Sjakal Manifestet – en kommunikationsstrategi

Sommerens bedste kommunikationsindsats er uden tvivl Jønkes Sjakal Manifest. Uhyggeligt velskrevet og uhyggeligt manipulerende. Med et snuptag lykkes det at fremstille rockerkrigen som danskernes selvforsvarskrig mod en ganske bestemt gruppe af indvandrere. HA er slet ikke samfundets fjender. Tværtimod. De er dets fornemmeste forkæmpere. Med manifestet får HA med andre ord det kommunikative overtag i bandekrigen ved at skrive sig til et bedre image, alt imens man i debatten glemmer at sætte spørgsmålstegn ved vigtige faldgruber og problemer ved manifestet. Velkommen på en rejse ind i manifestets indre logik – og mangel på samme.
af Maja Kirchhoff Hestehave, Pia Tobberup

Læs Sjakal manifestet i fuld længde her: http://dk.hells-angels.dk/default.php?id=16393

Da HA den 30. juni offentliggjorde Sjakal Manifestet, satte det en række begivenheder i gang:Manifestet blev en historie i medierne, hvilket betød, at der var links og referencer til det i stort set alle danske medier. Det medførte en øget eksponering af både HA og manifestet, hvilket gjorde manifestet langt mere tilgængeligt for den enkelte borger, end hvis det blot havde været tilgængeligt på HA's hjemmeside. Derudover blev nyheden om manifestet i den grad holdt i live – dvs. at den ’poppede’ op i nyhedscirklerne, fordi manifestet blev kommenteret af diverse eksperter og politikere (fx Søren Pinds blog: Hvad nu hvis Jønke har ret? http://sorenpind.blogs.berlingske.dk/2009/07/05/hvad-nu-hvis-jønke-har-ret/ ). Dette skete, alt imens bandekrigen udgjorde en tilsvarende stor del af den daglige nyhedscirkel.

I Sjakal Manifestet tegner HA en profil af en samfundsgruppe, de kalder ’sjakalerne’. Manifestet udtrykker ikke entydigt, hvorvidt ’sjakalerne’ er medlemmer af bander, eller hvorvidt ’sjakalerne’ udelukkende omfatter arabere. På den ene side argumenteres der for, at bandemedlemmer ikke nødvendigvis er ’sjakaler’ – omvendt udelukkes det ikke, at alle ’sjakaler’ er medlemmer af indvandrerbander. Under alle omstændigheder skinner det igennem, at ’sjakalerne’ findes blandt de indvandrerbander, der er en aktiv del af bandekrigen. Beskrivelsen af ’sjakalerne’ går hånd i hånd med budskaber, der, som vi skal se, positionerer HA positivt i bandekrigen. Manifestet kan derfor betragtes og analyseres som et kommunikationsstrategisk skrift med en række kommunikationsstrategiske pointer mod en hvidvaskning af HA.

Manifestet ved nærmere øjesyn

Som ethvert andet kommunikationsstrategisk skrift har manifestet en agenda. Det skal påvirke en bestemt målgruppes holdning til afsenderen og dennes rolle i en specifik situation i omverdenen. Som sådan indeholder manifestet da også klare budskaber, som understøttes af, eller rettere kommer til syne via, argumenter og pointer, der forventes at appellere til målgruppen. En målgruppe, der bredt betegnet består af almindelige danske borgere.

Følgende analyse dykker ned i manifestet de steder, hvor disse kommunikationsstrategiske pointer træder tydeligst frem, nemlig i forbindelse med: 1) uoverensstemmelsen mellem manifestets påståede agenda og offentlighedens modtagelse af manifestet, 2) manifestets definition af ’problemet’ i form af karakteristikken af ’sjakalerne’, 3) manifestets kritik af de instanser, der måtte forventes at definere og løse problemet og 4) manifestets uudtalte, men iboende bud på, hvem der kan og skal løse problemet. Efterfølgende problematiseres manifestet og den debat, det hidtil har givet anledning til.

Manifestets agenda

Manifestet indledes med følgende: ’Manifestet skal opfattes som et brugbart redskab til forståelse for, hvem de mennesker er, som med terror, trusler og vold holder uskyldige danskere; børn, unge og ældre af alle racer og køn, i et frygtens jerngreb.’

