Timeline – din historie er dit brand

Facebook har i slutningen af marts indført Timeline og fremhæver dermed din virksomheds historie, milepælene, sejrene og nederlagene. Er I klar? Direktionen – ja, topledelsen! – bør faktisk nu overveje, hvad der skal highlightes, og hvad der skal gemmes lidt af vejen. Denne artikel giver en første introduktion til de mange ændringer på jeres Facebook-side og de oplagte muligheder, der nu er kommet for at brande jer mere visuelt end nogensinde.
af Nikoline Christensen
Facebooks Timeline-format lanceredes for virksomhedssider den 30. marts 2012. Timeline er obligatorisk og ændrer Facebook-sidens format betydeligt. Formatet introducerer ændringer, der tilbyder virksomheder større indsigt i brugernes aktivitet på siden samt mulighed for et visuelt stimulerende layout, der fortæller virksomhedens historie.
 
Timeline Toyota
Et udmærket tiltag ved Timeline er øverste coverbillede. Virksomheden har mulighed for at vise sit brand i ét billede. Toyota lægger her vægt på følelsen bag brandet – og vi synes godt om!
 
For de virksomheder, der ikke allerede har lavet en Timeline, giver forandringen mulighed for en omgang forårsrengøring på siden. Brugerne kan nemt bladre frem og tilbage på en virksomheds Timeline, og det er derfor en god idé at rydde op i indholdet. Det indhold, der repræsenterer brandets overordnede look og følelse, skal fremhæves.
 
Timeline
Her et typisk billede af en Timeline. Timeline er dynamisk og posts er ikke fikseret på væggen som tidligere. Posts flytter sig på en zig-zag-agtig måde, med mindre en post fremhæves med en stjerne. Blikfang er derfor afgørende, hvilket betyder, at virksomheder skal være kreative med, hvordan billeder og videoer kan integreres i det indhold, der postes på siden

Fokus på flot
Æstetikken er i højsædet på Timeline, og den er flot. Det første, der møder brugeren på en virksomheds Timeline, er det store 851-pixel x 315-pixel coverbillede. Det anbefales at personliggøre coverbilledet med både tekst og foto. Nedenstående billedeksempler viser forskellen på to virksomheders coverbilleder, hvor Subway på en simpel måde formår at vise værdierne bag produktet, ”Eat fresh, Live Green”, i både tekst og æstetik. I modsætning til Subway forvirrer Nike seeren og fortæller for mange historier i ét billede.
 
Timeline Subway coverbillede
Godt eksempel: Subway viser her et packshot, der i sin simpelhed rammer brandet perfekt. Subway handler om sundhed og sandwiches og ikke om så meget andet. Samtidig er et historieelement integreret via tekst, helt i overensstemmelse med Timeline-formatet
 
Timeline Nike coverbillede
Dårligt eksempel: Nike laver ellers noget af verdens bedste reklame, men dette coverfoto fejler. Der foregår for mange ting, og billedet er forvirrende
 
Virksomheder skal i øvrigt være opmærksomme på, at der ikke må stå følgende informationer på deres coverbillede:
 
  • Priser eller købsinformationer
  • Kontaktoplysninger som webadresse og e-mail
  • Reference til brugerfunktioner med en pil ned til et ”Like” eller ”Share”
  • Handlingsbaseret information som ”Køb her” eller ”Fortæl om os til dine venner”
 
Profilbilledet er stadig ansigtet udadtil og bliver vist på News Feeds, i annoncer og i sponsorerede historier. Designes billedet i mindst 180-pixel x 180-pixel, skalerer Facebook efterfølgende billedet perfekt til at passe ind i de forskellige funktioner. 
 
De fire applikationsbilleder placeret under coverbilledet, se Subway-eksempel, er også en del af det visuelle udtryk. Her er det igen vigtigt at tænke på, hvordan applikationernes billeder, farver og indhold spiller sammen med det overordnede look og virksomhedens brand. Billederne måler 111-pixel x 74-pixel, og kun applikationen ”Billeder” er fast inventar på panelet. De tre andre kan skiftes ud efter ønske. Virksomheden kan lave så mange applikationer, de ønsker, og disse erstatter de tidligere faneblade eller undersider.
 
Historien skaber virksomheden
Timeline-formatet minder om en scrapbog og lægger op til en personlig fortælling. Virksomheden har mulighed for at fremvise hele sin historie og fremhæve højdepunkter via milepæle på Timeline.
 
