SWOT 2.0 for politikere

Okmans underlige udbrud, SFere midt i nazihetz, og Løkke løber panden mod Villys Wall. – Jo, de sociale medier har nu vist deres grimme ansigt for famlende politikere og deres presserådgivere, som havde håbet på en hurtig genvej til synlighed og succes. Politikerne burde forinden have lavet en SWOT-analyse af 2.0. For brug af Facebook uden omhu kan være fatal. Her kommer værktøjet til den nødvendige analyse. Også for wannabe-politikere og andre med behov for profilering.

I den første valgkamp mellem Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen blev det et parameter for succes at have mange Facebook-venner. Kvantitet sejrede over kvalitet – spørgsmålet var ikke, hvad man brugte de mange venner til.

 

De danske politikere begyndte at gøre sig pinligt og plagsomt til på de sociale medier: Bød FB-vennerne op til dans og løbetræning. Eller twittede som den radikale formand misforstået om fugle i gadekæret i stedet for at tage supporterne seriøst og give dem noget her, de ikke kunne få andre steder, for eksempel direkte dialog.

 

På den måde kapitaliserede politikerne ikke på mediet, som deres amerikanske kolleger havde gjort for længst. Howard Dean, Kerry, Clinton, ja selv Schwarzenegger, og selvfølgelig kongen af sociale medier, Obama, som mobiliserede, diskuterede og derfor kapitaliserede på de sociale medier og det vælgerpotentiale, der lå her.

 

De danske politikere er måske blevet klogere, men kun lidt.

 

Kludder i netværket

Tosserierne i partiet Venstres kommunikationsenhed anført af konsulent i bløde medier Okman og chefen Serup fik hele Danmark til at interessere sig for skriblerierne i statuslinjen. Ansatte, politikere og virksomhedsledere fik travlt med at tjekke privatlivsindstillinger, netværk og gamle statusbeskeder for at se om kække, dumme eller sjofle bemærkninger kunne ligge dem til last i det nyopdagede minefelt.

Facebook-tråden, der for fremtiden nok vil stå som eksempel, når danske kommunikationsfolk taler om at lave "en okman"

 

Så kom de to SFere Kamal Quereshi og Steen Gade i skærsilden, fordi de havde meldt sig ind i gruppen Danmarks Løver, en Dansk Folkeparti-kritisk Facebook-gruppe, hvor medlemmer uploadede billeder af Pia Kjærsgaard som nazist. Stort ståhej da SFerne blev taget til indtægt for holdningerne i gruppens yderkanter. På ministerplan ramte Facebookfeberen fødevareminister Henrik Høegh, som helt valgte at nedlægge sin Facebookprofil for ikke at træde i spinaten.

 

Og i april mente Danmarks statsminister (eller hans presserådgiver), at det kunne være funky at debattere direkte og sent om aftenen med oppositionens darling, Villy Søvndal, på dennes fanside. Søvndal havde i en tv-debat bragt forkerte tal om, hvor meget kommunerne skulle spare grundet regeringens krav, og nu ville Løkke altså korrekse Villy på wallen.

 

Hatten af for Løkkes forsøg, men godt blev det aldrig. Løkke er ikke konsekvent i sin brug af Facebook, og derfor virker det mere som et stunt end oprigtig dialog. Desuden afslører Løkke sig som Facebook-wannabe, fordi han slutter sit indlæg med dobbelt linjeafstand som i et gammeldags brev: ”M.v.h Lars Løkke Rasmussen”. Det ville en aktiv facebook’er vide ikke var nødvendigt.

 

So ein Ding

Mange af danske politikere +40 og deres hjælpere har simpelthen ikke fanget om man, hvad man, hvornår man, hvorfor man og hvordan man kommunikerer på de sociale medier. Af en eller anden årsag er disse medier blot eksploderet hen over hovedet på de fleste. De blev af mange på Borgen for blot et par år siden tolket som et fænomen, rettere end hvad de var – medier - og et værktøj til at gå i dialog med vælgerne. Det var noget, ”de andre var på”, og så måtte man også hellere selv se at komme på for ikke at sakke bagud.

