Sepstrups status

Det kører bare for vildt på Kforum.

Jeg har trukket døren til igen et par af de gange, jeg har lagt vejen forbi efter revolutionen.

Forsiden møder en med morsomme indslag og social netværks intimsnak. Der er lidt langt mellem de stærke faglige glas kaffe.

Sepstrups stream of consciousness
Hvad skal barnet hedde? Hvad laver du lige nu? Positiv tænkning, Hvor er k-profilerne? Hvad er en websprutte? Produktplacering, Årets reklame (absurd). En blanding af “læserne skriver” i Information og Jyllands-Posten.......

Hvor pokker får folk tiden fra?
  
Nu er det også blevet for vildt for cafébestyrerne. 110% gætværk, men når redaktionen nu ligefrem henvender sig om en artikel, så ved de godt, de ikke får en ryddet lysning i junglen eller en oase i ørkenen. De får en bunke tørt, fagligt sand hældt ud mellem cafeerne i tivoliland.

Hvad er der i kaffeglassene?
Der er ikke sket den store fornyelse i, hvad kommunikationsfolket skriver og taler om. Der er lidt mere public relation, spindokteri, hjernekirurgi og informationsafdelings- og kommunikationschef-klynk end før, men ellers står den stadig på integreret kommunikation, corporate branding, oplevelsesøkonomi, (finans)krisekommunikation, livsstilskommunikation, historiefortælling, stakeholders, sansebranding, CRM, guerilla, buzz, ambient, viral.
    
Som om kommunikation ikke er kommunikation.
  
Der er noget ved cafésnakken, der minder mig om 1970’ernes indholdsanalyser, der sluttede fra de fremanalyserede ideologier i tegneserier, radioaviser og dameblade til virkningen på mediebrugerne.
    
Er S-R modellen genopstået? Går der et spøgelse gennem kommunikationsverdenen? Se også mig! Jeg kan lave et nyt ord, der ender på kommunikation. (Fx sure-gamle-mænds-kommunikation).
    
Er der en samtale om, hvordan, hvorfor, hvornår kommunikation virker? Nej, det er konteksten og den smarte iscenesættelse, der er i fokus. Læs om PR, spin, krise, trends, livsstil og bemærk tendensen til en ikke formuleret forudsætning om, at kommunikation virker efter hensigten, at begreber og modeller bare lige helst skal kaldes noget nyt.
    
Kommunikation virker bare. Det virkelige problem er at legitimere faget (og sig selv).

Back-to-basics
Der er langt til kommunikations a-b-c’en og kommunikationsarbejdets faste dyder. Det er svært at se, at den grundlæggende viden om kommunikation bliver taget alvorligt. Der er ikke meget træk på den generelle indsigt, der snildt virker på tværs af alt det, der ender på kommunikation.
    
Der er langt til forståelsen af, at ligegyldigt hvad formålet med kommunikationen er, må afsenderen bore sig ind til og tage udgangspunkt i fx målgruppens kommunikationsstyrke, sociale relationer og opfattelse af relevans, besvær og nytte.    Det har aldrig før været så svært at ændre viden, holdninger og adfærd med massekommunikation. Det gælder svære emner som røg, druk og sex. Det gælder ydelser med stor oplevet social risiko som bolig, børn, frisure og ferie. Det gælder lavinteresse-emner som mælk, snørebånd og frit sygehusvalg.
    
Kravene til faglig skarphed har aldrig været større.

Det er informationssamfundets skyld
Informationssamfundet er både mor og far til, at det er blevet sværere at sine mål med strategisk kommunikation:

• flere og flere forsøger at kommunikere sig ud af enhver slags problemer.
• udbuddet af medier og kommunikationsprodukter fra aviser over internet til brugsanvisninger vokser. Kommunikationsstøjen stiger. Vi udsættes alle for flere påvirkninger, end vi har kapacitet til at modtage og bearbejde. Vi kører med informationsoverlæs
• de eksisterende kommunikationsskel øges i stedet for at mindskes.

Informationssamfund og informationsoverlæs er nøgleord til at forstå, at vi ikke kan koncentrere os om glimmeret, overfladen og konteksten og regne med, at kommunikationen nok virker, som vi gerne vil have det. Og måske også til at forstå kommunikationskløen i de sociale (tematisk bestemte) fællesskaber.
    