Manifestet udgiver sig her for slet og ret at ville definere en bestemt gruppe mennesker. Den offentlige debat om manifestet afslører imidlertid, at modtagerne læser noget andet og mere ind i teksten. Af forskellige årsager slutter manifestets modtagere, at HA vil optræde som samfundets beskyttere og afhjælpe problemet med ’sjakalerne’.

Man må spørge sig selv, hvor denne idé kommer fra. Manifestet tilbyder ingen løsninger på problemet med den pågældende gruppe ’hovedsageligt af arabisk herkomst’. Det går ikke i dybden med problemet eller spørger til problemets årsag. Manifestet udtrykker ene og alene sin sympati med offentligheden og tildeler ’den almindelige borger’ rollen som uskyldigt offer, mens det tegner en profil af ’sjakalen’ som mindre sympatisk end HA-medlemmet.

Mange danskere kan nikke genkendende til elementer i den ellers noget vidtgående og generaliserende definition på 'sjakalen', og manifestet ligner således en længe tiltrængt kritik af en samfundsgruppe, der i årevis er blevet betragtet som en torn i øjet på det danske samfund. Set i dette lys er Sjakal Manifestet interessant. Perspektivet afslører dog samtidig manifestet som udtryk for lutter mudderkastning – en udskældt og marginaliseret samfundsgruppes forsøg på at stille sig selv i et bedre lys i offentligheden end en anden under en blussende bandekrig.

Og allerede her begynder manifestets egentlige kommunikationsstrategiske pointer at komme til syne. I takt med beskrivelsen af ’sjakalerne’ tegnes nemlig et billede af HA som det bedre alternativ. Med manifestet italesætter HA et ikke-erkendt samfundsproblem og fremstiller sig selv som samfundets sande forsvarere – ikke dets fjender.

Politi, presse og propaganda

Flere steder tager manifestet afstand fra politiet og pressen. Allerede indledningsvist slås det fast, at politi, politikere og medier er utroværdige kilder: ’Ved udarbejdelsen af dette manifest er propaganda fra politi, politikere og medier ikke brugt. Manifestet bygger på facts – virkelige hændelser og lang tids oplevelser med omtalte sjakaler’. Derved positionerer HA sig selv som en mere valid bidrager til debatten – en bidrager, der modsat ovennævnte ikke slår ind på propaganda, men i stedet tegner et sandfærdigt billede af ’sjakalerne’, beroende på empiriske data fra det virkelige liv.

Ikke alene fremstilles politi og presse som utroværdige bidragsydere til debatten – faktisk er de medskyldige i den overophedede konflikt: De (sjakalerne) er enten vokset op det forkerte sted, eller er blevet tiltrukket af den respekt (læs frygt) som sjakalerne, men i høj grad også politi og presse, har skabt omkring sjakaltilværelse. (…) selv om disse sjakaler langt fra er uskyldige og i hel uhørt grad benytter sig af meningsløs vold, så må det medgives at netop politi og presse har været med til at gejle dem op (…) noget der i sidste ende har gjort dem farligere (…)’.  

Manifestet lægger således op til, at den almindelige borger ikke kan stole på, eller regne med, politiet og pressen. Den kommunikationsstrategiske pointe er her, at den almindelige borger må sætte sin lid til HA, og det er denne implicitte påstand, der ligger til grund for den tidligere nævnte tolkning, at HA tilbyder sig selv som det danske samfunds beskyttere eller redningsmænd.

Man skyder da gale hunde

Går vi nærmere ind i manifestets retorik, er ordvalget gennem hele teksten ganske afslørende for, hvordan HA ser på problematikken – eller rettere på de mennesker, de anser for at udgøre et problem. Overskriften ’Sjakal Manifestet’ fortæller, at dette er en holdningstilkendegivelse, der primært har fokus på en bestemt gruppe, nemlig dem, HA betegner som sjakaler.

Metaforen gennemstrømmer hele manifestet. Som dyret sjakalen hyler og jamrer de, når de møder modstand. ’Får de tæv piber og skriger de og søger straks tilbage til deres egne’. De er ’feje’ og ’stupide’. Andre tvivlsomme egenskaber, der tillægges ’sjakalerne’, er: ’stupid holdning’, ’arrogance’ og ’aggressivitet’. Desuden fortæller manifestet, at ’sjakalerne’ hader alt, hvad der er dansk, de generer de danske piger, de udviser manglende respekt for andre mennesker, de er arabere, de er muslimer og de lyver.

