Think Back. Think Mac.

Historien om Apple: Alle har i dag taget en bid af æblet. Apple er en verdensomspændende computervirksomhed, og Mac et varemærke på linje med Coca-Cola og Nike. Men hvordan nåede firmaet dertil – på mindre end 30 år? Nogle vil sige, at svaret er Jobs, men historien om Apple tilhører ikke kun Steve. Havde det ikke været for Wozniak, Terrell, Markkula, McKenna, Fylstra, Scott, Sculley og mange andre enspændere var firmaet, der startede i en garage, ikke endte med at være en del af vores alles mærkevarebevidsthed. Apple er historien om et kollektiv af enere.

Steve og Steve
Apples historie begynder med to unge mennesker, der byggede en computer i en garage. Dengang i 70'erne var computere industrimaskiner og ikke hjælpemidler for almindelige mennesker. De to unge mennesker har en væsentlig del af æren for udviklingen af den personlige computer. De hed Steve og Steve.

Den ene Steve var Steve G. Wozniak, der blev født i 1950 og voksede op med den elektroniske industri i Silicon Valley. Han blev tidligt interesseret i elektronik, da hans far var elektronikingeniør. Wozniak, som vennerne kaldte "Woz", vandt allerede som 13 årig førsteprisen ved en lokal videnskabskonkurrence. Hans elektroniklærer på Homestead High School anerkendte Woz's enestående talent og skaffede ham et job i et firma, så Steve kunne arbejde med computere en gang om ugen. Der så Wozniak computerens muligheder. Han studerede manualen og drømte om at få sin egen computer en dag. Han designede i mellemtiden computere på papir. Mange andre, som voksede op i Silicon Valley, delte hans drøm. Men Wozniak havde talentet og mødte de rigtige mennesker.

I 1971 byggede Wozniak sin første computer med gymnasievennen Bill Fernandez. Denne computer, som de kaldte "the Cream Soda Computer", blev udviklet i hans vens garage.

Den anden Steve hed Jobs
Bill introducerede Woz til en af sine venner, Steve P. Jobs. Jobs blev født i 1955 og hans forældre var – i modsætning til de fleste andre mennesker i Silicon Valley – ufaglærte arbejdere. Men ved at vokse op i et miljø fuld af elektronik blev Steve fascineret af teknologien.

Jobs var en enspænder: fræk, superambitiøs og meget selvsikker. Med sin direkte og vedholdende facon var han god til at overbevise folk. Han havde evnen til at formidle sine opfattelser og visioner til andre mennesker. Og han var ikke bange for at tale til berømte mennesker og stoppede ikke, før de gav efter. I en alder af 13 år ringede han fx til Bill Hewlett, HPs grundlægger, og bad ham om nogle reservedele, han havde brug for til sin frekvenstæller.


























Selvom Steve Jobs var fem år yngre end Wozniak, var de straks på bølgelængde. Udover deres fælles fascination af elektronik var de begge meget ambitiøse, og så var begge to spøgefugle. Da de hørte om "phone phreaking" – det at lave gratis fjernopkald pr. telefon med en såkaldt "blue box" – begyndte de to deres første forretningseventyr. De solgte blå bokse til venner og bekendte...

I 1972 begyndte Steve Jobs på Reed College i Oregon; da han blev interesseret i østlige religioner, droppede han imidlertid ud et år senere og vendte tilbage til Silicon Valley, hvor han fik job hos Atari, et computerspilsfirma, indtil han havde sparet penge nok op til at tage en tur til Indien i nogle måneder. Så vendte han tilbage til Californien og sit arbejde hos Atari.

Efter at have gået på tre forskellige universiteter, begyndte Wozniak at arbejde for HP i sommeren 1973. Da Atari planlagde at udvikle et nyt spil, "Breakout", pralede Jobs med, at han kunne udvikle det på blot fire dage – hurtigere og bedre end nogen anden. Jobs fortalte Woz om det, og de to lavede spillet på rekordtid og fik $700 for det. De havde nu fundet ud af, at de kunne sætte sig ambitiøse mål og nå dem.





































En chip til $20
Da Homebrew Computer Club blev grundlagt, begyndte Wozniak at komme til dens møder. Som han senere skulle erindre, var Homebrew en åbenbaring for ham, der ændrede hans liv. Han mødte mennesker, der delte hans interesse i computere, og han lærte af dem og opmuntrede dem med sin egen tekniske ekspertise. Nogle medbragte deres "Altair"-computere, som Wozniak ønskede sig men ikke havde råd til. Han indså, at denne computer lignede den Cream Soda Computer, han tidligere havde bygget.