I mange år har det været en almindelig antagelse, at informationssamfundet ville gøre os rigere, mere effektive, spare tid, papir og andre ressourcer. Ja måske give os mere tid til os selv.
    
Har computerne og den øvrige informationsteknologi i højere grad ført til det modsatte? Eksemplificerer min mikrobeskrivelse af Kforum samfundet, at indbyggerne har fået dårligere tid, mindre overblik, mindre klarhed? Er vi blevet mere utålmodige end nogensinde?
    
Jeg kan høre de smarteste begynde at spørge, hvad det nu er for noget retro med det der “informationssamfund”. Ordet har svirret os om ørerne som andre  modeord. Tænk fx på globalisering, identitet, værdier, kultur, for nu slet ikke at tale om strategi og branding. Rigtig mange bruger disse buzz ord uden at tænke over det, og uden at det rigtig betyder noget. Måske skal de bare vise, de er med på beatet.
    
Måske er den hurtige nedslidning af ord også informationssamfundet skyld. Den kortere og kortere levetid, hvor gode begreber betyder noget, er symptomatisk for de problemer, der opstår for den målrettede kommunikatør i informationssamfundet. Begrebers og fænomeners korte livsløbskurve er symptomatisk for det mistede overblik, for troen på, at der skal stadig stærkere virkemidler til for at opnå samme effekt.
    
Jeg er ikke så sikker på, det sidste er rigtigt. Det er nok bedre med gennemtænkte virkemidler baseret på, hvad vi ved om virkningerne af medieformidlet kommunikation og menneskelig adfærd både generelt og i bankkriser, ved salg af fladskærme, markedsføring af Danmark og kommunikation til borgerne.

Flere medier og symbolflyttere
Informationssamfundet har budt på ny informationsteknologi, mange nye medier og stadig flere symbolflyttere. Følger man blot med på www.kommunikationogsprog.dk, .kommunikationsforening.dk, journalisten.dk, mediawatch.dk og .kommunikationsforum.dk, så har man ikke alene nok at lave, men forfalder også let til at tro, at der er flere symbolflyttere (forfattere, webdesignere, tekstforfattere, kommunikationskonsulenter, journalister m.fl.), end der var landmænd før i tiden.

Kommunikationsfolket producerer som gale i de mange medier og gør deres bedste for at kvæle hinanden og resten af den danske befolkning i information.

For ikke så længe siden var det lykken at få et brev, at købe et blad, en avis, en bog. I dag er det en personlig sejr at tjekke websider uden at falde i læse-/printfælden, at komme ud af en fysisk eller digital boghandel med en tom indkøbsvogn, at klare kassekøen uden at få et blad i indkøbskurven, at komme hjem uden gratisavis, slukke for mobilen hele weekenden, ekspedere ugeaviser og adresseløs reklame direkte til genbrug osv., osv.

Vi er nemlig alle vilde med knappe ressourcer. Og i informationssamfundet er der en voldsom knaphed på frihed for information. Der er for meget og ikke for lidt information. Den informationsstærke er ikke kendetegnet ved at kunne tilegne sig al mulig information, men ved at have filtre, der beskytter mod de 99,9% af udbuddet af information, som vi er bedst tjent med ikke at komme i nærheden af – og ved at kunne udnytte den sidste promille fuldt ud.

Informationshavet: svøm, drik ikke!
Vi rager information til os, in real time og til lagring. Det giver fine tal for succeskriterierne for den strategiske kommunikation – set, brugt, genkender, klikrater –  men vi bliver virkelig dårlige, når vi tænker på, hvordan vi skal få set, hørt, læst alt det, vi har på lager. Informationshavet er nyttigt og smukt, men man skal lære at svømme i det, ikke forsøge at drikke det.
  
Den virkelig skarpe, kloge, succesfulde, lykkelige i dagens informationssamfund er ikke den, der kan forbruge mest information, men den, der fokuserer på sorteringen af informationen som det væsentlige.
    
Husker kommunikatøren det, når han eller hun anvender strategisk kommunikation for at nå de mål, chef og kunder stikker ud?
    
