Tonen i den offentlige debat
Freakshowet i debatspalterne

Skrevet af

Kasper Fogh Hansen

68 artikler

0 indlæg

Er Firoozeh Bazrafkans fuckfinger den foreløbige kulmination på et debatmiljø, hvor helt almindelige standpunkter sammenlignes med fascisme og kommunisme? Hvad gør det ved den offentlige samtale? Artiklen er en genudgivelse af en kronik, som blev bragt i Politiken den 6.10.2013.

Når redaktionerne fylder spalter og hjemmesider med indlæg, der sammenligner kokke med nazister, sundhedsforskere og kunstnere med fascister og folk med anderledes, men dog almindelige, holdninger med Lenin, Stalin eller Hitler, så gør de den offentlige debat ligegyldig. Hvis den journalistiske kultur og avismediet skal overleve, er man nødt til at behandle holdnings-, analyse- og debatstof som mere end reality TV for intellektuelle og et ordinært underholdningsprodukt, hvor et skænderi er bedre underholdning end en samtale.



Hitler-kortet 
Tag nu denne tekst fra sidste weekend (20.9.13, red.): Anne Sophia Hermansen “vil modernisere Danmark ved hjælp af kønskamp, akkurat ligesom Lenin ville modernisere Sovjetunionen ved hjælp elektrificering.” Analysen tilhører Berlingskes Groft Sagt-skribent Edith Thingstrup. Lenin-kortet, som man vel normalt skulle tro blev spillet efter en crescendo af argumenter, blev trukket allerede i andet afsnit. Det er åbenbart helt rimeligt at sammenligne Anne Sophia Hermansen, der havde argumenteret for barselsrettigheder til mænd og forbud mod købesex, med en megaloman og massemorder, der gjorde verden usikker i næsten et århundrede. Måske er det en meget god lakmusprøve på, hvor ekstreme folk er, hvorvidt de i de første par afsnit af noget argument får sammenlignet dem, de er uenige med, med enten Hitler, Mussolini, Lenin, Stalin eller Pol Pot.
 
Jeg må hellere med det samme få indføjet, at Berlingske-blogger Anne Sophia Hermansen også er min hustru. Ellers havde jeg nok ikke læst Tingstrups lille tekst. Og det er fint nok at være uenig med ASH, det er jeg også mere end lejlighedsvist selv. Men at sammenligne hende med Lenin, fordi hun konstaterer, at Helle Thorning har droppet alle ligestillingsmæssige ambitioner i sit regeringsprojekt, er… ja, i mangel af bedre ord: gakket.
 
Men det er gakket på en utroligt populær måde. Den moderne debatverden skrider langsomt imod en ekstremitetsdyrkelse, der virker drevet af en kommercielt motiveret jagt på konfliktorienteret stof. Debattører og bloggere med bizarre holdninger fermenteres og fremhæves, fordi deres provokationer er ”debatskabende”, og de af os, som har haft lidt at gøre med diverse debat- og kronikredaktioner, har også haft fornøjelsen af at opleve, hvordan ellers nogenlunde afbalancerede holdninger strammes og polarieres voldsomt i redigeringen – de ”skærper” teksten, som de siger.
 
Alt-mulig-altid-prøv-med-fascister
For nyligt er debattører som Kasper Støvring og Søren Hviid Pedersen blevet kaldt fascister. Den konservative blogger Rune Selsing brød igennem JP’s blogunivers med analyser af, at al moderne kunst var noget lort, der blandt andet fejrede ”fascistisk hærværk” og i øvrigt hvilede på den ”... marxistisk afledte idé om den evige progression.” Wow – altså at al moderne kunst er både fascisme og kommunisme samtidigt? Det er da alligevel lidt imponerende. For slet ikke at tale om undervisningsministerens ambition om, at forældre skulle læse med deres børn; det døbte han ”højtlæsningsfascisme”. Novra.
 
