IKEA i svensk imagekrise
Tavs som en IKEA-sofa

Skrevet af

Mikael Jalving
ph.d

32 artikler

0 indlæg

Er IKEA made in Sweden? Eller er kæmpekoncernen i virkeligheden et hollandsk foretagende, der blot smykker sig med blå-gule farver, fører det svenske folk bag lyset og tvinger sine ansatte til at holde kæft? Et svensk nationalsymbol synes i disse dage at være ved at fordampe. Men måske er det mest svenske ved IKEA i virkeligheden ’tystnaden’, den knusende tavshed, der omslutter de magtfulde svenske familiefirmaers dispositioner og breder sig til Sveriges hele selvforståelse.
IKEA krise
Gul og blå er koncernen, som har stået for møblering af det svenske folkehjem med billige sofaer. Det hele viser sig nu ikke at være ærke-svensk, men ærke-liechtensteinsk
 
At noget er kørt af sporet for IKEA behøver man ikke være kinesisk industrispion eller professor i kommunikation for at have bemærket. Da en afslørende tv-dokumentar produceret af den i Sverige respekterede graverredaktion bag programmet Uppdrag granskning blev sendt i primetime på SVT1 i sidste uge (fortsættelsen følger i aften, den 2. februar 2011), lå gaderne øde, fordi 1,5 mio. svenskere sad indenfor i vinterkulden og så med. Her så de bl.a. virksomhedens folkekære grundlægger, Ingvar Kamprad, bande og svovle á la Bertel Haarder på slap line.
 

Sur – meget sur – svensk udgave af ’ingen kommentarer’, fremført af IKEA's aldrende enehersker, Ingvar Kamprad
 
Siden har debatten om udsendelsen og IKEA kørt for fulde gardiner i stort set alle nyhedsmedier og med en for Sverige sjælden intensitet. Ord som ”skandale”, ”affære”, ”løgn” og ”hetz” er føjet gennem luften i vores normalt så kontrollerede naboland. Vel at mærke i fuld offentlighed.
 
Sagens kerne er, at Ingvar Kamprad, modsat sit eget udsagn de seneste 30 år – og i en alder af 85 – stadig styrer IKEA noget nær enevældigt via et juridisk hovedkvarter i Holland, og at IKEA’s komplicerede virksomhedsstruktur, som tv-dokumentaren gennemgik, har gjort, at 100 mia. svenske kroner siden 1982 er blevet placeret i en fond i Liechtenstein – uden for de svenske skattemyndigheders rækkevidde. Pengene kommer fra IKEA selv. Af hver eneste Billy-reol eller Sultan-madras, der sælges, går tre pct. til fonden, uanset om IKEA-koncernen eller det pågældende varehus giver overskud eller ej. For hver plovmand, du bruger i IKEA i Gentofte, Tåstrup eller ethvert andet IKEA-varehus, går 15 kr. ubeskåret til fonden.

Her har vi ham. Et kort løgnagtigt interview før han flygter ud i sin gamle skoda.  Ja du læste rigtig han kører rundt i en gammel skoda. Se hele dokumentar programmet her
 
Moralske problemer?
Intet af dette er ulovligt ifølge svensk eller europæisk lov og er tilmed forståeligt, når man husker på, hvor høj den svenske virksomhedsbeskatning var under Olof Palme. Problemet – hvis det da er et problem – er moralsk, mener kritikerne. For hvordan kan en virksomhed, der betoner sin ”svenskhed” via logo og erklærede forretningsværdier, lægge penge hemmeligt til side i udenlandsk skattely?
 
Et andet problem, som den efterfølgende debat har bøjet i neon, er hvorvidt det overhovedet er i orden at gøre en af Sveriges nulevende nationalhelte til genstand for journalistisk undersøgelse. "Lad nu Ingvar være i fred," har det lydt igen og igen i henvendelser til Sveriges Television, på Facebook og i diverse medier.
 
