Straarups tudefjæs til to milliarder
Peter Straarup er en privat mand, der i virkeligheden slet ikke bryder sig om unødig opmærksomhed og store interviews i dagspressen. Alligevel ærgrer han sig på forsiden af Berlingske over, at Danske Bank i foråret 2008 sagde ja til Bankpakke II, der koster banken milliarder af kroner. Hvis han bare kunne få lov til at lave en aktieemission og betale staten pengene tilbage, ville livet være fantastisk. Men det kræver et knæfald på Christiansborg, og interviewet i Berlingske er et nøje planlagt indslag i den proces.
af Joachim Sperling, Timme Bisgaard Munk
Interviewet i Berlingske skyldes således udelukkende hensynet til aktionærerne. For hvis den politiske beslutning om at lade banken slippe skal legitimeres, må banken på banen og forklare, hvad man så tilbyder staten til gengæld. Det er det, Peter Straarup forsøger med interviewet, men det går galt, fordi han ikke vil ud med, hvad banken vil tilbyde samfundet til gengæld.
I stedet forsøger Peter Straarup at opnå sympati ved at fortælle, at banken godt kunne have undværet Bankpakke II. Begrundelsen er, at man aldrig har haft brug for pengene, og det er i sandhed en absurd begrundelse. Synes banken også, at danskerne skal opsige deres indboforsikring, bare fordi de fleste mennesker aldrig har haft indbrud? Nej – banken sagde ja til betingelserne i bankpakken, fordi ingen kunne overskue problemerne i det finansielle system, og indvilgede derfor også i at betale prisen. For risikoen ved ikke at tage imod pakken var alt for stor; det kunne have kostet banken dens liv, hvis likviditetskrisen havde fortsat lidt længere.
Det gjorde den bare ikke – bl.a. på grund af bankpakkerne – så nu sidder banken i fælden og kan kun slippe ud, hvis et flertal på Christiansborg giver den lov. Det ærgrer Straarup sig noget så grueligt over, navnlig fordi banken kun har få venner på Christiansborg.
Men hvorfor er Danske Bank jaget vildt? Rød blok har jo ved flere lejligheder luftet tanken om at dele banken op, så realkredit adskilles fra den almindelige bankdrift, og langt ind i den borgerlige blok savner Danske Bank opbakning. Hvorfor?
Det gjorde den bare ikke – bl.a. på grund af bankpakkerne – så nu sidder banken i fælden og kan kun slippe ud, hvis et flertal på Christiansborg giver den lov. Det ærgrer Straarup sig noget så grueligt over, navnlig fordi banken kun har få venner på Christiansborg.
Men hvorfor er Danske Bank jaget vildt? Rød blok har jo ved flere lejligheder luftet tanken om at dele banken op, så realkredit adskilles fra den almindelige bankdrift, og langt ind i den borgerlige blok savner Danske Bank opbakning. Hvorfor?
License to operate
Svaret er, at Peter Straarup og Danske Bank ikke har nogen ”license to operate”, der gør den i stand til at agere på Christiansborg og i den almindelige samfundsdebat. Peter Straarup har ikke aflæst det politiske landskab, for havde han gjort det, så var han ikke kommet i denne håbløse situation. Tænk på, hvor langt der er fra Danske Bank til Nordea, der fuldstændig er gået fri af den tumult, Danske Bank har været igennem.
Svaret er, at Peter Straarup og Danske Bank ikke har nogen ”license to operate”, der gør den i stand til at agere på Christiansborg og i den almindelige samfundsdebat. Peter Straarup har ikke aflæst det politiske landskab, for havde han gjort det, så var han ikke kommet i denne håbløse situation. Tænk på, hvor langt der er fra Danske Bank til Nordea, der fuldstændig er gået fri af den tumult, Danske Bank har været igennem.
Vi vil havde vores frihed tilbage
Peter Straarups adfærd minder om dengang, BP's daværende CEO blev skældt ud for midt under en af historiens største oliekatastrofer at give udtryk for, at han ville have sit liv tilbage. Han ærgrede sig noget så grueligt over at skulle tilbringe al sin tid i den Mexicanske Golf.
