Under den travle hverdag i en politisk arena, der i det kommende år byder på betydelige begivenheder, er der nogle markante tendenser, der har grundlæggende betydning for den måde, som vi i fremtiden laver vores Public Affairs-arbejde på. Og det er ikke bare krusninger på PA-overfladen.

 

1. Sociale medier
En af de stærkeste tendenser inden for Public Affairs er brugen af sociale medier. Mest tydeligt ses det på Twitter, hvor man har mulighed for at gå i dialog med beslutningstagerne, hvad enten det sker gennem de store samtaler – for eksempel på #dkpol – eller mere direkte. Den massive tilstedeværelse af journalister gør, at samtalerne er særdeles transparente. Derfor er Twitter særligt velegnet, når man ønsker synlighed omkring ens interessevaretagelse.

Facebook har også sin berettigelse som indflydelseskanal, men skal normalt anvendes anderledes. Man kan naturligvis godt bruge Facebook til at henvende sig til politikere, men af forskellige årsager er henvendelser på siden ikke helt så legitime som på Twitter. Til gengæld er Facebook fantastisk til at mobilisere vælgere om en sag. Man kan bruge sin Facebook-side til at vise politikerne, at man har bred opbakning til sin sag – hvis det altså rent faktisk er tilfældet. Et stort antal likes fungerer således som proxy for en meningsmåling, men de betyder også, at man med et klik kan nå ud til et stort antal mennesker. Med over 250.000 likes er ’Bevar familielægen’ et godt eksempel på et stærkt politisk værktøj, som Praktiserende Lægers Organisation har anvendt under sidste overenskomstforhandling.

Facebook-sider kan også bruges som samlingspunkt for kampagner, hvor man linker til medieomtale, poster argumenter, offentliggør videoer og materialer samt kommunikerer med dem, der bakker sagen op.

Brugen af sociale medier inden for Public Affairs kræver en accept af, at alt foregår i åbenhed. Det kan være grænseoverskridende for en del. Det er heller ikke uden risici. Men åbenhed og transparens er den nye virkelighed, som alle praktikere inden for Public Affairs skal vænne sig til.

2. Folkemødet
En af de påvirkningskanaler, der får stigende betydning fremover, er Folkemødet. Her er mulighederne betydelige og meget synlige. Man kan arrangere debatter om sin egen sag med de personer, der skal afgøre den. Men man kan også deltage i debatter, hvor beslutningstagerne er til stede. Her kan man stille spørgsmål under debatten og ofte også fange dem til en kort snak efter debatten. Dermed har alle – også dem uden et stærkt politisk netværk – mulighed for at lave effektiv interessevaretagelse. Efter dette års Folkemødet mødte vi to frivillige fra en privat social institution. De fortalte begejstret, hvordan de på to års Folkemødet havde været i konstruktiv dialog med lige så mange beslutningstagere, som de normalt møder på to hele år.

Et karakteristisk træk ved Folkemødet er, at meget interessevaretagelse foregår i fuld offentlighed på de forskellige arrangementer. Deltagerne i panelerne er veldefinerede, og publikum er normalt meget tydelige med, hvilke interesser de repræsenterer, hvis de blander sig i debatterne.

Folkemødet vil vokse i størrelse og betydning de kommende år. Også selvom man tænker, at det næppe er muligt. Bare skel til Almedalsveckan i Sverige. Og det vil betyde, at mere interessevaretagelse vil finde sted på Folkemødet.

 

3. Empowerment
I mangel på et godt dansk ord bruger vi den engelske betegnelse ’empowerment’ til at karakterisere den udvikling, der i princippet gør alle mennesker i stand til at lave omfattende ændringer i samfundet. Det kræver ikke nødvendigvis penge, en stor organisation eller et veludviklet politisk netværk. Hvis man har den rigtige sag og masser af gåpåmod, kan alle påvirke alle. Det er en udvikling, der i høj grad skal ses i sammenhæng med udviklingen af de sociale medier – men de sociale medier er ikke en forudsætning.

Et godt eksempel på denne ’empowerment’ er bevægelsen 'Stop spild af mad'. Madspild er i den grad kommet på den politiske dagsorden. Politikerne står i kø for at bakke op om initiativerne mod madspild. Og store danske virksomheder som Coop og Arla har i den grad kastet sig ind i kampen mod madspild. I skrivende stund er verdens første tænketank om madspild under etablering i Danmark. Og stort set hele denne bevægelse, der også omfatter en Facebook-side, liket af knap 25.000, er skabt af ene kvinde Selina Juul. Det er imponerende. Og det vidner om, hvad én person – med den rigtige sag – kan udrette.

’Empowerment’ er ikke ensbetydende med, at alle og enhver kan løse alle typer opgaver inden for interessevaretagelse. Der vil stadig være brug for erfaring, kompetencer, strategi, taktik og netværk. Omvendt holder antagelsen om, at man kun kan varetage interesser, hvis man har det rigtige netværk på Christiansborg, slet ikke.

 

4. Gennemsigtighed
Aldrig nogensinde tidligere har vi haft adgang til så mange informationer som i dag. Mulighederne for at kigge magthaverne efter i kortene er betydelig. Alene Folketingets hjemmeside skaber uanede muligheder for at følge den politiske beslutningsproces tæt. Alle kan se, hvad politikerne får i løn. Og mange politikere har lagt deres økonomiske interesser åbent frem.

