Skilsmissekommunikation

Skilsmissen er en retorisk situation, hvor folk, der har børn sammen, skal fortsætte med at kommunikere. Hvordan? De to parter må sætte sig sammen og definere, hvordan de vil kommunikere i fremtiden, og hvad der er målet med den kommunikation. De må aftale, hvor tit de vil kommunikere. Hvordan der underskrives på beskeder og mails. Aftale, hvornår man ikke må ringe. Aftale at behandle alle relationer respektfuldt – også de nervøse bedstemødre. Aftale, hvordan man gør med resten af barndommens juleaftener. Aftale det hele én gang for alle. Så er det klaret. Det lyder skørt. Men hvorfor skulle vi egentlig ikke kunne lave langsigtede kommunikationsstrategier, der virker, i vores egne liv?

Halvdelen af alle de ægteskaber, der indgås nu, bliver opløst igen. Der er flere børn, som vokser op i familier, som ikke består af far-mor-børn, end i klassiske kernefamilier. Politiken bragte for nylig en liste over familieformer indsamlet af Danmarks Statistik: Der er 37 kategorier nu til dags. Fremtiden er patchwork-familier, serielt monogami og nye fællesskaber. Det er ikke længere spor aparte at være skilt, men sjovt er det heller ikke altid – og der er mulighed for megen mudder i kommunikationen mellem parterne. Ifølge Børns Vilkår er det ikkeskilsmissen i sig selv, der skader børnene. Det, der skader børnene, er, hvis der er evige konflikter og dårlig kommunikation mellem forældrene efter skilsmissen.

 

Fakta er, at hensynet til børnene ikke altid vejer tungest, når et par, der er røget i totterne på hinanden, føler for at fortsætte den negative kommunikation. Her må der appelleres til noget andet. Måske den personlige branding?

 

Hvis der kommunikeres uhensigtsmæssigt privat, så er det lige så slemt for den enkelte kommunikator, for omdømmet og for forholdet til omverdenen, som det er for en virksomhed, der kommunikerer uhensigtsmæssigt. Det er der mange – mænd og kvinder, eksmænd og ekskoner – der ikke skænker en tanke i den følelsesladede situation, en skilsmisse er. Nogen har opført sig slemt, og hun skal bøde for det. Noget gør ondt, og det skal være nogens skyld. Nogen har været en skiderik, og han skal have kniven. Men det er kortsigtet, og det skaber ingen lykke for nogen. Som det er sagt så klogt: ”Pain happens – suffering is optional”.

 

Ud over Times Square

I skrivende stund kører der en sag i USA, hvor et personligt brand og et virksomhedsbrand er truet. Direktøren for Oracle har levet sammen med en kvinde, der troede, de var kærester i otte år, mens han var gift med en anden. Kvinden troede, at han blev skilt fra den anden undervejs, men det blev han ikke. Det er elskerinden nu blevet så muggen over, at hun har købt den udendørs reklameplads på Times Square og andre steder for i alt 250 millioner dollars – hvor hun sviner manden til.

 

Billboard som hævn, kærlighed som kampagne. God skilsmissekommunikation? Direktøren for Oracle hængt ud af en tidligere elskerinde, og så har hun også et websites med alle feriebillederne

 

En sur og forsmået statusupdate som billboard. Den ultimative hævn eller den ultimative selv-ydmygelse?

 

Det er stærkt ødelæggende for Oracles image (de står midt i et salg) og for mandens personlige gennemslagskraft og etos. Gør denne kommunikationsstrategi elskerinden lykkeligere eller bare fattigere? Er der tale om hensigtsmæssig skilsmissekommunikation? Desværre nej. Ingen bliver lykkelig af hævn, bitterhed eller had. Ikke langsigtet lykkelig, i hvert fald.

