De to sidste måneder har været én lang række af eksempler på, at staten risikerer at miste nogle af sine bedste folk. Måske er det ikke tilsigtet, men det er i hvert fald konsekvensen. Regeringen har selv blottet struben: Den truer med massefyringer, den taler nedsættende om kvaliteten af de ansatte, og den ironiserer over faglig ekspertise ved at tale om statsautoriserede smagsdommere. Hvordan reagerer medarbejdere på den slags? De søger væk, selvfølgelig. Især de bedste, for det er nemlig ikke rotterne, der forlader den synkende skude i arbejdslivet. De der har høj markedsværdi, de der er sig deres værd bevidst, og de der har efterspurgt kompetence, de smutter, når skuden krænger.

Derfor vil der i de kommende måneder være uanede jagtmuligheder for kommuner og private virksomheder, som har brug for - og værdsætter - dygtige medarbejdere. Det er udsalgstider til foræringspriser, så vi vil se arbejdsgivere i andre sektorer gå på strandhugst for at håndplukke kompetente og engagerede medarbejdere. Dybt deprimerende er det, at det er staten selv, der blotter flanken.Alle dele af arbejdslivet kender til nedskæringer. Derfor har alle også prøvet at måtte sige farvel til medarbejdere, men der er mange måder at gøre det på. Nogle gange sker det så professionelt og etisk uangribeligt, at alle - både internt og eksternt - er fulde af anerkendelse. Selv de fyrede medarbejdere erkender, at der ikke var noget valg og føler sig godt behandlet.

Hvad gør regeringen? Den sender en lille julehilsen til alle statslige topchefer og beder dem bruge helligdagene på at sætte et flueben ved de medarbejdere, der kan undværes. Den varsler fyringer med en måneds varsel. Den tager stilling til afskedigelser ud fra en finanslov, der ikke er vedtaget. Den overhaler indenom - med højre hjulsæt langt ude i rabatten - alle etablerede regler og gode principper for inddragelse af organisationer og samarbejdsorganer.

Hvis den statslige sektor skulle fjernes fra jordens overflade som et andet World Trade Center, kunne man endda forstå fremgangsmåden. Men i den aktuelle situation har man jo trods alt en intention om at bevare et intakt og velfungerende statsapparat. Det er ufatteligt, at man fuldstændigt overser, at bulldozer-metoden også har konsekvenser for de overlevende. Al erfaring fra fyringsrunder viser, at man godt nok skal behandle de afskedigede pænt, men man skal også værne om de overlevende.

Slukker for høreapparatet
Det har som bekendt fyldt meget i debatten, at mange råd, nævn og institutioner er blevet mejet ned i de seneste par uger. Januar måned er et godt tidspunkt for slankekure, og ordet »nytårskur« har åbenbart nu fået et helt ny dimension. Det har ikke skortet på farverige begrundelser: eksperttyranni, undertrykkelse af den frie folkelige debat, vildnis af råd og nævn og knopskydning blev det kaldt i statsministerens nytårstale. Altså: Alt det ukrudt skal væk, og overgartneren rykker ud med Round-up.Men lad os lige gå bag om dette korstog mod faglig ekspertise. Danmark har som bekendt meget få naturressourcer, men har rigeligt af det vigtigste af dem alle, nemlig veluddannet og ansvarsfuld arbejdskraft. Langt den største del af arbejdsstyrken (faktisk 80-90%) producerer service, viden, knowhow, problemløsninger m.v. Produktionsapparatet sidder mellem ørene, som det er blevet udtrykt. Skal man - som arbejdsgiver eller nation - være konkurrencedygtig, er man afhængig af, hvad medarbejderne kan og vil præstere. Den tiøre er faldet i stort set alle grene af samfundet - i takt med at Danmark overgik fra at være et industri- til et vidensamfund. Derfor er der i de sidste 10-20 år blevet satset enormt på at udvikle arbejdslivets menneskelige ressourcer. Målene har været forskellige, og de bagvedliggende interesser er givetvis også forskellige, men man har kunnet enes om det samme, vigtige middel: at skabe de bedst mulige funktionsvilkår for de ansatte.