Kort tid efter frigav Chuck Peddle fra MOS Tech sin nye 6502 microprocessor chip til salg for kun $20. Det var sensationelt billigt i sammenligning med den almindelige pris på $400 for den type chips. Woz tog chancen og besluttede sig for at skrive et BASIC-program til den. Efter at have færdiggjort BASIC byggede han computeren færdig. De andre hobbyfolk i Homebrew var imponerede over Wozniaks udstyr, der bestod af en tavle med chips og forbindelser til tastatur og monitor.

Den første Apple
Steve Jobs så pludselig mulighederne i dette apparat, som de kaldte Apple, og overbeviste Wozniak om at starte et firma i april 1976. De solgte Jobs' folkevognsrugbrød og Wozniaks lommeregnere og fik dermed penge til prototypen. Den var et teknologisk vidunder og gjorde Wozniaks drøm om at blive computerejer til virkelighed. Jobs var sælger og gjorde ambitiøst Apple I til en sællert blandt computerfreaks.












Gennembruddet for Steve og Steve kom i juli, da Paul Terrell bestilte 50 styk af Apple I til sin Byte Shop – på den betingelse at computerne var fuldt monterede i kabinetter og udstyrede med en kassettestation som ekstern lagringsenhed. De arbejdede hårdt i Jobs' forældres garage for at producere de 50 første computere til tiden.

Apple I blev kontinuerligt forbedret af Wozniak, og salget af den gjorde firmaet kendt, ikke mindst fordi firmaets navn stod først på alfabetiske lister over leverandører i elektronikmagasiner. Men har man sagt A, må man også sige B.

Opbygningen af firmaet
Der var gang i salget af Apple I, men Steve Wozniak var allerede begyndt at arbejde på en ny computer, Apple II. Denne computer skulle blive en milepæl i udviklingen af den personlige computer, da den var billigere og lettere at bruge end nogen anden computer på den tid.

Jobs og Wozniak fornemmede markedets potentiale, men de erkendte, at de ikke havde den fornødne kapital. Derfor forsøgte de at sælge deres computer til flere etablerede selskaber som Atari, HP og MOS Tech, som alle dog gav afslag. Ude for at søge efter risikovillig kapital, så de kunne bygge computerne selv, mødte Steve Jobs Mike Markkula, som havde været marketingchef hos Fairchild og Intel.

Markkula og McKenna
Markkula var 38, men havde allerede trukket sig tilbage, da han havde skabt sig en formue på mange millioner dollars på sine aktier hos Intel. Han besøgte Jobs i garagen og blev interesseret i projektet. Markkula mente, at der var potentiale i at levere computerkraft til enkeltpersoner, i hjemmet og på arbejdet. Han tilbød derfor at hjælpe med at lave en forretningsplan. Han sluttede sig altså til Steve og Steve. Han skød $250.000 ind af sine egne penge. Apple Computer blev til et aktieselskab i januar 1977.

















Markkulas beslutning blev et vendepunkt i Apples histoie: han tog sig af forretningsaspektet og arrangerede alt, der var nødvendigt for at skabe et succesrigt firma. Markkulas viden blev afgørende for Apple, da Woz og Jobs ikke havde nogen forretningsekspertise. Mange andre nye firmaer i Silicon Valley var gået ned, da deres grundlæggere var ingeniører uden den forretningsviden, der kan skabe kontrol over firmaet, når efterspørgslen stiger. Uden Markkula er det ikke sikkert, at Apple havde eksisteret i dag.

I 1977 ansatte Markkula Mike Scott som administrerende direktør. Scott havde arbejdet med marketing hos Fairchild og havde den erfaring, der skulle til for at styre selskabet.

Jobs overbeviste da Regis McKenna, som havde et stort og indflydelsesrigt PR-agentur i Silicon Valley, til at styre PR og reklame for Apple. McKenna, som arbejdede for Intel og mange andre selskaber, designede blandt andet Apples logo. Og han gjorde Apple til det første firma, der reklamerede for personlige computere i forbrugermagasiner. Han skabte national opmærksomhed om produktet og udbredte ideen om den billige computer.