Nå ja, så er der tidligere VU-formand Morten Dahlin, der kalder en mere restriktiv tobakspolitik for ”sundhedsfascisme” og sammenligner EU med DDR. Altså, vi kan da vel godt være enige om, at vi ikke lever bag en mur, har obligatorisk russisk i skolen og kører Trabant endnu? Førnævnte Rune Selsings kone, Berlingske-klummeskribent Eva Agnete Selsing, taler også om ambitioner om sundere kost fra politisk hold som ”selleri og skrårem”, og sundhedsforskere omtales som ”totalitære”. Skråremmen hentyder, med mindre jeg intet aner om konnotationer, til SA- eller SS-uniformer og deres skråremme. Der findes intet ondere i den moderne verdenshistorie end jødeudryddelser, angrebskrig, koncentrationslejre, tortur, dyrere cigaretter og lidt billigere broccoli?
 
Noma er naturligvis også fascistisk 
Den bedste fascisme-beskyldning over dem alle kommer fra debattøren Ulla Holm, der i ramme alvor mente, at restaurant Noma var fascistisk. ”Det er næppe helt tilfældigt, at tjenerne var iført brune skjorter, da jeg sidst gæstede Noma”, skrev hun i Politiken. Analysen af, at der inde i det nynordiske madkoncept var en slags skjult nationalisme var ikke rigtig; kokke har altid været kustoder for den lokale natur. Det er den, de omsætter til mad. Og Noma er i øvrigt den mest globaliserede arbejdsplads i Danmark med meget få danskere i køkkenet. Alligevel kan man forstå, at man uden at vide for meget om det kulinariske kan få tanken om et nationalistisk projekt, og med et par nazi-anekdoter oven i ser det næsten ud som noget. Men sammenligningen af Nomas tjenere med brunskjorterne, Hitlers SA-bøller, der tævede og dræbte mennesker i årevis, ledet af den bizarre sadist Ernst Röhm, den er så langt ude, at det kun fortjener prædikatet ”tosset”.
 
Men mon ikke bare vi har at gøre med et stræbsomt og opmærksomhedssøgende ungt menneske, af den slags som debatredaktørerne hujer frem over isen, til den ikke kan bære mere. Der er jo opmærksomhed i skidtet. Information valgte gud-hjælpe-os at præmiere Ulla Holm med fast spalteplads efterfølgende, for her var der virkelig én, der bed til bolle. Tænk, hvis der havde siddet et ansvarligt menneske på redaktionen og sagt: ”Fint nok, du mener, at Nomas naturflippere er nationalister, men sammenligningen med SA gør, at alle fornuftige mennesker kommer til at tænke, at du er tosset, resten af dit liv. Drop det, vi trykker ikke den slags sludder. Du går for vidt”
 
Jo jo, hun gav den nok lidt rigeligt gas med Breivik
Men den slags omsorg og agtpågivenhed findes der ikke meget af. I stedet ægges disse unge ekstremister frem – ud på planken, og når de så ryger i baljen, griner vi alle sammen, også debatredaktørerne, der vender håndfladerne op og griner med: ”Jo jo, hun gav den nok lidt rigeligt gas”. Som om det ikke er ansvarspådragende at lægge spalter til. Bare tænk på Berlingske, der lagde spalter til Sørine Godtfredsens tanker om Breivik og de 69 myrdede unge socialdemokrater, et resultat af, mente hun, at ”den pæne fløj” troede tossegodt på menneskelighed og ikke anerkendte religionskrigen mellem kristendom og islam: “Da Anders Breivik havde opgivet det politiske system, besluttede han at gribe til mere kontante midler, og han vil sandsynligvis blive efterfulgt af andre med samme følelse af at være omgivet af lovgivere, der møder ethvert problem med talen om endnu mere rummelighed”, og videre skrev hun: “Navnene på dem, der i årevis har forkyndt, at det gode menneske kan skabe det gode multikulturelle samfund. Folk som Marianne Jelved, Svend Auken, Margrethe Vestager, Carsten Jensen og Tøger Seidenfaden. Det er utvivlsomt dem, Anders Breivik primært animeres af, fordi han afskyr tanken om det kulturløse menneske …”. Ja: Vi kan vente os mere, hvis ikke vi melder os som religionskrigere og holder op med at stemme radikalt og læse Politiken. Vi er selv ude om det, forstår vi, for Søren Krarup har jo advaret os siden 1983, som hun også får fortalt os. Suk.
 
