Familien Beavan på gaden i New York

Colin Beavan har valgt at lave sin livsstil grøn - supergrøn - og skrive en bog om det. Faktisk har målet været slet ikke at udlede CO2 eller forurene overhovedet i et helt år i en familie. Det er han ikke den eneste, der gør nu om stunder, men Beavans eksperiment har gjort ham til en af de mest kendte af slagsen, internationalt set. Beavan er således blevet udnævnt til en af MSNs 10 mest indflydelsesrige mænd i 2007, og hans blog blev af Time Magazine samme år udnævnt til en af verdens 15 mest indflydelsesrige øko-websites.


Trailer til dokumentarfilmen om No Impact Man

Fra grøn Superman til grøn Spider-Man
Beavan understreger fra starten, at han ikke blind over for projektets iboende fare - nemlig at han som grøn Superman sætter sig selv op på en piedestal, som ingen kan leve op til. Det var netop problemet med de klassiske Superman-historier: Superman var for lidt menneskelig, hvilket gjorde ham kedelig i længden. Spider-Man, der kom til nogle årtier senere, var til sammenligning en forældreløs New Yorker-knægt med kroniske kæresteproblemer, og som regelmæssigt stod til tæsk fra stærkere superskurke, som han kun vandt over efter lange og seje kampe. Det er den type karakter No Impact Man er modeleret over, og det er også det, som giver ham en chance for at blive andet og mere end endnu en højtsvævende miljøguru i Al Gore-klassen.

Beavan sætter således alt ind på at vise, at han faktisk er en helt normal mand, der blot har taget en beslutning om at kaste sig heltemodigt ud i det, alle andre bare snakker om. Han vil tage personligt ansvar for miljøet - 100 procent. Han vil vise, at han ikke er bange for at fejle undervejs. Målet er at prøve at få folk til at forandre sig ved at være et godt eksempel for andre - og så i øvrigt eksperimentere med, hvad der overhovedet er muligt i et moderne urbant samfund. Og det er der faktisk kommet en meget velskreven, underholdende og tankevækkende bog og en meget engageret blog ud af, med masser af interaktion og gæsteindlæg. Det er en type kommunikation, som i denne klima- og miljøtid forfriskende nok ikke fortaber sig i tørre tal og rædselsscenarier, men lægger vægt på den personlige oplevelse af miljø- og klimaudfordringen. Beavan fortæller læserne små og store humoristiske anekdoter om problemerne ved at leve en No Impact-livsstil, deler miljøfilosofiske strøtanker ud med lind hånd og - ikke mindst - de mere absurde beretninger om omfanget af vores samfunds menneskeskabte svineri.

En amerikaner opdager genbrugsposen
No Impact-projektet løb fra efteråret 2006 til efteråret 2007 midt i New York, hvor Colin Beavan boede med sin kone Michelle og sin 2 år gamle datter, Isabella. Det bliver implementeret i faser, hvor Beavan gradvist gør det sværere for sig selv (og sin familie), alt imens han løbende blogger om udfordringerne. Familien starter i det helt små med affaldssortering og udskiftning til mere miljøvenlige produkter og genbrugsposer. Så følger transport: Gå 40 blokke til arbejde på Manhattan - for offentlig transport bruger jo også strøm - og tage trappen op til 9. etage i stedet for elevatoren. Dernæst ryger flyrejser til familiebesøg. Så er der dømt tøjvask i hånden, genbrugsbleer, bivoks som tandpasta og - ikke mindst - afprøvning af diverse apparater til at nedkøle babymælk uden brug af strøm. For det er da også eksperimentets sidste og afgørende fase: At lukke helt for elektriciteten i hjemmet - og så nøjes med solvarmeopladet arbejde ved computeren om dagen og familiehygge i stearinlysets skær om aftenen.

I eksperimentets indledende, og knap så radikale, fase bliver det kulturelt unikke ved No Impact Man også tydeligt. Han er en amerikansk superhelt, som skal være et forbillede for amerikanere. For eksempel kan vi danskere jo godt trække lidt på smilebåndet af, at det fremstilles som en stor revolution, at man kan købe mad ind selv, i stedet for at leve på pap-indpakket take-out - og at man kan købe ind med en genbrugspose! Men for en storforbrugende amerikaner i en af klodens største byer er det sikkert noget af en omvæltning at skulle gå på jagt efter specialbutikker med friske appelsiner fra økologiske små-landbrug under 100 miles væk - frem for oppustede pesticidbolde fløjet ind fra Sydafrika. Efter eksperimentets afslutning har familien Beavan valgt en lidt mindre ekstrem grøn livsstil, men dog stadig med mange elementer fra No Impact-året intakt. Man kan følge dem kontinuerligt på Beavans blog.


Hr. Middelklasse-No-Impact med datteren på et gademarked i New York

Familien som modstander
De gode historier om superhelte er kendetegnet ved, at der er realistiske, konfliktfyldte relationer til venner og familie. Og det er da også en væsentlig del af Beavans beretning om at gå fra tilbagelænet miljø-farisæer til radikalt aktivistforbillede, at beskrive familiens ikke altid lige imødekommende respons på at blive inddraget i denne mission. Det er dog lidt, som om både konen, Michelle, datteren, Isabella, og resten af familien skifter roller, alt efter hvad der passer ind i fortællingen. I bogens første kapitler præsenteres de således som potentielle modstandere af Beavans projekt; nogen som vil holde fast i deres hævdvundne materielle privilegier, herunder retten til at gå i designer-pels og brænde flere års CO2-kvoter af på en flyvetur for at kunne være sammen med bedsteforældrene på Thanksgiving. I andre kapitler beskrives de til gengæld mere som hjælpere og støtter - uden at alle mellemregningerne helt er kommet med.

