Enhver tidsalder er hjemsøgt af spøgelser. Når man begynder at tro på spøgelser, forsvinder virkeligheden mellem ens hænder i en blanding af frygt og fiktion. Ethvert spøgelse har et budskab til sin tid. I Hamlet hjemsøger den gamle konge Kronborg for at få hævn. Hævn over et samfund hvor magten har sejret over sandheden. Spøgelser findes ikke. De opstår fordi nogle mennesker ønsker at høre et bestemt budskab. I 1980erne blev vi hjemsøgt af et andet spøgelse. Det var Patrick Bateman fra Bret Easton Ellis´s roman American Psycho. Den psykopatiske Wall Street millionær havde også et budskab til samtiden. Budskabet var, at grådigheden og narcissismen fjernede mennesket fra sig selv.

Christiansborgs svar på Patrick Bateman
I dag hjemsøges vi af et nyt spøgelse. Han er Christiansborgs svar på Patrick Bateman. Han findes ikke, men nogle ønsker, at han skal hjemsøge medierne. Han tilbedes som en helbreder af alverdens sygdomme fra manglende vælgertilslutning til dårlige talere. Han er sygdommen i sig selv. Hans navn er spindoktoren. Han er den perfekte undskyldning. Undskyldningen for at ansætte højtlønnede pressemedarbejdere i et hvert ministerium med respekt for sig selv. Undskyldningen for at journalister på en diskret måde kan tale om deres magtfulde fag. Han er en af de mest overvurderede figurer i det politiske landskab. Som alle andre spøgelser er omdømmet mere frygtindgydende end virkeligheden. I Danmark findes ingen professionelle spindoktorer, men mange som bruger denne ubeskyttede titel. Udover at skrive taler, falske læserbreve og intetsigende pressemateriale er der intet magisk i jobbet. Troen på at medierne kan manipuleres er en total illusion. Problemet er at håndværket er en fiktion, men det bekymrer ingen. For alle vil så gerne tro på, at spøgelset findes. Lige fra den arbejdsomme pressesekretær som vil overbevise sin minister om, at han sætter dagsordenen i medierne - over journalister, der kunne tale i timevis om deres store indflydelse på samfundets udvikling - til de politiske partier, som har færre og færre medlemmer at kommunikere med. Ligesom faderen i Hamlet er Spindoktoren et udtryk for, at noget er råddent i det danske samfund. For hver gang vi vækker dette spøgelse til live, mister vi fornemmelsen af, hvad der er vigtigt og virkeligt.

Meta meta metapolitik
Spindoktoren er det fornemmeste udtryk for tidens refleksionssyge. Politik er blevet afløst af meta-politik. I meta-politikken er refleksion og form altid vigtigere end indhold. Intet kan siges, uden at debattens deltagere på en eller anden måde ser sig selv i spejlet. I denne refleksionsyge er al naivitet fejet bort. At meta-politikken fylder mere og mere på bekostning af selve politikken hænger sammen med, at offentligheden bliver mere og mere refleksiv. Den er fyldt med journalister, der reflekterer over sig selv som journalister. Intet kan siges, før den politiske debat hurtigt forsvinder i refleksioner over debatten som politisk debat. Problemet er ikke længere manglen på kritisk refleksion, men at refleksionen kun forholder sig til sig selv som refleksion. Samfundskritikkerne er blevet til selvkritiske journalister, der reflekterer over sig selv i demokratiets sendetid. Konsekvensen er, at folket sættes uden for indflydelse, fordi de ikke hører nok i medierne om den egentlige politik. Der er så at sige gået politik i politikken. Et godt eksempel er et traditionelt politisk indslag i tv-nyhederne. Først kommer et indslag på 3 minutter om en politisk sag. Dette efterfølges af omkring 5 – 10 minutters snak med en række selvudnævnte spindoktorer. Disse spindoktorer taler sjældent om politik, men altid om meta-politik. For deres ubeskyttede titel giver dobbelt så lang taletid i medierne end til landets statsminister. Det er simpelthen rystende, hvilke almindeligheder disse eksperter fylder den bedste sendetid med. Ingen nævnt og ingen glemt.