Apple II og PC-revolutionen
I april 1977 blev Apple II introduceret på Westcoast Computer Fair, hvor Apple havde skaffet sig den største stand lige overfor indgangen. Wozniaks tekniske vidunder var en stor succes, og de første ordrer løb ind. Apple II blev den første personlige computer. Det var en microcomputer med farvegrafik, og den kunne som den første forstå programmeringssproget BASIC og havde tastatur, strømforsyning og et letvægtskabinet i grå plast, som blev standarden for efterfølgende PC'ere. Apple II var mere sofistikeret end nogen anden mikrocomputer og var en maskine, man kunne arbejde effektivt med. Wozniak havde brugt al sin ingeniørekspertise på den og skabt den computer, han gerne selv ville eje.

Apple II fik en begejstret modtagelse. I 1977 solgte selskabet flere end 4.000 computere, der kostede $1.300. Og salget steg.































Programmer og data til Apple II blev gemt på kassettebånd, men denne lagringsmetode viste sig at være utilregnelig og besværlig. Mike Markkula så, at fremtiden var disketter, som var blevet udviklet hos IBM i de tidlige 70'ere, og han bad Wozniak om at udvikle et diskdrev til Apple II. Woz tog udfordringen op og gjorde arbejdet på blot en måned. Han udviklede en ny teknik ("self-sync") og skabte det hurtigste minidiskdrev. Det var klar i juni 1978 og var vitalt for Apples videre udvikling. Det muliggjorde udviklingen af seriøse programmer som tekstbehandling og databaser, som forøgede computerens praktiske brugbarhed væsentligt.

I 1979 udgav Daniel Fylstra, en programmør fra Boston, VisiCalc til Apple II. Dette regneark var en nyhed indenfor computersoftware. Det lettede forretningsberegninger væsentligt og kunne bruges i finansielle prognoser. Det var det første program, der gjorde personlige computere til et praktisk værktøj for mennesker, som ikke kunne skrive deres egne programmer. VisiCalc blev en succes og bidrog til salgets himmelflugt.

Samme år traf Mike Markkula en vigtig beslutning. Hans ide var at skabe et nyt marked på uddannelses- og skoleområdet. "The Apple Education Foundation" blev etableret, som tilbød komplette Apple-systemer med indlæringssoftware til skoler. Dette marked skulle bidrage til en større del af firmaets salg i de følgende år, da Apple II snart blev den mest populære computer blandt studerende.

Den amerikanske drøm og virkelighed
Apple II var et revolutionært produkt og startede et nyt kapitel i databehandlingens historie. Den blev en af de bedst sælgende computere nogensinde og skaffede selskabet en enorm fremgang. Der solgtes for $775.000 i 1977. To år senere var salget på 50 millioner dollars og mere end 35.000 computere. Den eksplosive vækst fortsatte, og i 1981 havde selskabet nået salgstal på på 335 millioner dollars. Denne udvikling var virkelig i særklasse, selv for et nystartet Silicon Valley-firma. Indenfor fem år nåede Apple "Fortune 500". Ingen andre havde gjort det så hurtigt. Fra den ydmyge start i garagen havde Apple skabt amerikansk virksomhedshistorie.
















I 1980 startede Regis McKennas PR-agentur en annoncekampagne i større aviser for at etablere Apple som et seriøst selskab og for at forberede selskabets første aktiesalg ved årets slutning.

I det mest opsigtsvækkende offentlige udbud siden Ford i midt-50'erne blev Apples 4,6 millioner aktier solgt i løbet af en time den 12. december 1980. Og inden aften var aktien steget fra $7 til $29. Mere end 40 mennesker i Apple var blevet millionærer med et slag. Steve Jobs, som lå inde med de fleste aktier, var nu god for 256,4 millioner dollars. Han var 25 år gammel. Mike Markkula fik 237 millioner dollars, Steve Wozniak 135,6.

Wozniak havde med sin interesse for elektronik udviklet et produkt i en garage, og Jobs havde formået at skabe et succesfuldt firma i kraft af det. Den amerikanske drøm var blevet virkelighed for Steve og Steve. Mange firmaer i Silicon Valley har gjort deres ejere til millionærer, men kun 20% af dem overlever i længden og bliver børsnoterede.

