økonomiske interesser, fuser sagen sikkert snart ud.

 

 

Martin Rossen

Beskæftigelsesministeriet

k-profil her

 

Rossen kommer fra en særdeles vellønnet stilling som kommunikationschef i Microsoft Danmark med ”fri Audi”. Så ligesom Goll går han betragteligt ned i løn for at få lov til at arbejde for Helle Thorning-Schmidts politiske projekt. For ham ligger udfordringen i at hjælpe Mette Frederiksen med at løse den vanskelige opgave med trepartsforhandlinger samt udvikle, gennemføre og ikke mindst forklare regeringens arbejdsmarkedspolitik, der formodentlig bliver en central del af regeringens økonomiske politik. Frederiksen er ikke medlem af Koordinationsudvalget, men det bliver hun nok en dag.

 

Den 36-årige tidligere DSU’ers profil minder en del om Golls. For ud over at de begge har høstet nyttige erfaringer i erhvervslivet, er også Rossen en fortrinlig netværker, der kender mange mennesker både i erhvervslivet, i K-branchen og i det politiske miljø. Da han for nylig fyldte rundt var folk som ”spindoktoren over alle spindoktorer” Michael Kristiansen, førnævnte Peter Goll, Venstre-politikeren Martin Geertsen, JP's politiske redaktør Christine Cordtsen og justitsminister Morten Bødskov blandt gæsterne. Sidstnævnte holdt i øvrigt en meget varm tale til sin gamle kampfælle i DSU, hvor Rossen sluttede den ungdomspolitiske karriere som international sekretær. I øvrigt rækker Rossens netværk, præcis som det er tilfældet med Golls, langt ind i stort set alle partier.

Rossens nabo er en vis Anders Langballe, som er mangeårig Christiansborg-reporter for flere medier, og som netop er blevet forfremmet til politisk redaktør på TV 2. De to kender hinanden fra deres fælles fortid i Dansk Ungdoms Fællesråd, hvor Rossen ledede det internationale arbejde.

 

Rossen kommer i øvrigt fra den talentfabrik, som TDC's PA-afdeling udgjorde for en 5-7 år siden. Igennem årene har afdelingen udklækket en hel stribe personer, også en del, der har gjort karriere under den forrige regering, bl.a. Karsten Anker Petersen (særlig rådgiver for tidl. klimaminister Lykke Friis), Jakob Ullegaard (særlig rådgiver for tidl. forsvarsminister Gitte Lillelund Bech) og Anders Frandsen (særlig rådgiver for tidl. videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen). Ikke overraskende finder man adskillige tidligere TDC-folk i Rossens netværk.

I årene herefter var Rossen dog ude nogle år for at prøve kræfter med K-branchen, som medejer af Radius Kommunikation, indtil han kom til Microsoft Danmark. I modsætning til Goll, der er stort set selfmade, har Rossen endog taget flere uddannelser. Ud over at være cand.scient.pol. har han en akademisk grad i international politik og ikke mindst i Corporate Communications.

Rossens netværk hos Socialdemokraterne er særdeles fintmasket, ikke mindst på grund af hans DSU-baggrund. Han er gode venner med de tre toneangivende yngre folk, som alle spås til at udgøre Socialdemokraternes næste gyldne generation: Morten Bødskov, Mette Frederiksen og Nicolai Wammen. Måske vil netop det udgøre et problem for Rossen, hvis det en dag skulle komme til et opgør blandt de tre, hvor han må vælge.

I den socialdemokratiske topledelse ved de også godt, hvem Rossen er – og at han både evner at holde hovedet koldt og tænke strategisk. Det fik de en smagsprøve på, da Rossen rådgav vennen Jeppe Kofod under politikerens i medierne stærkt omtalte hyrdetime med en 15-årig pige på et DSU-kursus for nogle år siden. S-partiledelsen reagerede først med at ville fratage Kofod alle poster, men modet svigtede, da Kofod – rådgivet af Rossen og mod ledelsens forventning – mødte op til det afgørende gruppemøde. Også i pressen havde Kofod – set i forhold til gruppeledelsen, herunder Helle Thorning-Schmidt – igennem hele sagen en langt heldigere hånd, og S-ledelsen måtte senere blankt erkende, at man var blevet fuldstændig udmanøvreret spinmæssigt af Rossen. I dag har S-toppen for længst slikket sårene, og Rossen ses som et stort aktiv, som hele regeringen kan få stor glæde af. Dem, der kender Rossens talenter, fremhæver netop hans enestående evne til at tænke klart i pressede situationer og hans flair for strategisk kommunikation.

Der er dog et enkelt blankt område, hvor Rossen er en smule udfordret. Han har aldrig arbejdet med Christiansborg-pressen, selv om han kender flere af aktørerne. Så det skal han til at opdyrke, men ingen blandt dem, der kender ham, er i tvivl om, at han nok skal få styr på det. Rossen har to ansigter, som han tænder og slukker for efter behov. Den meget seriøse og målrettede udgave og så den drengede, glade, der er med på sjov og ballade.

Rossen går i øvrigt også for at være myreflittig, men siden han har fået kone og barn, er der også andre hensyn, som skal passe ind i den daglige dont.