Journalistisk dovenskab
Repræsenterer de folkets interesser eller demokratiets interesser? Nej. De repræsenterer kun én ting: journalistisk dovenskab. Det er nemlig meget lettere at ringe til dem, end det er for journalisten at sætte sig ind i den komplicerede politiske problemstilling. Taberne bliver alle os foran fjernsynet, som ved alt om valgtaktik og politiske strategier men intet om det, der gør en forskel. Spindoktoren er det perfekte middel til at flytte den politiske debat over i metadebatten. I metadebatten kan alle, som har tilbragt tre år på journalisthøjskole i Århus følge med. Her er refleksion i udgangspunktet altid godt. Udfra devisen jo mere refleksion og eftersnak jo bedre. For i metadebatten er det slet ikke nødvendigt at skelne mellem den kvalificerede - og den ukvalificerede refleksion. For så længe debatten er i gang, er det ligegyldigt, om eftersnakken tager over eller debatniveauet falder.

Paparazzi
Et godt eksempel er DR-Programmet Paparazzi, hvor alting på en eller anden forunderlige måde kommer til at handle om journalistik. Den evige intetsigende reartikluering af mediekulturen gennem mediekulturen. Det er derfor, Paparazzi er fyldt med varmestuesnak blandt nogle få udvalgte DR journalistkollegaer. Programmet bliver dermed en evig genudsendelse af den samme kedelige diskussion af mediernes rolle i samfundet. På dette område er befolkningen efterhånden så velorienteret, at alle voksne mennesker over 18 år kunne skrive et middelgodt universitetsspeciale om emnet. Et andet godt eksempel på den metapolitiske dagsorden er den journalistiske behandling af Venstres valgsejr. Meget lidt fokus var der på, hvad Anders Fogh Rasmussen sagde – det drejede sig i stedet om måden, han sagde det på. Det er derfor, den nye regnings mange tiltag nu virker så overraskende på vælgerne. Gennem nyhederne vidste vælgerne alt om, hvilken bus Fogh kørte rundt i, og hvornår hans bog blev revet i stykker, men for lidt om hans ideologiske grundlag. I den journalistiske dækning var virkeligheden simpelthen forsvundet i den evige eftersnak. I meta-debatten taler man nemlig altid om det samme. For form er noget, som alle forstår - i modsætning til indhold. Tillykke - endelig er det lykkes de politiske journalister at slippe for at sætte sig ind i komplicerede og tidskrævende politiske dilemmaer! For i metapolitikken er det altid nok at fremsige forskellige almindeligheder såsom: ”Nu er valgkampen i gang igen” eller ”spørgsmålet er, hvad Dansk Folkeparti siger til”. Pointen er, at journalisterne har misforstået deres opgave. At være kritisk er ikke altid at være selvkritisk og metarefleksiv.

Mistænkeliggørelsens hermeneutik skal mistænkeliggøres
Det kritiske journalistiske ideal forveksles med mistænkeliggørelsens hermeneutik. Alting skal altid betvivles og reflekteres. Alt har en bagvedliggende mening, som skal afdækkes. Intet skal tages for pålydende. Problemet er bare, at det fører til, at ingen journalister gider at interesse sig for det som egentlig bliver sagt, fordi det er den skjulte og bagvedliggende betydning, der altid opfattes som vigtigere. At være demokratiets vagthund er ikke at bruge sin taletid på at diskutere, hvilken vagthund man er, men at holde vagt. Det er på tide at høre mere om hvad, der bliver sagt end om taktikken bag. Lad os genfinde den politiske naivitet og sætte ideologi og den politiske nysgerrighed på dagsordenen. Det tragiske er, at der meget sjældent stilles der spørgsmål ved metadebatten. Metadebatten er nemlig en snylter på virkeligheden. Den bliver altid retfærdig gjort af, at den har noget med sagen at gøre. Det har den ikke. Den har med alting og intet at gøre. Det er en kedsommelig misforståelse, som bliver holdt i live af selvglade journalister og desperate politikere.

Den naive tro på politisk markedsføring
Bag troen på metapolitikken gemmer sig en ukritisk tro på politisk markedsføring. Enhver valgsejr reduceres til et spørgsmål om den rette markedsføring. Beviset er altid Labours valgsejr i 1990erne. Ukritisk fremstilles dette som beviset for, at markedsføring er mirakelmidlet. Selvom det var indlysende, at den egentlige grund til Labours jordskredssejr var, at englænderne efter så mange års konservativ regering ønskede en Labour regering. Denne naive men korrekte analyse anerkendes desværre ikke i medierne. Her hersker den politiske sofisme og mistænkeliggørelsens hermeneutik fuldstændig umodsagt i offentligheden.
Enhver, der beskæftiger sig professionelt med politisk markedsføring, ved, at en god kampagne kan gøre en god kandidat bedre, men aldrig en dårlig kandidat god.

