The Meaning of Consumption

Specialet starter ved den betragtning, at forbrugersamfundet er så centralt, at det er nær synonymt med den tid vi lever i. Forbrug er uundgåeligt en stor del af folks liv, ligesom forbrugerkultur er et billede på den markedsførte, kommercialiserede og tingsliggjorte verden, vi lever i hver dag. En verden, hvor samfund og kultur er defineret gennem forbrug - og en verden hvor forbrugeren kan defineres som den der vælger.

Således er forbrugeren central i en række aktuelle diskussioner om alt fra fx effektiv kommunikation, Big Data og målgrupper til rationalitet, nudging og priming. Her diskuteres hvordan det er muligt at forudsige og påvirke opførsel, hvorfor vi gør som vi gør, og hvordan det kunne være anderledes. Dette oftest via billedet af forbrugeren, som gerne skulle gøre noget andet. Forbrug er altså tæt forbundet til kommunikation, ligesom det er forbundet til hvordan vi forstår os selv og andre. Og ligesom det står helt centralt i det vækstparadig- me, vi lever under, da vejen til vækst angivelig går gennem forbruget.

Inspireret af Steven Chaffees metode for ”Concept Explication” analyserer specialet konceptualiseringen af forbrug, hovedsageligt med henvisning til nyere sociologisk litteratur. Gennem reference til modernitetsanalyser fra Giddens, Beck og Bauman, forbrugets historiske udvikling og en række klassiske betragtninger over forbrugets mening, analyserer og belyser specialet de vigtigste betydninger af forbrug, inklusiv en udforskning af nøglebegreber som forbruger og forbrugersamfund. Dette inkluderer bl.a. overvejelser omkring hvordan forbrugsobjekter anvendes som kommunikative midler, samt forholdet mellem tænkning, valg, rationalitet, identitet, kultur og forbrug. I specialet præsenteres ikke færre end ni konceptualiseringer, der beskriver forbrugets mening, samt en altomfavnende definition af selvsamme (p.54).

Som en art konklusion giver specialet et foreløbigt argument for consumertisation som en proces og konceptuel forståelsesramme, der kan forstås i relation til andre parallelle processer som individualisering, globalisering, medialisering og kommercialisering (p.61). Og det argumenterer for, at consumertisation kan tjene til at forklare forbrugets stigende betydning, samt virkningerne af dette i forhold til kultur, identitet og samfund.

Specialet tilbyder således et komparativ studie af konceptualiseringen af forbrug, samt et originalt bidrag til studiet af forbrugere. Det er relevant i kommunikationsøjemed, al den stund at dette specialets forbruger altid er den der kommunikeres til. Det bør læses af de få kommunikationsfolk, der jævnligt ikke forstår deres kollegaer, klienter eller konsulenter, når ordet falder på forbrugere. Det kan også læses af andre, der tænker over hvilken rolle forbrug spiller i dagligdagen, i verden, i kulturen.  

Specialet er vurderet til karakteren 12.

Læs hele specialet her.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også