 

Et af problemerne er de sociale mediers uklare skelnen mellem det private og det professionelle i sprog og symbolbrug. Facebooks ’venner’ er jo ikke nødvendigvis venner af kød og blod – og ens personlige væg er ikke mere personlig, end at alle ens ’venner’ kan skrive på den og virksomheder kan købe sig til bannerplads etc. Så hvad man betragter som et lukket rum, der kun er beregnet for ens ’venner’, kan lynhurtigt blive et åbent rum fyldt med ’fjender’, hvis en i omgangskredsen er en nysgerrig og aktiv facebooker.

 

Nicht mehr sniksnak

Og så er der hele miseren om statusopdateringerne, der snart må skrives phd-afhandlinger om. En guldgrube for dem, der kan, en gabestok for dem, der ikke mestrer disciplinen. Igen fejler de danske politikere med alt for lange (så fat dig dog på to linjer, menneske – det er ikke et lovforslag), alt for uvinklede og irrelevante statusopdateringer (nej, statsminister, du skal ikke skrive om din datters konfirmation for at fremstå som en god familiefar).

 

Som politiker skal man skrive om det, der giver mest mening for det projekt, man har gang i. Har man valgt, at ens Facebook skal bruges aktivt i ens politiske kampagne, er det politiske fisk, der skal på disken. Ikke konfirmationstaler, søndagsdrømmerier eller anden snik snak. Så hellere statusopdateringer som ren information, der lige så vel kunne hentes på ministeriets hjemmeside, så har man i det mindste truffet dét valg.

 

Det bliver det aldrig interessant, hvad politikere foretager sig, når de ikke er politikere, hvad de spiser (medmindre det er hunde eller små børn), hvor de cykler hen (medmindre de deltager i Tour de France med en alt for lille cykelhjelm), eller hvilke private gøremål de har i deres lokalområde (medmindre det er om natten i Ørstedsparken eller på gulvet med pizza og polakker).

 

Informationer vil være frie og ærlige

De sociale medier er – modsat de monologbaserede massemedier – ikke et sted, hvor man kan slippe af sted med at fake og manipulere. Alt bliver dokumenteret og rettet af folk, som ved bedre. Alt bliver opdaget, og endda lang tidligere end de traditionelle mediers Breaking News. Brugere af sociale medier deler information, før fanden får sko på. Og hvis du får en sekretær, student eller medarbejder til at skrive dine indlæg eller bidrag, så bliver det opdaget før eller siden. Information wants to be free, men også honest.

 

Er du ikke typen, der matcher disse grundlæggende betingelser, bliver du det aldrig, og så forslår de dyre konsulenter eller gadgets som en skrædder i helvede.

 

Hot med SWOT

Før politikere, og alle andre for den sags skyld, færdes på de sociale medier, må de lave en analyse af mediets muligheder og trusler - en SWOT-analyse a la gode gamle Albert Humphrey. Ligesom vi gør med alt andet, vi bruger vores dyrebare tid på. Vi tænker: "Hvad kan jeg få ud af det her", og hvilke konsekvenser kan mediebrugen have.

 

Klik på modellen for at se en større udgave
 

Strengths – enkeltsager rykker

Du har en enestående mulighed for at se, "hvad der rører sig" i befolkningen; for at kommentere det direkte her og nu; for at kommunikere til snævert definerede grupper af opinionsdannere. Du kan gratis skabe opmærksomhed om store og små sager og mobilisere både aktivister og midler og samtidig give indtryk af at være imødekommende og med på noderne, samt afsætte dine budskaber til villige journalister på jagt efter en hurtig historie.

 

Særligt har enkeltsagspolitikken kronede dage på Facebook. Se bare ”Folk der går med knive er idioter” med 107.154 medlemmer og ”Forbud mod kamphunde Danmark” med 5430 medlemmer. Grupper, som kan virke som døgnfluer, men som er grupperinger af mennesker – opsamling af energi – der har samlet sig omkring en enkelt ting, som de er glødende fælles om. Forstår man at tale til lige præcis denne nerve i denne gruppe, kan man sælge sand i Sahara og få bragt et tilsyneladende tilfældigt møde på Facebook på den politiske dagsorden, så der kommer lovforslag, realpolitiske debatter og færre muskelhunde ud af det.

