Du får aldrig et job

K er cool, og de mange nye studerende jubler. Måske skulle de hellere række armene i vejret som tegn på overgivelse. For arbejdsløshed venter forude

Engang var en kommunikationsmedarbejder gerne journalist eller cand.mag. Senere kom cand.comm’erne til, journalisterne fra RUC og Syddansk Universitet og handelshøjskolernes erhvervsøkonomiske kommunikatører. Så begyndte kommunikationsfaget at knopskyde, og i løbet af de senere år har en række specialiserede kommunikationsuddannelser og fagkombinationsmuligheder set dagens lys.

13 uddannelser fører nu til k

Undervisningsministeriets liste over nye godkendte uddannelser i 2009-2011 tæller i alt 13 uddannelser, hvis titel indeholder nøgleord som kommunikation, medier eller journalistik. Blandt de nyeste kan nævnes Syddansk Universitets bachelor i informations- og kommunikationsvidenskab og kandidat i kommunikationsdesign, KU’s kommunikation og it, Aalborg Universitets It, kommunikation og medieteknologi samt Copenhagen Business School’s Interkulturel markedskommunikation. Og ved dette års studiestart søsætter Danmarks Medie- og Journalisthøjskole en professionsbachelor i kommunikation, der til i 2012 udvides med studiepladser i København.

Samtidig fortsætter søgningen til gamle kendinge som film- og medievidenskab og retorik ufortrødent, og netop disse to uddannelser var endnu engang at finde blandt årets ti højeste adgangskvotienter.

Undervisningsministeriet advarer

Universiteternes optag tyder på, at konkurrencen om fremtidens kommunikationsjobs skærpes. På Undervisningsministeriets hjemmeside for uddannelsesvalg uddannelsesguiden.dk advares der endda imod, at stigningen i uddannelser er ude af takt med jobmarkedet i beskrivelsen af fremtidsmulighederne som informationsmedarbejder: »Der har indtil for nylig været gode jobmuligheder, men i forbindelse med at der er kommet flere journalist- og kommunikationsuddannelser og dermed også flere journalister og kommunikationsuddannede, er arbejdsløsheden stigende.«

Spørgsmålet er, om universiteterne tager højde for denne tendens, når de fastsætter antallet af studiepladser og opretter nye kommunikationsuddannelser? Eller om hver enkelt læreanstalt snarere egennyttemaksimerer i jagten på taxameter-penge og lukrerer på en generation af unge, hvor det er populært at ville ”noget med medier”.

For overblikkets skyld kan buketten af kommunikationsfaglige uddannelser opdeles i fire grupperinger: De humanistiske, de journalistiske, de tekniske og de handelsorienterede.

De bløde fra København og omegn

Førstnævnte gruppe tæller mange af de klassiske humanistisk orienterede uddannelser som kommunikation og PR på RUC, medievidenskab og informationsvidenskab i Århus, humanistisk informatik i Aalborg samt film- og medievidenskab, retorik og dansk-studiets kommunikationsoverbygning i København.

For folk der kan vinkle knivskarp

De journalistisk-praktiske uddannelser finder man i journalistikkens trekløver DJMX-RUC-SDU i hhv. Århus, Roskilde og Odense. Senest tilkomne er de journalistiske overbygninger kaldet cand.public i hhv. Århus og Odense. Her kan journalister såvel som akademikere tage en kandidatgrad i f.eks. analytisk journalistik. DJMX i Århus står derudover for Erasmus Mundus-masteren i global journalistik og ekspanderer i år med bl.a. professionsbacheloreren i kommunikation og udbyder nu i alt ni studieretninger på bachelorniveau inkl. Mediehøjskolens uddannelser i København.

Digitalt men garanteret uden nørder

Gruppen af de tekniske kommunikationsuddannelser har ikke overraskende it som overskrift. IT-Universitetet har de senere år opdimensioneret med særligt kandidatuddannelser som ’digital design og kommunikation’, men også Københavns Universitet har opgraderet it-fagligheden med bacheloruddannelsen i ’Kommunikation og it’ og den særlige kandidatgrad ’Cognition and communication’. Aalborg tilbyder en bachelorgrad i ’It, kommunikation og medieteknologi’, mens SDU bl.a. tegner sig for uddannelser i webkommunikation og informations- og kommunikationsvidenskab. Sidstnævnte under sloganet ”Et ikke-nørdet it-studium”.