Timeline Ford milepæl
Ford motor company har en lang Timeline med historie tilbage til grundlæggelsen i 1903. På dette billede har de markeret deres første solgte Ford som en milepæl
 
Milepæle kan, som Ford viser, være første solgte produkt, grundlæggelsen, billeder af de første kunder, nye services, nye produkter eller ny direktør. Det er dog ikke alle virksomheder, der har en billedskøn fortid og mange virksomheder har været igennem fusioner, kriser og mediestorme. Derfor er det en større opgave at skabe virksomhedens historie på Timeline end blot at smække billeder på og sætte nogle milepæle.
 
Formålet med historien skal på plads. Oplevelsen af brandet og graden af gennemsigtighed skal diskuteres. Arbejdet med Timeline er en vigtig opgave, som bør forankres på direktionsniveau. Den daglige drift kan måske overlades til studentermedhjælperen, men fortællingen om virksomheden skal gennemtænkes, så det er de rigtige højdepunkter, der bliver fejret, på den rigtige måde.
 
Timeline captain morgan
Nogle virksomheder udnytter historiegenren og er kreative med formen. Rom-producenten Captain Morgan poster hver dag beskeder på Timeline fra den fiktive pirat Captain Morgan, der fortæller om sine bedrifter til søs og diverse eskapader med hans yndlingsdrink – rom og cola
 
Ny landingsside, ny strategi
Med det nye Timeline-format er det ikke længere muligt at lave en velkomstside (default landing page), som brugeren indledningsvist havner på. Denne funktion blev før i tiden brugt som en fan-gate, hvor brugerne ikke kunne se indholdet, før de likede siden. Den manglende funktion betyder ikke, at virksomheder skal stoppe med at fan-gate. De skal blot være ekstra opmærksomme på de øverste posts på tidslinjen samt de øverste applikationer, der kan få brugerne til at like indholdet eller involvere sig i siden på anden vis. (Opdatering fra kommentarspor: det er stadig muligt at fan-gate på sidens applikationer).
 
Timeline coca-cola
Denne form for landingsside, der tvinger brugeren til at like siden, før de kan se sidens indhold, er fjernet i Timeline-formatet. Der må derfor findes nye metoder til at få brugerne til at like sidens indhold og opbygge en fanskare
 
Den danske Facebook-ekspert Mikael Lemberg har lavet en påskeleg på sin side, hvor brugerne skal finde påskeæg på hans Timeline og like dem. På den måde engagerer han brugerne og får dem til at like indholdet, så målgruppen udvides.
 
Timeline påskeleg Lemberg
Læg mærke til det lille gule flag i toppen af venstre post, der viser, at posten er fastgjort til toppen af siden. I øvrigt benytter Mikael Lemberg sig af en engagerende påskeleg, der kan få brugerne til at like hans påskeæg på sin Timeline
 
En vigtig ny funktion på Timeline er muligheden for at fastgøre (”pin”) bestemte posts til toppen af siden. Det er muligt at fastgøre én post af gangen og denne post befinder sig i toppen af virksomhedens Timeline samt det sted på Timeline, hvor den blev postet første gang. Den fastgjorte post har en maksimal levetid på syv døgn i toppen eller fjernes automatisk, når en ny post fastgøres. Da det ikke længere er muligt at lave en specifik landingsside, bliver fastgørelses-funktionen vigtig for virksomheder til at fremhæve interessant indhold, der kan få brugerne til at engagere sig.
 
Også i forlængelse af den manglende landingsside er det en god idé at linke direkte til de applikationer, virksomheden ønsker, brugerne skal engagere sig i. Dette betyder, at hver gang en applikation omtales uden for Facebook, som på Twitter, på hjemmesiden eller i en e-mail, skal virksomheden linke direkte til applikationen på Facebook. Dette kan gøres ved at trykke på ”Administrer” > ”Rediger side” > ”Apps” > ”Link til denne fane”. Herefter tildeles en URL, som kan vedhæftes alle steder. 
 
3000 gange så socialt
Samtidig med lanceringen af Timeline blev det også annonceret, at brugerne vil kunne integrere eksterne applikationer direkte på deres Timeline og i fremtiden ikke blot like produkter eller posts, men beskrive deres aktiviteter langt mere detaljeret via applikationer som Pinterest, eBay, Foodspotting, Airbnb, Foursquare og mange andre. Det startede med 60 applikationer, men tallet er allerede over 3000 og voksende. Applikationerne giver brugerne større mulighed for at interagere med virksomheders brands ved at fortælle, hvad de laver via disse applikationer. Jo mere brugerne deler deres handlinger, jo nemmere bliver det for virksomheder at målrette annoncer, indhold og aktiviteter til dem. En virksomhed som Nike vil med deres Nike+ teknologi kunne se, at en håndfuld brugere løber et bestemt sted om morgenen, fordi brugerne har brugt en applikation og delt den på Facebook, der fortæller, at de ”løber”. Denne viden vil Nike kunne bruge til at dele de bedste ruter i området eller anbefale lokale morgenmads cafeer.
 
