TV-anmeldelse
Sommersorger

Skrevet af
Alle elsker Sommer. Anmelderne er elskværdige. Millioner kigger med. DR jubler. Endnu en succes fra DR Drama? Nej. Sommer er et utroværdigt familieportræt. Et uoriginalt genbrug af film, klichéer og tv-genrer. Her blandes lægesoap med problemdrama udmøntet som køkkenvask-realisme og ungdomsfilm, som vi kender det fra 1970’erne. En serie, ingen vil huske til næste sommer. Kforum bringer her professor Gunhild Aggers barske analyse af vores allesammens søndagsserie Sommer.

 

 

Sommers tilstand

Hvordan går det egentlig med Sommer, DR’s store, nye satsning i 2008? Det kommer an på, hvem man spørger. Personligt synes jeg ikke, det går særlig godt. Sommer lider af en række sygdomme, der ellers har været næsten udryddet på DR gennem de seneste år – akut anakronisme i tidsdiagnosen, genrebesvær, der får de anvendte genrer til at modarbejde hinanden, og genbrugskuller, der tygger videre på temaer, der for længst er anslået i dansk film.

 

Hvis vi spørger Gallup, går det derimod fint. Sommer ligger stabilt på godt 1,7 mill. seere, der søndag efter søndag søger skærmen i DR’s traditionsrige søndagsslot. Vurderingen ligger mellem 3,9 og 4,1. Selv om seertallene ikke når Krønikens højder, tyder det på, at seerne er tilfredse.

 

Hvis vi spørger anmelderne, går det også rigtig fint. Bo Tao Michaëlis skriver: "Serien synes at ville og turde noget, jævnfør dens klare opridsning af det gode og det onde tilfælde fordelt på to brødre og deres venner og fjender" (Politiken 2.1.2008). Max Melgaard mener: "Det er lovende. Det er flot og velproduceret. Der er overalt gode, tydelige karakterer at arbejde med" (Nordjyske 7.1.2008). Weekendavisens Søren Staal Balslev bruger en hel masse superlativer og konkluderer: ”Det er dansk drama i verdensklasse” (Weekendavisen 6, 8.-14.2. 2008). Det er dog nok ment som blodig ironi.

 

Men stort set har tilfredsheden været massiv, og DR Drama kan endnu en gang glæde sig. Er der overhovedet grund til at rejse debat om kvaliteten? Er der noget som helst i vejen med Sommer? Svaret er ja. Der er noget, der halter i den måde, familien er fremstillet på. Desuden stritter sammensætningen af genrerne i forskellige retninger. Og endelig virker den omfattende genbrug af temaer fra de seneste års danske film ikke overbevisende. Lad mig uddybe kritikken.

 

Ondt i familien

Da Lisbet Dahl, der spiller Sophia, blev interviewet som optakt til første del af Sommer d. 1.1.2008, fik seerne ikke meget at vide om handling, tema eller genre. Kun ét blev slået fast: "Sommer handler om familien". I sådan en tv-føljeton plejer der at være ulykker, konflikter og problemer som brændstof for handlingen, og de er som regel udmøntet i en bestemt genre. Men hvilke konflikter og hvilken genre? Det ville Lisbet Dahl ikke løfte sløret for.

 

Efter syv dele kan vi selv konstatere, at det var helt rigtigt: Sommer handler om familien. Vi kan også forstå Lisbet Dahls forbehold over for en nærmere diagnose af, hvordan og på hvilken måde den gør det. Hun turde ikke afsløre, hvor traditionel føljetonen er. Men det ser vi nu, og resultatet er ikke opløftende. Grundlæggende er konflikterne velafprøvede – forkvaklede autoritetsstrukturer, faderopgør, der løber ud i sandet, konflikter mellem brødre, mødre og døtre – alt under påberåbelse af den gode vilje.

 

Det er genkendeligt, men det er også meget konstrueret. Lad os fokusere på, hvad slags familie det drejer sig om. Det er i bund og grund en mytologisk familie i slægt med Adam, Eva, Abel og Kain-familien. Det er en familie, der er velegnet til tv på samme måde som storfamilierne i 1980’ernes Dallas og Dollars var det. Og det er en familie, der samtidig skal forestille at leve i en moderne verden.