 

 

Oracle-direktøren og elskerinden, dengang det var ren kærlighed. Fra elskerindens websites om affæren, naturligvis

 

God energi og tilgivelse

Man bliver derimod lykkelig af at kommunikere hensigtsmæssigt, strategisk og taktisk i forhold til sit mål – også i en krisesituation, som det er, når et kæresteforhold eller ægteskab slutter. Dette mål skal – bare for at gøre øvelsen sværere – være et positivt mål. Det duer altså ikke at have et mål, der hedder: ”jeg vil tvære min eks/min modstander ud”, sådan som Oracle-elskerinden. Man er nødt til at finde på noget bedre og mere fremadrettet. Især hvis der er børn og familie involveret, er man nødt til at gå tilgivelsens vej, fordi man skal kommunikere med sin eks/eksfamilie til evig tid. Man må, hvis man vil være glad, have et mål, der gør andre mennesker glade og giver god energi frem for dårlig energi til verden. Uden at det skal lyde alt for orange.

 

For at det ikke skal blive for selvhjælpsagtigt her i det grønne segment på Kforum, har jeg fundet et politisk korrekt eksempel til lejligheden – som vi vil dvæle ved i resten af denne guide til god skilsmissekommunikation.

 

Da Nelson Mandela blev lukket ud af fængslet efter 27 års indespærring, havde han besluttet sig: Han ville ikke være bitter. Ikke hævne sig. Ikke ty til vold. Det vil sige: heller ikke stikke de sydafrikanske ledere, der havde gået grinende rundt med nøglerne til hans frihed i bukselommerne, en ordentlig og velfortjent kæberasler ved først givne lejlighed. I stedet viste han et næsten overmenneskeligt overskud. Han stak sin store sorte hånd frem. Han krammede ligefrem de hvide ledere, forsonede sig med dem, tilgav dem tilsyneladende. Og en hel verden kiggede måbende på.

 

Hvad Nelson Mandela i sit stille sind tænkte om at være blevet holdt væk fra sit liv, sin advokatpraksis, sin politiske løbebane, sin kone og sine seks børn af to ægteskaber, og endda holdt væk fra sin søns begravelse og væk fra at dygtiggøre sig, følge udviklingen og lære nye ting i over et kvart århundrede, havde han besluttet sig for at holde for sig selv.

 

Hold på det

Her har mange mennesker, der beslutter sig for at buse ud med alt og for at være uklædeligt bitre, hævngerrige, negative og offeragtige efter kriser, der er langt mere petitesseagtige end Mandelas – som f.eks. en rask lille skilsmisse – meget at lære. Der er faktisk meget godt at sige om at tilgive. Og om at holde sine negative følelser for sig selv. Hvis man ikke har noget pænt at sige, kan man tie stille. Smart.

 

Fængslet havde gjort Nelson Mandela til en strategisk pragmatiker – og et overskudsmenneske, der i enhver situation aktivt vælger at tage den positive vinkel på sagerne. Han nægter at sige noget dårligt om nogen. End ikke den mand, der mange gange har udtalt, at han ønsker ham hængt, vil han sige noget dårligt om. Adspurgt siger han blot noget i retning af, at det jo var en stålsat mand, vi der har med at gøre. Her er Mandela modsat den personlighed, han havde haft før sin fængsling, hvor han havde tendens til at lade sig rive med af følelser, vrede, negativitet, uforsonlighed og pludselige indfald.

 

Livet er kort

Mandela vidste nu af bitter erfaring, at tiden var og er for knap til den slags: Denne mand, der lige havde spildt 27 år af sit liv, vidste bedre end nogen, at livet er kort. Det kan vi andre lære noget af. Livet er for kort til negativitet.

 

Mandela ville fra nu af bevidst arbejde taktisk på at nå sit principielle mål her i livet. Intet – og slet ikke følelser – måtte stå i vejen for dette mål, som selvfølgelig primært var: At stå i spidsen for et ikke raceopdelt demokrati, hvor alle mennesker skulle have én stemme hver og være lige. Sekundært, og på det personlige plan, var dette en måde at vinde det tabte tilbage og få så mange gode dage med familien som muligt, og heller ikke her spilde tiden på negative følelser.

 

Det betød blandt andet, at Nelson lod sig skille fra Winnie og begav sig ind i sit tredje ægteskab – med Graca – som 80-årig. Det er 12 år siden nu. Livet er kort, og det gælder om at få det bedste ud af livet, mens tid er.

