Formalia og ordkløveri uden forbindelse med bundlinjen. Sådan opfattes det tekstnære niveau alt for mange steder i kommunikations- og journalistbranchen. Men skriftsproglig sikkerhed har betydning, både for budskabet og for indtrykket af afsenderens oprigtige engagement og generelle kompetencer. Med KanDetPasse som eksempel viser Martin Lund os hvor galt det kan gå.
På
KanDetPasse,
hvor kendisser og virksomheder kan tage til genmæle
på hvad de selv mener er alvorlig hetz og misinformation i
medierne, må man tro at der er fokus på godt sprog.
For hvis man skal tage kampen op på skrift og overbevise
nogen om at man har ret og at medierne tager fejl, er det jo bare
med at udtrykke sig klart og virke så kompetent som
overhovedet muligt.
Særligt de enkelte kendisser, som ikke altid just er
boglige, og som i hvert fald ikke har en kommunikationsafdeling i
ryggen, kunne måske bruge en tekstmæssig
håndsrækning. En sådan har redaktør
Jeppe Søe imidlertid sagt nej tak til at formidle. Han
henviser til at hver fugl pipper med sit næb, og til at han
selv er et sprogmenneske som nok skal rette de værste fejl.
Heri gør han ikke stort anderledes end så mange
andre direktører, redaktører og journalister:
Undervurderer betydningen af skriftsproglig kvalitet,
overvurderer egen retskrivningssikkerhed og tilsidesætter
sprogansvaret.
I denne artikel vil jeg især med udgangspunkt i Anders
Bircows artikel på KanDet Passe "
Men
man pakker jo ikke fisk ind i Internetsider" vise hvor galt
det kan gå. Artiklen er ikke tilfældig, men handler
om de Amway-anklager som i høj grad må være
medvirkende til at Anders Bircow sammen med Jeppe Søe har
været motiveret til at skabe KanDetPasse. Det er
således en nøgleartikel, og der har været
rigelig tid til at skrive, forbedre og korrekturlæse den.
Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det
at den ud fra enhver kommunikativ-sproglig vurdering
nærmest er et læs lort.
I det ovenstående linker jeg til en afbilledet version,
så vi stadig ved hvad jeg taler om, når Bircow og co.
har pillet den af eller har skrevet den om. I skrivende stund har
den dog ligget uændret siden KanDetPasse dukkede op,
så det er vel rimeligt nok at gå ud fra at Anders
Bircow ikke fortryder den.
Noget med Amway, og så var det heller ikke
værre
Hvad husker du om Anders Bircows involvering i Amway? Hvis vi nu
tager undertegnede som almindeligt konsekvensvidne: Jeg husker at
Anders Bircow har været hængt ud for at være
sælger i en pyramideagtigt forretningskoncept. Jeg husker
at programmet om virksomheden var nødt til at bruge
skjulte optagelser, med mærkelige optagevinkler, og jeg
husker nogle løsrevne citater og indicier som til
nød kunne sættes sammen til at Anders Bircow
forsøgte på at tjene penge ved at tage røven
på mennesker som hjertens gerne ville røvrendes. Jeg
husker også at virksomheden ikke rigtig blev dømt
for noget da det kom til stykket.
Det samlede indtryk var altså at den tidligere i mine
øjne kvikke og lidt lavkomiske entertainer også var
en forretningsmand med en lidt tarvelig smag i forretning.
Kultdyrkelse og sekterisme omkring almindelige forbrugsgoder er
jo dårlig smag, og det er uanset om det er lovligt. Men
fred med det; vi skal alle leve af noget. Og hvis "Anders Amway
Bircow" var en vittighed, så drejede den sig primært
om at en mindre morsom komiker måtte ty til mere prosaisk
virksomhed. Det er selvfølgelig et styrtdyk set gennem de
briller vi bærer i det "grønne segment" hvor vi
agter åndelig kapital og idealisme frem for ussel mammon.
Men så er det heller ikke værre. Vi kan også
lægge de briller nogle gange, og Anders Bircow var i mine
øjne potentielt set stadig kvik nok.
