Tag mig med, tag mig med til web 2.0

Der går et spøgelse gennem internettet. Et spøgelse, der varsler en bedre tid for brugerne af internettet – en tid, hvor alle kan komme til orde, en tid hvor alle har adgang til al information, og en tid, hvor summen af alle individers ord og ytringer opsamles i et netværk af kollektiv intelligens, som vil hæve menneskeheden til et højere og mere demokratisk stadie. Spøgelset hedder web 2.0. Løfter man lagenet, består spøgelset af internetservices som Google, Blogging og Wikipedia, men måske i endnu højere grad af en lang række genfødte internetutopister, der proklamerer, at de nye web 2.0- services vil vende op og ned på internettet og mediebranchen, så almindelige brugere/bloggere/borgere kan komme til orde i et nyt og demokratisk digitalt Utopia. Web 2.0 er blevet en samlebetegnelse for en demokratisk og folkelig genrejsning af internettet, der aldrig opnåede sit fulde potentiale, fordi det blev overtaget af kommercielle interesser, som kvalte folkeligheden og den almene deltagelse.

Går man nærmere fænomenet web 2.0, vil man da også opdage, at der netop i disse dage sker en opblomstring af teknologier, ideer og sociale interaktionsformer på nettet, som kommer til at få stor betydning for såvel vores hverdags- som arbejdsliv. Men at tale om en demokratisk revolution er en misforståelse og på mange måde en tilbagevenden til internettets tidlige dage, hvor man ofte hørte internetguruer, der indvarslede en ny og bedre tids komme. Web 2.0 kommer til at have radikal betydning for, hvordan magten vil blive fordelt i fremtidens kommunikations- og medieverden, men web 2.0 bliver ikke startskuddet på et nyt og demokratisk internet, hvor magten forsvinder for at blive afløst af den frie og lige demokratiske debat.

Det samarbejdende internet

Som det ofte er tilfældet med buzzwords, kan det være svært at sætte fingeren på, hvad begrebet 2.0 præcist dækker over. Hvis man skal forsøge at sammenfatte fænomenet med tre ord, kunne man sige, at web 2.0 drejer sig om ”det samarbejdende internet”. Web 2.0 handler om, at brugere går sammen – bevidst eller ubevidst – og i deres samarbejde opstår der nye former for viden og information, som ikke ville have været mulige uden brugernes samarbejde.

 

Det bedste eksempel på web 2.0, hvor brugere bevidst arbejder sammen, er den kollaborative encyklopædi Wikipedia, hvor alle brugere har fuld frihed til at skrive og editere artikler. Wikipedia er skabt på ideen om, at alle mennesker i verden har en unik viden om et eller flere emner, og hvis man formår at ordne og strukturere denne viden, kan man skabe en service, der langt overgår gårsdagens autoritativt redigerede leksika.

 

Søgemaskinen Google er også et eksempel på en web 2.0 service, hvor brugere arbejder sammen uden at være bevidste om det. Kernen i Googles søgealgoritme er baseret på tanken om, at populære websider er websider, som mange andre websider linker til. Derfor placerer Google disse websider højere på deres søgeresultatsider end sider med færre links. Ligesom Wikipedia lytter Googles søgealgoritme til brugerne; dog beder Google ikke om brugernes eksplicitte holdninger til websider, men nøjes med at lytte til brugernes implicitte udtryk for kvalitet eller relevans, nemlig deres links til andre websider.

 

Et nyere eksempel på en web 2.0 service er del.icio.us, som er en service, hvor brugere kan dele deres bookmarks med andre del.icio.us brugere. Idéen er, at brugerne på deres vej gennem internettet vælger at bookmarke interessante og relevante websider. Alt, hvad del.icio.us beder om, er, at brugerne hæfter et par nøgleord til disse sider. Til gengæld får brugerne så mulighed for at søge i alle de andre brugeres bookmarks og nøgleord. Del.icio.us er altså en form for Google, hvor man i stedet for at lytte til brugernes implicitte udsagn om en webside lytter til deres eksplicitte udsagn. Pointen skulle gerne være, at man opnår mere kvalificerede og relevante søgeresultater – vel at mærke når tilstrækkeligt mange mennesker anvender servicen.

 

Og dette er netop en af de vigtigste præmisser for alle web 2.0 services – de fungerer kun, når tilstrækkeligt mange mennesker anvender dem, og deres værdi stiger eksponentielt i takt med, at flere og flere mennesker anvender den pågældende service.