 

Men hvorfor bringe historien om Nelson Mandelas positive kommunikationsstrategi på banen? Fordi han er god at sætte barren efter. Og lad os sætte den højt. Det gælder om i en krisesituation at finde positive forbilleder og ikke de vanlige negative rollemodeller: De bitre bordherrer, der kan henslæbe en hel aften, der kunne have været sjov, med at brokke sig over, at konen løb med både tennistræneren og Montana-reolerne (who can blame her?) – eller hende, der engang var meget normal, men som blev heks, da hun blev eks. Vi kender de typer, der modsat Mandela håndterer deres kriser med en meget ringe grad af elegance.

 

”Modparten” er ikke idiot

Der skal to til at være i en dialog, også en negativ dialog, og hvis den ene vælger at være positiv, smitter det af på samtalepartneren. Men kriseramte forklarer gerne deres uklædelige opførsel med, at ”modparten” er idiot. Det kunne Mandela også have gjort – og med rette – men han valgte en anden strategi, der kan anbefales i skilsmissesituationer, også der, hvor man virkelig har lige så god grund til at gennemhade modparten, som den sorte leder var i sin gode ret til at hade de hvide ledere. Han indså bare, at had og uforsonlighed ikke ville hellige målet, og afstod fra at kaste sig i disse på mange måder lækre følelsers vold.

 

Den eneste grund til, at Nelson Mandela kunne afstå fra den negative kommunikation og bevidst vælge den positive kommunikation, var, at han var ekstremt klar på sit mål, sin taktik, sin strategi. Man kan sige, at han havde haft nogle år, 27 år, til at finpudse den i fred og ro – og til at tænke uforstyrret over, hvordan han bedst nåede i mål.

 

Velfærdsramt selvsving

Sådan er det ikke altid med mennesker i en skilsmissesituation. Godt nok siger mange, at de sidste mange år af livet i ægteskabet føltes som et fængsel, men det lader ikke til at have ægget til eftertanke på samme måde, som fængslet gav Mandela konstruktive eftertanker til brug for fremtiden. Ofte har de implicerede tænkt meget, meget længe over det at blive skilt, når de endelig tager sig sammen og forlader forholdet (eller bliver smidt ud, fordi partneren kommer dem i forkøbet), men hvad de reelt tænker på, er svært at sige. Mit gæt er, at tankerne går i ring og handler om noget med: ”Hvordan kan jeg byde mine børn at blive skilsmissebørn, hvad vil andre ikke tænke, hvordan kan jeg blive sådan en taber, der bliver skilt, hvorfor lige mig, hvad skal der bliver af mig, og hvem skal nu ordne vasketøjet?”. Sådan noget klassisk velfærdsramt selvsving uden fremdrift.

 

I stedet burde den, der går og lurer lidt på at blive skilt (a.k.a. blive fri), bruge tiden i parforholdsfængslet konstruktivt, som Mandela, til at tænke et par fremadrettede tanker om værdier og visioner, mål og midler, muligheder og begrænsninger, fordringer og krav. Altså gode kommunikationsstrategiske overvejelser, enhver kommunikationsrådgiver ville tage en snak med ledelsen i en kriseramt virksomhed om, hvis han eller hun blev sat til at rådgive og lave damage control. Der er sådan set ingen forskel på de råd, en familie i krise burde modtage, og de råd, en virksomhed i en kommunikationskrise modtager.

 

Fælles værdigrundlag for fremadrettet kommunikation

I en familie må der, ligesom i en virksomhed eller i en politisk anti-apartheid-bevægelse, findes et fælles værdigrundlag til brug for den fremtidige dialog/kommunikation. Eller lidt rundere sagt: Til brug for den fremtidige lykke.

 

Det har været meget moderne at komme ud med alle de negative følelser, at forsøge ”heal the hurt by hating”. Hvis der kommunikeres for at såre, hade, straffe, hævne, eller hvis der kommunikeres lidt på må og få og efter dagens impuls, så er kommunikationen ikke så hensigtsmæssig frem imod lykkemålet. Hensigtsmæssig bliver kommunikationen, når målet er defineret. Et mål for en familie i opløsning kan formuleres utilitaristisk som f.eks. ”mest mulig lykke til flest muligt”.Det kan også være et andet mål, sig endelig frem, det skal blot være en positiv formulering, ikke en negativ. Alle samtaler, appeller og hensigter skal fremover høre ind under dette fælles positive værdigrundlag – modsat før, hvor der måske blev kommunikeret ud fra en egoistisk og negativ impuls hos den enkelte.