Indtil jeg læste hans artikel om Amway-anklagerne på
KanDetPasse. Anders Bircow er ikke længere kvik, men virker
en smule dum, en smule intellektuelt underudviklet. Han viser sig
nemlig som komplet inkompetent til at forsvare sig skriftligt.
Artiklen er et folkeskoleeksempel på
formidlingsmæssigt makværk.
100 % uraffineret
"Men man pakker jo ikke fisk ind i Internetsider" er ikke en
udelukkende dårlig artikel. Overskriften er god - den er
morsom, tankevækkende og billedet sidder fast. Men det er
også det eneste vellykkede ved artiklen.
Artiklens indledende linjer er, bortset fra nogle retskrivnings-
og kommafejl, også okay. Vi kommer hurtigt fra forklaring
af overskriften til hvad artiklen drejer sig om, nemlig at Ekstra
Bladet stadig har falske anklager om Amway liggende på
deres websted. Efter disse indledende linjer skifter teksten
så til kursiv - uden forklaring og dermed uden
ekspliciteret formål - hvorefter den daler i kvalitet til
et helt utrolig ringe niveau.
Lad os tage en smagsprøve:
De tal, som bliver sagt i videoklippet er altså ude af
sammenhæng, men faktisk korrekte, til trods for at de tager
Amways direktør til indtægt for at have
benægtet det, og dermed give læseren indtryk af at AB
lyver og lover for meget - det var endnu en forvanskning. Det har
Amways direktør ikke gjort.
Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal begynde. Enhver
Kforum-læser kan formentlig se at dette er et
særdeles umodent skriftsprog. Ordforrådet er
infantilt og 100 % uraffineret, og teksten er upræcis og
svær at koncentrere sig om fordi den ikke klart
sætter billede på hvad den forsøger at
gendrive. Læseren har med andre ord svært ved at
følge skribenten hvis ikke førstnævnte har
det omtalte program i meget klar erindring. Og tomme stedord som
"det" ("benægtet det") gør ikke opgaven lettere. Det
er lidt som at få et ivrigt referat fra en 6-årig -
det fungerer bedst hvis man lige har set det den 6-årige
refererer, eller hvis man stiller sig tilfreds med den
6-åriges sindsstemning som det egentlige budskab. Og ja:
Anders er forurettet, så meget forstår man da.
Nogle steder bliver det manglende formidlings- og ordforråd
komisk:
Lovligheden har altid interesseret mig og der gik da også
et år før jeg var helt sikker - sikker på at
diverse internet-påstande ikke var noget jeg kunne
genkende.
I denne sammenhæng må "genkende" være noget man
gør med det samme, eller også gør man ikke.
Derfor stiller ordvalget Anders Bircow i et utroværdigt
lys. Han er særligt utroværdig i forhold til sproget,
fordi han betjener sig af klicheer ("det kan jeg ikke genkende")
i sammenhænge hvor de ikke passer ind, nemlig i et forhold
hvor han eksplicit viser usikkerhed og hvor en blødere
terminologi a la "jeg mener og håber at min virksomhed er
lovlig, acceptabel, retfærdig etc." ville være mere
rimelig.
I øvrigt er det tvivlsomt hvor meget det gavner imaget at
indrømme at påvisning af "lovlighed" er et decideret
kronisk fokusområde, og tilmed indrømme at
forretningen er så halvrådden at det tager et
år at komme frem til den konklusion at man ikke kan
"genkende" sin egen forretning som ulovlig.
Det er vist ikke den mest effektive måde at styrke sin
troværdighed på.
Intern i sproget = sekterisk = frastødende
Også på anden vis formår Anders Bircow at svine
sig selv mere til end han var i forvejen:
På spørgsmål fra muldvarpen om
indtjeningsmulighederne for en Diamant (et meget højt
niveau med kæmpe omsætning) svarer AB, at minimum for
en kvalificeret Diamant siges at være 500.000 kr.