 

Weaknesses – amokløb uden tøjler

Bordet fanger – alt, hvad du siger og skriver, vil og kan blive brugt mod dig senere. Det skrevne ord på nettet er mere markant end noget, der bliver sagt i forsamlingshuset. Facebook er den nye kollektive hukommelse.

 

De mange venskaber på Facebook er et minefelt. For tør du lægge din skæbne i de virtuelle venners hænder, og siger du nej til venskab med kværulanten, rockeren, nazisten eller den kriminelle? Er du sikker på, at et venskab med dem ikke vil falde tilbage på dig selv? Hvornår finder pressen ud af det? Vil du beskyldes for ikke at tage dialogen med den besværlige borger, der altid er sur for en sikkerheds skyld, eller accepterer du, at din væg støjes til med udmeldinger (eller afsløringer), som skader din strategiske brug af din nye bedste ven?

 

Når du bruger Facebook som et led i din politiske profilering (og ja, det skal du), så lader du andre om at kontrollere din fremtoning. Du kaster tøjlerne og lader hestene galoppere med fare for, at hele dit politiske omdømme løber løbsk og skader din karriere for altid. Spørg bare Okman, og hun er ikke engang politiker.

 

Opportunities – medie med mening

Der findes groft sagt fire gangbare Facebookprofiler for en politiker, hvis mediet skal give muligheder fremfor dårligt omdømme.

 

1) Den frække er profilen, der udfordrer netværket. Statusopdateringerne er politisk provokerende, modige og humoristiske, næsten kække. De opfordrer til at komme med nye input, andre vinkler eller modsatrettede synspunkter. Den frække tør dialogen (for hvorfor invitere til fest, hvis man alligevel ikke gider sine gæster?) og kan ikke blot få gode feedback fra vennerne, men også vise, at man tør tage debatten og gå nye veje. Den frække er den, der finder på at lancere nyheder på profilen fremfor i avisen, hvor de gamle politikere bruger deres kræfter. Den frække er en profil som Søren Pinds, der på Facebook lancerede sig selv som ”frihedsminister”. Det satte Pinds nye politiske projekt stærkt i søen og har allerede givet mere pressedækning i de traditionelle medier end forgængeren fik i hele embedsperioden. Den frække får masser af opadvendte tommelfingre, men er også farlig, fordi den kræver, at man arbejder med hurtighed og med humor, som jo kan være svær at afkode.

 

2) Den saglige er tør, men klog og lægger som oftest ikke op til dialog, men laver et lille debatindlæg uden egentlig at tage responsen. Det er ikke fra denne kant det uforudsigelige kommer, og heller ikke her en stor viral effekt begynder. Tidligere statsminister, nu NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen (eller hans stab) vedligeholder en saglig, men blodfattig profil. Det samme gør Mogens Lykketoft. Mulighederne for den saglige facebooker er, at man fremstår seriøs, klog og velovervejet – og at man stadig godt tør de sociale medier, selvom man sjældent responderer på dem. Truslen er, at folk overtager siden med galde.

 

3) Den informative profil er en slags væg-avis, kalenderagtig eller bulletin-præget, der lige så godt kunne stå i Statstidende eller bagerst i et RUC-kompendium. Eksemplet kunne være udenrigsminister Lene Espersens profil. Den mangler det essentielle, at man kan mærke personen bag opdateringerne eller indlæggene. Profilen bliver uinteressant, hvis hun ikke skriver, hvad hun får ud af det, og hvorfor hun er der, og det gør hun sjældent. Mulighederne for den informative profil er, at man kan oplyse skatteyderne om, hvad man bruger deres penge på, og hvilke mange opgaver en folkevalgt politiker har og gennemfører på en almindelig dag. Den informative facebooker skal sætte noget på spil, putte personlighed i profilen, hvis ikke hun skal blive overset i mængden,

 

4) Den moderne profil  er en politiker, som er online med lethed og på flere sociale medier samtidig. Hun skriver korte statusbeskeder, linker til relevant og trendy amerikanske politiske blogs og fora som Huffington Post og Alternet.org, og hun mobiliserer hver dag sine digitale venner inden for kerneområderne. Hendes statusopdateringer kan godt handle om hendes politiske hverdag, men den er lig den, hun lever, når hun har fri (efter kl. 20). Hun ’liker’ kloge og humoristiske statusopdates fra venner, hun ikke er politisk enig med. Og hun har overskud til at indrømme fejl. Hun adder langsomt alle de mange folk, der vil være venner, men hvis de ikke holder kammertonen, melder hun det ud kort på wallen og fjerner vedkommende. Hun kører det meste af sin kampagne på nettet og via tv-medierne, men er heller ikke bleg for at stemme et par dørklokker. Eksempler: Wenneberg (S) og Aamund (V).