Når man grundlægger et højteknologisk firma, baserer man sig som regel på en speciel ide eller et produkt, som efterspørges på markedet. I Apples tilfælde var det den personlige computer. Ofte forlader intelligente ingeniører deres virksomheder, fordi deres innovative ideer bliver afvist af ledelsen og starter en såkaldt spin-off (fx Fairchild og Intel). Men for at etablere en ny virksomhed har ingeniøren brug for kapital. Det finansielle grundlag er vitalt for en ny virksomhed og må skaffes gennem pengemænd, som til gengæld får del i virksomheden og ofte kan give gode råd til den uerfarne iværksætter. Når dette lykkes, og virksomheden bliver et aktieselskab efter nogle år, bliver grundlæggerne ofte millionærer på ingen tid, og investorerne får et meget højt afkast af den investerede sum (måske ti eller hundrede fold). Appleaktien var jo blevet fire gange så meget værd – i løbet af en dag.

3. generation på vej
Det vellykkede aktiesalg forsynede Apple med rigeligt med kapital: en milliard dollars, som kunne bruges på at udvikle selskabets næste generation af computere. Denne tid blev imidlertid ret turbulent for Apple og præget af indre magtkampe.

Man begyndte at designe Apple III i 1978. Denne computer skulle efterfølge Wozniaks Apple II og blev markedsført i 1981. Men den blev ikke nogen succes, da den havde for mange fejl og ikke fungerede ordentligt. Ikke desto mindre gik det økonomisk fortsat godt for Apple, da salget af Apple II fortsat gik strygende.

Steve Jobs var mand for firmaets vision og tænkte på den næste generation af computere: han havde både visionen og viljen til at sætte alt på et bræt, karrieren inklusive, for at fremme målet. Jobs var en fremragende sælger og fik folk omkring ham overbevist om sin vision.
















I 1979 besøgte Jobs og nogle andre Apple-ansatte Xerox' forskningscenter i Palo Alto, som var kendt for sin avancerede computerforskning. De opdagede nogle revolutionerende ting, der ikke var blevet brugt i PC-industrien før. Miljøet på skærmen var baseret på grafik med ikoner, som repræsenterede programmer og filer, og en mus som blev brugt til at pege på dem og flytte dem med, og der var vinduer og menuer, der kunne trækkes ned. Dette satte brugeren i stand til at bruge computeren uden at røre en tast.

Turbulens i 1980'erne
Jobs var imponeret og ønskede at overføre dette koncept til en ny PC kaldet Lisa, som var tænkt for forretningsverdenen. Han fik flere nye ideer til designerne på projektet. Der herskede kaos, fordi han fik en ide, startede et projekt og så skiftede han mening to-tre gange, så folk hele tiden måtte starte forfra.

Markkula og Scott var bekymrede for fremskridtet med Lisa. Ved en reorganisation af firmaet besluttede de derfor at sætte John Couch, en tidligere softwaredesigner fra HP, i spidsen for Lisa-projektet. Jobs blev bestyrelsesformand og skulle repræsentere Apple overfor offentligheden. Han følte imidlertid, at han blev frataget en chance for at nå sin vision, og forholdet mellem ham og Scott blev værre.

I februar 1981 styrtede Wozniak, den kreative drivkraft bag Apple I og II, med et firepersonersfly. Han kom slemt til skade under ulykken og måtte i nogen tid trække sig fra selskabet — han valgte i den tid at færdiggøre sin bachelorgrad fra U.C. Berkeley.

Lisa-projektet
I mellemtiden havde Steve Jobs opdaget et nyt projekt. Snart overtog han kontrollen med Macintosh-projektet, som var blevet startet af Jef Raskin i 1979.













Ideen var en lille og handy personlig computer. Han brugte al sin energi på Macintosh, som skulle være en mindre og billigere Lisa, og som skulle revolutionere brugen af computere.

Firmaet var nu delt i tre: Apple II, Lisa og Macintosh. Der opstod konkurrence mellem disse grene af firmaet, særligt mellem de to sidstnævnte.

Lisa blev udviklet af et antal erfarne ingeniører og programmører, som var blevet rekrutteret fra HP, DEC og Xerox. Projektet var det mest professionelle, der var blevet sat i værk af Apple og stod i stærk kontrast til Jobs' gruppe af unge computernørder, der arbejdede på Macintosh.

