Sex, løgn og hvid plastic. Mac-kulten er ude af æsken

Det første, der springer i øjnene ved berøring med Leander Kahneys nye bog, The Cult of Mac, er at den er et stykke design. En minimalistisk forside fortæller dig, at det du skal møde indeni, ikke er en IT-koncern som de fleste. Og løftet holder. I en laid-back tone kommer vi på besøg i Mac-oplevelsen, en underholdende fejring af den evangelistiske tilbedelse af Apple, der over de sidste tyve år har bredt sig med viral hast i en stor del af den vestlige verden. Vi kommer også ind i hjernen hos en række mac-fans så ensporede, at de kandiderer til en omgang hos en psykolog frem for en eftermiddag på MacExpo. Hvem ville f.eks. konkurrere om at få den fedeste tatovering af Windows-logoet i nakken, eller bruge penge på at lave sin bambus-pc om til akvarium? Nej, vel? Men med Mac, ja hvorfor ikke?


The macintosh person Apple Macintosh har efter sin krise i 1990’erne opnået en hype, der langt overskrider dens markedsandel indtil nu. Og hypen forfører fortsat svage sjæle over den ganske, globale klode. Bogen The Cult of Mac et levende bevis på netop den kult, som omgiver produktet som ingen andre computer firmaer. Dyrkelsen er så hæmningsløs at selv en skabs-macfan som undertegnede bliver pinligt til mode. Det er som om produktfetishen omkring apple er nemmere at leve med, når den ikke bliver artikuleret, og da slet ikke i den vulgære, selvfede facon som Steve Wozniak lægger navn til på bagsiden med udtalelsen: ” this book is about what it is to be a macintoshperson”. Mere kvalmt kan det ikke blive og man får en ubetvingelig trang til at smide denne stramt designede propaganda lang væk. Sagen er vel også, at når Apple nu åbner forbrugsballet med billigere produkter som iPod Mini og Mac Mini, er det begyndelsen til enden for den hardcore mac-kult. Nu bliver det ikke længere elitært og derfor vil Steve Wozniaks Macintosh-personen langsomt dø med de gamle, eksklusive produkter og en ny, almindelig bruger vil dukke frem. I fremtiden vil alle, og dermed ingen, være kreative og betydningsfulde. For når alle tænker anderledes er ingen anderledes. Det er som om de bare fortæller os om et produkt, der ikke findes, men som har en storslået historie. Og findes der nogen større løgn end at smække Karl Marx og Mahatma Ghandi op i butiksvinduet – think different? Tanken er i hvert fald udelukkende at vi alle skal købe Apple. Knapt så anderledes for alle andre på kapitalismens store gøglermarked.

Rør ved den hvide plastic Det er ikke hele Kahneys persongalleri, der er psykotiske og infantile i deres maccentriske idioti. Han har som Applefreak og Mac-reporter for Wired Magazine fået kontakt til en masse mennesker, der deler begejstringen for de værdier, de synes at finde i Apples hvide univers. Det er Dj’s, arbejdsmænd og tandlæger, der kobler sig på verdens stærkeste brand og suger til sig af drømmen om at blive bare lidt mere kreativ, anderledes og afslappet med en iPod i lommen eller en 12-tommers PowerBook til at give capuccinoen lidt ekstra kant. For alle kan læse deres æstetiske behov ind i den åbne, hvide plastic. Er du skandinav ligner den hvide minimalisme din drøm om behersket mesterhåndværk; er du japaner, er den runde, mathvide iMac ”Kakkiteki”, dvs. et epokegørende nyt design. For med Steve Jobs tilbage i førersædet blev den hvide plastic Apples trosbekendelse, ligesom det nye interface hed Aqua: en gennemsigtig lethed, der er fersk tiltrækkende og samtidig poetisk på den fede måde. Tænk bare på Beatles White Album.

Æd løgnen Hvor cool er Apple egentlig? For eksempel har de aldrig haft en cutting-edge teknologi, når det kommer til de to parametre, der ellers pisker stemningen op i resten af pc- og softwaremarkedet, nemlig lavere pris og højere hastighed. Loven om den dobbelte computerkraft til den halve pris hver halve år gælder simpelthen ikke for Apples produkter, der uanset sniksnak om G-processorernes giga-flop-potentiale bare er dyrere i forhold til både kraft, plads og fleksibilitet. For eksempel er det interface, der er en af kernefortællingerne om Apples kreative vision, mere end inspireret af kopimaskinegiganten Xerox, der i slutningen af 1970’erne eksperimenterede med brugervenlig kommunikation. Som Bill Gates siger som forsvar for copycat Windows interfacet - Steve Jobs stjal bare ideen før os. Og for eksempel har Macintosh indtil nu i Danmark haft en nærmest ikke-eksistrende service, support og hotline på sine svinedyre produkter, der iøvrigt kommer uden manualer – det er jo så intuitivt...

In the land of the impotent, the little dick is king Men hvad er det så, der gør, at vi bliver hængende? Hvorfor bruger vi i tusindvis af kroner på at stoppe forældet RAM i den gamle Powerbook i stedet for at opgradere til en ti gange hurtigere ”easy as Dell”? eller som en japansk tandlæge i Kahneys freak-gallery, køber en ny Imac for omhyggeligt at spraye den matsort og lakere kanten af skærmen så den bliver hans helt egen. Hvorfor inviterer man vennerne over til stearinlys og drinks – når man skal pakke sin nye iMac ud? Måske netop det, der får en anerkendt professor ved Københavns Universitet til dæmpet at udbryde til sin studerende, nemlig undertegnede: - den er så skide sexet… Mac er sexet, i forhold til de grå kasser, der omgiver den. Men hvor meget skal der egentlig også til på et marked, hvor alle potentielle konkurrenter har en designvision som Aldi – så er det ikke svært at ligne Harrods.

Kahney fortæller om en kvinde, der elsker sin mac, fordi det føles cool, selv når hun laver regnskab over sit husholdningsbudget. Det lader til, at sex-analogien holder: En blogger i et mac-forum rammede det for nylig godt ind: Han ville hellere se på en delvis udpakket mac end en delvist afklædt kvinde. Måske er det det nærmeste vi kommer mac-kultens hemmelighed: det er sex, løgn og hvid plastic, bundet sammen af nogle originale ideer om livsstil i en verden af grå plastickasser. The Cult of Sex.

Den berømte The Cult Of Mac blog blog.wired.com/cultofmac/ En samling af Apple tatoveringer - The Cult of Mac www.amazon.com/exec/obidos/tg/detail/-/1886411832/ref=ase_cultofmac-20/102-4254915-6355322?v=glance&s=books

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også