Arbejdsgivere, arbejdstagere og faglige organisationer har alle indset, at det måske nok er besværligt med mennesker, men det går ikke uden. Hertil kommer, at den nationale uddannelsespolitik har satset målrettet på at gøre os alle endnu dygtigere. Og hvad sker der nu? Viden, faglighed og ekspertise bliver devalueret, eksperter bliver kaldt smagsdommere, og det er vist ikke ment som en kompliment at blive kaldt et statsautoriseret eksemplar af racen.
Dét, der er nationens eneste sande konkurrencemæssige fordel, dét som alle øvrige lander satser på at styrke, og dét som giver os en chance for at matche globale og teknologiske krav - nemlig viden, viden og atter viden - det kastes der nu vrag på, endda af den regering, der burde være bannerfører for yderligere kompetenceudvikling. Statsministeren kunne jo f.eks. genlæse sin nytårstale: »Hvis det enkelte menneske står indeklemt i skygge og savner frihed, udfordringer og ansvar, bliver det mismodigt, viljeløst og initiativfattigt.« Er det den slags medarbejdere, du vil have (læs: skabe) i staten?

Det dårlige image
Demotiverende, dogmefyldt, demonstrativ og demagogisk. Det må man kalde det ordvalg, som regeringen bruger om den statslige sektor. »Stive systemer, umyndiggørelse og ensretning«, kalder statsministeren det og siger, »og der må ryddes op i de mellemlag, der tapper ressourcer og fjerner opmærksomhed fra det væsentlige.«

Den gamle traver om støvet, bureaukratisk, offentlig administration får endnu en rundtur på den hårdt nedtrampede sti, så vi alle siger: »Ja, frem med støvekosten.« Imidlertid skal vi passe på selvopfyldende profetier, for jo mere vi siger det, jo mere tror folk på det, og jo mindre får folk lyst til at arbejde i den offentlige sektor. De mange undersøgelser, der er lavet inden for de seneste år, viser entydigt, at især mange unge føler, at livet er for kort til at være offentligt ansat. Det gør jo heller ikke noget, hvis man alligevel skal skære ned, kunne man lidt kynisk svare.

Problemet er imidlertid, at de unge årgange er så små, at arbejdsgiverne næsten skal indfange nye medarbejdere med lasso. Det gælder ikke, hvis virksomheder har et godt image, er kendt for en god personalepolitik og giver udviklingsmuligheder. Hvis man derimod besudler sin egen rede, som regeringen gør ved at fremkalde det gamle skræmmebillede af den offentlige sektor, skulle man da være godt dum, hvis man søgte ind her? End ikke den nuværende regering kan leve med, at den statslige sektor bemandes med dem, der ikke har andet valg, som er frasorteret andre steder, eller som lægger vægt på, at der er tre buslinjer til døren. Den statslige sektor har et mindst lige så stort behov for at tiltrække de gode hoveder som alle andre - ja, måske mere, fordi en stor del af »produktionen« netop er vidensarbejde på højt niveau. Det er dybt deprimerende, at en regering kan skyde sig selv så effektivt i foden ved at gøre det så lidet attraktivt at arbejde for sig.