Hovedpersonen selv, der gerne fremstår lidt smådum, ynder at gå klædt som en lazaron og køre rundt i en gammel Skoda, har medgivet, at udsendelsens oplysninger er korrekte, men at de ikke indeholder noget nyt. Udsendelsen var i Ingvar Kamprads øjne en ikke-begivenhed.IKEA krise webside


Udsnit af IKEA's hjemmeside, hvor man i øverste venstre hjørne kan læse: "IKEA har inget att dölja". Noget af en tilsnigelse. Men krisekommunikationen går åbenbart ud på ikke at give nogen som helst indrømmelser
 
Efterfølgende har koncernen udsendt en pressemeddelelse, hvor det bl.a. hedder, ”vi” i IKEA er ”åbne omkring vores organisation, ejerskabsforhold, forretningsaktiviteter, vores indtjening, og hvad vi gør med vores penge.”
 
Det sidste må siges at være en tilsnigelse: Efter tv-dokumentaren kan man knap sige IKEA uden at sige ”Inter-Ikea Systems” og ”Ingka-Holding BV”– eller uden at komme til at tænke på milliardfonden i Liechtenstein.
 
Sandheden om IKEA
Spørger man Johan Stenebo, der var ansat i koncernen i 20 år, bl.a. som højre hånd IK, får man et lidet flatterende svar. Det fremlægger han i bogen Sanningen om IKEA, der udkom første gang i 2009 og beskriver IKEA som et lukket familieforetagende, hvor kun en lille inderkreds ved, hvad der egentlig foregår, og hvorledes afgørende strategiske beslutninger tages.
 
Stenebo fremdrog også oplysninger om den komplekse virksomhedsstruktur og skønnede, at hele 250 mia. kr. var gemt af vejen. Dengang havde IKEA ingen kommentarer, bortset fra at koncernen afskrev bogen som et fantasiprojekt.
 
Andre konkrete kritikpunkter blev luftet af den tidligere – og vil nogle måske tilføje – illoyale medarbejder, bl.a. at det er så som så med den grønne linje hos IKEA, ligesom indicier peger på, at koncernen er rundt regnet ligeglad med, hvor meget skov – eller rettere lidt skov – der er tilbage i Rusland. Så længe virksomheden får de leverancer, som behøves til borde, stole, reoler osv.
IKEA krise organisation

IKEA's hidtil hemmeligholdte organisationsdiagram

Tavshedens kultur
Bogens mest ætsende kritik er dog Stenebos generelle kritik af IKEA-kulturen, der kan opsummeres med to ord: loyalitet og tavshed. Som IKEA-medarbejder er man svoren til tavshed og meddelagtighed.
 
Johan Stenebo figurerede i tv-dokumentaren og en central scene var der, hvor blev spurgt, om han i løbet af sine 20 år i virksomheden nogensinde havde talt med kolleger om, hvem der i realiteten ejer IKEA. Han svarede: Nej, selvfølgelig ikke! I IKEA taler man ikke om den slags.
 
Det relevante spørgsmål synes således ikke at være, hvorvidt IKEA er svensk eller hollandsk. Det relevante spørgsmål er, hvad IKEA i grunden siger om Sverige? Det korte svar er, at det mest svenske ved IKEA er tystnaden.
 
Familiens ære og ja-sigerne
Antropologen Miriam Salzer-Mörling arbejdede for IKEA i begyndelsen af 1990’erne. Hun har bekræftet Stenebos beskrivelse af den sekteriske virksomhedskultur og genkaldte sig i et interview for nylig til dagbladet Expressen tiden i IKEA:
 
”Der var fart over feltet. Men på et tidspunkt var det som om, jeg vågnede op. Jeg havde drømt om IKEA, spist maden i kantinen og lært mine kolleger at kende i Älmhult. Pludselig indså jeg, at det kun var gruppetænkning, der gjaldt. Jeg oplevede det, som om der kun var ja-sigere til stede, at man ikke kunne stille spørgsmålstegn ved noget.”
 
Antropologen siger det ikke, men IKEA er et sindbillede på Sverige: Sweden Incorporated. IKEA møblerede folkehjemmet og blev snart en sofa for folkesjælen, hvor den, der tier, ikke lyver. Eller som dronning Kristina skal have sagt tilbage i 1600-tallet: Man skal ikke lyve, men man behøver ikke fortælle hele sandheden.
 