Og det gør han ved ikke at distancere sig til udtrykket
"en Diamant". Han havde såmænd blot behøvet at
skrive "en såkaldt diamant" for at lægge en passende
distance. Men ved både at skrive Diamant med stort, gentage
det og undlade at lægge en normalsproglig distance,
opnår han at virke sekterisk. Ordet "Diamant" virker alt
for selvfølgeligt for ham, og på den almindelige
læser virker dette frastødende. At tekstbidden
så bliver endnu mere ulækker af at det journalistiske
slangord "muldvarp" også er gentaget med
selvfølgelig reference til "muldvarpe-historie"
nævnt tidligere, er en anden sag, som også kunne have
været værd at undgå.
Apropos distancering, så indledes den kursiverede hovedpart
af artiklen således:
For læseren skal det oplyses at historien stammer fra EB's
muldvarpe-historie, hvor de i over en måned prøvede
at afsløre ulovligheder.
Der omtales et forretningskoncept som er lovligt og anerkendt i
mere end 80 lande […]
De stivnede passiver, "skal det oplyses", "Der omtales", har en
negativ effekt. Dels lægger de slør ind over noget
som Anders Bircow burde kunne formulere præcist, nemlig
præcis hvem der gjorde hvad. Dels mangler der et
nærværende "jeg" til at støtte
troværdigheden i det personlige engagement i artiklen, hvor
Anders Bircow i øvrigt omtaler sig selv "Anders Bircow"
eller "AB", men også "mig"!?!
Men værre er det at den kolde formulering "Der omtales et
forretningskoncept" er sat sammen med en bestemmende
relativsætning som argumenterer for Amways
renfærdighed, nemlig "som er lovligt og anerkendt i mere
end 80 lande". Det vil sige at man hægter sin
forsvarsargumentation direkte på det kolde og kafkaske blik
på Amway som dels er dokumentarens (fjendens), og som dels
skabes med den distancerende passiv. Ikke særlig smart.
Dette, sammen med den manglende distance til lidt for indspiste
udtryk, afsætter et indtryk hos læseren af noget lidt
sygeligt.
Jeg har ingen særlig grund til ikke at synes godt om Anders
Bircow. Tværtimod ville jeg meget gerne synes om ham.
Alligevel resulterer det der skulle have været et forsvar,
i at Anders Bircows etos i mine øjne får to
anmærkninger. 1: Skriftsprogligt så inkompetent at
det ikke kan undgå at virke uintelligent. 2: Med en smag af
noget sygeligt, sekterisk eller uvederhæftigt. Samtidig har
artiklen ikke fortalt mig noget jeg ikke vidste i forvejen: Han
er forurettet, han er ikke dømt for noget og resten er for
ubehjælpeligt skrevet til at give mening.
Mikro- og makroniveau hænger sammen
Jeg tror at mange undervurderer den direkte forbindelse mellem
det tekstnære mikroniveau og det kommunikationsstrategiske
makroniveau. Her har jeg forsøgt at vise nogle meget
tydelige eksempler i ordvalgene.
Men også den formelle skriftsproglige kompetence indvirker
på læserens indtryk af kompetence overhovedet. Nogle
steder kan fejl i formalia sagtens skubbe læsset så
det vælter helt. Se dette eksempel:
Der omtales et forretningskoncept som er lovligt og anerkendt i
mere end 80 lande - Det er hustruens forretning, hvor det bl.a.
er handel med hudpleje, sundhed og andre dagligvarer - over
internettet i samarbejde med producenten Amway.
Her giver den første tankestreg, som skulle have
været et punktum, indtryk af et mærkeligt indskud som
må betyde at den omgivende sætning hedder: "Der
omtales et forretningskoncept som er lovligt og anerkendt i mere
end 80 lande over internettet i samarbejde med producenten
Amway."
Men også ganske almindelige retskrivningsfejl bidrager til
at undergrave indtrykket af kompetence. Morsomt er det at man,
mens man skriver "Ekstrabladet" i ét ord - som det
sprogmæssigt også burde være, men altså
ikke er - kan få sig selv til at skrive "salgs
møde", "Amway nummer" og "en Amway forretning". Derudover
er tegnsætningen en regulær slagmark, men i en
så i forvejen upræcis artikel kan det også
være lige meget.
Nøøøj, hva'?
