Det handler ikke om de røde vs. de blå. Det handler om bedrevidende og højrøvede journalister i DR, som i årtier har forsøgt at undertrykke konsensus-samfundets utilpassede kritikere – landsbytosserne, fanatikerne og utopisterne. Den slags skal åbenbart helst holdes borte fra mikrofonerne, og galper de alligevel op, bliver de modsagt i forholdet 3:1.
Programserien Jagten på de røde lejesvende af Jacob Rosenkrands har skabt en debat så forudsigelig som et familieskænderi. Farbror Klaus fra den røde gren af slægten er gasblå i ansigtet og snakker om heksejagt, mens onkel Kjeld forsøger at bagatellisere sig ud af kritikken i en mere patroniserende toneart.
I familiens blå gren fortæller bedstefar om krigens tid, og frække fætter Mikael godter sig over, at familiens røde får endelig er kommet i fedtefadet, mens en hærskare af små kusiner fnisende hujer rundt og jubler over, at de højrøvede onkler fra Gyngemosen og Rådhuspladsen og Klareboderne er blevet udstillet som de noksagter, de er.
Frifundet i gadelygtens skær
Som i alle familier drejer skænderiet sig om ting, der skete for både tredive og fyrre år siden. Det er ikke længe siden, et helt hold terapeuter forsøgte at rede trådene ud. Problemet var, at de opførte sig som den fulde mand i den meget gamle vits:
- Hvorfor kravler du rundt under gadelygten?
- Jeg leder efter mine nøgler!
- Hvor har du sidst set dem?
- I haven; der har jeg tabt dem!
- Men hvorfor i alverden kravler du så rundt under lygten?
- Jeg kan for helvede ikke se noget inde i haven!
Undersøgelsen handlede om kun om valgdækning, og kun fra 1994 til 2007. Hm. Det er jo dér, alle journalister sørger for ikke at blive snuppet, ligesom ingen kører spritkørsel de fire sidste fredage inden jul. Og så handler kritikken ikke om, hvad der skete i halvfemserne og i forrige årti, men om hvad der skete i halvfjerdserne og i firserne. Så i virkeligheden afklarer undersøgelsen ikke det spørgsmål, der er til debat i Jagten på de røde lejesvende.
Ret radikalt
Jeg har arbejdet i Danmarks Radio i to omgange. Fra 1988 til 1990 var jeg medieforsker, og fra 2004 til 2005 studievært på radioens P1. Med de følgende linjer vil jeg forsøge at kommentere debatten ud fra mine egne oplevelser. Fuldkommen subjektivt – så er det sagt, og jeg vil ikke høre på brok over dét.
Jeg kan absolut genkende den observation, Erik Albæk og co. har gjort i deres undersøgelse: at der i henseende til politik er folk af mange forskellige slags i Danmarks Radio, men ikke så mange, der tilhører yderfløjene. Overrepræsentationen af medarbejdere, der stemmer på Det radikale venstre, virker også intuitivt rigtig. Blandt de politiske journalister, som Albæk og hans kolleger har undersøgt, er der 31 procent, der stemmer radikalt, mens det i befolkningen som helhed – i Albæk og co’s undersøgelse – er sat til fem procent. Jeg har aldrig fornemmet, at der skulle være en tilsvarende overrepræsentation blandt samtlige programmedarbejdere. Men skulle jeg gætte på et resultat, ville det være, at der er en overrepræsentation, blot betydelig mindre.
Ledelse uden ledelse
Når jeg læser den revanchistiske fløjs indlæg mod de røde lejesvende, får jeg indtryk af, at de tror, der findes en slags komplot. Hvis det skulle være tilfældet, har jeg aldrig været så meget som i nærheden af det. Til gengæld bemærkede jeg, da jeg var studievært, at der var meget lidt fokus fra ledelsen på, hvad jeg lavede. At være studievært på radioen var, dengang jeg var det, meget frit, når først ens programidé var godkendt. Vi holdt nogle få efterkritikmøder, men generelt kunne jeg lave de programmer, jeg ville, med den vinkling, jeg ville. Over den toårige periode, programmet eksisterede, var der nok to-tre efterkritikmøder. Da jeg ikke havde respekt for den chef, jeg fik på halsen efter hædersmanden Jørgen Johansen, sagde jeg i øvrigt bare ja-ja til det, han foreslog, og gjorde derud over intet. Det skete der ikke noget ved.
Men selv om der ikke er noget komplot, vil jeg nok sige, der er en konsensus. Den er bare ikke politisk, hvis man ved ”politik” forstår partipolitik. Hvordan mærker man den så?
Man piller ikke ved Systemet
Den DR-konsensus, jeg kender, går ud på, at man holder med Systemet. For det første er der ikke skyggen af tvivl om, at man holder med vores kultursystem. Men man holder også med dannelsessystemet bestående af grundskole, ungdomsuddannelser og universiteter; man holder med natur- og miljøsystemet forstået som de høringsberettigede parter, der taler sig til rette om lovgivningen; man holder med sundhedssystemet og med velfærdssystemet forstået som det system af interessenter, der har for vane at tale sig til rette om tingene.
Det, man ikke holder med i DR-konsensussen, er folk, der vil ødelægge eller kritisere systemet. Rindalister og venstrepopulister, der hver på deres måde vil give kunsten tilbage til folket, kunne DR-konsensussen aldrig finde på at lade få det sidste ord. De kan godt komme med i en udsendelse; det er ikke det. Men man vil altid sørge for, at de bliver modsagt på kryds af tværs i et styrkeforhold på ikke under 3:1.
Væk med ekstremisterne
På samme måde gælder det for personer, der vil have dybtgående reformer af dannelsessystemet (Dansk Folkeparti, f.eks.), miljøsystemet (Bjørn Lomborg, f.eks.), sundhedssystemet (diverse tilhængere af et privat sundhedsvæsen, f.eks.) eller velfærdssystemet (diverse kritikere af forsørgelsesmoralen, f.eks.). Et lille pip i en debatudsendelse på DR2 kan det nok blive til. Men at lade lytterne eller seerne forstå, at der er tale om et gyldigt eller fornuftigt synspunkt – så langt vil man aldrig gå i DR-konsensussen.
Baggrunden for DR-konsensussen er, at Danmarks Radio er eliternes institution. Ikke elitens, for der er mange, men eliternes i flertal. Institutionen har en solid tradition for at organisere samtalen mellem eliterne, nøjagtig som det foregår andre steder i det danske aftaledemokrati. Hvis man tilhører en af de danske eliter – uanset hvilken – vil man derfor næppe opleve, at ens synspunkter eller perspektiver bliver knægtet. Man vil opleve, at de andre eliter kommer med indsigelser, men det er der ikke noget skræmmende ved. Det gør de også, når lovforslag bliver behandlet og i mange andre situationer, og sådan skal det være. Resultatet er beslutninger, der har legitimitet og bred opbakning, og det er det fine ved Den danske model.
De, der oplever, at de ikke kommer til orde, er folk, der er imod systemets konsensus. De vil opleve, at de bliver udgrænsede i den forstand, at de ikke kommer til orde, eller at de bliver etiketterede på forskellige måder: som landsbytosser, fanatikere, utopister, svindlere eller andet, der betyder: ikke værd at høre på.
Danmarks Radio er systemets radio og tv, men systemet er både stort og bredt. Det har hverken sine tilhængere i et enkelt politisk parti eller til højre eller venstre for en streg. Til gengæld vil de få, der er imod Systemet, gang på gang opleve, at der ikke er plads til at tage dem alvorligt.