Manifestet er altså ikke udtryk for en bestemt ideologi, der peger indad i HA – eller endog for et ønske hos afsenderen om, hvordan verden skal se ud. Det er udelukkende rettet mod en ganske bestemt gruppe mennesker med den helt klare kommunikationsstrategiske pointe, at HA’s konkurrenter er udskud.

Via opfindsom brug af metaforer tillægges ’sjakalerne’ altså en række egenskaber gennem manifestet. For det første er det udelukkende negative egenskaber. For det andet ligger der en vis symbolik i ordvalget. Når der foretages sammenligninger med dyr, skabes der naturligt en mer-betydning: Ifølge HA har vi her at gøre med mennesker, som rangerer lavere end andre mennesker. Faktisk er de nogle vilde og feje hunde. Og hunde, vi ikke kan lide – eller ikke kan styre – har vi tradition for at aflive. Denne indirekte tilkendegivelse af problemets løsning findes også i den sidste linje i forbindelse med sammenligningen mellem ’sjakalerne’ og ’menneskeligt affald’, som jo i sagens natur er noget, vi ønsker fjernet fra jordens overflade.

HA’s kommunikationsstrategiske pointe ser her ud til at være: ’Sjakalerne’ fortjener ikke at leve, så det er helt i orden, hvis nogen skyder eller på anden måde bortskaffer dem.

Det er ikke første gang i historien, at en gruppe, der i samfundet allerede betragtes som en torn i øjet, sammenlignes med et usympatisk dyr. Den kunst er i høj grad blevet praktiseret tidligere. Da nazisterne sammenlignende jøderne med rotter, pustede metaforen liv i – og legitimerede – et allerede ulmende had hos den almindelige borger, hvilket fik katastrofale følger med udsletningen af et folk. Spørgsmålet er, om de samme kommunikationskneb virker i dag.  

Hvem tager skraldet – og hvordan?

Det er bemærkelsesværdigt, at langt de fleste politikere ’glemmer’ at spørge til metoden: Hvordan skal vi så komme dette ’menneskelige affald’ eller problem til livs? Hvis manifestet nu eksplicit havde angivet vold som vejen frem, ville knap så mange både almindelige danskere og politikere formentlig forholde sig positivt til det. Manifestet undgår da også at eksplicitere sådanne metoder,  og det er i den forbindelse påfaldende, at manifestet slet ikke eksplicit forholder sig til, hvordan problemet skal løses.

Lægger vi de kommunikationsstrategiske pointer sammen, tegner der sig imidlertid et ganske klart billede af, hvorledes man hos HA forestiller sig, at vi kommer ’det menneskelige affald’ til livs: ’Sjakalerne’ bør fjernes fra jordens overflade, og her kan vi ikke regne med andre end HA. Det uudtalte spørgsmål er – skal vi vende det blinde øje til, mens HA konstituerer sig selv som samfundets sande helte, der gør det beskidte arbejde?

Det mindste af to onder

Kommunikationsstrategisk er der flere meget effektive elementer i manifestet: 1) konkurrenterne defineres  som udskud, 2) HA gør sig selv til moralens vogter, 3) HA tager hele befolkningen som sammensvorne, og 4) HA tager kritikken af sig selv ved hornene. Som vi skal se, skyder HA dog gentagne gange sig selv i foden, når de forsøger at stille sig selv i et bedre lys end ’sjakalerne’.

’Sjakaler’ kan være etnisk danske, men det bliver samtidig påpeget, at de ’næsten alle er arabere’. Derudover understreges det, at ’sjakalerne': ’i hvert fald ikke kan beskyldes for IKKE at tage renter!’. Heri ligger en henvisning til koranen, der rejser visse forbud mod renter. Atter understreges det altså, at vi har med muslimer at gøre.

Disse henvisninger virker lidt ude af kontekst. Faktisk synes kommentarerne noget indforståede og kan formodes at henvise til den type kriminalitet, hvor åger indgår. I tråd hermed beskrives situationer fra et fængsel, hvilket placerer afsenderen samme sted. HA understreger, at manifestet bygger ’på virkelige hændelser og lang tids oplevelser med omtalte sjakaler’. For at vide, hvordan ’sjakalerne’ opfører sig i kriminelle sammenhænge, må afsenderen af manifestet nødvendigvis være involveret i de samme kriminelle sammenhænge.