 

I’m so lucky

Jeg er optaget af positiv kommunikation og positiv psykologi, fordi det virkelig kan lade sig gøre at ændre dagsordnen selv. For nylig mødte jeg under en rejse i USA en 87-årig kvinde, der havde overlevet Holocaust. Vi spiste morgenmad sammen, og hun fortalte mig om sit liv. Næsten hele hendes familie og alle hendes søskende var blevet udslettet i lejrene. Hun havde overlevet, først i jordhuler og på et loft, så i hele to lejre – før hun blev hentet via København til Sverige i de hvide busser. Hun sagde igen og igen, mellem smil og tårer: ”Oh, but you know what, I was so lucky!”. Hun havde haft et fantastisk liv, fordi hun havde besluttet sig for at give sig selv den rolle. Lidt ligesom Mandela.

 

I går fortalte en ven mig, at nogle andre venner ikke kunne komme på den sædvanlige sommerferie til udlandet i år, men måtte holde ferie i Danmark, fordi de har finanskrise. ”Er det ikke bare forfærdeligt for dem?”. Tjo.

 

Nu er jeg ikke psykolog, men uddannet inden for en anden humanistisk disciplin, retorikken, og derfor mener jeg jo, at meget afhænger af, hvordan vi italesætter det. Vi kan italesætte os selv som ofre, negativt, eller som overlevere, positivt.

 

Retorik er læren om lykke

Retorik er på mange måder en ret brugbar lære at bringe på banen i en skilsmissesituation, fordi retorik som bekendt kan oversættes med ”læren om hensigtsmæssig kommunikation”.

 

En del af den retoriske empiri er eudaimonia – græsk for læren om lykke (som Aristoteles oversatte som læren om at leve godt og gøre godt). Aristoteles mente, at hele meningen med livet er at gøre sig umage med at blive mest mulig lykkelig i den situation, man nu er i. Han sagde, at lykke er meningen og formålet med livet; det er hele målet med den menneskelige væren. Det har Mandela forstået – og det kunne man ønske, at mennesker, der agerer i en skilsmisse, også forstår. For når fokus er på lykke og på børnenes trivsel efter en skilsmisse, så er det fuldkommen essentielt at kommunikere hensigtsmæssigt. Ja, med viljen til at ville gøre godt, ønske andre mennesker godt – og leve lykkeligt. Jeg vil gå så langt som til at sige, at ingen i den situation bliver lykkelig uden ”hensigtsmæssig kommunikation”.

 

Etos og logos i skilsmissesituationen

I min nye bog har jeg anskuet en skilsmisse pragmatisk. Som en retorisk situation. Vi ved fra Lloyd F. Bitzer, der introducerede begrebet ”den retoriske situation”, at alle situationer, hvor der kommunikeres, er retoriske situationer. Hvis vi tager skilsmissen – og al den tid, der er efter skilsmissen, hvor skilte, der har børn sammen, skal fortsætte med at kommunikere – og anskuer den som en retorisk situation, som vi skal søge at agere mest muligt hensigtsmæssigt i, har vi brug for et værdigrundlag. Vi har ligesom Mandela brug for et mål. Herefter kan vi bruge taktik og strategi (etos og logos) til at nå dette mål. Det betyder, at de to parter må sætte sig sammen og definere, hvordan de vil kommunikere i fremtiden, og hvad der er målet med den kommunikation. Det kan godt lade sig gøre, hvis man beslutter sig for det.

 

Ved samme lejlighed kan der tages stilling til alt om, hvordan man vil kommunikere i fremtiden. Hvor tit. Hvordan der underskrives på beskeder og mails. Aftale, at man altid underskriver sig med ”K.h.” eksempelvis, for det hæver også standarden. Aftale, hvornår man ikke må ringe. Hvor tit man ønsker at tale sammen (et par gange om ugen er nok). Aftale at behandle alle relationer respektfuldt – også de nervøse bedstemødre. Aftale, hvordan man gør med resten af barndommens juleaftener. Aftale det hele én gang for alle. Så er det klaret.