Bogen ville have været mere overbevisende, hvis Michelle Beavan - og resten af familien - også havde haft en stemme og ikke kun blev beskrevet gennem Colins lidt inkonsistente eksempler. Dette rådes der dog delvist bod på gennem bloggen, som rummer langt mere materiale, og i dokumentarfilmen (som jeg ikke har set), men som i hvert fald på traileren og i pressematerialet ser ud til at give alle deltagerne mere stemme. Bloggens største force er dog den konstante dialog med både kritikere og læsere, hvor Beavan også er nødt til at forholde sig til andre familiers hurdler i forhold til at gå No Impact-vejen, for eksempel at de har flere eller sygere børn end Isabella.

Jagten på det gode liv
Beavans erklærede drivkraft er, at han gerne vil 'lede via sit eget eksempel', i stedet for kun at fortælle andre, hvad de gør forkert, og hvordan de skal ændre sig. Han vil således kaste sig ud i sin egen personlige undersøgelse af, hvor mange af vores materielle goder der egentlig gør os lykkelige. Ikke fordi han, som han selv skriver, har sat sig for endegyldigt at springe ud som super-asket. Men han vil ganske enkelt - og meget konkret - afprøve for sig selv og sin familie, hvad der måske er overflødigt materielt set, når det holdes op mod vores generelle længsel efter 'det gode liv' og 'bedre livskvalitet'. Disse begreber er faktisk ret centrale for at forstå Beavans motivation, men bliver i bogen desværre mest defineret indirekte via historier om zen-mestre, bidder fra religiøse skrifter og indianerstamme-anekdoter om, at man skal passe på naturen og leve simpelt. Først til sidst kommer vi lidt mere ind under huden på Beavan, og hører om, hvorfor han selv føler for dette emne og valgte at kaste sig ud i dette radikale eksperiment, når han kunne have scoret klejner fra miljø-kassen på en meget nemmere måde.

Der er nemlig sket nogle grimme ting i Beavan's tidligere liv. En brors selvmord og hans spæde datter Isabellas voldsomme epilepsi-lignende anfald har lukket op for angsten for at dø uden at have fokuseret på 'de rigtige' værdier. Bogen skal derfor også ses som et personligt dannelsesprojekt, og de voldsomme begivenheder forklarer måske noget af Beavans radikalitet: Han skal simpelthen gå linen ud og prøve at skille sig af med næsten alle moderne materielle bekvemmeligheder for at se, hvad der egentlig er tilbage, som virkelig ikke er til at komme uden om for at have 'et godt liv'. (Han konkluderer bl.a., at en vaskemaskine til genbrugsbleer nok er en af dem.) Hele denne del af bogen føles dog en lille smule uforløst. Det skyldes måske, at der ikke bruges plads nok på Beavans personlige oplevelser af død og tab, og at de for hurtigt glider over i filosofiske eksercitser omkring samfundets overforbrug og mangel på livskvalitet. Men det er selvfølgelig en balancegang som er svær, og nogle læsere vil måske blive skræmt væk af for mange følelsesladede anekdoter om liv og død.

No Impact Man som miljøkommunikator
Som kommunikationsprodukt skal man dog, ovenstående beklagelser til trods, ikke undervurdere betydningen af Beavans projekt i den gode (miljø)sags tjeneste. No Impact Man har allerede afstedkommet en større mediemæssig opmærksomhed, bl.a. fra New York Times og adskillige tv-stationer. Men No Impact-projektet har også, og langt vigtigere, igangsat begyndelsen til en form for miljømæssig græsrodsbevægelse, der ikke har et centralt hierarki og ikke udspringer af en formel organisation. Den er derimod i pagt med internettets natur og startet af en enkelt mand - Beavan - og hans blog. Den har på kort tid fået sit eget liv som et horisontalt, lederløst og selvorganiserende netværk, der appellerer til lyst, gensidig anerkendelse og fællesskab som drivende motivationer for at forandre. Omdrejningspunktet er et site, hvor man kan deltage i et mini-No Impact-eksperiment løbende, nemlig at prøve at leve som Beavan i bare en uge og så dele sine erfaringer med andre. Den første globale No Impact-uge blev afholdt i august med deltagelse af over 5.000.

Mange af deltagerne er formodentlig overvejende 'grønt segment' (muligvis også 'rosa'), men det er ikke nødvendigvis en svaghed! Der er for det første masser af 'grønne', som i forskellige livssituationer agerer alt andet end grønt, men deres potentiale for yderligere at lade holdning omsætte til handling er til stede. Gradvist kan projektet også brede sig via sociale netværk uden for de allermest grønne og rosa fællesskaber og sende små spirer ind i de 'blå' og måske endda de 'violette's sociale fællesskaber, som er dødtrætte af miljøpræk fra politikere og mænd i jakkesæt. Det sidste er i virkeligheden No Impact Mans mest innovative superkraft: at kunne inspirere andre til at gå ind i et fællesskab til fordel for miljøet, som er både sjovt, socialt og appellerer til konkurrence-genet. Beavan inspirerer til det gennem en unik kombination af personlig handlen og offentlig udlevering af sit privatliv, hvilket forener både nogle af tidens foretrukne medier (de interaktive) og tidens foretrukne underholdning (reality-shows). Det kunne man godt selv lade sig inspirere af.

Presseomtale
Huffington Posts artikel om den første No Impact-uge
'The Year Without Toilet Paper' - New York Times artikel om Beavans eksperiment.