En ny bog om folketingsvalget har igen sat fokus på den politiske rådgivning og de såkaldte spin doctors. Ikke mindst hvem der kan rådgive hvem eller hvilke partier. I bogen ”En anden sandhed” står der bl.a. at ”en god politisk rådgiver kan som udgangspunkt arbejde for hvem som helst. (s. 162). Det er et interessant udsagn, der fortjener at blive belyst. Fjernes ordene ”som udgangspunkt” står der, at ”en god politisk rådgiver kan arbejde for hvem som helst”. Den påstand vil jeg godt skyde en hvid pind gennem.
Selvfølgelig kan en god rådgiver ikke arbejde for hvem som helst – heller ikke som udgangspunkt. En politisk rådgiver kan derimod arbejde for hvem som helst, fra ekstremt yderliggående antidemokratiske organisationer til forskellige demokratiske organisationer eller for både en højreorienteret og en venstreorienteret regering. Det kan den ”gode” politiske rådgiver ikke. Der er simpelthen en etik/moral og holdning til forskel på de to rådgivere.

Er man eller vil man være en god politisk rådgiver, må man, inden man sige ja tak til en jobbet som politisk rådgiver for en politisk organisation, parti eller regering, selvfølgelig gøre sig grundige etiske, moralske og politiske overvejelser. For som politisk rådgiver fungerer man ikke kun som analytisk sparringspartner i arbejdet med formningen og udviklingen af den politiske substans, men fungerer også som analytisk og strategisk sparringspartner mht. beslutninger og konsekvenserne af det politiske arbejde. Og politiske beslutninger får selvfølgelig konsekvenser for samfundet, for borgerne, deres arbejdsliv og privatliv. Eller sagt på en anden måde, når man som politisk rådgiver indgår i den politiske proces, bliver man også nødt til at forholde sig til (handlings)målene, hvad er godt og hvad er dårligt at stræbe efter. Og hvordan eller med hvilke midler man når målene. Er det noget, man som politisk rådgiver selv kan stå inde for eller ikke stå inde for? Den gode rådgiver skal både kunne sige fra og sige til i en rådgivning. Just det kendetegner god politisk rådgivning. Og det forudsætter klarhed mht. til egne værdier og politiske holdninger og en høj/stærk moral. Derfor kan den gode politiske rådgiver ikke både arbejde for antidemokratiske og demokratiske organisationer eller for både en højreorienteret og en venstreorienteret regering/parti – det er enten eller.

Det er det ikke for den politiske rådgiver. Hun er uklar mht. egne værdier og holdninger og er derfor ikke i stand til at sige fra og til – men kun acceptere stiltiende. For hende bliver etik/moral og egne holdninger afkoblet det politiske. Al poltik går ud på ét og al politik er lige gyldigt. Når det sker, handler politik ikke længere om politik, men mere om magt, prestige og penge. Og den politiske rådgiver bliver til en kynisk og ligegyldig rådgiver, der ingen midler skyr for at fremme ”politikken”.

Hvis det forholder sig sådan, og det gør det, vil de bedste (af de gode) politiske rådgivere være dem med ”partibogen” i orden. For de er ikke kun politisk bevidste, men forstår og føler også noget for den politiske substans. De har indsigt i deres egne og organisationen/partiet/ regeringens politiske mål/visioner og er eller vil være i stand til at sige både fra og til. De accepterer ikke bare stiltiende. Og dog. For også til den slags politisk rådgiver skal tilføjes et ”men”. For ganske vist er de i stand til at sige fra og sige til, men deres udgangspunkt er politisk og ikke kritisk. Det er så at sige politisk kritisk og ikke kritisk politisk. Et sådant udgangspunkt gør rådgivningen mere subjektiv end objektiv og her er svagheden ved den slags politisk rådgiver. En subjektiv politisk rådgiver har tendens til at afkoble kritikken det politiske, og når det sker, er faren for, at der ikke siges fra til stede. I sådanne situationer kan man opleve, hvordan fx det politiske mål helliger midlerne. Hvordan den gode politiske rådgiver (med partibogen i orden) også kan forvandle sig til en kynisk, ligegyldig rådgiver. Lad mig give et relativt frisk eksempel England.

