”Participate, don’t be a turist”. Det er regel nummer et, når 35.000 mennesker hvert år tager ud i Nevadas ørken og bygger en midlertidig by. Konceptet Burning Man adskiller sig bl.a. fra andre mere traditionelle festivaler ved mere farverige og originale installationer, events og fester. Men den afgørende forskel er, at arrangørerne alene står for det elementære: veje, lokummer og ild, mens deltagerne selv står for underhold og underholdning. Anerkendelse kommer fra, hvad du med din kreativitet kan tilbyde de andre. Du er bidragsyder og ikke tilskuer. Det er dig og de andre deltagere, ikke arrangørerne, der har ansvaret for at gøre Burning Man til noget nyt og særligt hvert år. Derfor er Black Rock City verdens mest kreative by.

Creative Man logikken er et bud på fremtidens samfundslogik. Creative Man er mere fremherskende nu og fremover, fordi vi samfundsøkonomisk har brug for at være innovative og fordi flere har ressourcerne til at være kreative: Hvem som helst kan forbruge, men ikke alle kan lave noget unikt. At man kan udfolde sig kreativt, fortæller mere om ens evner, end hvor mange penge man har stående på bankkontoen.

Creative Man live

Burning Man er en oase for kreativitet. Anerkendelse opnås ved at vise og dele sin individualitet og ved med ens skaberevner at bidrage til begivenhedens unikhed, hvad enten det er med originale idéer eller evnen til at gennemføre nye ting. Mange deltagere er da også ingeniører og andre praktiske mennesker.

Det er en udfordring i sig selv, når alt materiel skal transporteres ud i ørkenen, sættes op på kort tid og kunne fungere i ørkenens barske klima, hvor særligt de kraftige storme og det allestedsnærværende fine sand komplicerer begivenhedens gang. Det er fx ikke nok at tænke og tegne et flyvende tæppe: Det skal også kunne bevæge sig i ørkenen, og netop ”Det flyvende tæppe” var en af de hundreder ”Art Cars”, som deltog i Burning Man 2004. Almindelige biler har ingen adgang, men i stedet kan man registrere Art Cars, som er en mangfoldighed af fantasifulde køretøjer, hvoraf hovedparten er bygget til, at andre kan hoppe på dem og lade sig transportere derhen, hvor den nu engang kører. Mange er så store, at der både er plads til bar

og fest.

Burning Man startede i 1986 i San Fransisco, men flyttede snart til i Black Rock Dessert et par hundrede kilometer nordøst fra Reno, hovedstaden i Nevada. Ørkenen udgøres her af en såkaldt playa, et kæmpe stort helt fladt goldt areal med det fineste vulkanske sand, omkranset af bjergtoppe og med daglige temperaturer på over 30 grader og natlige temperaturer på under 10 samt hyppige sandstorme. I alle årene har afbrændingen af en træmand været det synlige højdepunkt. En træmand, ”The man”, der i størrelse startede som en dansk Skt. Hans heks, men som i dag er 25 meter høj, bevægelig og beklædt med neonlys. Afbrændingen synes umiddelbart at give Burning Man et kultisk skær, men hovedpersonen bag Burning Man, Larry Harvey, fastholder, at Burning Man handler om ”immediate experience, not mystical musings”.

De ”burners”, som deltagerne kalder sig, der når frem til Black Rock City i starten af ugen, mødes af en ørken med veje, toiletter og en kæmpe halvfærdig ”Man” og velkomstgrupper, der for førstegangsdeltagere afholder en lille ceremoni og byder andre velkommen med ordene ”Welcome Home”. Senere ankomne vil se en hel by af telte, autocampere og installationer.

Deltagerne er ”hjemme” i Black Rock City i den forstand, at man kan være lige nøjagtig den, man gerne vil. Som i cyberspace kan man vælge identitet og et ”playa-navn”, eller man kan prøve flere identiteter af i løbet af ugen. Man kan også bare være den, man er til daglig. Èn ting er dog sikkert: Der er ikke meget status i at rende rundt i turistagtig ørkenbeklædning i Black Rock City og slet ikke hvis man samtidigt tager fotos af de andre.

