Systemskiftet 1901

Skrevet af

Henrik Dahl
forfatter

229 artikler

28 indlæg

Den 24. juli 2001 var en mærkedag på linje med Grundlovens 150-års jubilæum den 5. juni 1999. Det var hundredeårsdagen for systemskiftet, der indebar, at Danmark overgik til parlamentarisme. Den dag blev J. H. Deuntzer af kong Christian IX udnævnt til leder af en liberal regering, der som noget nyt og epokegørende havde Folketingets flertal bag sig.

Systemskiftet blev allerede i samtiden betragtet som en skelsættende dag. Der var flaghejsning og feststemning, og alle politisk interesserede indprentede sig, hvordan dagen havde været. Det markerede en foreløbig afslutning på en politisk kamp, der havde varet siden Junigrundloven fra 1849 blev revideret i 1866, men som de fleste nok først og fremmest forbinder med godsejeren J.B.S. Estrups 19 år lange regeringstid som konseilspræsident fra 1875 til 1894.

Det er lettere at forstå systemskiftet, hvis man opfatter det som udtryk for en langvarig reformproces, end hvis hvis man hæfter sig ved selve skæringsdagen. Det sluttede heller ikke på dagen, for processen fortsatte mange år endnu. Blandt andet med reformer af valgretten, så kvinderne langt om længe kunne blive aktive deltagere i det politiske liv. Hvis man skal definere en afslutning på processen kan man sige, at den klingede ud efter første verdenskrig, hvorefter den i forbindelse med Påskekrisen i 1920 blev checket og testet. Og at det til alt held for Danmark viste sig, at systemskiftet var både solidt og sødygtigt, selv i meget hårdt, politisk stormvejr.

I rent handlingsreferat vedrører systemskiftet indretningen og fortolkningen af Grundloven. Men som enhver ved, der har prøvet at genfortælle en god film, er det ikke altid ved at referere selve handlingen, man får det mest væsentlige frem. Under den gemmer sig ofte indtil flere temaer og sidehistorier, som i virkeligheden er det, filmen handler om. Sådan er det også, når man genfortæller systemskiftet.

Men hvad er det så, det egentlig handler om? Det handler i virkeligheden om, hvordan et samfund kæmper med at politisere sine egne problemer, så det overhovedet bliver muligt for borgerne at forme deres egen skæbne. Og det handler om, hvordan et samfund kæmper med at få indgået en ny social kontrakt til afløsning for den gamle, der ikke var udløbet eller ophævet, men som ganske enkelt var blevet tom for mening.

På det økonomiske og sociale område var systemskiftets tid revolutionær. Danmark var ligesom de fleste andre lande Europa ved at ændre sig fra et landbrugssamfund til et industrisamfund. Og landet var efter en udenrigspolitisk deroute, der havde stået på siden Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet, ved at finde sin plads i den nye verdensorden, der på mange måder var lige så globaliseret som den, der hersker i dag.

I denne kolossale transformation opstod nye sociale klasser som arbejderklassen, mens andre - som godsejerne - gradvis mistede deres økonomiske og politiske betydning. Den indenlandske indvandring fra landet til byerne kan i omfang og sociale konsekvenser nærmest sammenlignes med de internationale folkevandringer i dag. Hele den politiske kamp, der leder frem til systemskiftet i 1901, er en kamp om, hvordan disse nye forhold skulle ordnes på den bedst mulige måde.

Løsningen på de politisk-økonomiske problemer var næppe planlagt. For deltagerne i forfatningskampen var det først og fremmest selve det statsretslige, der stod i centrum. Hvis man alligevel betragter processen omkring systemskiftet som en løsning på det grundproblem, at der ikke fandtes en politisk ordning for industrisamfundet, kan man sige, at det rummede følgende elementer.

  • Den udøvende magt - regeringen - blev legitim. Det havde den ikke været på noget tidspunkt under forfatningskampen
  • Man fandt en formular for, hvordan borgerne kunne komme til at deltage i politik, nemlig de moderne folkepartier
  • Alle blev gennem den lige og almindelige valgret defineret som ligeværdige borgere
  • Man fandt et samlende princip til at afbalancere det forhold, at befolkningen var delt efter anskuelser: "Den danske model", hvor de sociale parter i lyset af den nationale interesse indgår i et forpligtende samarbejde
  • Danmark fandt sin plads i den nye, kapitalistiske verdensorden

    Bag disse fem punkter lå den grundpræmis, at samtlige sociale parter principielt anerkendte, at alle andre parters interesser var legitime. Dermed kan man sige, at man efter systemskiftet gik fra et ekskluderende, politisk system, hvor både bønderne og arbejderne blev holdt ude, til et inkluderende politisk system, hvor alle blev lukket ind.