Men åbenheden gælder ikke kun de magthavere, der er på valg hvert fjerde år. Den gælder i stigende grad også embedsmænd, organisationsfolk og private virksomheder. Selv Politiets Efterretningstjeneste (PET), hvilket tidligere PET-chef Jakob Scharf og tidligere justitsminister Morten Bødskov kan snakke med om. Der, hvor nogle forsøger at lukke sig mod omverdenen, sker det oftere end tidligere, at en medarbejder agerer whistleblower og lukker dørene op. Det gælder selv i medierne, hvor hensynet til kildebeskyttelse ikke har forhindret en udstilling af Se & Hørs ulovlige metoder. Den, der lever skjult, lever usikkert i dag.

Vores egen branche har også været turen igennem, hvor Waterfronts metoder blev udstillet grundigt for omverdenen. Og det er næppe sidste gang, at lobbyisterne er blevet udsat for offentlighedens skarpe lys. Derfor sker der også et skift i metoder og personkreds, hvor skyggernes helte tilhører gårsdagens Public Affairs.

 

Det er svært at holde noget hemmeligt. Den, der forsøger, lever usikkert. 

5. Embedsmandens lobbyisme
Hvor det er åbenlyst, at man skal – og for øvrigt altid har skullet – tænke embedsmændene ind i langt de fleste Public Affairs-indsatser, er det knap så tydeligt, at embedsmændene i stigende grad også selv foretager deres egen interessevaretagelse.

Som det fremgik af Magtudredningen, så har embedsmændene for længst forladt de formelle og forpligtende metoder i det lovforberedende arbejde. I stedet har den uformelle interessevaretagelse taget over, og det er i stigende grad embedsmændene selv, der er opsøgende. Advice gennemførte tilbage i 2010 en omfattende interviewundersøgelse i departementer og styrelser i staten. Undersøgelsen dokumenterede, at den moderne embedsmand selv opsøger og arbejder med interessenter med henblik på at skabe opbakning, opnå viden, imødegå kritik og få ideer og konkrete forslag.

Vi ser også, at staten i stigende grad går ind i partnerskaber, der ofte har til formål at udvikle ny politik på et område. Det interessante er her, at det reelt er embedsmændene, der selv vælger, hvem de vil arbejde sammen med. For de deltagende organisationer og virksomheder giver det enestående muligheder for at påvirke politikken på et område. For de organisationer, der står udenfor, bliver det hele pludseligt meget svært.

Denne tendens er et stille opgør med den blinde tro på regulering, et skifte mod involvering og inddragelse, men det er ikke alle aktører, som er klar til den åbenhed, som embedsværket i stigende grad lægger for dagen.

6. Alliancer
Det er ingen hemmelighed, at jo flere vælgere, man repræsenterer, desto større stemme taler man – som udgangspunkt – med på Christiansborg. Derfor ser vi også i stigende grad, at organisationer eller virksomheder med fælles interesser går sammen om en sag. Det giver flere ressourcer til kampen, det kan udvikle argumentationen, det kan skabe nye muligheder for mobilisering, og det giver med sikkerhed en større troværdighed i interessevaretagelsen.

Ofte bliver værdien af alliancen stærkere, når den er mellem parter, som man ikke umiddelbart havde forventet skulle have en fælles sag. Det gælder eksempelvis for transportsektorens arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer. Her gik Dansk Transport og Logistik sammen med 3F i kampen for at komme piratkørsel – eller cabotage – til livs i Danmark. Det er unægteligt sværere for en minister at vifte et problem af bordet, når både arbejdsgiver og -tager kræver handling.

Men alliancer vokser ikke ud af ingenting. De kræver tillid og tid, de kræver gensidig vilje til at indgå kompromisser, og de kræver en evne til at finde de fælles snitflader, hvilket igen er et opgør med en gammel lobby-verden, som havde sit afsæt i en afsenderorienteret tilgang.

 

Dansk Transport og Logistik har i samarbejde med 3F udformet en rapport, der beskriver cabotagekørsel i Danmark som et samfundsproblem. 

7. Branding
Ligesom det er en myte, at det kræver et velvoksent politisk netværk skabt gennem mange år at udøve interessevaretagelse, er det en myte, at det perfekte lobbyist skulle være en specialist. Tværtimod er det en klar tendens, at et snævert politisk fokus er en hæmsko, og at den dygtige lobbyist er en generalist, der besidder en meget omfattende værktøjskasse.

 

Vi ser i disse år et stigende antal kampagner, som har klar adresse til politikerne. Det gælder for eksempel L&F’s kampagne om, at verden ikke er så sort, som den har været. Eller KMD’s annoncer om, at det kræver et fælles løft at udvikle Velfærdsdanmark. Det er ikke nyt, at der er politiske budskaber i kampagner, men det er nyt, at det samkøres med den konkrete politiske interessevaretagelse og ikke bare er budskaber ud i æteren. Fra deres SKÆVT-kampagne, som primært handler om mobilisering, til underbetalt.dk, som havde et konkret politisk sigte, er 3F et godt eksempel på dette skifte

Med andre ord skal den dygtige Public Affairs-rådgiver ikke være specialist, men derimod kunne begå sig inden for hele rammen af mulige kommunikationstiltag for ikke at falde bagud om dansen.

Flere tendenser?
Skal vi sammenfatte en konklusion på tværs af de syv tendenser, kan man sige, at PA-faget i dag og i fremtiden kræver en bred og inddragende tilgang, hvor det ikke handler om gamle venner og gode middage, men om at kunne håndtere tunge politiske processer i en åben og foranderlig verden. Velkommen til den åbne verden!
 

Læs Mads Christian Esbensens bud på Public Affairs-tendenser her.