Usandheder har aldrig været særlig godt spin. Og lusk i de politiske korridorer mestrede selv de gamle romere. At betragte løgnagtigheder som spin er at misforstå opgaven.

Spin fylder mediernes spalter og sendeflader. For politiske journalister elsker spin. Det gør de, fordi selve debatten om begrebet giver dem mulighed for at rette blikket stik sydpå mod egne navler. Her finder de inspirationen til alle heltesagaerne om journalisternes gæve rolle som demokratiets vogtere, der kæmper en brav kamp mod alle de mørke spindoktorer og deres placebobudskaber.

Artikler om spin er mediernes dårlige alibi for at forsømme at bore i de selv samme oplysninger, de hænger ud som værende spin. Tænk, hvis man skulle ud i verden eller grave dybt i nogle tal for at kigge politikernes standpunkter og præmisser efter i sømmene. Nej, så hellere en historie om fokusgrupper.

Jeg er træt af det. Jeg gider ikke høre om spin og spinkontrollanter. Spar mig for den naive tro på, at verden kan betragtes objektivt.

Oftest er det politikerne, der får tildelt hovedansvaret for spin-hysteriet. De siger ikke, hvad de vil, lyder det. Men journalisterne er medskyldige så det basker. For de dyrker de forudsigelige konflikter, holder mikrofonerne væk fra kroppen og garnerer med en erotisk Christiansborg-analyse baseret på anonyme kilder.

Alt sammen for at undgå at skulle kradse sig vej ind til det, politikerne gerne vil. Eller ikke vil, når det skulle være tilfældet…

Skylden for spin-meta-helvedet skal bæres af flere skuldre end de politiske.