En itureven bog gør ingen forskel
Det er desværre svært at få dem til at forstå på Christiansborg. For journalisternes tro på spindoktoren eller spøgelset deles af mange af landets ledende politikere. En af dem, som troede allermest på spøgelset, var Danmarks tidligere statsminister. Troen var så stærk, at han blev grebet af showmanship. Under valgkampen var Nyrup blevet svimmel af spindoktorens jagt på den ultimative mediebegivenhed. Det mislykkede forsøg på iturivningen af venstres ideologisk manifest kan kun ses som en desperat politikers endnu mere desperate tro på, at happeningen ville gøre forskellen. Det lykkes ikke, fordi happeningen byggede på en fejlagtig opfattelse af, hvad politik drejer sig om i dag. Udover at forsøget var kluntet, viste det også, at Nyrup grundlæggende forstod valgkampen meta-politisk. For hvis problemet er metapolitisk, er løsningen altid endnu mere showmanship og strategi. Det gælder både for en selv og for analysen af de politiske modstandere. Det er derfor, socialdemokratiet ikke har forstået venstres sejr endnu. De kan kun se det som kynisk politisk markedsføring. For når man tror på spøgelser, ser man kun det rigtige slogan eller den perfekte tv-optræden som den vigtigste forskel. Socialdemokratiet hverken kan eller vil se Venstres sejr som et udtryk for en ny ideologisk bevægelse. Det ville nemlig kræve, at de kom tilbage fra metapolitik til det, som politik altid har drejet sig om, nemlig det at tro på en sag i stedet for overtro og sofisme. I den forbindelse taler Nyrups happening sit eget tydelige sprog: Det er en desperat handling fra en politiker, som reducerer politik til metapolitik. Et signal fra en politiker der ikke længere tænker i indhold, fordi han ikke har noget budskab men kun kommunikerer i form og mislykkede events.

væk fra de postmoderne julelege
Det er dog ikke kun Nyrup, der tager fejl. Troen på spøgelset stikker meget dybere. For efterkrigstiden er historien om, hvordan befolkningen og politikerne gled fra hinanden. I efterkrigstiden løsnedes båndene mellem klasser og partier, mens de stadig mere antiautoritære danskere stillede større og større krav om, at politik også bør handle om hverdagsproblemer og tage afsæt i moralske værdier. I selvrealiseringens navn ønsker borgerne at gøre det personlige politisk. De ønsker, at politikerne tager deres hverdagsproblemer højtideligt. Men politikerne har i højere og højere grad svært ved at gøre det politiske personligt. I et misforstået forsøg på at tiltrække vælgerne har de nemlig sat fokus på den politiske form, hvorimod borgerne ønsker, at de i højere grad formidler og diskuterer værdier. I et håbløst forsøg på at komme i kontakt med vælgerne er de begyndt at tro på spindoktoren. Det er ikke bare forkert, men også den sikre vej til at tabe vælgerne på gulvet. Her taler valget sit eget tydelige sprog. Vælgerne er for længst kommet videre væk fra de postmoderne julelege. De gider ikke høre mere om smarte valgkampagner og det taktiske spil. De befinder sig et helt andet sted. De ønsker holdninger og værdier, som gør en forskel. Det er derfor dybt ærgerligt, at Nyrup, Lykketoft og Auken klamrer sig til forklaringen om, at venstre vandt på grund af deres brug af spindoktorer. Det er ikke kun at være dårlige tabere. Det er også en dårlig politisk analyse. Problemet for den tidligere regering var ikke deres manglende evne til at sælge sig selv, men at de ikke havde noget at sælge. Venstre vandt fordi danskerne var trætte af den daværende regerings visionsløse politik. Folket ønskede en ny politik. For politik er at tro og ville. Det er ikke overtro. Det er let at glemme, men vigtigt at huske. Det bedste middel mod den herskende overtro er at tage ved lære af danske films succesrige dogmeregler. Her gælder det om at komme med en folkelig fortælling om Danmarks fremtid. Glem former og iscenesættelse. For det er indholdet, der tæller, hvis man vil have vælgernes opbakning og dermed magten i kongeriget Danmark. Det gjaldt på Kronborg, og det gælder den dag i dag.