 

Threats – medieorkan styrke 4

Hvor politikerne er, findes journalisterne også. Politikere og journalister hænger sammen som ærtehalm, og færdes i de samme kredse – således også på nettet.

Det kan være godt for mange ting. Et indbyrdes udbytteforhold, hvor politikeren med journalister som venner kan udnytte det budskabsmæssigt til at få en stemme i debatten, mens journalisten kan følge med i, hvad der sker hos den enkelte, der måske kaster en solo-historie af sig til morgendagens avis.

 

Det er ikke længere nok for journalister og politikere at mødes på dunkle smørrebrødsrestauranter. Der foregår også et offentligt møde på Facebook, hvor alle andre ”venner” kan følge med i udveksling af sagligheder, lyksaligheder eller slibrigheder – det havde nær fået Venstre politiske ordfører Peter Christiansen i fedtefadet under Okman-affæren.

 

Men truslerne er lige så store som mulighederne. Når journalister eller borgere med sans for en god historie lytter med på dialog og monolog på din profil, gør du dig sårbar. Chancen for at journalisterne hænger Facebook-politikerne til tørre er blevet større. Og har du lukket journalisterne ind, kan der også komme historier om din færden ud.

 

Læren af de mange tilfælde med de politiske journalister og deres historier er, at du ikke kan stole på nogen, der også lever af dine fejl. Venners venner skylder ikke dig noget. Du spiller med to millioner ubekendte og det forkerte træk kan sende dig durk i skærsilden, udstille din dømmekraft og i hvert fald for en stund ødelægge dit politiske omdømme.

 

Fat mod – læg en plan

 

  • Dine budskaber skal være lette at kommunikere. Ikke længere statements om EU's centralbank, efterløn eller Israel-Palæstina konflikten (medmindre det foregår i speciale fora). Dine statements skal være korte og klare. Prøv dem af på din faster.
  • Inddel dine venner, fans eller gruppemedlemmer i forskellige målgrupper og sørg for at vide, hvilken type du kommunikerer til hvornår og hvordan. De kan ikke se, at de bliver filteret til eller fra. Begynd med dine kolleger.
  • Skriv ikke noget, du ikke vil se igen. Eller ville skrive i Jyllands-Posten. Kan det siges der, kan det siges på Fjæsen.
  • Brug din shitdetector, og overlad det ikke til presseenheden. Du har en politisk næse for at bruge den, og det skal du – både når du selv er aktiv, og når andre er det i dit nærvær.
  • Du skal vide, at journalisterne kun er dine Facebook-venner, fordi de får noget ud af det. De følger med i tykt og tyndt, og hvis du inviterer dem til brylluppet, kommer de også til begravelsen.
  • Brug Facebook som det det er – et medie, hvor du kan komme i dialog med brugerne.

Relaterede artikler

Gys på Facebooks kirkegård - Kendte danske virksomheder flokkes på Facebook, men mange af dem stiller op med stendøde sider, som er røget lige i mass...
Facebook: Second Life second time - Kan LEGO, Tuborg, B&O, KIMs og andre store danske virksomheder leve med hel- eller halvdøde firmasider på Facebook? Øjen...
Fede forretningssider på Facebook - Facebook, fis og ballade? Nej. For talrige virksomheder og organisationer er Facebook en ny effektiv kanal til at betjen...

Giv din stemme

7 stemmer
4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Job

Kommunikationspraktikant

Frist: Hurtigst muligt

Pressekonsulent

Frist: 12. januar

Digital Marketing Manager

Frist: 7. januar
Se alle job Indryk job

Kom til K-dag om Facebook

Lær, hvordan du får mere ud af din indsats på Facebook

8. februar

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.