Derfor kan det næppe overraske, at tusindvis svenskere i den forløbne uge har krævet, at SVT freder Ingvar Kamprad og respekterer hans livsgerning, som var han en anden Muhammed. Folkekravet bekræfter kun den svenske forkærlighed for tavshed og den gængse mekanisme: tendensen til at rykke sammen, til at beskytte familiens ære og til at anskue verden gennem et filter af ”dem” og ”os”, dvs. ”de rigtige” inden for familien – og de ”forkerte” udenfor. Dvs. uden for den svenske storfamilie med alle stodriftsfordelene, uden for den etablerede virksomheds- og samfundskultur.

Sure sjove svenskeres kommentar.

Ikke børsnoteret

I dag er IKEA, der begyndte som et beskedent postordrefirma tilbage i 1943, men voksede til en verdensomspændende milliardforretning, stadig ikke børsnoteret. Det er ikke tilfældigt. Sandheden om IKEA, successivt Sverige, er, at delikate informationer så vidt muligt holdes skjult for offentligheden, herunder snushaner, fremmede og potentielle kritikere. Sandhederne skal blive i familien. For familien ved, hvad der er bedst for alle.
 
Det er med Sverige som med IKEA. Sverige udgør i realiteten en politisk familie gennemsyret af en udpræget corporate hensigtsmæssighed. Både vision og mission er luftige; smukke, vil nogle måske sige. Men lige så luftige de er, lige så jordnær er familiens ære: loyalitet og tavshed.
 
Visionen er, at Sverige skal blive et land for alle, ikke bare dem, der tilfældigvis er født der, men alle, der kommer til landet, og at fremtiden vil blive vidunderlig – for som det hedder i møbelhandlerens testamente: Det meste er endnu ugjort.
 
Missionen er at gøre svenske synspunkter til internationale synspunkter, uanset om vi taler om EU, EF-domstolen eller FN. FN’s forhenværende generalsekretær Kofi Annan konfirmerede missionen i sidste uge, da han i svenske medier blev citeret for, at hvis bare resten af verden gjorde som svenskerne, ville alting blive bedre.
 
For at dette kan lykkes, må der koordinering, planlægning og tabuisering til, og i Sverige arbejder de politiske, industrielle og kulturelle eliter målrettet på at forvandle tidligere tiders nationalisme til internationalisme og ukuelig fremskridtsoptimisme. Intet skal stå i vejen for fremtidsfolket.
 
Hvis Ingvar Kamprad havde humor, producerede han straks en kontorstol med navnet ”Liechtenstein”, men det kommer ikke til at ske. Ingvar Kamprad er trods sin tyske baggrund, sit hollandske hovedkvarter og sin alpine fond svensk helt ind til benet, og hans svar på alle de udestående spørgsmål er lige så sikkert som amen i kirken. Omend ikke hørbart for os andre dødelige.
 
Fakta
IKEA er Sveriges største virksomhed med 250 varehuse i mere end 30 lande og omkring 150.000 ansatte over det meste af kloden. I landets kommercielle nationalikonografi rangerer IKEA fra Tokyo i øst til Los Angeles i vest og fra Haparanda i nord til Perth i syd mindst på linje med Volvo og Saab, der for længst er solgt til udenlandske investorer – og højere end Ericsson, Scania, Electrolux, SKF, Handelsbanken og selveste H&M.
 
Kilder
Se nærmere om de afslørende tv-dokumentarer her. Anden del sendes den 2. februar 2011.
Johan Stenebo: Sanningen om IKEA, Stockholm: Ponto Pocket 2010, 224 sider.
Mikael Jalving udgiver den 24. februar på JP-Forlag reportagebogen Absolut Sverige. En rejse i tavshedens rige.

---

Deltag i debatten om denne artikel. Det kræver blot, at du er logget på din profil på Kforum. Mangler du en profil, så oprettes den hurtigt her.

 

Relaterede artikler

Vorherre til dalahäst - 27. januar døde én af Sveriges allerstørste erhvervsfolk. Han er grunden til, at vi alle kender en reol, der hedder Bill...

Giv din stemme

8 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

30 JOB

Projektleder

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Tag med til K-dag

Skab en mere effektiv kommunikations-strategi

14. marts

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.