Da Lisa blev markedsført i august 1983, var den forud for sin tid. Lisa var let at bruge på grund af musen, den grafiske brugerflade og vinduerne, og den kunne tilmed udføre flere opgaver på en gang. Selvom pressen mente, at den var revolutionær, blev Lisa et flop. Et af problemerne var Jobs' mangel på selvdisciplin: da Lisa blev introduceret, talte han om sin Macintosh, som snart ville komme på markedet, og som ville have funktionaliteter som Lisas – til en brøkdel af prisen ($2.000 mod Lisas pris på $10.000). En anden strategisk fejltagelse var, at man kundgjorde, at de to computere ikke var kompatible. Ikke underligt at mange mennesker derfor foretrak at vente på Macintosh.

Og endelig var Lisa, som med en pris på $10.000 var rettet mod virksomheder, ikke i stand til at kommunikere med andre computere, hvilket var afgørende på dette marked.

Velkommen, IBM
I mellemtiden var IBM gået ind på markedet for personlige computere med sit første produkt i 1981. IBM havde allerede en god markedsandel. IBMs PC var ikke noget teknisk vidunder, og den var meget mindre brugervenlig end Apples produkter. Men blot det, at det var IBM, der havde bygget den, sikrede succesen, og mange virksomheder begyndte at udvikle programmer til den. Apple havde kørt annoncer med ordene "Welcome IBM, Seriously", men syntes at være kørt noget bagud af dansen. Ikke desto mindre gjorde IBMs entré på PC-markedet en del PR for Apple som den eneste virkelige konkurrent til "Big Blue".




















































Status var dog, at Lisa ikke var nogen succes, men den anden fiasko efter Apple III. Ikke desto mindre steg Apples salg stadig på grund af den velsælgende Apple II. Men firmaet havde brug for en efterfølger, og al lid måtte nu sættes til Macintosh.

Macintosh – en revolution
Macintosh skulle indfri Steve Jobs' vision om "computere til folket". Han skabte den personlige computer, der var let at bruge – og billig.

Jobs' Macintosh-hold bestod af teenagere og selvlærte computernørder, der elskede at sysle med kode. De fulgte hans vision og skabte med følelse en enestående computer. Jobs kørte hele tiden sit hold mod større bedrifter. Når de nåede et mål, satte han blot et nyt. Folk arbejdede typisk 80 timer eller mere for projektet.
































Blandt talenterne var Andy Hertzfeld, Bill Atkinson og Burrell Smith. Macintosh blev udstyret med Motorolas 68000 CPU, et 3,5" diskdrev, med tastatur, og målet var at den ikke måtte fylde mere på et skrivebord end en telefonbog (hvilket var en revolution). Computeren skulle være et åbent system, så software kunne laves af andre firmaer. Et program skulle sikre, at applikationerne var lette at bruge og fungerede i overensstemmelse med en vis standard.

Med inspiration fra japanske samlebånd besluttede Jobs at bygge den mest avancerede montagefabrik i verden til produktion af Macintosh. Den blev stærkt automatiseret: arbejdskraften kom kun til at udgøre en procent af de samlede produktionsomkostninger.

Samtidig med at man satte kræfterne ind på at få Macintosh færdig, måtte Apple finde en ny leder. Det blev John Sculley fra PepsiCo, der kom til at overtage roret i Apple fra april 1983.

1984. The Year of Big Brother
I januar 1984 kom Macintosh til verden, og en massiv reklamekampagne skulle forkynde den gode nyhed. Bureauet Chiat/Day blev bedt om at udforme en reklame, der skulle spille på, at 1984 var året for Orwells berømte roman. Resultatet blev et 60 sekunders reklamespot, hvad der i sig selv var opsigtsvækkende, og man foreslog, at det blev afspillet blot en gang: under SuperBowl, den mest sete TV-udsendelse det år.





















Et gyldent minut skulle altså fange amerikanernes opmærksomhed. Macintosh blev præsenteret som en milepæl, der ville revolutionere brugen af computere. Apple ville bryde med IBM som den onde storebror.

Da reklamen gik i æteren, nåede den 46,4% af alle amerikanske hjem. Den blev opfattet som noget helt specielt, og med et var Macintosh på alles læber. Reklamen vandt mere end 30 reklamepriser.

Macintosh, der kostede $2.495, var en succes fra starten. Steve Jobs sammenlignede den med Graham Bells opfindelse af telefonen. Macintosh blev tidens mest sofistikerede personlige computer, der med sin grafiske brugerflade og mus satte nye standarder for tilgængelighed. Disse nyskabelser skulle siden overtages af mange andre firmaer, herunder Microsoft, som udviklede Windows. Den grafiske brugerflade er blevet en industriel standard.