 

 

 

Martin Justesen
Skatteministeriet

Thor Möger går for at være SF's store wunderkind, men også hans særlige rådgiver, Martin Justesen, beskrives som en betydelig politisk og organisatorisk begavelse.

Den kun 25-årige far til to har især gjort karriere i Dansk Ungdoms Fællesråd, hvor han siden 2007 og indtil for ganske nylig var formand.

Meget usædvanligt for folk, der stiger til tops i ungdomsorganisationerne, fik Justesen ingen studentereksamen, men droppede ud af 1. g.  Han blev dog siden uddannet journalist med praktiktid på Politiken, hvor han skulle have gjort en særdeles god figur på indlandsredaktionen. Det blev dog ikke til en efterfølgende journalistisk karriere på Christiansborg-redaktionen, formentlig fordi det var uforeneligt med karrieren som DUF-formand. Under den nylige valgkamp var Justesen konstitueret kommunikationschef i LO i stedet for Louise Høst, som oprindelig havde headhuntet ham fra Politiken til LO. Den opgave løste han også godt.

Allerede i folkeskolen begyndte Justesen at gøre sig gældende i DUF-miljøet, hvor han på vegne af Folkeskoleelevernes organisation som 16-årig beviste, at han overbevisende kunne sætte ældre og mere garvede repræsentanter fra andre organisationer til vægs, når det gjaldt diskussioner, magtkampe og det politiske spil i DUF-organisationen. Senere repræsenterede den unge frederikshavner spejderne og fik med tiden skabt alliancer til især centrum-venstre-sidens ungdoms- og faglige organisationer.

Han beskrives som sympatisk, skarp organisatorisk og en mester i det politiske spil. Han bliver rost som en DUF-formand, der ”brænder for det folkelige engagement”, og som har sjæl og hjerte med i alt, hvad han laver. Også som lobbyist i forhold til politikerne på Christiansborg, når der skulle forhandles en ny tipslov på plads, viste Justesen sig at være effektiv.

Tiden som DUF-formand har dog også gjort, at Justesen har fået et par sager med efterfølgende avisskriverier på halsen. I 2009 skrev bl.a. B.T. om, at Justesen skulle have presset en senere fyret generalsekretær til at hyre hans kæreste som DUF-konsulent, og der var beskyldninger om misbrug af midler, som Justesen dog blankt afviste som ”det pure opspind”. Senest – efter at Justesen er blevet særlig rådgiver – har B.T. igen skrevet en historie om, at Rigsrevisionen tilbage i 2009 havde kritiseret, at Justesen som formand skulle have udbetalt DUF-ansatte sorte penge i form af gavekort. Kilden til den historie var i øvrigt den samme generalsekretær, som også var kilden til den første historie.  

 

Spørger man andre, der professionelt har samarbejdet med Justesen, bruger de omvendt betegnelser som ”gennemhæderlig” og ”holdspiller” om ham.Justesens ungdom, manglende akademiske ballast, ikke voldsomt store erhvervserfaring og manglende rutine i rollen som politisk rådgiver er indlysende svagheder. Ikke desto mindre mener mange, der kender Justesen, at han bliver fremragende i sit job, fordi han tænker både journalistisk og politisk klart. Og det får han brug for i et ministerium, hvor fiasko fx i ”salgsarbejdet” af den bebudede kommende skattereform kan få betydning for regeringens fremtid.

Enkelte peger på, at engagementet nogle gange kan blive så stort, at den temperamentsfulde Justesen ikke altid formår at holde hovedet koldt, hvorved hans evner som rådgiver, fx under kriser, måske kan vise sig at være begrænsede. Det skal nok blive testet inden så længe, om Justesen formår at løse opgaven.

Unge mænd i 30’erne

Noa Redington er udset til at være den, der skal sørge for at koordinere Koordinationsudvalgets ministres kommunikation i samarbejde med de øvrige seks spindoktorer. Det bliver en svær opgave, al den stund at Redington tilsyneladende bruger meget tid på at være ved Thornings side, uanset om det er ved pressemøderne, under spørgetiden i Folketingssalen eller under EU-topmøderne i Bruxelles. Dermed bliver det formentlig svært for ham at finde tid og ressourcer til at holde øje med det hjemlige politiske billede for at kunne koordinere kommunikationen. Men det kan Redington jo lave om på, når eller hvis Thorning bliver lidt mere selvkørende.

Redington får dog sit at se til, når en gruppe af særlige rådgivere bestående fortrinsvis af selvbevidste mænd i 30’erne dagligt skal kæmpe om opmærksomheden på Christiansborg. Der er allerede her i begyndelsen blevet talt meget om, at de særlige rådgivere skal spille på og kæmpe for hele holdet. Omvendt er det en kendsgerning, at rådgiverne bliver bedømt på, hvorvidt netop deres minister er synlig eller står godt i mediebilledet, får rosende omtale og ikke mindst er populær i vælgerbefolkningen. En succesfuld rådgiver er man kun med en succesfuld minister. Derfor vil der – hvis det går, som det plejer, når ministrene har fået indrettet sig i ministerierne – naturligvis opstå en rivalisering mellem de særlige rådgivere mht. at positionere ministrene i medierne. Og det vil alt andet lige undertiden gå ud over kollektivet og give ballade, jalousi m.v.

 

Samlet set fremstår Thorning-regeringens hold af særlige rådgivere dog usædvanligt stærkt.