Har dansk politik udviklet sig til et præsidentvalg, hvor mudderet flyver gennem luften? Vindes valg under valgkampen og spiller internettet en afgørende rolle? Ikke hvis man spørger forfatterne til ”Teflon og bullshit? – Ti myter om politik, journalistik og valgkampe”, der er en velgørende og velskrevet opsang til politikere og journalister med spin, meningsmålinger og kampagne på hjernen.
Det er et forfriskende ærinde, Christian Elmelund-Præstekær og David Nicolas Hopmann er ude i med den første i SDU’s nye ”Journalistik og Samfund”-serie. De to unge akademikere gør op med Jersild & Spin-syndromet, hvor komplicerede politiske processer reduceres til fortællende standardskabeloner om, hvem der har vundet, og hvem der har tabt. Hvor ikke-eksisterende kausalsammenhænge flikkes sammen med mikroskopiske ændringer i meningsmålingerne som bindemiddel à la: Når Socialdemokraterne er gået 0,3 procent tilbage siden sidste uge, er det befolkningens afvisning af deres integrationspolitik.
Journalister burde læse bogen
De unge scient.pol.’ers manuduktion i meningsmålinger er i sig selv grund til, at alle politiske journalister burde læse bogen. På ganske få sider gennemgår de, hvad statistik kan og ikke kan, og vedlægger (måske lidt vel optimistisk) oven i købet en tabel, hvor den flittige selv kan regne konfidensintervaller ud. Problemet er selvfølgelig, at det ved langt de fleste journalister udmærket godt! Alle, der bare har perifer berøring med dansk politik, ved, at tilfældets magi er den usynlige hånd bag betydelig flere politiske initiativer end strategisk planlægning. Alligevel skriver journalisterne disse ”svage” historier. Hvorfor? Det er desværre bogens svaghed, at analysekraften ikke sættes ind på at trænge dette niveau dybere i analysen. Det betyder også, at der ofte konkluderes alt for skråsikkert.
For eksempel helliger forfatterne et kapitel til myten ”det hele er spin”. Her gør de overbevisende og humoristisk op med myten om, at dansk politik styres af spindoktorer, der efter lange strategiske overvejelser skubber politikerne rundt som bønder på et skakbræt.
Men for det første kan man diskutere, om der overhovedet er nogen, der abonnerer på denne myte, og om forfatterne således ikke effektivt får nedkæmpet deres egen stråmand.
For det andet kan der ikke sluttes modsat – ingenting er spin – som forfatterne nogle gang forfalder til at gøre, når man fx påstår, at indtoget af de ’særlige rådgivere’ ikke betyder noget. Når daværende departementschef Nils Bernstein i forbindelse med Michael Kristiansens exit fra Statsministeriet udtalte, at han havde lært meget af den tidligere spindoktor, så er det nok ikke tegn på, at Michael Kristiansen var en perifer figur i ministeriets beslutningsproces. Når man i Christoffer Guldbrandsens film ”Fogh bag facaden” kan se samme Kristiansen sidde i den absolutte inderkreds i forberedelsen af forhandlingerne om EU-udvidelsen, så er det med garanti et fænomen, man ikke ville have set for ti år siden.
Det faktum ændres ikke af, at der også er mange særlige rådgivere, der mest beflitter sig på at klippe aviser.
Den virkelige myte
Den virkelige myte er ikke, at ”alt er spin”. Nej, det er, at alt spin – eller strategisk kommunikation – er gedulgt og moralsk angribeligt. Tværtimod afspejler udviklingen på Slotsholmen jo blot udviklingen i det omgivende samfund, hvor kommunikationschefen er rykket tættere på direktionen, og hvor kommunikationsstrategier bliver en integreret del af udviklingsprocesser snarere end PR-mæssig efterbehandling.
Når Anders Fogh, som forfatterne påpeger, sagtens kan klare sig uden spindoktorer, er det ikke, fordi strategisk kommunikation er ligegyldigt i moderne politik, men fordi statsministeren er en af de bedste på feltet. Han er ingen orator i Obamsk forstand, men en iskold kommunikator, der altid er on message.