Den kommunikationsstrategiske pointe er her, at ’sjakalerne’ er værre kriminelle end HA, men dermed får HA også netop peget på sig selv som en kriminel organisation. Selv om der ikke eksplicit drages en parallel mellem HA og ’sjakalerne’, fx at der her er tale om modstanderne i bandekrigen, lykkes det altså på den anden side heller ikke at skjule lighederne melle de to.

To alen af et stykke?

Også eksplicit trækker manifestet modsætninger mellem HA og ’sjakalerne’ op. ’Sjakalerne’ bliver omtalt således: ’Modsat bikerne (i medierne rockerne), som også af medierne er blevet dæmoniseret, så betragter sjakalerne ”frygten for dem”, som noget stort. Hvor bikerne opfatter unødig frygt fra fremmede og almindelige mennesker som en belastning, opfatter sjakalerne denne frygt som et udtryk for at andre har respekt for dem. At de er noget!

HA trækker altså modsætningen op mellem sig selv og ’sjakalerne’ ved at argumentere for, at ’sjakalerne’ modsat HA lever og ånder for den generelle frygt fra ’almindelige borgere’: ’Bikerne har aldrig opført sig på sådan vis, ikke engang da nogle af dem var rockere!’. Dermed drages der i manifestet indirekte en parallel mellem HA og ’sjakalerne’, idet de bruges som nogle, HA kan sammenlignes med. Når modsætningerne bliver trukket op, er det imidlertid for at tydeliggøre, hvor ’ufine’ ’sjakalerne’ er sammenlignet med HA.

Pointen, der fremhæves her, er, at HA trods alt optræder mere hensigtsmæssigt i samfundet end ’sjakalerne’, og at det derfor vil være naturligt at stille sig på HA’s side i bandekrigen. Spørgsmålet bør her være, om vi skal godtage det bagvedliggende præmis – nemlig at der ikke findes andre muligheder.

Den omvendte racisme

Det synes magtpåliggende for manifestet at lægge afstand til racisme. Der lægges vægt på, at betegnelsen perker er et racistisk udtryk, der ’bruges forkert og forstærker folks frygt og had uden grund’. I stedet fremhæves udtrykket ’sjakal’ som en meget mere præcis betegnelse. Allerede indledningsvist fremhæves det, at: ’Ingen med bare en smule fornuft bør foragte eller være efter uskyldige og ordentlige mennesker blot fordi disse er anderledes, har en anden farve eller kultur, eller fordi det er på mode! Det vil i sidste ende sænke dem selv ned på det stadie, hvor netop sjakalerne finder deres tankegods og hører hjemme.”

Med denne programangivende udtalelse fremstiller HA sig selv som tolerante og åbensindede, mens de sidste linjer angiver, at de med denne tolerante holdning bevæger sig på et højere stadie end ’sjakalerne’. Herved foregriber Jønke den mest oplagte kritik af Sjakal Manifestet, nemlig at det skulle være et udtryk for simpel racisme. Derved anmoder han modtageren om at forholde sig til manifestet som andet og mere end det, hvilket kommunikationsstrategisk er et ganske godt greb.

Stilling ledig som talsmand for ’sjakalerne’

Flere steder understreges det, at ’sjakalerne’ hader Danmark og alt, hvad der er dansk. ’De hader danskerne; mentaliteten, levevisen, kristendommen og dens symboler’. De ’betragter Danmark som et luderland’, de ’foragter de danske piger’, de ’benytter et tabersprog med en stærk påtaget accent (…) fordi de hader alt dansk’ osv.  

Budskabet er klart: HA er ikke fordomsfulde – men det er ’sjakalerne’ til gengæld. Et budskab, der opsummeres i udtalelsen: ’Ofte angiver de racisme, som hovedårsag til at de hader, men de kan ikke se ”splinten” i eget øje.’ Formålet er her at tale til modtagerens nationalfølelse og retfærdighedssans og derved puste ild i modtagerens vrede mod ’sjakalerne’.

Ovenstående pointe understreges ved henvisningen til videoen med lille A på HA’s hjemmeside, hvor denne fortæller, at han ’nærmest nyder det, når danskerne bliver slået ihjel i Irak eller Afghanistan’. Her udnytter HA indvandrerbandernes manglende evne til at kommunikere hensigtsmæssigt med offentligheden og bruge medierne strategisk.