I dag er sorteringsbehovet i fokus. Hvordan skelne skidt fra kanel, væsentlig fra uvæsentligt, viden fra støj? Hvordan sove roligt, når jeg har filtreret 99,9% af alle muligheder fra?
    
Bedste- og oldeforældrene kunne klare sig med dannelse og identitet som vejledere. I dag skal der kreeres filtreringssystemer, stifindere og organiserede principper for viden for at klare sig, for at overleve.
    
Det er selvfølgelig principielt rigtigt nok, men er det også en rimelig beskrivelse af den gennemsnitlige borger og forbruger, der går på socialt netværk med den ene hånd, sms’er med den anden, ser tv med øjnene og hører iPod med ørerne? Næ, det er nok mere rigtigt, at flere og flere vænner sig til at leve i en verden, hvor bidder af information flimrer forbi uden mål og med, uden sammenhæng. Synes vi, det er fint nok, kan mange snart ikke forestille sig det anderledes?
Og hvad betyder det for kommunikationsarbejdet?

Fra Kforum til overlæs
Kører jeg også for vildt? Er jeg ved at glemme målgruppen derude, hvis adfærd skal ændres? Forhåbentlig ikke. Ud over at minde om vigtigheden af kommunikationsplanlægningens basale dyder, forsøger jeg at overveje konsekvenserne af, at de skal fastholdes i et overkommunikeret samfund.
   

• Informationssamfundets knappeste ressource er målgruppens opmærksomhed. Alle informationsarbejdere slås om en brøkdel af andre menneskers timer, minutter og sekunder. Hver dag, hele tiden. Vores (informations)lager bliver aldrig tomt, men hurtigere og hurtigere usælgeligt. Dårligt er kulturministeriet begyndt at fylde postkasser, tv-skærme og avissider med “analogt stop” (som vi mener at forstå), før Boxer og YouSee blander sig i koret og gør os helt rundt på gulvet.
• Journalistikkens omsætningshastighed øges. Journalisterne er inde i en udvikling fra historiefortællere over samtidshistorikere til fremtidsforskere. Det giver stof til at fortælle, hvorfor det gik anderledes, end man regnede med. Mere information og mindre opmærksomhed betyder større hastighed, flere ressourcer på at fange opmærksomhed, større vægt på, at noget er interessant end troværdigt, og mindre kildekritik.
• Aldrig før har så mange haft så meget adgang til så meget information, men betyder det, at vi er bedre informerede? Er information = frihed = demokrati, når umiddelbar appel, opmærksomhedsværdi og hurtig publicering på alle platforme bliver dominerende succeskriterier?
• Reklamefolk, forfattere, journalister og mange, mange flere kæmper som rasende om den sparsomme opmærksomhed. Informationen komprimeres i slagsmålet om de ledige sekunder. Jo flere informatører, jo færre sekunder til hver. Der anes en desperation, en satsning på at være snu, på hellere at træde ved siden af end slet ikke træde.

Altså:

• Med overflod (og ikke knaphed) af information mindskes overblikket proportionalt med den stigende informationsmængde.
• Den største knaphedsressource for afsenderne i informationssamfundet er andres opmærksomhed. – Modtagerne kan afse mindre og mindre tid. De er udsat for et voldsomt pres for at få plads til flere og flere indtryk. Det næste indtryk slår det foregående ihjel.
• Den største knaphed for modtagerne i informationssamfundet er gode filtre, gode selektive mekanismer i form af selektiv eksponering, selektiv opmærksomhed, selektiv forståelse.

Det er de filtre, informatører gennem tiderne har lært at frygte og forsøgt at lære at overvinde. Det gik nogenlunde at gå ud fra en genstridig modtager og satse på at gennemhulle filtrene (overvinde forsvarsmekanismerne) i før-informationssamfundet. Det fører lukt i den manglende opmærksomheds massegrav i dag.

• Afsendere, informatører, modtagere, borgere, forbrugere er kun tjent med en ting:

Glem de udifferentierede løsninger, overdreven kreativitet, raffineret medievalg, smarte modeprægede begreber, modeller, tilgange og effektmålinger
og gå i stedet
    
back-to-basics, det vil sige relevans, præcise målgrupper, nær, selektiv, mest mulig personlig kommunikation og erkendelse af, at efterspørgslen efter kommunikation og medier ikke antydningsvis er fulgt med udbuddet.