Storytellingens værktøjer – så enkelt er det nu heller ikke!

Fiktion har mange former og udviser mange forskellige narrative strukturer – det er faktisk det, der gør genren spændende. Men Rolf Jensens Heartstorm® beskæftiger sig kun med én type: de klassiske, linære fortællinger som vi kender så godt fra eventyret, det episke drama og dannelsesromanen. Ikke med et ord antyder han, at der er sket en hel del med tekster i løbet af de sidste 100-150 år – både de litterære og medieteksterne. I stedet ophøjer han en æstetik, som vel idag anvendes i sin reneste form i ugebladsnoveller og lægeromaner, til at være universel.
af Judy Hermansen

Allerede i 40’erne brugte Hollywood studio-systemernes samlebånd de modeller, som Rolf Jensen har opdaget og ”udforsket” - nu 60 år efter. Idag lider Hollywood, fordi det er stivnet i sine egne skabeloner. Man behøver ikke engang at være Feinschmecker eller specielt elitær for at have opdaget, at de nye fortælleformer, som både reklamebranchen og mange andre lader sig inspirere af, ikke kommer fra det etablerede Hollywood – men fra de såkaldt frie producenter. Quentin Tarantino’s ”Pulp Fiction” og Robert Altmanns ”Short Cuts” er eksempler på populære film, som arbejder med helt andre dramaturgiske modeller - og Coen-brødrene eksperimenterer med den ene trendsættende stiløvelse efter den anden.

Den strukturalistiske inspiration
De modeller, som både Rolf Jensen og Fog og Co. (Sigma) anvender til storytelling, stammer fra den litteraturteoretiske retning, der hedder strukturalismen. Det er modeller, der både kan bruges analytisk og produktivt, og de er udviklet med det formål at afdække værdisystemet og drivkræfterne (”præmis” og ”plot”) i en klassisk narrativ (fortællende) struktur som f.eks. eventyret. De var især populære i 70’nes ideologikritik, og det er jo godt nok – men næppe nok.
Der er andre – nok så vigtige – lag i en tekst, som disse modeller ikke siger en pind om. F.eks. hele den sproglige/visuelle udformning, de forskellige betydningsniveauer (denotativ/konnotativ), fortælleinstansen (ironi/objektivitet/indlevelse), repræsentationsmåden (forsøger den at ligne virkeligheden eller gør den opmærksom på, at den ikke er virkelighed) osv. osv. Strukturalismen har aldrig interesseret sig for disse aspekter, men man kan så passende supplere med metoder fra teorier som f.eks. Nykritikken og Semiotikken (som iøvrigt også gør opmærksom på, at ALT, hvad vi mennesker eller virksomheder foretager os er kommunikation – eller ”storytelling”). Endelig er der det store spørgsmål om, hvad der sker når teksten møder sin læser. Det kan Receptionsteorien sige noget om. Hverken Heartstorm® eller Storytelling i Praksis inddrager nogen af disse teorier, så det er en yderst nødtørftig storyteller-værktøjskasse, man bliver udstyret med.

Modeller alene gør ingen story
Analysemodeller er ikke klogere end ham der bruger dem. De kan være helt banale eller ret avancerede – alt efter den litterære kompetence, der står bag. Formålet med overhovedet at anvende analysemodeller må være at nå ned i dybere lag i teksten, dvs. få en udvidet forståelse – ikke at sige nøjagtig det samme med modellen, som teksten allerede siger lige ud på det konkrete overfladeniveau.
En central model i begge bøger er Aktantmodellen, som dog optræder under forskellige pseudonymer. Hos Fog og Co. er det A.J. Greimas’ autentiske model - her kaldes den bare ”Eventyrmodellen”. Rolf Jensen kalder den ”Rollelisten”, og den ligner den udvandede udgave, som man støder på i amerikanske ”creative writing” eller ”writing-the-script” bøger. Det er en amputeret version – nærmest bare en slags ”huskeliste” - som er yderst velegnet til på forhånd at sikre en historie, der er fuldstændig triviel. ”Den gode fe” får en så fremtrædende rolle og publikums reaktion er så naivt forhåndskalkuleret, at historien kun kan blive ren pseudo. Lidt à la 60’ernes Colgate-tegneserier. (Men måske kan man redde æren ved at at anvende en fortæller med ironisk distance).

