SF's sammenbrud
Curlingbørnebanden smed fanen

Efter års opslidende intern ballade imploderede SF i sidste uge i en sky af hårde beskyldninger og partiskift. Sammenbruddet var uundgåeligt. Forklaringen er ikke mindst, at SF trak nitten, da de unge politiske talenter på venstrefløjen i 1980’erne valgte parti. Repræsentanterne for den gyldne generations curlingbørn, som søgte mod SF, stak halen mellem benene, så snart de oplevede nederlag, og der var ikke nogen voksne til at redde dem.
Da SF’erne i 2012 skulle vælge ny formand, havde de på den ene side Astrid Krag, der med sin baggrund i ’børnebanden’, som tidligere havde erobret Villy og magten, ville styre partiet mod hurtig opslidning. På den anden side stod Annette Vilhelmsen, hvis baggrund var SF-classic, funderet i den fynske muld, hvor partiet har haft en stærk base siden 1970’erne. Opslidningen var også uundgåelig under hendes ledelse, men det ville dog indtræde lidt senere.
 
Annette Vilhelmsen og Manu Sareen ved ministeroverdragelsen mandag. Socialministeriet burde have været en bedre scene for hende end Erhvervsministeriet, men soloulykken, hvor Vilhelmsen var alt for hurtig til at tildele Huset Zornig en million kroner, blev dog det, som kom til at overskygge alt andet i hendes korte ministerperiode. Foto: Polfoto
 
Godfather Thor
For uanset formand betød SF’s indre konflikt om værdier og retning og deraf følgende kontinuerlige, offentlige sammenstød , at det var et spørgsmål om tid, før facaden som harmonisk socialdemokratisk tvilling eller Socialdemokratisk Følgeparti endegyldigt ville briste.
 
Med Thor Mögers indtræden i SF’s ledelse blev ”højt til loftet” afløst af en helt særlig cocktail af centralisme a la DKP og Godfather-stil. Foto: Polfoto
 
Konflikten var for det første resultatet af en aggressiv introduktion af en autoritær ledelsesstil, der mindede om den demokratiske centralisme, som ellers havde været DKP’s varemærke – det parti, som SF er en udspaltning fra.
 
Ifølge tidligere SF-næstformand og skatteminister Thor Möger Pedersen var det dog snarere en ledelsesstil med inspiration fra Godfather-filmene, som han fortalte til Euroman i 2008, da Villy-bølgen endnu var ved at bygge op til sit brusende højdepunkt. Möger var allerede dengang feteret som hovedarkitekten bag den ambitiøse 'leverpostejsmadsplan', der skulle gøre SF til et banebrydende venstre-højreparti.
 
Villy Dyhr, tidligere SF-medlem og nu socialdemokrat og forbundssekretær i HK: Villy Søvndal var en katastrofe som formand, fordi han ikke satte foden ned over for børnebanden
 
Ridefogeden Ole
Partiledelsens mand med ridepisken var i den periode pudsigt nok tidligere DKP-formand Ole Sohn, der siden tilsyneladende har bevæget sig langt til højre for Claus Hjort Frederiksen. I denne periode skabtes en ny ledelsesstil med blandt andet intimidering og mobning som redskaber, der vel ikke overraskende affødte en del modvilje ude i partiet.
 
”Det er noget af det mest pinlige og latterlige, jeg har oplevet.”, udtalte SF-medlemmet Ole Sohn om forløbet i sidste uge. Det var da heller aldrig sket i Danmarks Kommunistiske Parti, hvis centralkomite Sohn var formand for fra 1987 til 1991. Tirsdag skiftede han igen parti, denne gang til Socialdemokraterne. Dermed udfordrer han Ralf Pittelkow, som har den uofficielle rekord som partihopper. Ralf er et hop foran, men det kan jo bare være et spørgsmål om tid. Foto: Polfoto
 
Strået der brækkede kamelslugernes ryg
For det andet var konflikten et produkt af, at SF’erne ikke kunne se sig selv i den nidkære udradering af SF-hjerteblod, der skulle bane vejen for det tætte strategiske samarbejde med Socialdemokraterne. SF skulle holde op med at være SF og i stedet følge 'leverpostejsmadsplanen' og spille rollen som en neo-DKP-udgave af Dansk Folkeparti. Man ser det for sig.
 
Konflikten brød således for alvor ud i vinteren 2010, da SF’s daværende ledelse lagde sig fladt ned. Eller rettere sagt forsøgte at gøre sig usynlig bag Socialdemokraterne på spørgsmålet om pointsystemer for udenlandske ægtefæller.
 
Det var alt for grove løjer for mange SF’ere, der nu for alvor begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, hvad al den regeringsduelighed skulle til for, hvis den indebar, at SF i den grad skulle gøre vold på sig selv.
 