 

Familien er sammensat, så den både er gammeldags og moderne. De ældre generationer repræsenterer traditionen og de yngre moderniteten. Konflikterne udspiller sig i det store køkken, hvor alle samles til måltiderne. Køkkenvask-realismen har ikke levet forgæves.

 

Men hvor sandsynligt er det, at en læge, der er vendt hjem fra Afrika, vil bosætte sig i sine forældres hus sammen med sin kone og hendes datter – også selv om han tror, det er for en kortere periode? Hvor sandsynligt er det, at han vil være tilbøjelig til at overtage sin fars "livsværk"? Hvor sandsynligt er det, at der fortsat eksisterer store, opofrende mødre som Lisbet Dahls Sophia-figur, der kun har familien at gå op i? Sandsynlighedsproblemet forstærkes af, at alt er samlet under samme tag – arbejdet som læge for de to sønner Jakob (Lars Rantje) og Adam (Michael Birkkjær), privatliv for både unge, mellemgeneration og ældre.

 

Det er dramaturgisk vældig praktisk, men i realiteten giver det et akut anakronistisk tidsbillede. Storfamilier eksisterer nok stadig i dansk familiekultur, men nu mest som valgfamilier – ikke som denne Dallas-familie. Familien Sommer er som én stor julefrokost – hele året.

 

 

 

Genrebesvær

Så er der de valgte genrer. Her er der faktisk tale om fornyelse i dansk sammenhæng. Spørgsmålet er, om den er vellykket? Sommer blander lægesoap med problemdrama udmøntet som køkkenvask-realisme og ungdomsfilm, som vi kender det fra 1970’erne.

 

I Danmark er lægesoap mest kendt fra engelske og amerikanske serier, fx den engelske Landsbyhospitalet (ITV 2003 ff.), der genudsendes på DR for øjeblikket, eller den amerikanske ER (NBC 1994 ff.), der er udviklet af Michael Crichton (ham fra Jurassic Park) og John Wells (ham fra West Wing) og har vundet et utal af Emmy'er. Som parodi blev lægemelodramaet anvendt i Lars von Triers Riget (1994/97), men ellers har dansk tv-drama ikke dyrket genren. I princippet er der altså her tale om en fornyelse.

 

Problemdrama blev derimod i høj grad dyrket af DR gennem 1970’erne op til midt-90’erne. Et typisk eksempel er den populære Alle elsker Debbie fra 1988. Her blev incesttemaet introduceret på tv netop i køkkenvask-realismens form og på en måde, der mindede om ungdomsfilm. Ungdomsfilm som fx Søren Kragh-Jacobsens Vil du se min smukke navle? (1978) har spillet en stor rolle i dansk film- og tv-kultur, men sjældent i serieform, så også her er der tale om fornyelse.

 

De grundlæggende genrer i Sommer er som sagt lægesoapen og det realistiske hverdagsdrama, tilsat lidt ungdomsfilm. En blanding, der ikke er usædvanlig i flere af de mange slags "medical drama", der findes i udlandet. Denne velkendte opskrift fungerer i Sommer på følgende måde:

 

1. Lægesoapen forsyner dramaet med en lind strøm af tilfælde, der kommer ind ad svingdøren og leverer nye etiske eller bare menneskelige konflikter: Arbejderen, der behøver lykkepiller for at bedøve sin krise efter en skilsmisse, den ældre herre, der gerne vil have lov at dø juleaften på hospitalet i stedet for at sidde helt alene i sit store hus, eller den forslåede, russiske hustru, der ikke kan gå fra sin mand uden at blive smidt ud af landet. Under det hele lurer konstant muligheden for nye katastrofer i kølvandet på Christians (Ebbe Langberg) årelange fejldiagnoser og Ullas (Ida Dwinger) journalfusk. Det giver et serielt moment i den lange føljeton om familien Sommer og leverer dermed spænding til hvert enkelt afsnit – eller gør det? De forskellige tilfælde giver klart nok en vis variation. Men de virker desværre også i høj grad som fyld. Der er altså tale om en halvhjertet lægesoap, hvor vi kun i forbifarten bliver engageret i de enkelte tilfælde.