Egocentreret men ikke ligegyldig

Tag for eksempel fænomenet blogging, som af mange betragtes som kernen i hele web 2.0 fænomenet. Blogging er i princippet ikke andet end en masse egocentrerede individer, der publicerer deres holdninger og overvejelser omkring lige præcis de ligegyldige småting, der optager dem i deres dagligdag. Teknisk set er bloggen en videreudvikling af den personlige hjemmeside, hvor det er blevet en smule nemmere at publicere end dengang, man lavede hjemmesider i HTML. ´

 

Set på overfladen er blogging altså et ganske uinteressant fænomen, som ikke adskiller sig fra de tåkrummende pinlige personlige hjemmesider, som man kendte fra det tidlige internet. I takt med, at Blogging fænomenet er vokset, og i takt med, at bloggerne har fundet veje til at knytte deres blogs sammen ved hjælp af links og backlinks, er der dog opstået en helt ny sfære for kommunikation og vidensudveksling. Det enkelte individs betragtninger og overvejelser er stadig egocentrerede, men de er ikke længere nødvendigvis ligegyldige, fordi derude i blogosfæren kan der lige pludselig være rigtig mange andre brugere, der gør sig de samme overvejelser.

 

En kvinde, der er gravid for første gang, kan starte en blog om sin graviditet, der på overfladen kan virke kedelig, selvoptaget og uinteressant for alle os, der ikke er gravide. Men hvis den pågældende kvinde formår at formulere sig godt og ramme en tone, som andre gravide kvinder kan identificere sig med, så har hun i blogosfæren pludselig et publikum, som aldrig ville have været til stede andre steder.

Videnskampen skærpes

Det samarbejdende internet eller web 2.0 kommer til at have radikal betydning for, hvordan vi kommunikerer og interagerer med viden i fremtiden. Web 2.0 vil indebære en opblomstring af en lang række af services, hvor brugere er både konsumenter og producenter af viden. Størst betydning vil fænomenet få i de brancher, som beskæftiger sig med viden, information og kommunikation. I disse brancher vil man opleve traditionelle videnshierarkier blive udfordret af web 2.0 services og disses langt mere anarkiske og tilfældige organisering af viden. Vi ser det allerede i dag, hvor aviser, tv-stationer, musikselskaber og forlag alle er begyndt at føle, hvordan alternative services på internettet kan tilbyde lige så gode og ofte endnu bedre services end de etablerede spillere.

 

I modsætning til, hvad de genfødte internetutopister hævder, betyder truslen mod de etablerede spillere dog ikke, at deres dage er talte, og at web 2.0 kommer til at indvarsle en tid, hvor der ikke længere hersker hierarkier og magtinteresser i kommunikationsverdenen. Det faktum, at alle mennesker kan komme til orde i en blog, og at alle mennesker kan bidrage med deres indlæg på Wikipedia, betyder ikke, at magtinteresser og hierarkier forsvinder med et slag, således at vi alle kan leve og kommunikere i en utopisk verden, hvor alles holdning har lige stor vægt. Tværtimod kommer det samarbejdende internet og web 2.0 til at indvarsle en tid, hvor kampen om kontrol over viden bliver skærpet og hårdere end nogensinde.


Fremtidens vigtigste ressource bliver viden, og det ville være naivt at forestille sig, at de mennesker, der kommer til at beherske og kontrollere denne viden, vil være villige til at give afkald på denne kontrol. Forskellen fra tidligere tiders kontrol vil være, at den nye kontrol og magt ikke vil være baseret på en monopolistisk besiddelse af eksklusiv viden, men snarere en monopolistisk besiddelse af redskaber eller teknikker, der kan skabe mening og overblik i den uendelige mængde af kaotisk viden, som er til rådighed for os alle på internettet.

 

Wikipedia og blogging er ikke en demokratisk revolution i forhold til kommunikation og viden, tværtimod er begge fænomener de første spæde eksempler på en intensiveret og indædt magtkamp, hvor sejrherrerne vil være dem, der forstår at manøvrere i dette nye univers, hvor værdi ikke ligger i at besidde viden, men i at være i stand til at aggregere og editere den tilgængelige viden.

 

David og Goliat

Google er i dag helten, som alle i internetverdenen beundrer. Google udnyttede som nogle af de første principperne i det samarbejdende internet og høster i dag frugterne i form af svimlende indtægter og vækstrater. Google er den lille David, som startede med en god idé og i dag er i stand til at tage kampen op mod internetverdenens Goliat. Men Google bærer allerede i sig kimen til at blive fremtidens Goliat.

