Skææææægt

To relevante og iderige kampagner kæmper her i november om din opmærksomhed – og dine penge. Begge kampagner har mænds ansigtsbehåring som gennemgående træk. Og begge har fokus på mænds helbred. Du har nok lagt mærke til dem. Men ved du, hvad formålene egentlig er? Ved du, hvem der står bag? Ved du, hvem Thomas Sørensen er ambassadør for? Og ved du, hvordan man støtter det (de) gode formål? Selv efter at jeg lod moustachen gro og bad mine venner på Facebook støtte kampen mod kræft, var jeg faktisk i tvivl. Derfor får du her en beskrivelse af kampagnerne, deres appeal og deres mangler.
af Zoran Petrovic
 
 
Movember
Movember, som er sammenskrivning af moustache og november, startede i 2003 i Australien. Den originale ide var, at mænd skulle lade overskægget gro i hele november, mens familie, venner og bekendte skulle ”gøde” moustachen vha. donationer. Donationerne er gået til arbejdet med forskellige lidelser, mænd er plaget af, såsom testikelkræft og depression (et stort problem blandt mænd i Australien).
 
Movember er også populær på Youtube hvor blandt mange denne film kan ses

I slutningen af måneden afholdes Movember-fester, hvor man bl.a. kårer Miss Movember og Man of Movember.
 
Den danske filial startede i år, og her går pengene til global forskning i prostatakræft – en sygdom, som hver dag koster tre danske mænd livet.

Ikke kun for skæg
Kræftens Bekæmpelse, som ikke lægger skjul på inspirationen fra Movember, argumenterer sådan for kampagnen ”Ikke kun for skæg”: Mænd får kræft lige så hyppigt som kvinder, og de klarer sig typisk dårligere. Mændenes overlevelse er dårligere end kvindernes, og de lever i kortere tid, efter de har fået diagnosen.

Her har man en række ambassadører, hvis skæg man kan støtte med 25, 50, 100 eller 150 kr. Men i god tråd med internettets mulighed for deltagelse og allehånde sociale netværk opfordres alle mænd til oprette deres egen personlige indsamling på kampagnesiden og få familie, venner og kolleger til at støtte deres skægvækst og dermed Kræftens Bekæmpelse.
 
 
Ligesom Movember hypes kampagnen med en række sjove initiativer såsom udnævnelsen af ugens skæg, der sikrer vinderen et gavekort til et byggemarked (selvfølgelig!). Ikke kun for skæg er en del af Kræftens Bekæmpelses overordnede kampagne Lev livet mand.

Relevant – og sjovt
Grundideen er genial, fordi der er en indlysende sammenhæng mellem udtryk og indhold. Dette er ikke en barnlig fortælling om vinterdjævle og frostengle, der prøver at sælge dig … bildæk. Nej, her har man taget et typisk træk ved mænd: hår i ansigtet, og gjort det til et blikfang for mænds helbred.

Samtidig er begge kampagner typiske for Fun Raising. Det vil sige, at de benytter sig af internettets mulighed for viral markedsføring og aktivering af sociale netværk. De får deltagerne til at deltage aktivt og ikke mindst være selviscenesættende. Og de gør det frem for alt sjovt at være god.

Et sted ryger skægget dog i suppen i forhold til Fun Raisings tjekliste: Gør det enkelt og konkret. Mere om det senere.

Et hipt blikfang
En væsentlig årsag til Movember og Ikke kun for skægs gennemslagskraft er kampagnernes ”hipster-appel”. Man havde ikke fået den samme gruppe til at tage en lædervest på (det overlader vi til Lars Lilholt-segmentet) eller anlægge sig bundesligahår a la Polle fra Snave.
 

Det er skægt at være hip
 
Med skægget/overskægget er der derimod en mulighed for at markere sin holdning og, på en selvironisk facon (som passer godt til os danskere), gøre lidt grin med sit udseende – på en hip måde.
 

En rigtig hipster skal kort sagt udvise en intelligent, alternativ og humoristisk ”what the fuck”-attitude. Mere detaljeret skal man:
  • Virke intelligent og veluddannet
  • Være kreativ – altså markere et tilhørsforhold til den kreative klasse
  • Have en uhøjtidelig tilgang til alt: autoriteter, normer, ens udseende og krop
  • Være reflekteret og semiotisk, dvs. ”læse mellem linjerne”
  • Have en obskur, og helst sarkastisk, humor – selvironi er et must
  • Være en ”early adopter” af nye trends
  • Inkorporere old school-elementer i sit udtryk
  • Have en eklektisk tøjstil, der udtrykker ens individualitet
  • Have en casual hårstil (på trods af alt det besvær og hårlak det involverer).
Hipster Bingo. du vinder pladen ved blandt andet at have den helt rigtige tatovering, ironisk tøj og kronisk ondt i halsen - deraf den lave, ru stemme

Ser man på de to kampagner, er der næsten fuld plade: Overskægget og fuldskægget viser, at man er med på det nye, og signalerer visdom og en ”old school”, uhøjtidelig, kreativ og ironisk tilgang til sit udseende.
 
YouTube bugner med videoer, der viser, hvor hipt og sjovt det er at være med på Movember
 
Win-win, eller?
Der er ingen kurrer på tråden eller nogen umiddelbar brødnid mellem de to projekter. Til Politiken siger fundraisingchef for Kræftens Bekæmpelse, Poul Møller, sågar, at det er en win-win-situation, at de to kampagner ligner hinanden og kører samtidig. Det er svært at tro på, for de to kampagner forvirrer og skygger for hinanden. Og hver for sig kommunikerer de to kampagner ikke deres mål tydeligt nok.

En af tommelfingerreglerne for Fun Raising er, at ideen skal være enkel. Og det er den i princippet også her: skægvækst -> mænds helbred. Men når vi ikke ved, om det er fuldskæg eller overskæg, om Burhan G er eksponent for det ene eller det andet, og om pengene går til forskning i prostatakræft, kræftbekæmpelse generelt eller mænds helbred i bred forstand, så bliver man forvirret. Man bladrer videre – og giver sin mønt til et mere gennemskueligt formål. Der er nok at vælge imellem.

Ligeledes er det et mål for begge kampagner, at der skabes debat og diskussion. Men som jeg oplever det i hverdagen, har det desværre udviklet sig til en meta-diskussion, altså en snak om, hvad der er hvad, og om kampagnernes uklare formål – på bekostning af en dialog om mænds helbred.

Støt alligevel
Men, men, men det er vigtige ting, man samler ind til. Derfor skal vi – på trods af kritikken – ikke gøre det sværere at støtte, end det i forvejen er. Så her er dit valg:

Vil du støtte forskningen i prostatakræft på verdensplan, så gå ind her.

Vil du støtte Kræftens Bekæmpelses arbejde med mænd og kræft her i landet, så gå ind her.

PS: Burhan G støtter ”Ikke kun for skæg”, mens Thomas Sørensen er ambassadør for Movember Danmark.
 
 
---
 
 
Seneste udvikling er konceptet "Have Sex With a Guy With a Mustache Day" der på YouTube allerede efter to dage har haft over en million views
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også