 

Det lyder skørt. Men hvorfor skulle vi egentlig ikke kunne lave langsigtede kommunikationsstrategier, der virker, i vores egne liv? Når aftalen er lavet – og den kan fylde mange sider – kan den underskrives af parterne. Så, nu er det besluttet. Ikke juridisk bindende, men med gode intentioner.

 

Queen bitch of the Universe

I mange skilsmissesituationer gør de implicerede noget andet end dette rationelle tiltag: De agerer uhensigtsmæssigt og med stor patos. De er i deres følelsers vold. De italesætter sig selv som passive ofre og det passerede som noget, de ingen indflydelse havde på, og som en stor uret, der er blevet gjort imod dem. Og de bruger situationen som undskyldning for at opføre sig abnormt unormalt. For at lege, at de er uden personligt ansvar, hvorfor de er nødt til at forsumpe og lægge sig i ske med den store kabelpakke og ligne noget katten har slæbt hjem.

 

Det kunne Mandela også have gjort. Det var han i sin gode ret til. Alle ville have forstået det. Men han valgte offerdyndet fra. Mandela er i fængslet blevet ekstremt opmærksom på, at han selv kan vælge den rolle, han vil have, i den film, han spiller med i (det vil sige hans liv). Det kunne mange af de værste skilsmisse-arketyper lære noget af: Man vælger selv sin rolle, man vælger selv tudeprinssese, skurk, spelt-mor-der-ved-alt-bedst, galning, Mr. Small Penis Behavior eller Queen Bitch of The Universe.

 

Hvis du ligner en dørmåtte, er du en dørmåtte

Vores helt var helt klar over, at hvis han lignede en nar, når han kom ud af fængslet, fordi hans hår, tøj, sko, sprog ikke havde fulgt med tiden, så ville han blive opfattet som mindre kraftfuld. Han var sig bevidst om sin personlige gennemslagskraft – og opmærksom på æstetik som kommunikativ disciplin og dermed på de nonverbale og semiotiske koder, der ville blive aflæst, når han igen var ude.

 

Han valgte da også at gå direkte fra fængslet til skrædderen. Eller rettere, han insisterede på at få en skrædder til at sy noget ordentligt tøj til ham, så han kunne møde verden som en, der så ud, som om han klarede den. Han ville vinde tilslutning til at nå sit mål ved at ligne en, der kunne nå sit mål.

 

I en skilsmissesituation er der, ligesom i Mandelas frisættelse, rig mulighed for at lægge sig ned og ligne en dørmåtte. Men hvis man ligner en dørmåtte, så kommer der nogen og tramper på en. Det er sikkert. Derfor må man ligne den rolle, man gerne vil spille, i denne film (okay, sit-com-agtig tv-serie er det jo tit), der er det her liv. Man behøver ikke ligne en skilsmisse, fordi man er blevet skilt. Man kan ligne en, der har en fest med at leve livet selv. Om ikke andet kan man selv blive i bedre humør, når man kigger i spejlet, og så har vi allerede en god spiral, modsat den onde spiral, hvor man ligner en livskrise, når man kigger sig i spejlet.

 

Artiklens skribent - skilsmisseklog med god karma

 

Tag det personlige ansvar

Skilsmissister kan, når de endelig er fri, føle, at de kommer ud af et ”fængsel”, hvor de har været holdt nede. Men de har selv valgt det. De har selv valgt at blive længe. Og de har måske selv valgt tidspunktet for deres løsladelse. Det kan også være, at de føler, de intet selv har valgt, og at alt er nogen andres skyld. Det er klassisk. Men. Her skal vi tilbage til mål og midler. Der er sådan en ting som personligt ansvar. Mandela tog personligt ansvar for sit liv på Robben Island, selv om han ved gud grød ikke selv havde valgt sin situation. Det ville klæde mange skilsmisse-kommunikatører at gøre det samme, og det ville gøre dem langt gladere hurtigere at tage personligt ansvar.