I de første 100 dage blev der sat rekord og solgt mere end 70.000 styk – og inden året var omme, nåede man op på 250.000 solgte enheder.

John Sculley og Steve Jobs
På trods af et rekordsalg og forbløffende salgstal på mere end 1,5 milliard dollars i 1984, en stigning på 55% i forhold til året før, kom Apple snart ud i en alvorlig krise, der kun blev overstået ved Sculleys barske midler og fyringen af den visionære Steve Jobs.

John Sculley havde før været i PepsiCo. Her havde han gjort Pepsi til nummer et i colakrigen. Der var ikke umiddelbart nogen grund til at han skulle slutte sig til en flok computernørder ude vestpå. At han gik ind i Apple skyldtes Steve Jobs, der fik ham overtalt. Han spurgte: "Vil du bruge resten af dit liv på at sælge sukkervand eller vil du være med til at ændre verden?"






















Sculley lod sig bevæge, og han og Jobs blev gode venner. De var på bølgelængde og fik god presse. Det medvirkede til Apples gode rygte i offentligheden på den tid.

Men vendepunktet indfandt sig snart, da deres overdrevne forestillinger om salget af Macintosh ikke kunne nås. I eufori over den revolutionerende Mac mente de at kunne sælge enorme mængder, og de havde fremstillet dem på forhånd. Da de kun solgte en brøkdel af det forventede, var krisen en realitet. En af grundene til det svigtende salg var, at Macintosh ikke var perfekt: Med sine 128 Kb RAM var den ikke stærk nok, og der var ikke mange, der havde udviklet software til den. Endvidere overså Jobs og Sculley på årsmødet i 1985, at 70% af selskabets salg stadig skyldtes Apple II, mens Macintosh kun lå på 30%. Topledelsen fokuserede altså på prestigeprojektet og virkede nærmest uinteresseret i det produkt, der stod for hovedparten af salget. Mange, der arbejdede på Apple II, følte sig overset og forlod derfor Apple i frustration.

Fyret!
Steve Jobs blev mere og mere vred og aggressiv, da salget for Macintosh fortsat veg (der solgtes blot 2.500 i marts 1985). Han gav alle andre end sig selv skylden. Til sidst anklagede han også Sculley for krisen og ønskede at overtage styringen selv. Men det forekom de fleste en umulighed. Jobs blev set som en stor tænker, en inspirator og motivator, men ikke som daglig leder. Det kunne Jobs ikke selv se.

Da Sculley fik at vide, at Jobs havde til hensigt at fjerne ham fra firmaet, blev han bekymret. Han valgte at ofre venskabet for firmaets skyld, og med støtte fra Markkula og andre bestyrelsesmedlemmer blev Jobs i maj 1985 fyret fra sin stilling som souschef og leder af Macintosh-afdelingen.
















Apple overlevede dog, at Jobs mistede jobbet. For Apples historie viser, at ingen er uundværlig.

Wozniak havde lavet en "Cream Soda Computer". Jobs havde haft ideer og visioner. Markkula forretningsekspertise og penge. McKenna havde designet et logo. Scott kendte til marketing. Og så videre.

I fællesskab kan en række genier skabe produkter og virksomheder, der overgår det individuelle bidrag. Så helheden er større end summen af delene.


Fremstillingen er baseret på følgende kilder:

Links
Stor link-samling om Apples historie:
www.geocities.com/SiliconValley/Lakes/7588/

Tre æraer, tre Apple-ledere:
www.businessweek.com/1996/06/b34615.htm

Operativsystemernes historie:
www.kernelthread.com/mac/oshistory/index.html

"Apple Computer History Weblog":
apple.computerhistory.org/

Guardian-artikel om iPod:
www.guardian.co.uk/online/news/0,12597,1390242,00.html

Apple-nyheder, -fora, -afstemninger m.m.:
www.appleinsider.com/

1984. Apples reklamespot:
www.uriah.com/apple-qt/1984.html

Litteratur
O.W. Linzmayer (2004): Apple Confidential 2.0.

L. Butcher (1988): Accidental Millionaire. The Rise and Fall of Steve Jobs at Apple Computer.

D. Kaplan (2000): The Silicon Boys and Their Valley of Dreams.

G. Kawasaki (1990): The Macintosh Way. The Art of Guerilla Management.

A. Hertzfeld (2004): Revolution in the Valley.

S. Levy (2000): Insanely Great: The Life and Times of Macintosh, the Computer That Changed Everything.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job