SF’erne valgte fair trade-chokolade frem for leverpostejsmadder, da Annette Vilhelmsen vandt over Astrid Krag. Krag fulgte efter resten af børnebanden over i Socialdemokratiet straks efter SF’s kollaps som regeringsparti, hvilket også betød, at hun mistede posten som sundhedsminister. Foto: Polfoto
 
Goddag til Vilhelmsen og farvel til leverpostejsmadderne
Den indre uoverensstemmelse var altså brudt ud allerede før regeringsdannelsen og fortsatte under regeringens første år, hvor SF stod til jævnlig offentlig kamelslugning, mens modstanderne klappede taktfast, og medlemmerne buhede. Hvis ikke den indre uoverensstemmelse blev løst, ville enhver rorgænger uvægerligt styre mod klipperne.
 
Ved formandsvalget valgte SF’erne som bekendt Annette Vilhelmsen og dermed den option at slide partiet knap så hurtigt op. Samtidig fravalgte de Mögers 'leverpostejmadsplan', som et flertal syntes havde bragt partiet i en rigtig træls situation. (Læs også her.) 
 
Som fair trade-chokolade og økologisk rødvin
Små halvandet år senere, onsdag og torsdag i sidste uge, kunne SF så ikke holde til den fortsatte belastning mere. Partiet imploderede for åben medieflade over cirka 24 timer i et skue, hvis lige vist ikke er set siden Fremskridtspartiet gik i opløsning i 1995.
 
Annette Vilhelmsen var i realiteten SF’s mulighed for at vinde tid, og som bonus repræsenterede hun det trygge, gamle SF. Partiet trængte da også uden tvivl til en transfusion af det ægte SF efter den flerårige mafiaperiode.
 
Men Annette Vilhelmsen havde aldrig en jordisk chance for at levere det enige og robuste SF, der kunne forklare kamelslugningen og ellers lade sig majestætisk oplyse nedefra af skinnet fra de lysende politiske resultater, som nok var noget nær mindstekravet til hende, hvis ”Operation SF i Regering” skulle kunne betragtes som en succes.
 
”Når Annette træder ind i et rum, så er det SF, der træder ind i rummet, og man kommer straks til at tænke på fair trade-chokolade og økologisk rødvin«
Anonym kilde tæt på Annette Vilhelmsen
 
Lisbeth Zornig Andersen blev Annette Vilhelmsens soloulykke. Den gjorde det ikke nemmere at være SF’er, men sammenbruddet i partiet var en konsekvens af Bødskovs Christiania-sag. Den førte til Anne Baastrups sygemelding og dermed Karsten Hønges indtræden i Folketinget. Foto: Polfoto
 
Handlerummet deponeret hos Vestager og Corydon
Det er ikke indlysende, at Annette Vilhelmsen havde de personlige forudsætninger for at blive en af landets ledere, og hendes opgave som partileder var på forhånd umulig. For udover partiets indre konflikt var hendes politiske handlerum deponeret hos Corydon og Vestager, der bestemt ikke døjer med SF-romantiske tilbøjeligheder.
 
SF’s kommunikationsstrategi med at synliggøre partiets røde resultater har ganske enkelt haft den store udfordring, at for hver ti røde resultater, der kunne vises frem, skulle der kun en enkelt harsk melding fra en af regeringspartnerne til, før SF’s goodwill-konto var nulstillet igen. Den indre konflikt var underlægningsmusik til alle gode nyheder. (Læs mere her.)
 
Zornig-solouheldet
Selvom hun var på en regulær mission impossible, så havde Annette Vilhelmsen naturligvis muligheden for at undlade at kvaje sig personligt, for eksempel ved at undlade for rullende kameraer at love en million fra en endnu ikke udmeldt millionpulje væk. Den mulighed valgte hun som bekendt at forskertse.
 
Ved et spektakulært eksempel på skæbnens ironi er det i øvrigt ikke Zornig-millionen, der fældede Vilhelmsen og SF, men derimod indirekte Bødskov/Christiania-sagen, der har kostet Anne Baastrup, gruppeformand for SF’s folketingsgruppe og medlem af Folketingets retsudvalg, en sygemelding, som bragte det tidligere SF-folketingsmedlem Karsten Hønge tilbage på Slotsholmen.
 
 
Berlingske-journalist Lars Nørgaard gør en (ufuldstændig) status over Christiania-sagens dominoeffekt
 
Er Hønge den lille dreng fra Kejserens Nye Klæder?
 
Eller måske Hønge-høvdingen eller Vikaren fra Helvede?
 
Hønge sendt fra himlen eller helvede?
Alt efter temperament og hvem man spørger, er Hønge den lille dreng fra Kejserens Nye Klæder eller Vikaren fra Helvede. Ind kom han i hvert fald, og med et par mundrette replikker fik han sat ordentlig kog under DONG-gryden hos SF.
 
Ligesom Annette Vilhelmsen har Karsten Hønge en lang fortid i SF og sin base på Fyn. I sin tid bakkede han op om regeringsprojektet, men siden blev hans analyse, at SF opnåede for lidt som regeringspartner. Og DONG-salget blev sagen, der gav ham mulighed for at sætte handling bag ord. Foto: Polfoto
 
En uges tid senere er SF et nu forhenværende regeringsparti uden formand, næstformænd, politisk ordfører og to markante folketingsmedlemmer færre, og med deres allersidste kræfter stønner de tilbageværende, at partiet nok skal klare den.
 
