Et kig til ondskabens ansigt

Men der er også magtfulde personer i det internationale filmmiljø som BBC’s Nick Fraser, der har kaldt filmen en ’snuffmovie’ og ’smagløs’, og som både angriber filmens æstetik og etik, fordi den giver bødlerne en stemme og lader dem genopføre deres grusomme massemord.

The Act of Killing, der er nomineret til en Oscar, giver et indblik i Indonesiens massehenrettelser i 1965. Gennem rekonstruktioner lader instruktøren Joshua Oppenheimer bødlerne genopføre deres massemord

Et filmisk opråb til verden: bødler og ofre

Joshua Oppenheimer er en intellektuel kapacitet, uddannet både i USA og England, og udover arbejdet med sine film arbejder han systematisk med at dokumentere overgreb på menneskerettigheder og social ulighed, sådan som man blandt andet kan se i den bog, Killer Images. Documentary Film, Memory and the Performance of Violence (2012), han har redigeret sammen med Joram ten Brink. Den handler om, hvordan stærkt traumatiske begivenheder er blevet beskrevet i dokumentarfilmens historie.

Oppenheimer arbejder længe og grundigt med sine filmprojekter, og The Act of Killing blev påbegyndt allerede i 2003, hvor han arbejdede på en anden film i Indonesien, The Globalization Tapes, som skildrer indonesiske plantagearbejderes kamp mod multinationale selskaber. Under optagelserne til denne film stødte han for første gang på historier om massehenrettelserne i 1965 via overlevende, som stadig var bange for at tale om deres oplevelser. Det er stadig det regime, som var ansvarlige for overgrebene, der er ved magten, og det er de sejrrige massemordere, som hyldes som helte den dag i dag.

Bødlerne, der stod bag massehenrettelserne tilbage i 1965, hyldes i dag som helte i de indonesiske medier. The Act of Killing skildrer dette perverterede menneskesyn og gør opmærksom på regimets folkemord, der aldrig er blevet gjort op med

Oppenheimer startede på en film, som skulle handle om ofrene, men ingen ville stå frem og tale, mens bødlerne hellere end gerne ville tale om, ja, ligefrem prale af, deres bedrifter. Det billede, The Act of Killing fremlægger af bødler, der hyldes i indonesiske medier, og som stolt genfremstiller og genindspiller deres forbrydelser, er ikke filmens billede, men et surreelt, skræmmende billede af et regimes perverterede menneskesyn. Det er en film, som fortæller os om omfattende overgreb mod menneskeheden, en historisk forbrydelse, der aldrig er blevet gjort op med.

Efter The Act of Killing kommer senere i år The Look of Silence, hvor vi følger en indonesisk familie, som overlevede massakren, men nu finder frem til, hvem der dræbte deres søn. Bødlernes historie fører til ofrenes historie – og bag det hele ligger håbet om at råbe verden og det indonesiske regime op.

Hvordan beskrives ondskaben?

Joshua Oppenheimer har selv jødisk baggrund, og en stor del af hans familie blev udslettet i nazisternes dødslejre. Men hvordan møder vi ’det onde’, hvordan kan vi beskrive bødler og mordere, så vi bliver klogere, og så ondskaben ikke gentager sig? I flere interviews har Oppenheimer peget på, at vi skal være varsomme med at dæmonisere bødlerne, at se dem som mennesker med en medfødt ondskab. At konfrontere sig med det onde handler også om at tillade dem en stemme, en menneskelighed – selvom det kan virke stødende på os. Måske er det sigende, at mennesker, der har levet tæt op ad en massemorder uden at opdage det, ofte spontant udbryder, når det bliver afsløret: ”Men han var da sådan et fredeligt og pænt menneske”. Ondskaben forklæder sig ofte som normalitet, og sættes den i system, kan helvede forklæde sig som legitimitet.

Ondskaben forklæder sig som normalitet i Joshua Oppenheimers film. Mest ekstremt hos hovedpersonen Anwar Congo, en af datidens bødler

Det er i høj grad det, Oppenheimer opnår med sin film; at vi kommer ind i bødlens mentale univers, hans surreale vrængbillede af normalitet, hans patetiske og grandiose iscenesættelse af sine forbrydelser. Den genopførelse af fortidens forbrydelser, som filmen gengiver, iscenesat af bødlerne selv som var det amerikanske film, er ikke opfundet og skabt af filmens instruktør. Som Oppenheimer selv har berettet i interviews, og som det fremgår af filmens hjemmeside, så var de mere end 40 bødler, han interviewede, mere end villige til at vise ham stederne for deres forbrydelser og i detaljer beskrive og genopføre deres handlinger.

