Speciale
Google Glass i det Præhospitale Akutberedskab

Wearable teknologier har de senere år indtaget en topplacering på listen over tidens mest hypede begreber. Google Glass er et af flere produkter i denne kategori. Ure, armbånd med censorer og “smarte briller” rammer med voksende hastighed markedet, akkompagneret af artikler der taler om tendensen til, at teknologier bevæger sig fra noget, vi har i hånden, til noget vi tager på.
Fælles for disse teknologier er, at deres konkrete anvendelse fortsat er en uskrevet bog, og flere producenter af “smarte briller” i særdeleshed erkender, at de ikke kender de præcise anvendelsesmuligheder, men at disse skal udforskes og identificeres gennem projekter, der tester deres anvendelse.

Et hjørne af det potentiale, der er for denne type produkter, er brugen i professionel sammenhæng. Indtil nu er der udført en række mindre kommercielle og akademiske projekter, hvor man har forsøgt at afdække potentialet for wearable teknologier, herunder Google Glass, i en række sektorer. Kommercielt har særligt sundhedssektoren og energisektoren været i fokus. Inden for sundhedssektoren har virksomheder som Pristine og Wearable Intelligence lavet mindre projekter på en række hospitaler. I energisektoren har virksomheder som Siemens og Accenture udført projekter, der har undersøgt muligheden for at understøtte teknikere i serviceringen af eksempelvis gasledninger.
 
Samtidig med at disse tendenser tager til på globalt plan, undergår det præhospitale akutberedskab i Danmark i disse år nogle forandringer. Med behandling og transport af patienter som den fortsat vigtigste opgave, introduceres ny teknologi, mens det offentlige udbud - varetaget af de danske regioner - i nogle tilfælde har fået et eksplicit fokus på innovation som en del af de krav, der stilles i udbuddet. Dette stiller fortsatte og skærpede krav til konkurrencedygtighed for en virksomhed som Falck A/S (herefter Falck), der som privat organisation byder ind på det offentlige udbud for at drive den danske ambulancetjeneste.

I spændingsfeltet mellem disse globale og nationale tendenser opstår vores tanke om lade Google Glass understøtte det arbejde, ambulancereddere udfører i forreste linje af det danske præhospitale akutberedskab. Vi mener, der er et potentiale for at Google Glass kan stille nogle nye muligheder til rådighed i forhold til informationstilgang, kommunikation og støtte i arbejdet med behandling og transport af patienter. Herigennem kan vi bidrage til mængden af akademiske projekter, der på globalt plan er med til at afdække potentialet for disse teknologier. Samtidig undersøges det, hvordan Falck gennem innovation kan opnå en gevinst ved at løse nogle opgaver på en ny måde og potentielt styrke sin position som markedsledende aktør og specialist inden for ambulancedrift - med en om muligt endnu højere kvalitet af det præhospitale akutberedskab.

Med dette udgangspunkt for vores speciale stiller vi spørgsmålet: Hvad er potentialet for anvendelse af Google Glass til overvejende håndfri adgang til sundhedsfaglig viden - herunder fx kommunikation med specialister?
Potentialet har i denne sammenhæng en flertydig betydning, som er væsentlig at holde sig for øje: Potentiale betyder dels mulighederne for at understøtte ambulanceredderens arbejde på en ny og mere hensigtsmæssig måde - i de arbejdssituationer og brugsscenarier, man designer til. Samtidig betyder potentiale, at der ud fra et organisatorisk perspektiv også skal være tale om et potentiale i forhold til den service og ydelse, der tilbydes. Og slutteligt betyder potentiale, at teknologien skal passe ind i den større kontekst, Falck som organisation og arbejdet i det præhospitale akutberedskab er den del af, idet Falck ikke alene bestemmer den strategiske retning for udviklingen af dette område.

Ovenstående afdækkes i dette speciale, hvor vi beskriver designprojektets proces og resultater. Empirisk baserer specialet sig på interviews med en række aktører fra det præhospitale akutberedskab, feltstudier, workshops, udvikling af prototyper og test af disse. Ud fra dette empiriske arbejde, har vi afdækket en vifte af anvendelsesmuligheder og samlet set et stort potentiale for Google Glass, der udfoldes på de kommende sider.
 
Specialet er skrevet af Mathias Andersen og Kenny Andreas, Kommunikation og IT ved Københavns Universitet.
 
Læs hele specialet her.

Relaterede artikler

Briller med fuld udrykning - Nu har vi længe talt om Google Glass. Men hvad kan den smarte brille egentlig, og hvad skal vi bruge den til? Ifølge to ...
Da én mand skabte shitstorm i Google - Googles fyring af en softwareingeniør har sat koncernen under voldsomt pres, ikke mindst fra USA’s højrefløj. Tre betænd...

Giv din stemme

9 stemmer
4,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Netværk

Kommunikatører

Gruppen er udsolgt - venteliste

Se alle Læs mere

Netværk

Webansvarlige

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

Job

Praktikant

Frist: 15. december

Digital redaktør (barselsvikariat)

Frist: 20. november kl. 12.00

Tekstforfatter

Frist: 1. december
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Tilmeld nyhedsbrev

Få alt, hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.