Der synes, at være sket en udvikling fra den klassiske embedsmandsrolle, hvor der var en klar adskillelse mellem politik og administration, til nu, hvor en embedsmand kan være en rådgiver ansat på særlige vilkår med kompetence til at rådgive på tværs af skellet mellem politik og administration. Jeg har i specialet undersøgt, hvordan udviklingen, mod et mere politiseret embedsværk, stemmer overens med det politiske systems tidligere beskrivelser af centralforvaltningen, og om der er sket brud med tidligere praksis. Hvordan italesætter og aktualiserer det politiske system nødvendigheden af en særlig rådgiver? Jeg har undersøgt, om der i det politiske system, kan iagttages en afmystificering af spindoktordebatten og om indførelsen af politiske embedsmænd markerer et brud med den måde det politiske system tidligere har beskrevet embedsmandsrollen på. Debatten synes nemlig ikke længere at handle om, hvorfor eller hvorvidt det kan lade sig gøre at have politiske embedsmænd i centralforvaltningen, men snarere om på hvilke betingelser og med hvilke grænser det i givet fald sker. Jeg vil undersøge om en overvejende pragmatisk holdning til de særlige rådgivere siden deres indførsel i administrationen har præget det politiske systems diskurs. Senere års mange skandalesager og skriverier i pressen vidner om, at emnet stadig er vigtigt. I dagene, hvor jeg skulle forsvare florerede blandt andet skattesagen, som både involverede tidligere ministre, en særlig rådgiver og flere andre embedsmænd. Sagen er endnu ikke tilendebragt. Det vidnede om, at jeg havde at gøre med et fænomen, der enten ikke er i balance på grund af manglende rolleafklaring, vedblivende udvikling eller et fænomen, der ikke er tilstrækkeligt belyst og afdækket. Jeg ville undersøge, hvordan de særlige rådgivere blev muliggjort.