Takt og tone - om samspillet mellem kommunikationsfolk og journalister

I specialet 'Takt og tone - om samspillet mellem kommunikationsfolk og journalister' har jeg set nærmere på forholdet mellem kommunikatører og journalister, og hvad der kendetegner dagligdagen, når de to parter arbejder sammen.
På trods af, at der kun er foretaget få akademiske undersøgelser om netop arbejdsforholdet, så beskrives det jævnligt som konfliktfyldt, blandt andet på grund af fordomme og fordi kommunikatører og journalister kan have modsatrettede interesser.

Det er dog langt fra tilfældet. Tværtimod.

De vigtigste resultater fra undersøgelserne viser, at forholdet langt fra er så konfliktfyldt, som det beskrives, men derimod er præget af en pragmatisk tilgang, hvor gensidig respekt og tillid er vigtige ingredienser i at opbygge langvarige, positive relationer.

Men der eksisterer i høj grad også en række uskrevne regler og normer, der er styrende for, hvordan man agerer i forholdet. De fleste konflikter opstår, når disse regler brydes, eller der ikke er enighed om dem mellem parterne. Kommunikatører ser i høj grad sig selv som medspillere i tilblivelsen af journalistiske produkter og som journalisternes forlængede arm, men mange oplever, at journalisterne ikke ser sådan på det

Men sandheden er, at begge parter har brug for hinanden. Journalister har brug for kilder, og de har brug for kommunikationsfolk til at skaffe cases, statistik og citater til deres historier. Og som kommunikatør vil man naturligvis gerne skabe fokus på de gode historier, som man arbejder med – det er der intet hemmeligt eller fordækt i.
 
Så selvom det nogen gange kan lyde, som om man samarbejder mere af nød end af lyst, så er realiteten, at de fleste nyder godt af at arbejde sammen, og at forholdet – hvis man spørger kommunikatørerne – er præget af en pragmatisk tilgang, hvor alle ved, at man får mest ud af at arbejde sammen.
 
Resultaterne er baseret på en række interviews og en spørgeskemaundersøgelse blandt mere end 175 kommunikations- og pressemedarbejdere i både det offentlige og private.
 
Specialet er skrevet af Jakob Dahl Knudsen, Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier ved Roskilde Universitet, og er belevt tildelt karakteren 10. 
 
Læs hele specialet her

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også