Radikal og spontan selvudfoldelse

Normen er radikal selvudfoldelse med respekt og tolerance over for andres selvudfoldelse og med en forventning om, at man yder til helheden, mens måden, man vil gøre det på, er ens eget valg. Interessant nok minder en del af installationerne beregnet for fest, samvær og afslapning om de kulisser, man finder i reklamer for rom og andre livsstilsprodukter. Til Burning Man tager man alt, hvad man elsker fra byen, med ud i ørkenen.

Playaen er et unikt og exceptionelt velegnet sted. Ørkenens mørke og stjerneklare himmel er stemningsfuld og den megen brug af ild effektfuld. Playaen er smuk men til tider barsk, og ørkenklimaet presser folk. Begrænsningen på vand, som det ville være let for arrangørerne at tilvejebringe på samme måde som is, ændrer på normerne for renlighed og ordentlighed, men det basiske vulkansand forhindrer folk i at komme til at lugte. Ørkenens voldsomme temperatursvingninger skaber afveksling i løbet af dagen, og sandstormene skaber en uforudsigelighed, som bidrager til, at normal efterlevelse af tid og planer sættes ud af kraft. ”Playa Time” er ikke bare et udtryk for det akademiske kvarter, men en opfordring til at acceptere, at andre måske slet ikke når frem, fordi der sker så meget. Man kan heller ikke bruge mobiltelefoner, for playaen er uden for sendemasternes rækkevidde.

Organiseringen til Burning Man er netværksorganiseringen. Det gælder de enkelte projekter og lejre, og det gælder hele Burning Man. Organisationsstrukturen er i princippet lige så flad, som den ørkenplet man er tildelt, og som man frit kan boltre sig på. De rammer, som de professionelle arrangører udstikker, er meget lidt synlige. Derfor passer beskrivelsen af Burning Man som Creative Man ’live’ også, for netop netværkstankegangen med et strejf af anarki er endnu en af de grundlæggende ingredienser i Creative Man-logikken.

Regel nummer to

Foruden deltagelse har man ved Burning Man en regel om ”self-reliance”: Man kan ikke købe noget og må heller ikke sælge noget. Til gengæld eksisterer der en gave-økonomi. Man stiller sine ydelser frit til rådighed, hvad enten det er ens kreativitet, spontanitet, originalitet eller alkohol. Det eneste, der kan købes officielt, efter at entreen på 250 dollars er betalt, er is til nedkøling af den medbragte mad.

Sædvanligt indkøb og forbrug er altså helt udelukket, når man er Burning Man-deltager. Men ét fysisk behov vil folk gerne have dækket bedre, og det kan Burning Man tilbyde: seksualitet. Det er seksualitet i den brede betydning, som omfatter den måde, vi føler og bevæger os på, og den måde vi rører ved andre og bliver rørt på. Det er med andre ord lige så meget det sensuelle og sanselige som det seksuelle, der tilbydes – herunder ekshibitionisme og voyeurisme som på en trendy dansk strand.

Oveni i Creative Man logikken næres Burning Man af fortællingerne og fællesskaberne. Det er den store fælles fortælling om Burning Man, der hvert år som en Fugl Phønix opstår og bliver større og større, fordi ”burnerne” vil det og investerer deres kreativitet i det. Fortællingens kraft næres af frygten for, at Burning Man et år bare skulle være som året før. Det er relationen mellem det enkelte individ og fællesskabet, der er omdrejningspunktet for hele konceptet. Du er velkommen alle vegne. Du kan tale med alle. Du indbudt til at deltage og skal ikke først modtage en invitation. Der er ingen billetter, der skal indløses. Alt er gratis. Burning Man er fyldt med fællesskaber lige fra de flygtige, når man hopper på en Art Car til de langvarige, når man samarbejder om et projekt fx i lejrene. Det er øjeblikkets begivenheder i den store fortælling, som ”burnerne” hvert år oplever fornyet og bekræftet.

Den tilbagevendende nedbrænding af ”The Man”, templet og nogle kunstinstallationer gør desuden, at hvert år er jomfrueligt, hvor nye kræfter kan sætte deres præg på installationerne, skabe ved at tænke forfra og nyt – og handle derefter. Endnu en Creative Man-værdi.

Den basale menneskelige tiltrækning af sensualitet og ild gør Burning Man yderligere attraktiv. En side af Burning Man som oftest skildres i medieomtale, men ikke hvad der skaber begivenheden. Burning Man tilbyder alt det, folk gerne vil have mere af, og afstår fra alt det, folk i forvejen har så rigeligt af. Participate, don’t be a turist