Tilsvarende er forfatternes stærkt kontraintuitive påstand om, at penge intet betyder i politik, ikke særlig underbygget. Den storspenderende venstrekandidat fra sidste EP-valg, Mogens Vad, bruges til at understrege, at man ikke kan købe sig en plads i parlamentet, lige så lidt som milliardærer som Steve Forbes og Mitt Romney har kunnet købe sig en plads i amerikansk politik.
Men Vad er jo lige præcis eksemplet på, at man faktisk kan købe sig adgang til den politiske scene – arbejdsmand Hansen kunne aldrig komme ind fra gaden på samme måde. Heldigvis forholder det sig også sådan, at hvis man ikke har noget fornuftigt at sige, så går man lige gennem gulvbrædderne.
Naturligvis virker annoncering – men man kan heller ikke sælge Cherry Coke, uanset hvor mange penge man kaster efter det.
Nej, hvis der er en myte om penge i dansk politik, er det præcis den omvendte: at det er noget, de bruger i USA og ikke i Danmark. Pengene til lokale kampagner er i voldsom vækst i disse år, finansieret af private virksomheder og organiserede interesser, der på denne måde omgår reglerne om oplysning, der i øvrigt er markant slappere end i USA. Myten om penge i dansk politik er, at vi tror os fri for dem, men at de er markant i vækst. Om det så udgør et demokratisk problem, og hvad man i givet fald kan gøre ved det, ville være en diskussion værd.
Den metodiske tilgang er forfriskende
Forfatternes akademiske baggrund er bogens store force. Til forskel fra de mange sluddervorne bøger om spin, der udkommer i disse år, hvor lommefilosofi, memoirer og metode flyder sammen, går forfatterne her mere metodisk til emnet. Det skal ikke forveksles med neutralitet – bogen er et erklæret debatindlæg, men argumenter afvejes ved at scanne den akademiske litteratur efter analyser, der be- eller afkræfte dem. Det er velgørende.
Men det betyder også, at forfatterne ikke altid har blik for de sociale konstruktioner eller fortællinger, der også styrer politik. Det er muligt, at forfatterne har ret i, at danske valgkampe er ”så tæt på det amerikanske præsidentsystems måde at føre valgkamp på, som det er tæt på det kinesiske”. Men faktum er, at mens alle danske kommunikationsinteresserede har en raffineret mening om Clinton vs. Obama, og alle valfarter til USA for at se på valgkamp, så er det formentlig et mindretal, der kan huske navnet på den kinesiske præsident. Politikere og journalister overfører fortællingerne til danske forhold, selv om indholdet ikke umiddelbart kan sammenlignes.
Mere fynd end fylde
Derfor bliver bogens konklusion desværre også mere fyndig end fyldestgørende: ”Indholdsjournalistikken er det brækjern, der kan bryde det teflon, som valgkampens bullshit er indhyllet i”. Det er selvfølgelig en udmærket pointe, at fokus skal flyttes fra form til indhold i den politiske journalistik – ikke mindst i disse dage, hvor Helle Thorning-Schmidt er utrolig synlig i mediedebatten om sin usynlighed.
Men man kunne fristes til at mene, at forfatterne her selv kolporterer en myte: At form og indhold – politik og kommunikation, om man vil – kan adskilles, og at der eksisterer en objektiv politisk sandhed (fx at ”efterlønnen er en vanvittig ordning i samfundsøkonomisk forstand”), som politikere kender, men ikke kan eller tør kommunikere til befolkningen.
Den gode journalistik må – som den gode politik – fokusere på både form og indhold. Den må integrere formen og indholdet. Det vil sige, handle om virkelige problemer og formidle alternative bud på deres løsning til en bred kreds.
Elmelund-Præstekær og Hopmann fortjener et bredt publikum. Ikke for de svar, der gives, men for de spørgsmål, der rejses, og myter, der rives ned.
P.S. Han hedder Hu Jintao.
Teflon og Bullshit
Christian Elmelund-Præstekær og David Nicholas Hopmann
2008, 125 sider
Syddansk Universitet