    Disse løsninger fra begyndelsen af 1900-tallet var særdeles holdbare. Den politiske model, der udsprang af systemskiftet, holdt helt frem til jordskredsvalget i 1973 og var grundlaget for den ualmindelig vellykkede reformproces, der skabte det moderne Danmark.

    Imidlertid er det som om disse hæderkronede løsninger ikke har virket i mange år. Hvis man gennemgår listen med systemskiftets fem vigtigste landvindinger, kan man se, at de enten er gået tabt eller er i stor fare for at gøre det. Regeringens beslutninger er for store dele af befolkningen aldeles illegitime. Partierne er i dyb krise med hensyn til medlemstal og evne til at engagere og begejstre befolkningen. Forestillingen om at være borger er stærkt presset - hvis den ikke allerede er stort set udryddet. Forestillingen om den nationale interesse giver ikke længere anledning til samling. Den giver på grund af indvandringsspørgsmålet anledning til den dybest tænkelige splittelse i befolkningen. Endelig har spørgsmålet om Danmarks plads i den globaliserede verdensorden nu splittet familier og ødelagt både venskaber og selskaber de sidste 29 år.

    Skønt det er højdepunktet af uartighed at tale grimt om en fødselar - specielt på en dag, der er så rund - vil jeg gøre det alligevel. Uagtet systemskiftets fantastiske og meget veldokumenterede succes gennem trekvart århundrede, er det i dag ikke en del af løsningen. Det er en del af problemet. Det skyldes, at der er opstået en situation, som en række områder ligner situationen for hundrede år siden. Men at rollerne er byttet om, så det nu er den gamle, politiske model fra systemskiftets tid, der volder vanskeligheder.

    Vi lever i dag i en tid, der er lige så revolutionær som slutningen af 1800-tallet. Hvor det i slutningen af 1800-tallet drejede sig om overgangen til den industrielle økonomi, drejer det sig i dag om overgangen til det, den spanske sociolog Manuel Castells kalder netværkssamfundet. Hvor den økonomiske vækst i den industrielle økonomi skyldtes anvendelsen af stadig mere energi og gennemførelsen af stadig flere rationaliseringer, skyldes den i netværkssamfundet kreativitet af enhver art. Mennesket er i de senere år blevet udrustet med en række intelligenser, og det er ved brugen af enhver af disse, der opstår økonomisk vækst. Uanset om det er den logiske, den musiske, den interpersonelle, den følelsesmæssige, den kropslige eller en helt sjette intelligens, vi taler om.

    Denne type økonomi skaber nye sociale grupperinger til afløsning for industrisamfundets gamle klasser. Den skaber nye vindere og tabere. Den skaber et nyt hverdagsliv med glæder og sorger, der ikke minder om de glæder og sorger, der hører industrisamfundet til. Og den skaber en ny verdensorden. Derfor står vi i dag i den samme situation, som vore forfædre stod i for hundrede år siden. Vi må have bragt de nye social-økonomiske forhold under politisk kontrol, og vi må have en ny, social kontrakt.

    Imidlertid sker der det modsatte. Gennem den stærkt udvidede partistøtte har Folketinget forsyndet sig imod noget, der inden for lægevidenskaben er et grundprincip: man må aldrig indlede en behandling, der er komplet udsigtsløs. Og gennem en nærmest grotesk konsensus om "Den Danske Model" er der effektivt sat stopper for enhver debat om reformer af vort samfund.

    Resultatet er blevet en voldsom afpolitisering af de allermest påtrængende spørgsmål ved overgangen til netværkssamfundet. Hvis man så meget som antyder en kritik af "Den Danske Model" bryder der i både Socialdemokratiet og efterhånden også i Venstre et kor af onde ånder løs. Man bliver råbt ned uden nåde, som det skete ved Socialdemokratiets kongres i 1998, og som det i dag også sker for den interne opposition i Venstre. Der kunne ellers være særdeles god grund til en konstruktiv kritik af Den Danske Model. Ikke fordi uligheden bør vokse og Fanden tage de sidste. Tværtimod. Men fordi også forbedringer kræver forandringer. Den konstruktive kritik er berettiget, fordi Den Danske Model til evig tid definerer en bestemt rolle for borgeren og fastlåser hans forhold til staten, markedet og det civile samfund på en måde, der for det første er historisk betinget, og for det andet aldeles tilfældig.