Timelin Florence and the machine
Billedet viser i højre side, hvordan brugerens egne venner engagerer sig i siden. En ven ”liker” siden, hvor to venner for nyligt har ”lyttet” til musikken – et socialt element integreret i Timeline samt et eksempel på en ny type applikation
 
Som en ekstra social funktion er det nu muligt for brugere og virksomheder at udveksle private beskeder. Dette tillader en dybere brugerinteraktion og gør det muligt for sidens administrator at flytte visse diskussioner fra Timelines offentlige forum. På trods af at sidens succeskriterier måles på brugerinteraktion med de opslåede posts, kan det være en idé at holde virksomhedens Timeline ren og fri for unødig støj, der fjerner fokus fra virksomhedens vigtigste oplysninger og ønskede brugeroplevelse.
 
Tjek på administrationen
I toppen af virksomheders Timeline ligger et administratorpanel. Det er nu muligt at følge med i sidens aktiviteter på en detaljeret og overskuelig måde. På administratorpanelet kan man klikke videre til en oversigt over brugernes aktivitetsniveau på siden. Siden giver overblik over, hvordan forskellige posts klarer sig i forhold til, hvor mange brugere der har set en post, klikket på den, kommenteret og liket den samt delt den i eget netværk. Øverst får virksomheden en samlet statistik over sidens aktivitetsniveau. Sidens funktion gør det altså muligt at holde øje med, hvilke posts der rykker, og hvad der får brugerne til at engagere sig.
 
Timeline administratorpanel
Eksempel på en virksomheds administratorpanel, der viser aktiviteten på siden og giver mulighed for at administrere brugeroplevelsen eller opbygge/udbygge målgruppe via annoncer og invitationer. Tag rundturen under fanebladet ”Hjælp” for at lære panelet bedre at kende. De omtalte funktioner i artiklen er markeret med en rød ring 
 
Virksomheder kan udover at holde øje med sidens aktivitetsniveau samt administrere brugeroplevelsen også aktivt opsøge og opbygge deres målgruppe. Det er en form for promotion-funktion, der gør det muligt at invitere venner og email-kontakter til siden, dele siden i forskellige Facebook-fora samt lave en annonce.
 
Lancering med et brag
Timeline er nyt, så hvorfor ikke starte med fest og gaver? Lancér virksomhedens Timeline med noget promotion, en konkurrence eller en leg. Red Bull fejrede en ny flot Timeline med sine fans og afholdt en konkurrence med præmier til vinderne. De konkurrerende fans skulle finde svarene til konkurrencen i fremhævede milepæle, hvilket var en god introduktion til formatet.
 
Timeline red bull
Red Bull startede sin nye Facebook-Timeline ud med en konkurrence, hvor svarene skulle findes på deres Timeline via milepæle
 
Konkurrencer og lege er populære og en god måde at involvere brugerne på. Her skal virksomheder dog være opmærksomme på de mange regler og restriktioner, Facebook har på dette område. Fanta afholder en leg, hvor nogle tegneseriefigurer mangler på coverbilledet. De er blevet væk på Fantas Timeline, og det er op til brugerne at finde dem igen. Målet er ren sjov, i tråd med Fanta-brandet, og det holder siden nærværende.
 
Timeline Fanta leg
Fanta leger med brugerne, der skal finde de manglende tegneseriefigurer på coverbilledet. Figurerne er blevet væk på Fantas Timeline og hver dag lægger de små ledetråde, der hjælper brugerne med at finde dem
 
Måske er præmissen ved Timeline netop nærvær. Det er ikke længere muligt at parkere indhold på siden og vente. Skal Timeline fungere som et optimalt socialt medie, fordrer det dynamik og engagement fra både virksomhed og brugere. Timeline er en stor mulighed for virksomheder til at vise, hvem de er, i et visuelt stimulerende og fortællende format, der kan gøre interaktionen med brugerne mere personlig og engagerende.
 
----
 
Lær at bruge Facebook, kom på kursus d. 28/3: Skab succes på din virksomheds Facebook-side
 
----
 
Læse mere om Timeline for virksomheder:

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job