 

2. Hverdagsrealismen bor i sengene på værelserne, men først og fremmest i køkkenet, der er holdeplads for alle samtaler om konflikter (også dem i sengene). Hvor lægesoapen synliggør hverdagens skæbnemomenter, har hverdagsrealismen tendens til at fokusere på bestemte problemer – som i dette tilfælde konsekvenserne af Alzheimers. Hverdagsrealismen følger desuden årstidernes skiften og betoner højtider som jul og nytår. Den er markeret af det nære miljø omkring Frederiksværk og dermed den danske provins. Hvor besøg i hjemmet af familiens læge er et ukendt fænomen i virkeligheden, finder det sted i denne provinspraksis som anledning til lige at kaste et blik ind i andre miljøer. Det understreger samtidig det kunstige præg, der er over fremstillingen af provinsen: Det er et sted, der ikke eksisterer mere – lige så lidt som den sne, der pletvist var drysset ud over land og by ved juletid. Hverdagsrealismen er i denne udgave et tilbageskridt til den velmenende køkkenvask-realisme fra Alle elsker Debbie – og som sådan temmelig uddateret.

 

3. Ungdomsfilmen udspiller sig i forbindelse med den unge generation af kvinder, repræsenteret af Lærke (Cecilie Bøcker Rosling) og hendes kammerater, der går i gymnasiet og begår de dumheder, alle i den aldersklasse altid har begået. De forelsker sig og taler som et nutidigt træk uafladeligt i mobil. Og selvfølgelig skal den klassekammerat, der stod uden for gruppen og derfor tog stoffer, ende på hospitalet, hjulpet af Lærke og Jakob. Og selvfølgelig er det en meget sød nydansker, Lærke forelsker sig i. Ungdomsfilmen er en genre, der dyrker tilspidsede konflikter og situationer, men som oftest lader sine protagonister slippe fra dem i god behold. Udfaldet er altså ret forudsigeligt og dermed kedeligt og klichéfyldt.

 

Hverdagsrealismen er gammel. Lægesoapen kunne i princippet udgøre en fornyelse – men det gennemføres halvhjertet. Af gode grunde, for det er en vanskelig genre, der konstant balancerer mellem liv og død. Ungdomsfilm-genren er bedøvende trivielt udført. Altså ingen fornyelse der. Hvad så med kombinationen mellem de tre genrer? Det er indlysende, at netop denne blanding skal hjælpe Sommer med at appellere til en meget bred målgruppe, der omfatter ældre som yngre, drenge som piger, mænd som kvinder, med andre ord hele familien. Ikke et ondt ord om genreblandinger, men denne her lever slet ikke op til DR’s normale standard i dette årti. Ungdomsfilmens forudsigelighed samarbejder dårligt med det familiære Alzheimer-drama, der serverer gammeldags køkkenvask-realisme i snehvid, provinsiel indbinding. Og på sin side skurrer realismen mod lægesoapens bestandige, indbyggede skæbnekonflikter. Der er således nok tale om fornyelse. Men kombinationerne modarbejder hinanden i stedet for at samarbejde. De er sat sammen på en komplet humørforladt måde, og så sidder man der og river sig i håret.

 

Gode viljer gør ingen sommer

Alle personer i Sommer-familien er tilsyneladende udstyret med god vilje – undtagen Christian og den evige Spielverderber Adam, der besidder et vist konfliktpotentiale. Også producenterne har god vilje, nemlig til at formidle en række temaer, som dansk film har taget op gennem de sidste år. Er der her tale om simpelt genbrug, eller vendes de til noget nyt?

 

Per Flys Arven, der også er optaget i Frederiksværk, virker som forlæg først og fremmest gennem arvetemaet. Men også stålvalseværket i Frederiksværk, der udgjorde en uforglemmelig baggrund for dramaet i Arven, indgår i Sommer – her som farligt mødested for de unge. Christians gradvise nedbrydning af Alzheimers refererer til Bille Augusts En sang for Martin (2001), der satte fokus på sygdommens ødelæggende konsekvenser for parforholdet.