    På de ene side forventes borgerne at kunne forholde sig til en skattelovgivning, der er lige så indviklet som konstruktionstegningen til et atomkraftværk. På den anden side er borgeren er et fjols, der ikke kan administrere en måneds løn, og skal have Feriefonden til hjælp. Det civile samfund skal i princippet håndtere arbejdsforholdene på LO-området, mens staten skal håndtere funktionærernes forhold gennem lovgivning. Når det gælder praktiserende læger, er markedet helt fint. Men Gud forbyde, at det nogensinde skulle gælde hjemmehjælpen. Det er svært at se, hvorfor det ikke lige så godt kunne være omvendt. Eller hvorfor man ikke lige så godt kunne indtage en ensartet holdning på tværs af de forskellige områder. Desværre er den eneste begrundelse, der kan holde til en prøvning, at sådan er det, for sådan har det altid været.

    Når det gælder Europapolitikken, hersker den mest gennemførte afpolitisering. Mellem afstemningerne sker intet. Så bliver de udskrevet, hvorefter følger et orgie i fjendebilleder, mytologi, nemme løsninger og forenklede standpunkter. Når så resultatet foreligger, rejser alle de professionelle nej-patrioter tilbage til Stockholm, Bruxelles og hvor de nu ellers slår deres folder, når de ikke er hjemme i Danmark for at være patriotiske. Hvorefter alle falder tilbage i den apati, der herskede før afstemningen. Hver dag på denne måde er en katastrofe, fordi det også er med til at udsætte diskussionen af Danmarks plads i den nye verdensorden yderligere en dag.

    Man kunne pege på flere områder. Indvandringspolitikken er fastlåst i skænderier og gensidige beskyldninger. Uden håb om snarlig bedring. De politikker, der retter sig imod håndteringen af menneskeskabte risici (først og fremmest miljø- og fødevarepolitikken), og som man med et samlet udtryk kunne kalde risikopolitikken, er et orgie i smukke synspunkter, som ingen kan være imod. Dermed er de ikke politik i gængs betydning, men ren socialterapi og afstivning af identiteten som godt menneske. Vi skal have rent vand og sund mad. Javel. Har nogen sagt, at vi skal have snavset vand og giftig mad? Selvfølgelig ikke. Dermed forsvinder den egentlige, politiske debat om, hvor meget, det er værd for os, at vandet har en bestemt renhedsgrad og maden en bestemt sundhedsgrad. Skønt det faktisk er der, vi finder udgangspunktet for politik. Eftersom det er der, fornuftige mennesker kan være uenige.

    Når vi fejrer systemskiftet i år, er det vigtigt, at vi ikke blot fejrer den overfladiske handling. Det var godt, vi fik parlamentarisme. Det var godt, at reformerne fortsatte med grundlovsrevisionen i 1915. Det var godt, at vejen blev banet for det fireparti-system, der gjorde det muligt for hele befolkningen at dele sig efter anskuelser. Om dette kan der ikke være tvivl om. Men det bedste var alligevel den skjulte dagsorden. Den kan vi nemlig selv bruge, når vi skal slås med vores problemer. Denne skjulte dagsorden var, at hvis man skal ud af et politisk dødvande, er der kun en vej frem. Alle sociale parter må anerkende alle andre sociale parters ret til en politisk eksistens. Det er den vigtigste lektie fra systemskiftet - men også den, vi har sværest ved at huske.




Relaterede artikler

Rosen skal ha’ en anden lyd - Socialdemokratiet har en plan for, hvordan partiet kan blomstre op på ny – den er hentet lige fra erhvervslivet, og der...
Skal Mogens Lykketoft være forward i Milan FC? - Efter en lang karriere i dansk kommunalpolitik er der varme rygter om, at Mogens Lykketoft skifter til Milan FC, hvor ha...
Med røven i klaskehøjde - Kommunikationsforums Kasper Fogh Hansen drog på Borgen til en samtale med Lykketofts nye personlige rådgiver om moderne ...
Make my day - Forskellen på værdipolitik og interessepolitik bliver tit fremhævet af politologer. Den helt klassiske interessepoliti...
Castells: The Internet Galaxy - Den spanske sociolog Manuel Castells er om nogen blevet internettets akademiske ikon. Alle internet guruernes guru. "The...

Giv din stemme

6 stemmer
4,2/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

67 JOB

Pressemedarbejder og webredaktør (barselsvikar)

Se alle job Indryk job

Job

Praktikant

Frist: 3. december

Public Affairs Manager

Frist: 4. november

Junior projektleder

Frist: 29. oktober
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.