At trykke speederen i bund indtil motoren brændte helt sammen?
Man kan argumentere for, at den slags selvafsløring da var relevant for læserne. Men var det så den rigtige måde for Berlingske at passe på en af deres meningsmaskiner; at trykke speederen i bund indtil motoren brændte helt sammen? Men ud af debatskolerne og blogosfæren skal der nok være en ny rekrut næste uge. Det er ikke nogen særlig varm eller omsorgsfuld relation, der er mellem redaktionerne og deres debattører.
 
Det virker i øvrigt, som om ekstremitetscentrifugen kører særligt hurtigt i det borgerlige Danmark for tiden. Klikker man ind på 180grader.dk, er alt andet end natvægterstaten typisk lig enten fascisme eller den skinbarlige kommunisme. Måske jeg overser venstrefløjsekstremisterne, vi færdes nok ikke i samme kredse længere. Men jeg er ikke den eneste, der synes, det er mest kulørt ude til højre. Der er flere – herunder Politikens Per Michael Jespersen og Ditte Giese – der har efterlyst et modsvar, en ”rød” bølge af moddebattører. Lad mig stilfærdigt foreslå, at vi – og ja, jeg er jo (nok stadig) en af de røde – ikke kopierer det højreorienterede råbekor. Venstrefløjens problem er ikke, at vores blålys er for kedelige.
 
Jeg er nok en sentimental mand, der mener, debatsiderne er til for at få en grundigere belysning og et andet blik på de aktuelle eller oversete emner. Hvis debatredaktørerne misforstår, hvad det grundlægende er, de laver, og bruger deres blogs, hjemmesider og en større og større grad af deres spalteplads, i jagten på flere kliks, i jagten på mere opmærksomhed til hyperbolske meningshavere, der fører uvigtige skindebatter, bliver det til en uvigtiggørelse af hele deres virke.
 
Debatredaktørerne skal beskytte den reflekterede samtale, den kvalificerende debat, i stedet for – som der bliver mere og mere af – at jagte det uvigtigt kontroversielle, den næste, der viser lidt kønsbehåring (Politiken), den næste, der råber Hitler, Stalin eller socialisme (Berlingske og JP) eller den næste kønspolitiske raritet og falske kvindekrænkelse (Information). Det er ikke, fordi der ikke er en masse af de kloge, vigtige og gennemtænkte ting – slet ikke. Der publiceres meget godt. Men kan I ikke skrue lidt ned for galskaben? Hvad skal vi med folk, der råber ”fascister” og ”leninister” efter kokke, kunstnere eller bare moderat anderledes tænkende? Og ingen bliver klogere på noget af, at ”vi tager debatten”. Og det er ikke vigtigt, at alle kommer til orde – der er rigeligt med ord og hjemmesider her i verden. Det figenblad dækker ikke ret meget.
 
Et ekstremt standpunkt og en bizarro konflikt vinder altid
I øjeblikket virker det som et ekstremt standpunkt, og en bizarro konflikt er meget vigtigere, end at nogen bliver klogere. DR er et ret godt billede på den tilgang – både Debatten på DR2, P1 Debat og Deadline virker ofte redigeret efter underholdningsværdien i outrerede standpunkter, og det underholdende i et clash mellem mennesker, der grundlæggende hader alt, den anden siger. Ideen om, at nogen kan blive klogere, kan man ikke få øje på. Debatkulturen bliver et freakshow.
 