SF ved Ground Zero
Her ligger SF nu. Efter en åreladning af en hel generation af sine mest markante profiler er det en stakket frist, man har til at omgruppere ressourcerne med henblik på at minimere tabet frem mod et valg. Og det skal ske i et politisk farvand, der p.t. er kontrolleret effektivt af et Enhedslisten, som har haft kontinuitet til at bygge sig op til sin nuværende rolle.
 
Nu skal SF nulstille alle strategier, herunder den parlamentariske, og genafklare sit forhold til den nærmeste slægtning, Enhedslisten. Pia Olsen Dyhr har allerede advaret mod SF som et Enhedslisten light, og til Jyllands-Posten har fungerende næstformand Peter Westermann udtalt, at »Hvis ikke Enhedslisten giver os plads, vælter vi jo ind i dem«.
 
 
SF's afgående næstformand, Peter Westermann, gav i den forgangne uge udtryk for, at Enhedslisten skal give SF plads. Her fra JP-journalist Nikolaj Rytgaards Twitter-profil
 
Curling-børnebanden
Ser man på de yngre politiske talenter på venstrefløjen, er det påfaldende, at Enhedslisten trak en flok hårdtarbejdende holdspillere, mens SF trak nitten i form af den gyldne generations curlingbørn, der stak halen mellem benene, så snart de oplevede nederlag, og der ikke var nogen voksne til at redde dem.
 
Venstrefløjens markante midt-80’er-generation, bestående af blandt andet Johanne Schmidt-Nielsen, Stine Brix, Thor Möger, Nanna Westerby har nået vidt forskellige resultater. De, der valgte Enhedslisten efter tiden i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), styrer i øjeblikket partiet støt og roligt mod en ny valgrekord, mens de, der valgte SF, nu er ved at finde sig til rette i et nyt parti, efter en mildest talt ynkværdig omgang karrierepleje. Læs også Elevbevægelsen dominerer venstrefløjen
 
Möger, Westerby, Tesfaye, Petersen, Krag, Turunen fra den leverpostejfarvede, arbejderistiske curling-børnebande har som bekendt for længst fundet sig nye græsgange efter løjerne i SF, der nær havde kostet Villy Søvndal, deres tætte allierede, livet. Læs også Genfærdet fra Asiatisk Plads.
 
Det fordømte ansvar
SF’s manglende evne til at kunne tage ansvar angives som hyppig forklaring på partiets nuværende situation. Men forklaringen er noget vrøvl. SF har taget masser af ansvar. Problemet er, at partiet havde bragt sig i en situation, hvor det forventedes, at det skulle sanktionere politik, der ganske enkelt var for langt fra dets politik og identitet, og det har bragt medlemmerne i oprør.
 
Det er ikke et spørgsmål om at kunne forvalte magt og ansvar, men om at der simpelthen er så politisk langt fra SF til Vestager og Corydon, og at SF’s forhandlingssituation lige fra Tårnet til torsdag morgen har været uhyre ringe. Også her svigtede strategien om SF som socialdemokratisk sidekick.
 
SF’s tidligere politiske ordfører blev berømt for sin Komiske Ali-inspirerede kommunikation, hvor alle katastrofer blev forsøgt udlagt som positive nyheder. Måske derfor fik Jesper Petersen æren af sin egen Tumblr, hvor han kigger på ting, ligesom blandt andet de nordkoreanske ledere: Jesper Petersen kigger på ting
 
SF: Et håndværkertilbud
Det er nok klogt, hvis Enhedslisten følger Peter Westermanns anmodning om plads. Udover at kammeratlig hjælpsomhed til hver en tid er mest klædeligt, så er det hverken i Enhedslistens eller nogen andres interesse at stresse SF’s mere indebrændte typer til unødigt kolerisk adfærd.
 
At dømme efter de spydigheder og anklager, der i en lind strøm har flydt fra SF-pinger til medierne siden DONG-sagen blev glohed i SF, så ligger der et større stykke stærkt forsinket internt relationelt reparationsarbejde foran en ny SF-ledelse.
 
Læg dertil et meget akut stykke arbejde med at spotte og pleje politiske talenter, som hurtigst muligt kan fylde hullerne fra generationen, der netop forsvandt og den, der forsvinder snart.
 
Sidst, men ikke mindst, så skal en ny SF-ledelse hurtigst muligt udtænke en troværdig forklaring på, hvorfor der er brug for et SF, når nu vi har Enhedslisten, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre. Vælgerne er nemlig stærkt i tvivl.
 
Jo, på en række stræk er den eventuelle forestående genrejsning af SF en rigtigt interessant opgave.
 
 

Giv din stemme

51 stemmer
3,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Netværk

Webansvarlige

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

Få nyhedsbrev

Job

Praktikant

Frist: 8. december

Kommunikationspraktikant

Frist: Hurtigst muligt

Student Assistant

Frist: 24. november
Se alle job Indryk job

Netværk

Kommunikatører

Gruppen er udsolgt - venteliste

Se alle Læs mere

Tilmeld nyhedsbrev

Få alt, hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.