Der er penge i k (tro på det)

CBS og de tidligere handelshøjskoler under AU, AAU og SDU sidder tungt på de handelsorienterede kommunikationsuddannelser, der er skræddersyet til det private erhvervsliv. Her er ’kombination’ nøgleordet, særligt de tidligere korrespondent-uddannelser, der er blevet til titler som f.eks. ’International virksomhedskommunikation, fransk og kommunikation’, ‘International virksomhedskommunikation, engelsk og medier’, ‘Arabisk og kommunikation’ og ’Engelsk og organisationskommunikation’. Andre populære titler lyder ’Marketing and management communication’, ‘International communication and multimedia’ eller ’Politisk kommunikation og ledelse’.

Uden for kategori

Som enhver firkantet generalisering har også denne model undtagelser, og flere uddannelser falder uden for kategori. Således er de tusindvis af kombinationsmuligheder udeladt, der gemmer sig hos eksempelvis den biologistuderende, der tager den halvårlige tillægsuddannelse i journalistik på DMJX eller den historiestuderende, der tager tilvalg i journalistisk formidling på AU/DMJX eller kulturformidling og kulturjournalistik på KU.

Ingen kan dog være i tvivl om, at specialiseringsgraden er stigende i takt med, at de studerende søger ud i alle hjørner af formidlingskunstens facetter.

Flere arbejdsløse og flere muligheder

Set fra et helikopterperspektiv kan pessimisten gisne om, hvorvidt anstrengelserne betaler sig – om der er jobs til de mange unge? Kommunikation og Sprog melder om arbejdsløshedstal på godt 6 pct. og 12 pct. for dimittender. Dertil skal regnes de arbejdsløse magistre og journalister.

Optimisten vil derimod se mulighederne i de mange kvalificerede unge, der vil kunne skabe deres eget værd på en arbejdsplads og i samfundet som helhed. Og sandsynliggøre det faktum, at ingen kan spå om fremtiden, ej heller om kommunikationsbranchens ve og vel fem år ud i fremtiden.

Formand for UngKom under Dansk Kommunikationsforening, Patrick Mark Reimers, specialestuderende i politisk kommunikation på RUC og projektkoordinator hos Advice A/S, ser glasset som halvt fuldt snarere end halv tomt:

»Det øgede antal uddannelser er tegn på videnssamfundets efterspørgsel efter os og vores kommunikationsfaglige kompetencer. Det kan så virke paradokssalt, når der er unge kommunikatører, der går ledige nu, men en stærk måde at komme ud af en økonomisk krise på sker netop ved at uddanne de unge,« siger han.

Patrick Mark Reimers mener, at det første hold, der starter på kommunikation på DMJX, vil komme ud med anderledes kompetencer end de eksisterende uddannelser, og han mener ikke, det skal give anledning til at nedjustere på studiepladser på andre kommunikationsfaglige uddannelser: »Jeg antager dog også, at uddannelsen er oprettet, fordi der er analyser, som peger på, at arbejdsmarkedet efterspørger de færdigheder, som studerende kommer ud med. Derfor glæder jeg mig over, at vi bliver endnu flere kommunikationsstuderende udstyret med forskellige kompetencer i fremtiden.«

Taxameter-pengene trækker

Spørgsmålet om efterspørgslen på arbejdsmarkedet er en evig elefant i stuen, når universitetsverdenen debatteres. Særligt efter universiteternes overgang til finansiering via taxamentertilskud pr. studerende og forskningsoutput i takt med New Public Management-ideologiens indtog og markedsliggørelsen af universiteterne.

Det er nærliggende at reflektere over, hvorvidt universiteterne handler ud fra almennyttige hensyn og de efterlyste jobmarkedsanalyser, når nye studiepladser oprettes – eller om der er tale om egennyttemaksimerende virksomhed, hvor hvert universitet må gøre, hvad de kan for at cementere sin position og tiltrække studerende plus taxameterpenge uden at skæve til samfundets behov?

Et strengt rational choice-teoretisk blik på problematikken indkalkulerer enhver profit- som non-profit aktør i samfundet som egennyttemaksimerende, når det gælder indtjening og indflydelse. Aktører antages således ikke at handle efter, hvad der er rationelt kollektivt set dvs. for samfundet som sådan.

Med disse teoretiske briller på er universiteternes udbud udtryk for et godt gammeldags kollektivt handlingsproblem: Hvis det kollektive mål er at uddanne de bedste kandidater ca. svarende til efterspørgslen på jobmarkedet, vil der opstå et kollektivt handlingsproblem, såfremt hvert enkelt universitet fokuserer på ekspansion og øgning af studiepladser inden for populære fag i den kortsigtede jagt på markedsandele og indflydelse.