Jeg åbnede engang for DR2 for at se kløgtige mennesker forsøge at lave fjernsyn. I dag har jeg det oftest sådan, at jeg lige så vel kunne åbne Kanal 4, som jeg kunne se DR2, hvor Deadline af og til næsten er blevet et Paradise Hotel for akademikere, der prøver at stemme hinanden hjem. Nuvel ikke altid, og bevares, der er stadig mange gode ting på DR2. Men tendensen til at foretrække et skænderi fremfor en samtale er ret tydelig.
 
Spørgsmålet er også, hvor bizarre mennesker og hvor outrerede standpunkter både DR og debatredaktionerne vil præsentere i jagten på opmærksomhed? Og er det, hvad vi burde støtte med milliarder af mediestøttekroner? Debatstoffet er utroligt vigtigt for den journalistiske kultur, og det vil blive endnu vigtigere i det mediebillede, hvor hverken fjernsyn eller aviser vil kunne levere nyheder. Den journalistiske kultur og de journalistiske platforme kan ikke tåle, at freakshowet kommer til at fylde mere, end det allerede gør.
 
Desuden er spørgsmålet, hvem der har lyst til at stille op til debat, når vilkårene er, at man med en vis sandsynlighed parres debatmæssigt med en outreret størrelse, der er klar til at smide nazi-/leninkortet, før den anden får en chance for at tale ud. Vi har bydende brug for, at den journalistiske kultur formår at fastholde et greb i de kompetente lag i samfundet. Så vi ikke får et skred hen imod, at de kompetente samtaler føres i smalle faglige fora kun for de indviede.
 
Holdnings- og debatstoffet er mediernes fremtid. Både tv, der taber film og nyheder til nettet, og printmedier for hvem dette er endnu mere sandt. Seidenfaden havde ret i sin medievision om, at nyheder hører til nettet, og at aviserne selv i stor grad er nødt at levere perspektiv, overblik og ja – holdninger. Det er sådan, vi har fået langt mere læseværdige aviser. For det meste da. Men for Dylan da, ingen orker, at perspektivet på at give barselsrettigheder til mænd skal diskuteres, som var det porten til Gulag og femårsplanernes indtog. Lad være med at fylde avissiderne og sendefladen med outrerede mennesker, der, uagtet de har et lidt større ordforråd, fundamentalt kan beskrives som den boglæsende klasses paradisoer, mennesker, der er villige til at stille sig frem, kræve opmærksomhed, mene og skrive løs og overskride de fleste grænser for at få lidt opmærksomhed, en tur i Deadline eller et dårligt lønnet program på 24syv.
 
Kundskabens træ rådner oppefra
Den journalistiske kulturs fremtid bliver i høj grad at være bedre til mere perspektiv, analyse, holdning – viden bliver produceret i absurde mængder, der er rigeligt at hjælpe læserne/seerne med at navigere i. Den afslørende, gravende journalistik er bestemt også vigtig; den er nødt til at være der som en søjle i en avis, der kan levere lejlighedsvise nyheder, men kun en søjle blandt flere, og det, man kunne kalde debat/analyse/perspektiv, bliver endnu mere vigtigt. Bare ikke, hvis det ender som et freakshow. Så ryger hele den journalistiske kultur og dens aviser og fjernsyn på røven.
 
Så kære (debat)redaktører: Inden I gør Thomas Blachman eller Mads Holger til vært for et politisk debatprogram for ”li’som at bryde rammerne”, og inden I finder en ny blog eller klumme til en person, der er villig til at sammenligne helt almindelige standpunkter med fascisme eller kommunisme uden at vide, hvad de taler om, vil I så ikke tænke på, hvor outreret I har lyst til at gøre den offentlige samtale, om ikke I graver jeres egen grav. Lige nu rådner kundskabens træ oppefra.
 
 

Relaterede artikler

Debatredaktørernes fight night - I Danmark bliver der debatteret som aldrig før. Flere og flere fremturer med skarpe holdninger og markante synspunkter p...

Giv din stemme

13 stemmer
4,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Netværk

Webansvarlige

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

Få nyhedsbrev

Intensivt forløb til dig

Content marketing bootcamp

Start 26. oktober
Fem halve dage i oktober og november

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.