Det var katastrofal kommunikation og kostede BP massiv goodwill. For personlige ærgrelser er noget, man holder for sig selv, når man står i spidsen for store virksomheder. Det virker upassende, at direktøren for landets største bank egocentrisk og utaknemmeligt er ked over samfundets finansielle håndsrækning.
Peter Straarups adfærd minder om dengang, BP's daværende CEO blev skældt ud for midt under en af historiens største oliekatastrofer at give udtryk for, at han ville have sit liv tilbage. Han ærgrede sig noget så grueligt over at skulle tilbringe al sin tid i den Mexicanske Golf.
Det var katastrofal kommunikation og kostede BP massiv goodwill. For personlige ærgrelser er noget, man holder for sig selv, når man står i spidsen for store virksomheder. Det virker upassende, at direktøren for landets største bank egocentrisk og utaknemmeligt er ked over samfundets finansielle håndsrækning.
Prutter man om prisen på en redningskrans? Nej
Samfundet redder i overført betydning en bank fra at drukne, og nu prutter han så om prisen for redningskransen. Er det værdigt? Nej. Er det ordentlighed, som ellers er bankens kerneværdi? Heller ikke. Hvorfor skal Danske Bank kunne ændre betingelserne og slippe billigere, når banken aldrig selv kunne finde på at lade en kunde slippe af krogen, hvis først han havde bidt på det forkerte sted?
Danske Bank mangler fingerspidsfornemmelse for, hvordan man både ind- og udtræder af samfundskontrakter, og hvordan den slags kontrakter forpligter begge veje. Banken har ikke opbygget tilstrækkelig med samfundsmæssig legitimitet, og det kommer nu til at koste dem dyrt. Igen går Dansk Bank i byen med den forkerte kommunikationsplatform og taber anseelse på trods af en gigantisk milliardudskrivning.
Her ville det uden tvivl havde været bedre med en klar tilkendegivelse af dels taknemmelighed og dels et begrundet ønske om ikke at ligge samfundet til last. Altså burde tudefjæs-platformen være erstattet med en mere offensiv stil, hvor banken viser, at den kan og vil stå på egne ben og samtidig gøre noget godt for samfundet. Noget, som ville gøre en forskel og trække banken ud af sektorens store imageproblemer. At strategien så blot bygger på at opnå Venstres og det bankfinansierede parti Liberal Alliances politiske opbakning, er slet og ret dårlig public affairs-håndværk.
Det virker satset, i betragtning af at rød blok står til at vinde næste valg. Desuden er rød blok også en del af bankpakkeforliget, og så må man prøve en kompromisstrategi, hvor banken mere tydeligt fortæller, hvordan den vil erstatte den gamle samfundskontrakt med en ny.
Oven på finanskrisen er banken uden tvivl bedst tjent med bred politisk opbakning frem for snævre milliardfiflerier med Venstre og Liberal Alliance her på falderebet til, at regeringen brænder helt sammen. Den rettidige omtanke og pragmatisme burde ikke være banken fremmed, specielt hvis den vil undgå opslidende diskussioner om en opsplitning under en eventuel kommende S-SF-regering.
Samfundet redder i overført betydning en bank fra at drukne, og nu prutter han så om prisen for redningskransen. Er det værdigt? Nej. Er det ordentlighed, som ellers er bankens kerneværdi? Heller ikke. Hvorfor skal Danske Bank kunne ændre betingelserne og slippe billigere, når banken aldrig selv kunne finde på at lade en kunde slippe af krogen, hvis først han havde bidt på det forkerte sted?
Danske Bank mangler fingerspidsfornemmelse for, hvordan man både ind- og udtræder af samfundskontrakter, og hvordan den slags kontrakter forpligter begge veje. Banken har ikke opbygget tilstrækkelig med samfundsmæssig legitimitet, og det kommer nu til at koste dem dyrt. Igen går Dansk Bank i byen med den forkerte kommunikationsplatform og taber anseelse på trods af en gigantisk milliardudskrivning.
