Digital sundhed

Danskerne oplever en radikal digitalisering af den offentlige sektor, hvilket medfører, at al kommunikation til og fra det offentlige kun vil foregå digitalt i 2015. Denne udvikling påvirker også den offentlige sundhedskommunikation. Som følge af de muligheder, som internettet har givet os, er e-health et område i vækst, og som giver borgere mulighed for at kommunikere elektronisk med deres læge og få adgang til sine personlige helbredsoplysninger.
af Marie Uhrenholt Olesen
Både national og international forskning og statistikker viser, at sundhed er blevet et meget populært søgeemne på internettet. Især søgning på symptomer, diagnoser, sygdomme, behandlinger og medicin rangerer højt i søgeresultaterne. Sundhed var førhen et felt, der var forbeholdt sundhedsprofessionelle, men i dag kan  man Google hvert eneste tænkelige symptom eller lidelse og læse om det. Specialets interesseområde udspringer af denne udvikling, fordi det rejser spørgsmål om, hvorfor folk er så interesserede i sundhedskommunikation, hvordan de forstår det og agerer på det i forhold til de tilgængelige e-health services.
 
Når sundhedskommunikation digitaliseres sker det i formatet hypertekst. Denne form adskiller sig fra den typiske linære trykte tekst. Hyperteksten er linket sammen med andre sider og hypertekster i et stort netværk, som vi kender som the World Wide Web. Dette speciale undersøger, hvordan dette medium influerer på modtagernes læsning og forståelse af sundhedskommunikation på internettet. Hvilke forudsætninger skal modtagerne af denne type kommunikation have for at kunne forstå det? 
Dette undersøges bl.a. gennem en receptionsanalyse af sundhedskommunikationen i form af hypertekster på den nationale sundhedsportal, sundhed.dk. Denne receptionsanalyse bygger på 7 kvalitative receptionsinterviews med repræsentanter fra sundhed.dks målgrupper.  
 
Receptionsanalysen viser, at informanterne er drevet af forskellige kræfter, når de opsøger sundhedskommunikation på internettet, f.eks. viden, interesse og patient empowerment. Undersøgelsen fandt også, at det er altafgørende at besidde health og digital literacy for at kunne forstå og fortolke denne type kommunikation. Selvom informanterne var overvejende positive over for sundhedskommunikation på internettet og brugere af det, vil de ikke forlade sig på denne information alene, men stadig benytte lægen som den endelige svarudbyder.
Receptionsundersøgelsen afslørede også, at informanternes læsning og forståelse af de viste sider var meget påvirket af, hvorvidt de synes siden var brugervenligt opsat og formuleret. Især sproget og de sundhedsfaglige og kommunale termer forstyrrede deres læsning og relation til informationen.
 
Resultaterne af receptionsundersøgelsen understøtter flere pointer i usability-debatten, der omhandler især offentlig kommunikation, men med en anden vinkel, der inddrager emnet sundhed i diskussionen af god offentlig webkommunikation.
 
Specialet blev bedømt til karakteren 10.
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også