Nyrup blandede sig i alt, udtalte sig når som helst om alt – også sveddryppende og med cykelhjelm. Fogh tager imod, når han vil på Marienborg. Fogh hæver sig op og sætter det vigtige på plads, herunder pressen. Det er mere autoritært end Nyrups svedige, fortumlede folkelighed. Fogh er ufolkelig, men til gengæld professionel. Professionalismen er Foghs styrke. Men også hans akilleshæl. For der er ikke langt fra ufolkelig professionalisme til det koldt bedrevidende og perfektionistisk tromlende, som det blev afsløret i forårets dokumentarfilm om EU-topmødet. Men først og fremmest er Fogh et studie i, hvordan man ikke bare horisontalt skal finde den politiske midte, men også vertikalt hæve embedet op. Landsfader Fogh har med kommunikationsiscenesættelse løftet det til ny værdighed. Jobbet som Danmarks statsminister er blevet ophævet til en nyklassiker, som sportskommentatorer ville ynde at sige det.

DF’s desperate påhit
I sammenligning med DF er Venstre bedre. Søren Espersen sikrede, at Dansk Folkeparti var på hver uge denne sommer med diverse politiske påhit, mens Venstre (bortset fra rebel Pind) var tavs som graven. Og lige lidt hjælper det DF i meningsmålingerne. Dels ligger det politiske landskab mere fast, end man tror, og reagerer ikke på medieomtaler. Dels kan folk godt gennemskue, hvornår det er markeringer, og hvornår der laves et politisk arbejde.

Tavshed er guld
Fagligt er Foghs strategi også en interessant replik til de mange spindoktor- og brandingdiskussioner. Generelt er tesen vel stadig blandt såvel informations- som marketingfolk, jo mere awareness, jo mere du er på, desto bedre. Det gælder formentlig for såvel salig Spies som for is- og læskedrikreklamer, men ikke for politisk strategiske budskaber. Fogh er aldrig på, og det virker. Venstres succes er en faglig bombe under alle de konsulenter, der råber, at share of market = share of voice.

Share of market = share of voice
I politisk kommunikation er tavshed guld. Foghs tavshed og ophøjethed er en langt bedre brandingstrategi end Nyrups snakken. Og det er denne strategiske linje i budskabspositioneringen, ikke de taktiske finter for at komme på eller svine andre til, der batter. Venstres fravær er stærkere end DF’s væren på. På den måde minder Venstre om A.P.Møller. Hr. Møllers tavshed skaber mere myte, end alle de, der udstiller sig selv i Se og Hør eller Børsen. Omtale i sig selv er ikke interessant. Rigtig branding på Christiansborg er en velvalgt tavshed afbrudt af rituel statsmandskommunikation og fem slogans til masserne fire gange om året.

Tavshedens styrke og svaghed
Styrken er, at statsministeren som kommunikatør bliver mere principiel, rituel, ophøjet og ikke fedtes ind i skandaler. Tavshed er dog ikke i alle sammenhænge det samme som professionalisme. Svagheden er, at tavsheden kan opfattet som arrogance, ufolkelighed og manglende ledelse af ministrene og manglende vilje til dialog. For Fogh tror hverken på den internationale retsordens juristeri eller smagsdommernes venstredrejede ideologi på miljø- og kulturområdet. Han er ikke god til at lytte åbent til andre autoriteter i samfundet og er hurtig til at stille spørgsmål til deres legitimitet.

Share of market = share of silence
Risikoen er, at han selv taber sin autoritet, når danskerne en dag mister evnen og lysten til at identificere sig med en statsminister, som altid siger de samme fem sound bites for at ”stay on message”. Det sker den dag hr. og fru Jensen ikke længere metakommunikativt gider sige til hinanden foran fjernsynet: ”Gud, hvor er Fogh altså bare professionel”. Den dag er opskriften share of market = share of silence ikke længere nok til at vinde næste valg.