Kun godt at sige om sambotest

Der er ingen grund til at akademisere det: Sambotestet på Facebook er godt set, godt eksekveret og sjov i lige præcis de tre sekunder, som ting skal være sjove på Facebook. Det er god brug af mediet, det er god brug af brugeren, og det er god branding. Vi må bare bøje os i støvet for den jävla svenskan. Ja, deres forhold til alkohol er skizofrent, men de kan skrue en kampagne sammen!
af Katrine Thielke
Ideen er simpel: Du accepterer Facebook-appens vilkår, den kigger på dine og dine venners data og fortæller, hvem du skal være sambo med – samt hvor I skal bo. Resultatet viser et billede, hvor du og din ideelle sambo er tagget i det samme billede. Ifølge Fastighetsbyrån, ejendomsmæglerkæden, som står bag Sambotestet, går man efter at ramme brugerens bedste venner, kæreste eller ægtefælle.
 
Sambotestet har kørt i to versioner, og i alt har det givet knap to millioner mennesker kendskab til Fastighetsbyrån
 
Lad os lige få fakta på bordet om Sambotestet
I branchens iver efter at gøre opmærksom på, at Sambotestet er old news, har de fleste misset, hvor old news den er. Sambotestet version 1, blev lanceret i juli 2013. I den første version kunne man kun se, hvem man skulle være sambo med, ikke hvor man skulle bo. Den første version høstede på knap to uger 670.000 unikke besøgende og 300.000 nye likes til Fastighetsbyråns spæde Facebook-side, der på det tidspunkt havde 5000 likes. Fastighetsbyrån brugte til at starte med et par tusind kroner på at annoncere for den. Derefter tog det fart, og de kunne læne sig tilbage og se på, mens den spredte sig på de svenske profiler som snotnæser i en børnehave.
 
 
Facebook svømmede over med Sambotestet-resultater. Fastighetsbyrån valgte at holde fokus på det sociale element, med de spøjse kombinationer, der opstod, frem for på de boliger, som de gerne vil sælge  
 
1,2 millioner har taget version 2
Sambotestet version 2, som er den, alle kigger på nu, blev lanceret 12. marts i år med den feature, at man nu kunne se, hvor man skulle bo sammen. Den blev en endnu større succes end den første version. Mere end 1,2 millioner har taget testen, og i Sverige har den fået så mange eksponeringer, at det svarer til, at hver eneste svensker, som er på Facebook, har set den syv gange.
 
Egentlig var planen at lave en mæglertest, hvor man på en sjov måde kunne teste, om Fastighetsbyråns ejendomsmæglere kunne matche ens boligbehov, men gudskelov valgte de at blive i det koncept, som virkede – nemlig at gøre noget sjovt for brugeren – og sekundært flashe produktet: de boliger, som kæden gerne vil sælge.
 
Hvorfor Sambotestet?
Fastighetsbyrån er Sveriges største ejendomsmæglerkæde. De ville også gerne være markedsledere på Facebook og få alle svenskere, også dem, der ikke er ved at købe bolig, til at bruge tid på deres brand. Og så ville de gerne – som alle andre og deres bedstemor – se, om de kunne gøre det uden at bruge de helt store mediekroner. At kunne lave en succes uden at købe stort ind hos et mediebureau er efterhånden manddomsprøven for alle firmaer. Med denne kampagne var det PR-bureauet Wenderfalck, der gav det svenske reklamemarked baghjul, og de fik da også sølv for indsatsen ved det årlige Spinngala. (Ja, det hedder det i Sverige! Man skal jo kalde en spade for en spade.)
 
Mange tager det helt roligt, at et firma får deres oplysninger. Andre er mere bekymrede. Og så er der dem, der ikke har skænket det en tanke. 
 
Kritikken: Uha! Facebook er noget griseri
Sambotestet er en Facebook-app, og derfor skal vi jo også snakke overvågning og tyveri af dine data. For det, der sker, når man accepterer appen, er, at den bruger din aktivitet, samt de oplysninger, som er åbne hos dine venner, til at finde din sambo. Testen bruger Facebooks nuværende API til det yderste, og selvom Fastighetsbyrån har været ude og sige, at de ikke gemmer andet end navn og Facebook-id, så er de selvsagt blevet kritiseret for appen. Reaktionen i en artikel i Politiken, hvor datatyveriet problematiseres, ligner til forveksling svenske Expressens artikel: Alle taler om støvsugning af folks data på Facebook.
 
Og selvfølgelig er det det, som sker, men artiklerne misser den præmis, at brugerne godt ved, at det er det, som sker. Og de bytter gerne (for dem trivielle) oplysninger for et øjebliks sjov og mulighed for at dele noget, som deres digitale venner også synes er morsomt.
 
Der dukkede også undrende kommentarer op i Facebook-strømmen. Og pludselig var fænomenet væk
 
Og hvorfor skal vi så snakke om Sambotestet?
Det skal vi heller ikke. Der er lige så lidt at snakke om, som når vi ellers ser en god, effektiv kampagne eller pr-indsats. Det er godt lavet, med den slags håndværk, som fremtiden er lavet af. Sambotestet får social media til at se pissenemt ud. Fordi det er det, hvis indsigten i målgruppen på sociale medier er til stede – nemlig indsigten om, at brugerne er nysgerrige på sig selv og hinanden og bare vil have det rart, mens de spilder lidt tid!
 
Politiken og svenske Expressen har problematiseret det, at Fastighetsbyrån med testen får folks informationer. Men er det et problem, når folk godt ved, hvad det er, de gør?
 
Links:
Prøv Sambotestet her.
Bureauet Wenderfalcks casefilm på Vimeo
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job