BBC’s Nick Fraser mener ikke, vi lærer noget af filmens dokumentation af bødlernes surreelle og ’fiktive’ iscenesættelse af deres egne forbrydelser. Men man kan spørge sig selv, om ikke filmen netop ved at fokusere på bødlerne i stedet for ofrene i høj grad viser os noget nyt. Skurkene hører med i fortællingen, også selv om det er den rene og skære virkelighed. Det gør ofrenes historie så meget stærkere, når vi engang får den fortalt af instruktøren.

Dokumentarfilmens autentiske kreativitet

Dokumentarfilm adskiller sig fra fiktion ved at skildre virkelige begivenheder og virkelige personer på en mere eller mindre direkte måde. Ingen kan benægte, at det er det, som The Act of Killing gør. Det er en film, som graver historien om et glemt folkemord op og sætter det på den globale dagsorden.

I filmen genopfører massemorderne deres forbrydelser ved at indspille en gangsterfilm med dem selv i hovedrollerne

I store dele af filmen følger vi hovedpersonen Anwar Congo, en af datidens bødler, i hans faktiske virkelighed og miljø, sammen med venner og familie. Fortrængt ondskab forklædt som normalitet. Men det giver helt klart filmen en særlig æstetisk og dokumentarisk kvalitet, at bødlerne genopfører deres handlinger, som var det en amerikansk spillefilm. De genopfører fortiden i form af en gangsterfilm, en cowboyfilm eller en krigsfilm, med dem selv i rollerne, og også i meget spektakulære og groteske sekvenser som en musical.

Rekonstruktioner og dramatiserede sekvenser har en lige så lang historie i dokumentarfilmen, som filmen selv. Hvis ikke man kan dokumentere noget billedligt på anden måde, så kan en rekonstruktion, som baserer sig på det, der faktisk skete, være en løsning. Her er der også tale om rekonstruktion, men det er en særlig form for rekonstruktion, fordi den er styret af hovedpersonerne selv. Det er deres iscenesættelse af dem selv og det, de gjorde, og det bliver dermed en indgang til deres bevidsthed og imaginære verden og selvopfattelse. Hvordan virker det på publikum? Det skaber uden tvivl en ret voldsom, emotionel og etisk reaktion. Ikke nødvendigvis i første omgang en forståelse af det onde, af skurken, som vi jo er vant til taber på film. For her er de stadig helte og vindere, i hvert fald i det officielle Indonesiens øjne. Måske lærer det os at se, hvor dybt den menneskelige bevidsthed og samvittighed kan falde, hvordan man kan maskere sig i en perverteret, fiktiv verden af normalitet.

Det er bødlernes egne iscenesættelser af dem selv, der udgør store dele af filmens rekonstruktioner. Her er det hovedpersonen Anwar Congo, der er ved at genopføre en af sine drabsmetoder

En undersøgende og reflekteret dokumentar

Det egentlige formål med Oppenheimers indonesiske dokumentarprojekt er naturligvis at råbe det indonesiske folk og dets diktatoriske ledere op. Det er på en gang dybt menneskeligt og politisk historie. I filmen viser bødlerne kun ringe selverkendelse og anger, selvom hovedpersonen Anwar synes at begynde at se virkeligheden i øjnene. Filmen er lavet med indonesiske medarbejdere, med stor fare for deres liv og derfor anonymt, og også de overlevende, som skildres i næste film, har støttet filmen om bødlerne. For dem og alle os er det vigtigt at forstå den menneskelige bevidsthed og den mentalitet, som ligger bag denne og alle andre grusomheder i historiens løb.

Den mentalitet og den iscenesatte version af bødlernes opfattelse af dem selv og deres gerninger, som filmen udfolder som en fiktion inden i dokumentaren, er et billede af en bøddels selvlegitimering. Det er bødlerne, som stadig er ved magten; der har intet opgør været med det indonesiske holocaust. Desværre kan en imaginær selvopfattelse, en konstrueret heroisering af fortidige grusomheder, være lige så virkelig som alt andet. Ved at skildre bødlernes virkelighed, ved at lade dem blotlægge deres falske heroisme i iscenesatte sekvenser, skaber Oppenheimer en reflekteret dokumentar, som overgår de fleste klassiske, undersøgende dokumentarfilm. At dens budskab begynder at virke, kan man se i den indonesiske offentlighed, så måske er der håb om et opgør med fortiden. Det er vel nok en Oscar værd.