Aktantmodellen
Aktantmodellen kan bruges helt troskyldigt, så man blot sætter aktørerne i en historie ind på deres respektive pladser i modellen (som ”hjælper”, ”modstander” osv.). Denne anvendelse er typisk for undervisning i folkeskolen og vil sjældent føre til nye, store opdagelser. Den kan dog give et overblik over rollefordelingen i fortællingen - eller man kan sikre sig at alle roller er udfyldt, hvis man selv sådan lidt amatøragtigt skal skrive en historie. Sådan en håndfast og konkret forståelse af aktantmodellen vil selvfølgelig føre til både banale historier og banale analyser. (Se og døm selv, hvad Rolf Jensen får ud af sin eksemplariske brug af modellen s. 78-83).
Greimas skelnede selv skarpt mellem ”aktanter” og ”roller”, for netop at sikre en analyse, der ikke kun foregår på overfladens konkrete handlingsniveau (rollerne), men også behandler det bagvedliggende værdisystem (aktanterne). ”Rødhætte” er et klassisk (og måske lidt fortærsket) eksempel på, hvordan en tilsyneladende uskyldig historie kan indeholde en mere saftig latent historie.
Aktantmodellen kan fungere som dramaturgisk værktøj på fortællingens niveau, men også som strategisk værktøj på fortællerens overordnede, planlæggende niveau. Det er to forskellige niveauer, som for Rolf Jensen flyder sammen i én passioneret pærevællling.

Hjemme-ude-hjemme og andre modeller
Som forløbsmodel bruger Fog og Co. ”Berettermodellen” som oprindelig er et aristotelisk ”dogme”, der blev taget op af dramaturgen Ola Olsson og i løbet af 80’erne gjort til et mantra på mediekurser, f.eks. også i DR. Det er en meget konkret dramaturgisk model, som giver brugsanvisningen på, hvordan historiens forløb skal skrues sammen iflg. indlevelses-æstetikken. Det er dog også en noget stivbenet og langsommelig model, som godt kan sætte moderne medieforbrugeres tålmodighed på prøve. I mange film og TV-serier er den da også i dag erstatttet af den noget ”hurtigere” Plot-point-model.
Rolf Jensen arbejder med den mere forenklede ”Hjemme-ude-hjemme” model. (Aristoteles kunne iøvrigt godt have fortalt ham om Berettermodellen, da de ”mødtes” (s.9). Den ville være mere anvendelig til hans formål). Hjemme-ude-hjemme modellen er en abstrakt strukturalistisk model, som er udviklet til at sige noget om hvilke drivkræfter, der fører henholdsvis ”ud” og ”hjem” i fortællingen – og dermed noget om tekstens ideologiske indhold. Den er derimod ikke til megen nytte på det konkrete, dramaturgiske niveau, hvor Rolf Jensen gerne vil bruge den.

Modtagere gør ikke altid som de får besked på
Den dramaturgi som Rolf Jensen ophøjer til ”Den eneste ene” havde sin storhedstid før verden gik af lave. Dengang man troede på universer, der hang sammen i nydelige, stabile helheder, og modtagere, der lod sig føre viljeløst afsted i et dramaturgisk jerngreb. Dette forenklede verdensbillede passer tilsyneladende Rolf Jensen godt, på trods af al mulig fremtidsforskning om individualisme og kompleksitet. Hans litteratur- og filmhistoriske spændvidde indskrænker sig til gode, gamle travere – og receptionsteoretisk er han fast forankret i den S-O-R inficerede kommunikations-model som også dannede grundlag for reklamebranchens højt elskede AIDA. Med karakteristisk patos taler Rolf Jensen udelukkende om modtagerens rolle som det ”kald”, der udløses, når afsenderen har trykket på knappen: ”[] forbrugerens kald: den corporate story eller den brand-story forvandler mit ønske til handling – jeg køber” (s. 109). Det er en forståelse af modtagerens rolle, som er helt parallel til AIDAs magiske overgang fra ”Desire” til ”Action”. Den bygger på en forældet ”kanyleteori” om, at bare en afsender sprøjter budskabet rigtigt ud, så går det også ind under huden på modtageren. Nyere receptionsteori, som gør opmærksom på, at modtageren er en ret vigtig del af kommunikationen – at fortolkning i praksis nok så meget er modtagerens værk som det er udtryk for afsenderes hensigt - medtænker han overhovedet ikke.