Hvad signalerer
sådan en bunke sjusk og formuleringsmæssig
elendighed? Ja, den signalerer at det er ligegyldigt hvad man
skriver. Man mener i virkeligheden ikke noget med det. Det svarer
til at sige "nøøøj, hvor jeg skider" og
derpå ikke vende sig om og se hvad man har lavet,
før man trækker ud. Troværdigheden af det
nøøøj-udråb som alle skulle
høre, er så som så. Det er ligegyldigt. I
dette tilfælde er det så grelt at Anders Bircows etos
lider yderligere skade - i hvert fald over for mennesker som
foretrækker kvikke hoveder med tvivlsom habitus frem for
umælende fjolser med tvivlsom habitus.
Man behøver bare kaste et blik på artiklen "Pas
på med at pille næse, når du holder for
rødt lys!", som angiveligt også er skrevet af Anders
Bircow, for at se hvad der sker med ens indtryk af personen bag
artiklen når artiklen har fået en solid - ikke
perfekt, men solid - korrektur. Og lur mig om ikke oprindelige
upræcise ord og vendinger også er blevet fikset
lynhurtigt i korrekturgangen.
Manu Sareens stemplende fejl
Lad os vende blikket mod en skriftsprogligt langt mere sober
artikel end Anders Bircows, nemlig "Hvem er Jyllands-Posten" af
den radikale politiker Manu Sareen. Her er der ikke tale om
mislykket selvfremstilling i form af dårlig
formuleringsevne eller uheldige implikaturer. Tværtimod er
Manu Sareens selvfremstilling særdeles vellykket på
det indholdsmæssige og formuleringsmæssige plan.
Men artiklen er dog skæmmet af sproglige fejl. Lad
kommafejlene ligge i denne omgang, selv professionelle skribenter
forulemper deres tekster med en
absurd
forkert kommatering, så det er ikke lige Sareen der
skal anklages for det i første omgang. Lad også de
fleste af slåfejlene ligge, for et vist kvantum af
uregelmæssige fejl er sådan set også i orden
når de ikke er for mange og ikke indgår i
systematiske misforståelser.
Det levner 2-4 fejl i Manu Sareens artikel som stempler ham, og
som kunne have været undgået hvis han havde opfattet
teksten som så vigtig at den skulle have en ordentlig
velkvalificeret korrekturlæser. Og er et genmæle
på beskyldninger man gerne vil afvise, ikke netop et af de
vigtigste steder at vise at man har tjek på tingene og ikke
har misforstået selve sproget?
Forkert bøjning:
Ikke fordi det er undertegnet, som skal igennem vridemaskinen.
R-drop:
Jeg skriver også børnebøger, debattere,
rådgiver arbejdspladser og er statsrevisor og
fritidspolitiker på Københavns Rådhus.
Disse to fejl er ikke slåfejl. Det er fejl som viser at man
ikke har forstået sproget rigtigt - at man så at sige
ikke er indviet. Og selv om det er småting i en overordnet
god artikel, er manglende indvielse ikke det smarteste signal at
sende som politiker - særlig ikke manglende indvielse i
nødvendige, oplagte eller vigtige sagsforhold (sproget).
Respekt for at det kan gøres (meget) bedre
Ud fra en vanvittig dårlig artikel og ud fra en rimelig god
artikel har jeg forsøgt at vise at sproglige fejl ikke er
ligegyldige, og at detaljerne i høj grad påvirker
helheden. Lemfældig omgang med sproget og overvurdering af
egen retskrivningssikkerhed er ikke så uproblematisk som
mange vil gøre det til. Dertil kommer at formelle
retskrivningsfejl og uhensigtsmæssige ordvalg er så
tæt knyttede i selve formuleringen at selv den mest
formelle og autoritetstro korrekturlæser ikke kan
undgå at komme til at forbedre ordvalget (ofte er det
simpelthen tidsbesparende for korrekturlæseren at raffinere
teksten hvor en bedre formulering er entydigt givet, frem for at
arbejde med at få en dårlig formulering til at
stemme). Form og indhold kan ikke skilles ad; det gælder
også grammatik og semantik. Og detaljen påvirker
helheden.