Genfærdet fra Asiatisk Plads

Engang var Villy Søvndal dansk politiks rockstjerne. Hans popularitet var så stor, at Anders Fogh var nødt til at forsøge sig med et karaktermord på ham. Det mislykkedes dengang. I dag behøver Søvndals politiske fjender ikke at bruge deres tid på den slags, for nu er han mest en trussel mod sig selv.
af Mikkel Skov Petersen
Det var SFs formand, der i 2011 blev tildelt udenrigsministerposten – ikke Villy Søvndal. Derfor var Søvndal også udpeget som stensikkert bondeoffer i regeringens Thornings nylige ministerrokade. Villy var dead man walking i regeringen siden han som led i Möger-fløjens – mislykkede – gameplan, trak sig som formand for SF.
Dels var Søvndal blevet forhenværende siden han blev minister, og dels var det ikke varm begejstring for chefen, man kunne lytte sig til på de udenrigsministerielle vandrør. At tilliden til Søvndals kompetencer er beherskede anes blandt andet i det faktum, at han deler Udenrigsministeriet med tre andre ministre.
 
Søvndal var '"dead man walking" forud for regeringsrokaden 
 
Til almindelig overraskelse blev Søvndal ikke fyret, og forklaringen skulle være den, at den interne magtfordeling mellem de tre regeringspartier ikke kunne gå op, hvis den på papiret tunge udenrigsministerpost også skulle i spil.
Villy Søvndal beholdt jobbet, men nu på en slags tålt ophold, flexjob eller seniorordning, og med et om muligt endnu større overtræk på især logoskontoen. Han er ikke længere dead man walking, men snarere et genfærd. Et spøgelse går gennem Udenrigsministeriet.
 
Fra Fort Bragg til Asiatisk Plads
Det er ellers ikke mange år siden, at Villy Søvndal var konge af dansk politik. Under hans nye formandskab tordnede SF’s meningsmålinger i vejret, og den daværende højreorienterede regering udråbte – som forsøg på en skræmmekampagne – Søvndal til oppositionens (åndelige leder). 
 
Dengang Søvndal kunne gå på vandet
 
Faktisk var VKO så optaget af Søvndal, at daværende  statsminister Anders Fogh Rasmussen helt utidigt valgte at bryde etiketten og bruge sin tale ved en af de traditionelle presselogefester på Christiansborg til at forsøge at karaktermyrde SF-formanden foran det samlede christiansborgske pressekorps. Det var taktisk lidt for friskt og kostede i virkeligheden Fogh mere, end det kostede Søvndal.
 
Det var mest kongemagerne på Möger-fløjens fortjeneste, at Søvndal på rekordtid havde bevæget sig fra grå socialordfører til politisk superbrand. Søvndal var på det tidspunkt især kendt for sin interesse for hemmelige amerikanske marineinfanteristbaser under den grønlandske indlandsis. Forgængeren som SF-formand, Gert Petersen, blev kærligt kaldt » Den Store Rorgænger «, hvorfor Søvndal hurtigt fik kælenavnet » Den Store Søvngænger«. Villy Søvndals rolle i Möger-planen var først og fremmest at være den rigtige kompromiskandidat, på det rigtige tidspunkt.
 
 
VIilly Søvndal ville gerne vide om Fort Bragg er placeret under den grønlandske indlandsis. Basen ligger i North Carolina
 
Ligesom det var Möger-fløjens master plan, der bragte Søvndal til tops, var det selvsamme plan, der brat begyndte SFs nedtur i vinteren 2010. Planen var som bekendt at neutralisere alle forskelle mellem S og SF. Herunder især på udlændige- og integrationsområdet.
Derfor valgte SF, da højrefløjen lancerede et pointsystem for udenlandske ægtefæller, at lurepasse og fumle sammen med socialdemokraterne. En stor del af SF’s vælgere har siden befundet sig hos de nye folkelige socialister i Enhedslisten.
Da Möger & co. i sensommeren 2012 indledte det afgørende slag om det definitive greb om magten i SF, lykkedes det Søvndal, der som afgående formand ellers blot skulle læne sig tilbage og høste hæder, at møve sig ind på taberholdet: I den interne SF-valgkamps slutspurt formåede Søvndal – på en og samme dag – at afvise at blande sig i valgkampen for derefter at blande sig i valgkampen med støtte til det senere tabende Möger-hold. Se forløbet her.
 
Søvndals tætte allierede og magtplatform valgte derefter  i løbet af det efterfølgende halve år med et par måneders mellemrum at kvittere for nederlaget ved at skifte til de rigtige socialdemokrater og dermed påføre deres hidtidige legeplads så maksimal skade som muligt.  
 
Børnebanden blev store og skred
 
Soloulykkernes mester
Den forkrampede stræben efter regeringsmagt, de alt, alt for åbenlyse og kyniske manøvrer, det tabte formandsvalg, og den ikke-eksekverede fyring, har efterladt den engang så folkelige og populære SF-politiker, med et stærkt ramponeret omdømme.
Listen over Villy Søvndals politiske soloulykker er lang. Og her behøver vi ikke engang tage fat i det faktum, at skolebørn landet over morer sig over ”Ze ais is melting at ze pøwls” (dog uden nødvendigvis at kende ophavsmanden). Se videoen her. Vi behøver heller ikke tage fat i slipsedrillerier, ej heller at pointere, at jungle ikke er synderlig udbredt i Syrien. Læs her.
Men lad os holde fast i Syrien, hvor krigstrommerne buldrer stadigt højere. Bashar Al-Assad er anklaget for at have brugt kemiske våben mod sin egen befolkning, og USA’s udenrigsminister har allerede drøftet eventuelle internationale modtræk med NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen – udenrigsminister Søvndals gamle plageånd.
 
Efter nyheden om muligt angreb med kemiske våben kom, har Villy Søvndal slået Danmarks politiske linje fast: Danmark engagerer sig IKKE i militære aktioner i Syrien udenom FN. Dette gentog Søvndal så sent som mandag. Læs her. Den linje holdt til dagen efter, da statsministeren, efter at have snakket med kolleger i bl.a. Frankrig og Tyrkiet, åbnede op for netop militære aktioner uden om FN. Hvem Søvndal i mellemtiden har snakket med er uklart. Læs her.
 
Samme aften, som statsministeren således havde kørt sin udenrigsminister midt over, var sidstnævnte i Deadline med tunge beviser for at Assad stod bag brug af kemiske våben: Hvorfor skulle de ellers i dag (tirsdag, red.) forhindre FNs våbeninspektører i at gøre deres arbejde?
Villy Søvndal vil ikke i krig i Syrien, men han har ikke den store indflydelse på, om det sker. Som det har været tilfældet i de seneste år af Villy Søvndals karriere, så er det nogle andre, der lægger planerne, støber kuglerne og kalder skuddene.
 
Villy Søvndal har længe kun skulle koncentrere sig om at følge den drejebog, der bliver ham forelagt: at undlade at forveksle jungle og ørken og i øvrigt gøre det, han er klart bedst til: at være en utroligt flink fyr. Politisk set er han et genfærd, og som sådan burde Villy Søvndal i et sværvægterministerium  efter almindelig logik være en umulighed.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job