% som kommunikation

Hvad sker der, når millionerne er bevilget? Både offentlige organisationer og private virksomheder sætter i stigende grad fokus på at kommunikere resultater. Resultatkommunikation kan både styrke organisationens brand og fungere som internt styringsredskab. Men der er også faldgruber.
af Marie Scott Poulsen
resultatkommunikation
Københavns Kommune er case på resultatkommunikation. Her gøres kontraktpolitik til kommunikation
 
Mange offentlige organisationer arbejder i disse år på at blive bedre til at tydeliggøre effekterne af deres arbejde og de politiske beslutninger. De danske kommuner er af regeringen blevet bedt om at udarbejde såkaldte kvalitetskontrakter, som tydeliggør deres mål og resultater over for borgerne. Internationalt ser vi også tendensen, f.eks. med Obamas website Progress – Moving American Forward, hvor han sætterfokus på, hvilke resultater hans administration har opnået.
 
resultatkommunikation obama
Forbilledet: Obamas website
 
Private virksomheder har traditionelt været bedre til at kommunikere resultater end de offentlige organisationer, blandt andet på grund af deres forpligtelse overfor aktionærerne. Men også her ser vi en oprustning, fx med Danske Banks kampagne på www.danskebank.dk/bedrebank.
 
Resultatorienteret kommunikation, da Dansk Bank skulle ryste finanskrisen af sig
 
Hvad er fordelene og faldgruberne ved det nye fokus på tal og effekter? I Københavns Kommune har vi med www.kk.dk/etbedrekbh og det tilhørende nyhedsbrev KK Brief også lanceret et nyt kommunikationsinitiativ, hvor vi sætter fokus på de mål og resultater, vi sætter os og opnår i arbejdet for et bedre København. Formen er enkel: et tal, en skarp grafik og en kort historie eller sagt med andre ord, Ekstra Bladet møder Mandag Morgen.
 
resultatkommunikation Københavns Kommune
 
Fordelene ved det nye fokus på effekter og resultater er mange: Som kommune har vi pligt til at informere vores borgere om, hvad der sker i deres by, hvilke visioner politikerne har og hvordan de bliver ført ud i livet. På det nye site får københavnerne større indblik i byens udvikling, hvad deres skattekroner bliver brugt til og får dermed mulighed for at tage stilling til kommunens indsatser og deltage i den demokratiske debat. Og så har sitet ikke mindst givet os et internt styringsredskab, der udstikker retningen for organisationen, skaber stolthed blandt medarbejderne og sætter fingeren på de ømme punkter, som organisationen dermed får et incitament til at gøre noget ved. Nemlig de områder, hvor vi ikke leverer tilfredsstillende resultater eller ganske enkelt ikke er gode nok til at måle effekten af vores indsatser. På den måde bliver sitet et spejl af organisationen.
 
resultatkommunikation
 
Faldgruber
Men der er også faldgruber ved det øgede kommunikationsfokus på mål og resultater: Hvad hvis kommunikationen bliver et så dominerende styringsredskab, at politikere og embedsmænd nedprioriterer de områder, der ikke nødvendigvis kan måles og vejes? Ord og tal skaber virkeligheden, og fremtiden vil vise, om vi er gode nok til også at finde balancen mellem de ’hårde’ og de bløde’ områder.
 
Sådan skaber man medvind
Hvis man som organisation ønsker at blive bedre til at kommunikere resultater, men ikke er vant til at måle effekter af organisationens arbejde, skal man forberede sig på, at det tager tid at sætte den nye kurs. Det enkle udtryk snyder – at identificere og validere konkrete tal og resultater i en politisk organisation, der tæller syv forvaltninger, syv borgmestre og mange forskellige dagsordener er en udfordring.
 
xresultatkommunikation
 
Men der er ingen tvivl om, at det nye site og nyhedsbrevet har skabt et øget fokus på effektmålinger og resultater i dele af Københavns Kommune. Opskriften er blandt andet at vise medarbejderne og deres ledere, hvordan tal kan være med til at skabe fokus på deres projekter. I takt med at medarbejderne kan se deres mange resultater eksponeret i nyhedsbrevet KK Brief, på www.kk.dk/etbedrekbh og i pressen har der bredt sig en langt mere positiv stemning omkring det nye fokus på resultater. Det har ikke bare skabt en større samarbejdsvilje rundt om i organisationen i forhold til at levere materiale til sitet, flere begynder nu at være proaktive og uopfordret sende kommunikationsafdelingen nye tal og resultater på deres områder.
 
På Rådhuset er det stadig en udfordring at måle konkrete effekter af vores mange indsatser. Samtidig skal vi huske de områder, der ikke nødvendigvis kan måles.Men det er vores håb, at vi vil få endnu mere fokus på det i takt med, at det bliver mere tydeligt for både ledere og medarbejdere, at positive effekter skaber gode historier.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også