Fra rebranding til sensemaking i CSA
Dette kandidatspeciale beskæftiger sig med et casestudie af den frivillige forening Center for Studier i Arbejdsliv (CSA). Problemstillingen går på, hvorfor CSA vælger at råbe om hjælp gennem et projektforslag, og hvordan det skaber betydning for CSA og projektskriveren. Men ud over, at specialet indeholder en mere traditionel organisationsanalyse af CSA, omhandler det også en mere utraditionel sensemaking- analyse af min egen rolle som projektskriver, samt den proces og meningsdannelse, der finder sted under det empiriske arbejde med foreningen.
Specialet tager udgangspunkt i et projektforslag fra CSA’s bestyrelse med overskriften ”Rebranding af foreningen Center for Studier i Arbejdsliv”. Foreningen bliver i projektforslaget beskrevet som velfungerende, men den vil gerne skabe en bedre kommunikation med medlemmerne og inddrage dem noget mere. Samtidig bliver det understreget, at CSA kan bruges som case på en NGO som ”trænger til en ansigtsløftning”, da den bl.a. har en gammeldags og lidt rodet struktur, hvor der bliver skrevet ud til medlemmerne pr. post.
I min empiriske undersøgelse af foreningen, hvor jeg bl.a. deltager i bestyrelsesmøder og til CSA’s årsmøde samt laver interviews og en fokusgruppe, går det ret hurtigt op for mig, at foreningen har nogle centrale kommunikative og identitetsmæssige udfordringer på det interne plan. Eksempelvis fungerer foreningens opdeling i en bestyrelse og en tidsskriftsredaktion ikke optimalt, da der ikke er nogen egentlig kommunikation imellem de to enheder, hvilket resulterer i et kollaps i det interne samarbejde. Derudover bygger foreningen hovedsageligt på frivilligt arbejde fra travle arbejdslivsforskere, hvilket skaber en mangel på stabilitet i arbejdskraft og ressourcer.
I min empiriske undersøgelse af foreningen, hvor jeg bl.a. deltager i bestyrelsesmøder og til CSA’s årsmøde samt laver interviews og en fokusgruppe, går det ret hurtigt op for mig, at foreningen har nogle centrale kommunikative og identitetsmæssige udfordringer på det interne plan. Eksempelvis fungerer foreningens opdeling i en bestyrelse og en tidsskriftsredaktion ikke optimalt, da der ikke er nogen egentlig kommunikation imellem de to enheder, hvilket resulterer i et kollaps i det interne samarbejde. Derudover bygger foreningen hovedsageligt på frivilligt arbejde fra travle arbejdslivsforskere, hvilket skaber en mangel på stabilitet i arbejdskraft og ressourcer.
Som resultat på min undersøgelse finder jeg frem til, at der er stor spredning i de interne fortællinger og meningsdannelsen omkring CSA. Samtidig er der en uoverensstemmelse imellem CSA’s visioner og de reelle handlinger. Analysen af min egen rolle som projektskriver, bruger jeg til at afklare en mere dybdegående forståelse af den sproglige meningsdannelse i CSA, som viser sig at være meget diffus og forskelligartet.
Samlet set fører specialets hovedkonklusion frem til nogle løsningsbaserede forslag til bestyrelsen. Herunder påpeges vigtigheden af, at CSA’s bestyrelse udformer en realistisk og prioriteret handlingsplan, og at de skaber en samlet positiv fortælling omkring CSA, så medlemmerne har en mere ensformig forståelse af foreningen. Derudover foreslår jeg, at der fokuseres mere på de yngre kræfter i bestyrelsen og på at promovere foreningens tidsskrift.
Specialet er vurderet til karakteren 12.
Læs hele specialet her.