Jønke er et PR-geni
Modsat indvandrerbanderne har HA skudt en veltalende papegøje i form af den kendte talsmand Jønke, der – et langt stykke hen ad vejen – forstår at vinkle en sag, så glorierne fyger om hovederne på HA’s medlemmer – uden at hverken medier eller politikere sætter tilstrækkeligt spørgsmålstegn ved Jønkes motiv eller agenda.

Hvad nu, hvis Jønke tager fejl?

Som det fremgår, kan der påvises visse kommunikationsstrategiske kvaliteter i manifestet. Ud fra den debat, manifestet har givet anledning til, ser det oven i købet ud til, at HA har haft forholdsvis meget held med manifestet og dets iboende kommunikationsstrategi – det er lykkedes dem at sætte en politisk dagsorden og legitimere deres egen organisation og rolle i bandekrigen.

Set i det lys er manifestet begavet skrevet. Det appellerer til flere grupper i det danske samfund, særligt danskere med stor nationalfølelse og – ikke mindst – de danske ’frigjorte og selvstændige’ kvinder. Det er manipulerende og besnærende – og altså velfungerende som kommunikationsstrategisk skrift. Men for nu at blive i jargonen er det langt fra bulletproof – hvis man da ellers gider nærlæse det.


Manifestets modtagelse

Behandlingen af manifestet i det offentlige rum og i medierne er problematisk. Først og fremmest begår politikerne og andre debattører den fejltagelse ikke at diskutere præmisserne for manifestet. Når manifestet bliver kommenteret af prominente politikere (som i øvrigt erklærer sig delvis enige), sker der automatisk en legitimering af manifestet og dermed af HA som en ligeværdig samfundsdebattør, hvis meninger og holdninger er lige så valide som dem, den almindelige dansker kender fra eksperter og andre samfundsdebattører. Man kunne starte med at spørge sig selv, om HA er berettiget til en sådan status? Dernæst forholder debatten sig kun delvist – og til tider direkte fejlagtigt – til manifestets egentlige indhold og deraf afledte slutninger.  

En kommunikations- og legitimeringsstrategi?

Når Søren Pind går ind og erklærer, at manifestet ’ikke er helt ved siden af’, lægger han samtidig op til, at den konklusion deles af en stor del af den danske befolkning – og dermed legitimeres afsenderen, HA, også. På den baggrund lægges den første sten på vejen for den efterfølgende udbredte forståelse blandt offentligheden – nemlig, at HA med manifestet tager den kamp op, som ingen andre (læs: politikere og politiet) vil tage sig af. Det skaber en tilsyneladende udbredt sympati for, det HA ville kalde, ’kampen mod sjakalerne’. HA får således rollen som frontkæmpere mod et problem, som langt de fleste borgere kan forholde sig til, nemlig en fejlslået integration af en del af samfundets borgere.

Hvis HA opfattes som frontkæmpere – og som nogle, der ikke (modsat politikere og politiet) vil finde sig i at blive generet og tyranniseret af en bestemt gruppe i samfundet, kan der drages paralleller til fx borgerrettighedsforkæmpere og andre grupper, som langsomt opnår en form for heltestatus. Denne form for heltestatus kan udmønte sig i en positiv stillingtagen til HA – også når det gælder andre spørgsmål end som forkæmpere mod den gruppe, HA kalder sjakaler. Dermed er der skabt grobund for, at der også vil blive set positivt på HA, når det drejer sig om bandekrigsrelaterede spørgsmål.

Spørgsmålet er, om manifestet er udtryk for en bevidst kommunikationsstrategi fra HA. I hvert fald lykkes det med sine kommunikationsstrategiske pointer, og potentielt kan manifestet altså være med til at legitimere den bandekrig, der p.t. foregår.

Når politikerne kommenterer HA’s manifest, er det, fordi det ses som en katalysator for at diskutere en generel, fejlslået integrationspolitik. Og det er her, sammenkædningen går galt. Snarere end at anskue manifestet som et validt indlæg i en generel debat om integration – bør det ses som en følelsesbetonet tilkendegivelse, der kan have det formål at flytte fokus fra bandekrigen, samtidig med at HA skaber en sympatisk holdning til sig selv som organisation. Hermed øges rekrutteringsmulighederne og muligheden for at opnå en positiv stillingtagen fra den almindelige dansker, der fristes til at vælge side i bandekrigen.

Manifestet: http://dk.hells-angels.dk/default.php?id=16393

Kommentarer til manifestet: http://dk.hells-angels.dk/?id=15227

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job