 

Fødselsdagsfesten – med taler – som igangsættende moment for en række opgør fandt sin uovertrufne lancering i Thomas Vinterbergs Festen (1998). I Sommer er det familieoverhovedets 65-fødselsdag, der fungerer som igangsættende sammenkomst. Susanne Biers Efter Brylluppet (2006) rejste spørgsmålet, om man skulle frelse hele verden – eller bare forsøge at tage sig af sine nærmeste på en ordentlig måde. Også dette tema indgår i Sommer.

 

Men alle disse henvisninger understreger blot manglen på fornyelse. Sommer løfter dem ikke op på et niveau, hvor genbruget overraskende vendes i en ny retning, men trasker blot videre i de spor, der allerede er lagt ud. Genbrug er i orden, men der skal gerne være en idé med det.

 

Det er ellers ikke, fordi der mangler fornyelse på produktionssiden. Hovedforfatteren Karina Dam er debutant, udgået fra Filmskolens manuskriptlinje. Hun har samarbejdet med Jesper W. Nielsen, der bl.a. har instrueret Okay (2002). Katrine Windfeld fik et gennembrud som instruktør med Kronprinsessan (2006). Hun har instrueret de tre første afsnit af Sommer sammen med Carsten Myllerup, som vi kender dels fra gyserfilm, dels fra TV2’s julekalender Jesus og Josefine (2003).

 

Også blandt skuespillerne er der en forfriskende række nye ansigter. Der er derfor lagt i ovnen til fornyelse. Ærgerligt, at den så realiseres på en måde, der er præget af anakronistiske hverdagsreferencer, besvær med at forvalte genrerne og genreblandingen og en form for genbrug, der ikke fører temaerne videre.

 

Slutdiagnose

Det er et vældig sympatisk projekt at ville fremstille og appellere til hele familien i samme bevægelse for at vise, hvordan unge og gamle liv hænger sammen med dem i midten. Trods de gode viljer er det ikke lykkedes. Det er blevet en produktion, hvor miljø og grundkonflikt grundlæggende fornemmes utidssvarende, hvor genrehåndteringen volder åbenlyst besvær, og hvor genbruget er uopfindsomt. De nye på holdet har haft problemer med at forny traditionerne. Det er faktisk, som om de knap nok har noget vigtigt at sige – og slet ikke satser på at sige det på en ny måde.

 

Hvorfor ser seerne Sommer, hvis den har alle disse skavanker? Receptionsundersøgelser viser, at mange danskere har vænnet sig til at planlægge efter søndagaften-slottet på DR, der hedder dansk tv-drama mellem 20 og 21. Seerne synes generelt, det er hyggeligt at se dansk tv-drama som afslutning på weekenden. Og rent tematisk er der da også stadig væk noget at komme efter i Sommer.

 

Hvilken familie har ikke nogle ældre medlemmer, der er ramt af Alzheimers eller det, der ligner? Hvem kender ikke til konflikter mellem generationerne om, hvad der er bedst? Udførelsen er på et niveau, der nok kan glide ned – men ikke på et niveau, der er nogen som helst ambitioner eller fornyelser i. Og derfor er det for dårligt. Sommer vil sandsynligvis være glemt til næste sommer.

 

 

Relaterede artikler

Rejseholdet rykker ud igen - DR’s Emmy-belønnede krimiserie Rejseholdet er den seneste tid blevet genudsendt i søndagens bedste sendetid. Serien hold...
Borgen mellem spin og sandhed - Medier og politik er blandet uhjælpeligt sammen. Det slår ’Borgen’ fast, og seriens modtagelse styrker budskabet, for fi...
SKAM III – en verden af følelser - Anmeldelse af SKAM III: Det særegne ved serien er stadig, at den etablerer dvælende øjeblikke, som man kan flyde ind i, ...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

52 JOB

Studentermedarbejder

Se alle job Indryk job

Job

PR-konsulent med kærlighed til finans

Frist: 31. juli kl. 12.00

Kommunikationschef

Frist: 9. august

Kommunikationspartner

Frist: 15. august
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Tag med til K-dag

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.