Malurt i bægeret
Dette er også overraskende af den grund, at mange af de flotteste eksempler på udvikling af menneskelige ressourcer i det seneste tiår findes i den offentlige sektor. Indrømmet: I 80erne var mange offentlige virksomheder tilbagestående, og de »holdt sig for gode« til at hoppe med på de moderne ideer om personaleudvikling m.v. I stedet var det de private virksomheder, der førte an. I 90erne vendte det, og der er blevet satset massivt på medarbejder-, leder- og ledelsesudvikling.
Det er ikke sket for folks blå øjnes skyld, men ud fra helt jordnære argumenter: Hvis vi skal præstere mere af højere kvalitet, må vi udvikle vores menneskelige ressourcer. Der er masser af flotte landvindinger i ministerier, statslige styrelser og kommuner. Mange gange er det sket på lokalt initiativ, andre gange er der kommet impulser og hjælp udefra, som f.eks. fra Finansministeriet eller KL. Det er meget tankevækkende og beskæmmende, at det Finansministerium, der op igennem 90erne om nogen udviklede spændende modeller for personalepolitik, kortlagde de faktiske forhold i institutionerne og var med til at sætte dagsordenen for moderne personaleledelse, nu skal lide den tort at asfaltere en motorvej 20 år tilbage i tiden.

Hvor man før forsøgte at være rollemodel for, hvordan organisationen og medarbejderen kunne skabe de bedste muligheder for hinandens udvikling, skal ministeriet nu lave handlingsplaner for tiltag, der massivt træder eksisterende viden og erfaring om tidssvarende personaleudvikling under fode. Lidt sarkastisk, men med et gran af sandhed, kan man sige, at embedsapparatet dermed demonstrerer den sande ministerielle professionalisme, nemlig at kunne betjene ministre med vidt forskelligt ståsted og mål, uanset om man deler deres opfattelse, og uanset om det er fornuftigt eller ej.

Fordomsfri ledelse ...tjah...
»Den nye regering vil vise fordomsfri ledelse«, siger statsministeren. Det må man sige ja til! Ellers ville man ikke så let og behændigt kunne løbe sig alle de staver i livet, som man har gjort ved at handle på tværs af al forskning og praksis vedr. udvikling af arbejdslivets menneskelige ressourcer. Hvad indad vindes, skal åbenbart udad tabes... »Vi har ingen ideologiske blokeringer,« siger han videre. Det kan man også roligt sige ja til, og regeringen bliver heller ikke revet ud af sine faste overbevisninger, idet man har slukket for høreapparatet, når eksperterne taler. »Velstand kommer ikke fra statens gavmildhed, men fra menneskers arbejdsomhed,« lød det smukt i nytårstalen. Jamen, er det ikke netop denne arbejdsomhed (blandt de statsansatte), som man nu er på vej til at smadre?

Der er primært tre måder at få noget ud af medarbejderne på: man kan anvende og udvikle deres kvalifikationer, man kan skabe engagement, og man kan give dem gode arbejdsbetingelser. Hermed åbner man op for, at de kan, vil og har mulighed for at præstere noget. Man skulle næsten tro, at det var umuligt, men det er lykkedes for regeringen at bombardere alle tre områder på én gang: man kaster vrag på faglig kompetence, man erstatter engagement med demotivation og utryghed, og man laver udgiftstop og nedskæringer, som gør, at folk slet ikke har mulighed for at lave noget fornuftigt, selv om de endda kunne og ville.

Jeg har dyb respekt for en regering, der gerne »vil gøre en forskel«, som er loyal over for sit valgprogram, og som vil vise synlige resultater. Når jeg ser nogle af de konkrete udspil, kan jeg imidlertid ikke lade være med at komme til at tænke på et lille barn, der hamrer begge hænder ned i havregrøden og triumferende ser på forældrene: »Se, hvad jeg kan.« Kære regering, om I kan lide det eller ej, så er I afhængige af kompetente og engagerede ledere og medarbejdere. I står på skuldrene af dem, og det er dem, der skal føre jeres beslutninger ud i livet. Pas på dem, de er kun til låns, de kan også »fyre« jer og søge andre steder hen. Hvorfor blotter I struben, så det bliver så let for andre at stjæle jeres bedste folk...?

Artiklen har tidligere været bragt i Berlingske Tidendes Erhvervssektion søndag d. 20/01-2002