Misforståelser og misfortolkninger
Men modtagere kan give én frygtelige problemer, og det er langt fra sikkert, at de gør som man havde kalkuleret med. Alt efter evner, personlighed, kultur, humør osv. kan modtageren – bevidst eller ubevist - misforstå eller endda fortolke helt hen i skoven.
Rolf Jensens egen ”læsning” af Odysseus er et udmærket eksempel på, hvor meget magt modtageren i virkeligheden har over teksten. Rolf Jensen tolker f.eks. Odysseus som ”den store opdagelsesrejsende, der drager fra sted til sted for at finde nye omgivelser, altid på vej” (s. 85). På trods af at tekstens Odysseus nok er den figur i verdenslitteraturen, der mere end nogen anden bare prøver at komme HJEM. Han er ikke ude for at udforske noget som helst. Den stakkels mand har været i krig og glæder sig til at komme hjem og passe konen og riget. Men han udviser overmod i forhold til guderne (hybris), der som straf (nemesis) hindrer ham i at komme hjem ved at lade ham skylle i land hos den ene uhyrlige skabning efter den anden. (Måske er det Tennyson’s ”Ulysses”, Rolf Jensen har set et citat fra uden at vide det).

Slogan som historie
”Kan man fortælle en historie gennem et kort slogan? Svaret er både ja og nej. Ja, fordi det kan lykkes og nej fordi det forudsætter at kunden selv fortæller med på historien, at han fuldender den.” (s.32). Det er formodentlig et tilfælde, at Rolf Jensen her rører ved kernen i al fiktion. I kraft af sin ”uforpligtethed” i.f.t. virkeligheden, er fiktionsgenren kendetegnet af det receptionsforskeren Wolfgang Iser kalder ”ubestemtheder” og ”tomme pladser”, som kræver at modtageren medvirker til at udfylde dem, for at historien giver mening. Mange litteraturforskere mener, at dette ”medskabende arbejde” netop er en del af fascinationen ved at læse fiktion.

Giv modtageren frihed
Set fra en kommunikationssynsvinkel er det en klar styrke ved den fiktive genre, at den kan få modtageren til at arbejde med og selv gøre historien færdig ”oppe i hovedet”. Det har en langt stærkere effekt, end hvis man skal docere eller banke et budskab ind. Men hvis man vil nyde godt af den effekt, må man altså også turde give modtageren frihed til at være medskabende. Dvs. man skal passe på med skolemesteragtige historier, der tager modtageren altfor håndfast under armen. Erhvervsfolk vil selvfølgelig straks spørge, hvilke muligheder man så overhovedet har for at sikre, at budskabet bliver forstået i overensstemmelse med hensigten. Igen et yderst relevant spørgsmål, hvor Rolf Jensen og Co. må blive svar skyldig. Men det er der andre, der kan sige noget fornuftigt om. Bl.a. giver Umberto Eco nogle bud med begreberne ”den implictte læser” og ”den implicitte forfatter”– men det er en helt anden historie.
De allerfleste er idag bedre til at gennemskue storytelling og fortællekneb end både Rolf Jensen og Fog og Co. synes at være klar over. Der er derfor ingen grund til (som nogen gør) at frygte for at virksomhederne nu begynder at narre folk, så det driver af dem – men der er god grund til at være bange for at virksomhederne dummer sig, hvis de løber efter Rolf Jensen som dikkende lammehaler! Rolf Jensen fraskriver på forhånd sig selv ethvert ansvar med mottoet: ”Jeg forbeholder mig ret til at blive klogere – også med kort varsel” (Forsidens flap). Det er måske ikke så tillidsvækkende, men iøvrigt et godt motto, som man kun kan håbe, at han vil efterleve – også med kort varsel!

Af: Mag.art. Judy Hermansen, TM5000.dk

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job