Der går nærmest ikke en uge uden, at Google præsenterer nye produkter og services, som alle baserer sig på virksomhedens evne til at kontrollere viden og kommunikation, og i modsætning til Microsoft, som forsøger at monopolisere viden, stiller Google sine services frit til rådighed for alle, som kunne ønske at modificere og forbedre disse services. På overfladen virker Google ganske uegennyttig og ikke-monopolistisk, men i virkeligheden har Google ubevidst eller bevidst forstået, at fremtidens vidensmonopoler ikke skabes ved at begrænse viden, men ved at maksimere mængden af viden samtidig med, at man kontrollerer og behersker aggregeringen og editeringen af denne viden. Om ti år vil vi alle anvende Googles myriader af services, men vi vil samtidig være skeptiske over for denne mastodont af en virksomhed, der i den grad bestemmer, hvordan vi kommunikerer og tilgår viden. David vil være blevet til Goliat.

 

Journalisten vs. blogosfæren

I den etablerede medieverden har man indtil videre overlevet internettets tidlige år uden alvorlige konsekvenser for den måde, man producerer og distribuerer nyheder og baggrundsstof i aviser, tv og radio. Medieverdenen har været truet på pengepungen på grund af svindende indtægter fra rubrikannoncer, men selve fundamentet for de traditionelle medier – den hierarkiske og monopolistiske besiddelse af viden eksisterer stadig i bedste velgående. I hvert fald i bevidstheden hos de redaktører og journalister, der er ansvarlige for de traditionelle medier.

 

I verdenen uden for redaktionslokalerne ser virkeligheden dog anderledes ud. I stigende grad får folk dækket deres nyheds- og informationsbehov via hjemmesider, blogs og RSS feeds, som serverer personaliserede nyheder og information til den enkelte bruger.

 

Vi befinder os i en situation, hvor næsten al viden er til rådighed for næsten alle de individer, der har adgang til internettet. Disse individer er ligeglade med, om deres nyheder kommer fra DR, Politiken, The Drudge Report, eller en anonym blogger, der tilfældigvis var tæt på nyheden i øjeblikket. For den almindelige nyhedskonsument går værdien af den enkelte nyhed mod nul, fordi udbuddet af nyheder er eksorbitant. Værdien for nyhedskonsumenten ligger i services, der kan aggregere og editere nyheder, så de bliver relevante, personlige og ikke mindst troværdige.

 

I denne verden vil vinderne være de medier, der forstår, at værdi skabes ved at maksimere viden og monopolisere unikke teknikker til at aggregere og editere viden. Taberne vil være de medier, der fortsat lever i en verden, hvor man forsøger at begrænse viden og monopolisere adgangen til viden.

 

I modsætning til, hvad web 2.0 guruerne ofte udbasunerer, er blogosfæren derfor ikke i sig selv en trussel mod den etablerede medieverden. Blogosfæren er alt for kaotisk, usammenhængende og nørdet til, at almindelige mennesker kan få nytte af den som et relevant alternativ til etablerede medier som aviser, tv og radio.

 

Hybridmedier

Den virkelige trussel mod den etablerede medieverden vil komme fra de nye medier, der formår at opbygge nye medieservices gennem en aggregering og editering af de uendelige mængder af viden og information, der er til rådighed i blogosfæren og på det øvrige internet. Sådanne medieservices behøver ikke nødvendigvis at være baseret udelukkende på automatiserede teknikker som Googles søgealgoritme. Den kritiske journalist og dennes rolle kommer ikke til at dø med web 2.0, tværtimod bliver det mere vigtigt end nogensinde med kritiske journalister, som evner at se igennem mylderet af information på nettet og finde frem til de guldkorn, der ligger tættest på sandheden. En automatiseret søgemaskine kan måske finde ud af, hvilken blog, der ofte citeres, men den kan ikke gennemskue de interesser, der ligger bag den enkelte blog, og hvorfor man kan stole på nogle blogs og ikke andre. De nye mediespillere skal derfor ikke findes i nørdernes rige, hvor man primært søger tekniske løsninger på journalistiske problemstillinger. Vinderne i web 2.0’s medieverden vil være en ny type af hybridmedier, som formår at udnytte de kollaborative teknikker i web 2.0 med god gammeldags journalistisk tæft for den gode historie og troværdige kilder.

 

Der findes i dag ikke nogle lysende eksempler på sådanne hybridmedier, men man ser i stigende grad de mest innovative af de etablerede medier (som eksempelvis businessweek.com) bevæge sig forsigtigt i retning af web 2.0, og i den anden ende af spektret ser man tendenser til, at rene web 2.0 services begynder at tilføje et lag af redaktionelt ansvar til deres automatiserede informationsbehandling (som eksempelvis technorati.com).

 

Kampen om fremtidens medier er knapt nok begyndt, men når kampen er slut, og web 2.0 spøgelset har samlet de døde op fra slagmarken, vil der kun være de spillere tilbage, som har forstået, at kontrollen over nyheder og information udelukkende kan opnås ved at slippe kontrollen og spille med på det samarbejdende internets præmisser.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job