Her ville det uden tvivl havde været bedre med en klar tilkendegivelse af dels taknemmelighed og dels et begrundet ønske om ikke at ligge samfundet til last. Altså burde tudefjæs-platformen være erstattet med en mere offensiv stil, hvor banken viser, at den kan og vil stå på egne ben og samtidig gøre noget godt for samfundet. Noget, som ville gøre en forskel og trække banken ud af sektorens store imageproblemer. At strategien så blot bygger på at opnå Venstres og det bankfinansierede parti Liberal Alliances politiske opbakning, er slet og ret dårlig public affairs-håndværk.
Det virker satset, i betragtning af at rød blok står til at vinde næste valg. Desuden er rød blok også en del af bankpakkeforliget, og så må man prøve en kompromisstrategi, hvor banken mere tydeligt fortæller, hvordan den vil erstatte den gamle samfundskontrakt med en ny.
Oven på finanskrisen er banken uden tvivl bedst tjent med bred politisk opbakning frem for snævre milliardfiflerier med Venstre og Liberal Alliance her på falderebet til, at regeringen brænder helt sammen. Den rettidige omtanke og pragmatisme burde ikke være banken fremmed, specielt hvis den vil undgå opslidende diskussioner om en opsplitning under en eventuel kommende S-SF-regering.
Al den image snak gør kun ondt værre
Hvilken anden C20-virksomhed taler ved enhver given lejelighed om deres imagekrise og irritation over indgåede aftaler? Ingen. Rigtige mennesker og virksomheder taler ikke om deres image. De er optaget af, hvilken positiv rolle de kan spille i samfundet og i forhold til virksomhedens omverden. Endnu mere uheldig er derfor bankens evindelige imagediskussion, som for gud ved hvilken gang kommer op i Berlingske. Banken har et dårligt image, og det skal der så arbejdes på, men ikke snakkes helt besat om ved enhver given lejlighed. Det virker instrumentelt, egocentrisk, overfladisk og udspekuleret.
Igen spiller banken og sektorens manglende adkomst (license to operate) ind. Branchen har mere end svært ved at forklare resten af samfundet, hvorfor de er til.
Igen spiller banken og sektorens manglende adkomst (license to operate) ind. Branchen har mere end svært ved at forklare resten af samfundet, hvorfor de er til.
Mobil kapital er bankens license to operate
Det er ellers ganske enkelt. Banker er den bedste, mest effektive og mindst risikable måde for samfundet at gøre kapital mobil på. Uden gæld bliver vi et fattigere samfund; men får vi for meget gæld, risikerer vi at ende som Grækenland eller Irland. Det er en delikat balance, som bankerne har hovedansvaret for holdes, og det kræver ordentlighed, ansvarlighed og klar kommunikation.
Det skal sektoren og navnlig Danske Bank formidle til danskerne, hvis de nogensinde skal respekteres igen. Det handler om at forholde sig proaktivt til finansiel forståelse som krisens baggrund og bankens sande kerneværdi. Det kræver, at banken rammer den mere solidariske tidsånd bedre end ved at løbe fra regningen igen og igen. Det var det, banken i sandhed burde ærgre sig over. Men gør det dog for guds skyld i enrum. Vi orker ikke mere tuderi.
Det er ellers ganske enkelt. Banker er den bedste, mest effektive og mindst risikable måde for samfundet at gøre kapital mobil på. Uden gæld bliver vi et fattigere samfund; men får vi for meget gæld, risikerer vi at ende som Grækenland eller Irland. Det er en delikat balance, som bankerne har hovedansvaret for holdes, og det kræver ordentlighed, ansvarlighed og klar kommunikation.
Det skal sektoren og navnlig Danske Bank formidle til danskerne, hvis de nogensinde skal respekteres igen. Det handler om at forholde sig proaktivt til finansiel forståelse som krisens baggrund og bankens sande kerneværdi. Det kræver, at banken rammer den mere solidariske tidsånd bedre end ved at løbe fra regningen igen og igen. Det var det, banken i sandhed burde ærgre sig over. Men gør det dog for guds skyld i enrum. Vi orker ikke mere tuderi.