 

Altså, man er nødt til at se på hele situationen omkring skilsmissen igen, hvis den skilte skal blive glad igen. Han eller hun må, hvor træls det end er, se på, hvor man selv kunne have gjort noget anderledes. Erkende, at man ikke selv er uden skyld. For det er der jo ingen af os, der er.

 

Det er tilsyneladende gået af mode at se situationen fra sin modparts side. Jeg har rådgivet i kommunikation, været underviser i kommunikation og været nogens chef, og det, der er sværest i almindelig professionel kommunikation mellem mennesker, er at få dem til at se tingene fra andres synsvinkel og til at være modtagelige for konstruktiv kritik. Men det er heldigvis noget, der kan trænes. Nogen går til noget imago-terapi for at træne i at høre på, hvad den anden siger, andre åbner ørerne og sætter sig i den andens sted.

 

Taler han sig op eller ned?

Der er mange sider af kommunikationen at tage stilling til i en skilsmissesituation. Mål og midler. Den hensynsfulde dialog. Æstetik. Den ydre fremtoning. Og så er der den indre dialog – hvordan taler en, der er blevet skilt, til sig selv? Taler han sig op eller ned? Siger hun ”se nu der, du kan heller ikke finde ud af en skid”, eller siger hun ”du gjorde det så godt, du kunne”?

 

Det er vigtigt at tænke over. Fordi man bliver smukkere, sødere, sjovere, gladere og langt bedre at feste sammen med, hvis man er en, der har talt sig selv op – frem for ned. Og det kan man godt gøre uden at betale en psykolog eller en certificeret life-coach for at ”stille de rigtige spørgsmål”. Det er bare positiv kommunikation, darling.

 

Forfatter og retoriker Signe Wenneberg har skrevet en bog om positiv kommunikation, der udkommer fredag den 4. juni: ”Lev livet selv – sådan bliver du lykkelig efter din skilsmisse”. Dette indlæg er skrevet specielt til Kforum og er ikke et uddrag af bogen.

 

Litteratur:

Mandelas Way – Fifteen Lessons on Life, Love and Courage. Richard Stengel. Crown Publishers, 2009.

 

Signe Wenneberg: "Lev livet selv, sådan bliver du lykkelig efter din skilsmisse". Gyldendal, 2010.

 

Fakta:

Ifølge lykkeforskning fra Socialforskningsinstituttet går det ud over den generelle lykkefølelse at få børn. Mennesker tror, at børn er en genvej til lykke, men der er ikke noget, der tyder på, at et kærlighedsbarn gør livet lettere. Tværtimod.

Tal fra 2009 viser, at 24 procent af danskerne alvorligt har overvejet at gå fra deres nuværende partner.

25 procent af danskerne elsker ikke deres nuværende partner (!!!).

Hvert tredje registrerede ægteskab er opløst igen. Her tæller også ældre generationer med. Fortsætter udviklingen, vil halvdelen af de ægteskaber, der indgås nu, blive opløst.

Antallet af vielser har ligget stabilt på omkring 37.000 siden 2000. Mere end 30.000 børn fra registrerede ægteskaber oplever årligt, at deres forældre skilles. Oven i denne statistik kan vi så lægge de børn, hvis forældre går fra hinanden i ikke-registrerede samliv.

Der var 14.695 skilsmisser i 2008 ifølge Danmarks Statistik. En stigning på 4 procent i forhold til året før. Da der er to mennesker om en skilsmisse, vil det sige, at der er omkring 30.000 personer, som bliver skilt hvert år på papir. Læg dertil alle de mange, der bliver skilt uden at være gift.

De vigtigste årsager til skilsmisse/separation: Utroskab (21 %), eller at parterne voksede fra hinanden (22 %). Herefter følger i prioriteret rækkefølge: Tab af respekt og sympati (12 %), manglende evne til at kunne tale sammen (11 %), ægtefællens personlighed (10 %) og skænderier (5 %). Kun 2 % nævner en skæv fordeling af arbejdsopgaver som en årsag.

 

Kilde: Danmarks statistik. Og Danske Familieadvokater/YouGov/Zapera.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også