Jo Moore var tidligere pressechef i Labour. Hun havde også ry for at være en dygtig, kritisk og skarp politisk rådgiver - altså en god medie-politisk rådgiver. Da hun tilbage i 90’erne blev hentet til og forfremmet til særlig politisk rådgiver i Ministeriet for Transport, glædede flere labourpolitikere og enkelte politiske kommentatorer sig over, at denne dygtige (gode) politiske rådgiver nu kom til at arbejde for Labour regeringen. I begyndelsen gik det også godt, men på et tidspunkt må kritikken være blevet afkoblet det politiske. For Jo Moore udviste i sin medie-politiske rådgivning pludselig en kynisme og ligegyldighed, som kun sjældent er set i det politiske liv. Kun en halvtime (andre siger nogle timer) efter den forfærdelige terroraktion den 11. september i USA, fik Jo Moore den ide, at tidspunktet kunne udnyttes. Hun skrev en e-mail til sine kolleger i de andre ministerier, at hvis de var ved/havde truffet nogle upopulære politiske beslutninger, skulle de skynde sig at få offentliggjort dem, for så ville de ikke få megen (negativ) omtale i medierne. De ville stå i skyggen af den forfærdelige begivenhed i New York. Hendes e-mail blev senere lækket til pressen og Jo Moore kom i alvorlige problemer og hendes ry som en god medie-politiske rådgiver for altid ødelagt.

Det er sjældent, at medie-politiske rådgivere optræder så kynisk. Men hos de såkaldte rene spin doctors, dem der kun er ansat til at tage sig af medierne, er den form for kynisk rådgivning bestemt ikke ukendt. Både i England og i USA findes der utallige eksempler på, hvordan spin doctors har udvist en tilsvarende kynisme og ligegyldighed.

I USA blev der i forbindelse med fx Iran-contra skandalen manipuleret med oplysninger og dokumenter, således at sagen og de involverede i medierne kunne fremstå mere positivt, læs heroisk. Det lykkedes i allerhøjeste grad. Og det var effektiv rådgivning, men ikke god rådgivning.

Efter råd fra netop spin doctors forsøgte selv de konservative i England under den forfærdelige Dunblane tragedie i 1996, hvor en sindsforvirret mand gik ind på en folkeskole, i en børnehaveklasse, og skød 16 børn og deres lærer, at få begravet upopulære politiske beslutninger i medierne.

At specielt spin doctors udviser en sådan kynisme hænger sammen med, at spin doctors i både den amerikanske og engelske udgave er afkoblet det politiske og det kritiske og udelukkende beskæftiger sig med formidlingen (fremstillingen) og manipulationen. At få en politik eller en person til i medierne at fremstå så positivt (eller negativt) som muligt – uanset politikken, personens karakter og midlerne. Selvom tendensen lige nu peger i retning af, at vi i dansk politik får flere af den slags rene spin doctors, når vi forhåbentlig aldrig i nærheden af engelske eller amerikanske tilstande. For den slags spin doctors og det spin, de udfører, fjerner ikke kun fokus fra det politiske, men det slører også det, partierne står og arbejder for og fordrejer den egentlige politiske debat. Politik bliver til et bedrag, og demokratiet til et skindemokrati. Det skader både parti og demokrati. Den engelske sociolog, Anthony Giddens, har såmænd ret, når han i bogen ”Where now for New Labour?” skriver, at spin doctors og deres aktive mediemanagement ”(…) not only rebounded, it severely damaged Labour’s image in ways from which it has proved difficult to recover. New Labour became thought of as empty of content, as lacking in substantive policies – a perception far from reality.” (s.28).

Hvis ingen af de ovenfor nævnte typer af rådgivere er rigtig gode, hvem er så ? Der er ingen tvivl om, at den politiske rådgiver med ”partibogen” i orden kommer tættest på den gode rådgiver. Men problemet er, som nævnt, at denne type rådgiver faktisk ikke rigtig er rådgiver, men mere politiker. Hendes udgangspunkt er det politisk kritiske og ikke det kritiske politiske. Bytter man derimod om på udgangspunktet og holder man sig for øje, at en partibog kun er en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig præmis - hvilket derimod værdier/holdninger er - er man tæt på at have den gode rådgiver. Hvad enten rådgiveren er af den medie-politiske eller politiske slags, er/bliver hun en god rådgiver, hvis hun (er):

· Bevidst om, at etik/moral og politik altid hænger sammen.
· Bevidst om egne værdier og holdninger.
· I stand til at sætte politiske grænser for, hvem hun vil arbejde for.
· Bevidst om, at hun er Rådgiver og ikke politiker.
· I stand til at forholder sig kritisk politisk til det politiske arbejde
· Ikke forfølger egne politiske interesser som rådgiver.

Hvis dansk politik og demokrati fremover skal forblive på sporet, er der, for mig at se, brug for flere gode (medie-)politiske rådgivere, færre politiske rådgivere og helst så få spin doctors som overhovedet muligt.

Litteratur:
Anthony Giddens: Where now for New Labour.Fabian/Polity.2002.
Jeppe Nybroe & Troels Mylenberg: En anden sandhed. L&R 2002.

Artiklen har d. 12 april 2002 været bragt som kronik under overskriften ”Gerne med partibog” i dagbladet Information