Hvis man omformulerer kritikken en smule, kan man derfor spørge, hvad forskellen mellem tidligere tiders tænkning i interessenter og gode samarbejdsrelationer og vore dages stakeholder-tankegang er?

På sin vis er der ikke den store forskel. Ordet interessent er det tætteste, man kommer på en dansk oversættelse af det engelske begreb stakeholder, og stakeholdertankegangen udspringer (eller bør udspringe) af en begavet overvejelse om, hvordan man sikrer gode samarbejdsrelationer til sine omgivelser. Præcis som tankegangen om interessentundersøgelser.

Stakeholdere eller interessenter?
Det første punkt i den tilbagevendende diskussion er, om det hedder stakeholdere eller interessenter. Men i sig selv og som sproglige udtryk er denne diskussion ufrugtbar og i bedste fald spild af tid. For min skyld kan man lige så vel bruge ordene interessent eller samarbejdspartner om det, jeg har valgt at kalde stakeholdere. Det skal ikke skille os.

Den mere begavede diskussion kommer, når man holder den type af interessentundersøgelser, der var comme il faut for 10-15 siden op mod den nye type undersøgelser, for eksempel SR Monitor, som vi i Advice Analyse har udarbejdet.

Netværkssamfund og refleksivitet
Her er den vigtigste forskel, at de gode stakeholdermodeller i dag indtænker de forandringer, der sket som følge af netværkssamfundets fremkomst og polycentriens umuliggørelse af et centralt standpunkt, hvorfra man kan betragte sine relationer til omgivelserne. Med andre ord, at refleksiviteten er blevet et grundvilkår for organisationerne.

Netværkssamfundet er bedst beskrevet af Manuel Castells og dækker i et intra-organisationsperspektiv over, at der sker en ændring af tidligere tiders hierarkiske strukturer i retning af fleksible og dynamiske netværksstrukturer, hvor medarbejderne samarbejder på kryds og tværs i virksomheden og med eksterne samarbejdspartnere.

Samtidig sker der på det inter-organisationelle felt en ændring, så netværksstrukturen bliver vigtigere end selv de største og mest betydningsfulde enkeltspillere. Med andre ord vil der stadig være forskel på de store og små spillere, men uanset størrelse vil ingen organisation kunne tåle at stå uden for netværksdannelserne, for eksempel i form af kompetenceklynger eller udviklingsnetværk blandt grupper af virksomheder

Overgangen fra et centralperspektiv til polycentri er nærmere beskrevet i en anden artikel her på Kommunikationsforum. Sagt i al korthed indebærer overgangen, at det ikke længere er nok at se verden ved hjælp af én kode, for eksempel penge. Man må også kunne beherske de andre koder, ens stakeholder bruger, for eksempel koden legitimitet i forhold til NGO’er eller kærlighedens kode i forhold til de ansatte.

En fleksibel model
De to udviklingstræk betyder til sammen, at det bliver nødvendigt at gøre den gode stakeholdermodel refleksiv. Det betyder, at modellen skal indrette sig på relationerne til hver enkelt gruppe af stakeholdere, den uformelle kontrakt mellem stakeholder og organisation og den kode, der bliver kommunikeret i(Jævnfør ”Kærlighed og omstilling” af Niels Åkerstrøm Andersen og Asmund W. Born. Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København, 2001).

At stakeholdermodellen bliver refleksiv, indebærer samtidig, at den er i stand til at opfange dynamikken i relationerne og de konstante forandringer af deres netværk, de fleste organisationer oplever og som ligefrem er blevet til et krav om konstant ”omstillingsberedthed” for organisationer og deres medarbejdere.

Det er derfor her, diskussionen om det nye i stakeholderrapportering versus interessentanalyser bør ende: I en erkendelse af, at refleksiviteten i dag skal indtænkes fra start til slut, og at evnen til at handle proaktivt derfor både er vanskeliggjort og mere nødvendig end før. Og at det selvfølgelig skal sætte sig igennem i forhold til de metoder, man bruger til at undersøge sine relationer til omgivelserne.