Tager man derimod de rationelle teoretiske briller af for en stund er det dog værd at overveje, hvor svært det er for lige netop universiteter at jonglere med udbud og efterspørgsel, når prognosen skal lægges fem år ud i fremtiden. Dansk Kommunikationsforenings formand, Tina Donnerborg, kommunikationschef i Røde Kors, har således en anke imod kritikken af universiteternes udbud: »Det vil aldrig være muligt at skræddersy et uddannelsesudbud præcist til aftagernes behov for et bestemt antal personer med et bestemt sæt af kompetencer.«

Hun ser derimod ganske lyst på udsigterne: »Kommunikation er et fag i vækst og har været det i mange år. Det er som udgangspunkt rigtigt positivt, fordi det viser, at for såvel den private som den offentlige sektor er kommunikation blevet en vigtig katalysator, der medvirker til at skabe værdi i form af vækst, velstand og velfærd.« Dog understreger hun, at væksten i uddannelsespladser skal være baseret på undersøgelser af arbejdsmarkedets behov for kommunikationskandidater.

Svært at finde undersøgelser af arbejdsmarkedets behov for k-folk

Når en uddannelse først er godkendt, står det universiteterne frit for at fastsætte antallet af studiepladser. Kun fem uddannelser ligger under for en central ministeriel koordination i Danmark, og det gælder bl.a. medicin- og dyrlægestudiet. Der er dermed frit slag for universiteterne, når det gælder fastsættelse af studiepladser. Men på kommunikationsuddannelsernes hjemmesider er det svært at finde de undersøgelser af arbejdsmarkedets behov for kommunikationskandidater, som Tina Donnerborg mener bør ligge til grund for udbuddet.

En forklaring på, at universiteterne måske ikke behøver begrunde udbuddet og antal studiepladser, er den særlige markedsfejl kaldet ’informationsassymmetri’, der hersker på uddannelsesområdet. Her tegnes efterspørgslen af helt unge mennesker, der over en bred kam ikke har overblik over jobmarkedets behov fem år ud i fremtiden, men primært forholder sig til udbuddet og universitetets tilsagn om relevans. Og særligt inden for kommunikationsuddannelserne er der ikke udsigt til, at markedet vil regulere sig selv fra efterspørgselssiden lige foreløbig, idet appetitten er så stor hos de unge.

Videnskabsministeren vil gribe ind, hvis institutioner ikke koordinerer selv

Det efterlader spørgsmålet om den statens indblanding. Skal de decentraliserede frie universiteter begrænses af statslig indblanding for at dæmme op for eventuelle markedsfejl ved at lade ministeriet afgøre antallet af studiepladser?

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen har taget første skridt i denne retning i løbet af august. Først og fremmest har hun nedsat et såkaldt Aftagerråd, der skal bidrage til et bedre match mellem de studerendes kompetencer og erhvervslivets behov. Senest har hun nedsat en intern arbejdsgruppe, der skal se taxametersystemet efter i sømmene, hvor ministeren adresserer problematikken vedrørende universiteternes skæve incitamentsstrukturer:

»Det er klogt at holde fast i, at universiteterne får penge efter, hvor mange der uddannes, da vi i fremtiden vil få brug for flere højtuddannede. Vi skal dog have et øget fokus på, hvilke områder og uddannelser, vi uddanner de unge indenfor, så vi ikke uddanner unge i fem år til arbejdsløshedskøen,« siger Charlotte Sahl-Madsen.

Der tegner sig dog en hypotetisk mulighed for at undgå en centralistisk statsindblanding, som ministeren tager tilløb til. Et tænkt alternativ kunne nås via frivillighedens vej og en proaktiv indsats fra universiteternes side for at tale sammen i et institutionaliseret forum. Her kunne man formalisere koordineringen og eksempelvis lade landets kommunikationsfaglige traditioner og skarpeste hjerner mødes i et forpligtende koordinationsudvalg.

Et udvalg, der løbende kan facilitere et oplyst grundlag for beslutninger om at op- og evt. nedjustere antallet af studiepladser, og forhindre, at hvert universitet nøjes med at ride for egen vind. Frivillig faglig koordination synes at være en vej til at sikre et afbalanceret uddannelsesudbud og vigtigst af alt: De bedste kommunikationskandidater fremover.