Nogle af familiens mange skærme. Her mangler blot et par iPhones, tv-skærme og stationære computere. Hvornår er nok nok ?
Vi er sammen alene. Alle har deres egen skærm. Ingen er lige her. Børnene sidder med hver deres Nintendo. Teenageren med sin iPad. Ægtefællen stirrer ind i sin mobil og er lyseblå i ansigtet af skæret fra Facebook. Imens kører fjernsynet i baggrunden, og selv sidder du med din MacBook Air. Ikke fordi du skal noget bestemt, du bevæger dig blot hvileløst rundt på nettet, for det er jo her, alt det sjove sker. Om natten vågner du nogle gange af det blå lys, fordi din kæreste tjekker sin Facebook. Virker beskrivelsen bekendt ?
En marxistiske mediekritiker skrev engang, at fjernsynets formål var at forhindre familien i at tale sammen og forstå deres sande problemer i samfundet. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad de ville sige om nutidens skærm-inferno. Nu deler vi ikke engang en fælles fjernsynsoplevelse, men er endnu mindre sammen end dengang. Computerskærme er blevet lettere, billigere, mindre og mere mobile. De er kommet ind overalt. Vi og vores samfund er ramt af en ukritisk skærm-maksimalisme og invasion. Skærmene har spredt sig fra tv-stuen og computerrummet til vores lommer, sovekamre og toiletter. Det virker nu unaturligt ikke at havde en skærm foran sig. Netop derfor er der i S-toget sat skærme op overalt. Alle tjekker deres mobil i Netto. Flere og flere tjekker Facebook i sengen. Ingen skider længere i fred, man sidder samtidig og spiller Angry Birds.
Sammen hver for sig i auditoriet, hvor alle surfer ubemærket i hver sin retning
En taxatur i tavshed
Vi har nedkæmpet spild tid, lavpraktiske møgopgaver og kedsomhed. Ingen tvivl om fremskridtet, men det har haft sin pris. Hvad der sker lige her og nu er ligegyldigt. Det er pr. definition aldrig så vigtigt som det, der sker online. Hvad der kunne opstå af samtale, eftertanke eller spontant samvær i familien, i køen eller på badeværelset er tabt. Vi foretrækker de fjerne forbindelser og den virtuelle verden for virkeligheden. Mine børn er begyndt at trykke med fingrene, når der ligger en tegning på bordet. De tror, det er en iPad.
Verden og virkeligheden lider under det. En filmmand, jeg kender, fortalte, at filmoptagelser ikke længere er det samme som før. Så snart optagelserne er slut, tager alle deres mobil frem i stedet for at tale sammen. Det hæmmer samarbejdet og samværet. Læste om en McKinsey-konsulent, der fortalte, at konsulent-taxituren ud til kunderne nu var tavs grundet mailtjek og surfing. Ofte kom konsulenterne mere uforberedte og ufokuserede frem, fordi de ikke havde fået det sidste på plads i taxaen. Det kostede kunder.
Jeg hørte om en universitetslærer, som gik om bag i auditoriet og så, at alle de studerende med deres tændte computerskærme blot surfede rundt på må og få. Ingen havde lyttet efter. Spild af uddannelse. Deres krop var i rummet, men deres bevidsthed ude på nettet. Flere og flere møder mellem mennesker foregår i disse ingenmandslande, hvor deltagerne er besat til anden side i trådløse netværk. Online har tiltet offline. Vi er teknologisk promiskuøse, hvor mere on aldrig er nok, og jo flere forbindelser jo bedre.
Twitterhjernen
Har selv fået Twitterhjerne. Har svært ved at koncentrere mig i længere tid og har hele tiden lyst til at klikke videre. At læse en bog fra ende til anden virker nu umenneskeligt krævende. Hører, at flere og flere har det på samme måde. Prøver at læse en bog af en amerikansk forfatter, som mener, at vores netsurfing ændrer måden, vores hjerne fungerer på. Han taler om en ny scannerbevidsthed og varigt delt opmærksomhed, hvor vi mister evnen til dyb koncentration. Må opgive at læse bogen færdig på min iPad. Begynder efter de første kapitler at hoppe rundt i teksten. Det var al for lang og krævende en diskussion. Hvorfor ikke hoppe til slutningen, det er vel her, det vigtige står. I am a iBrain.
Føler mere og mere den direkte mundtlige samtaler i virkeligheden virker alt for voldsom og nærmest vulgær. Foretrækker mere og mere de små tryk med musen eller sms. Her er det ikke så let at tabe ansigt, og det virker mere kontrolleret. Et afslag på en aftale gør heller ikke så ondt her. Sms og mail mindsker smerten og friktion ved andre mennesker. Er tydeligvis selv blevet dårlig til kunsten at opretholde eller afslutte en samtale. Måske vil samtalekunsten foregå som de sokratiske dialoger.
Hørte om en mand, hvis lille barn var ved at drukne. Før han prøvede at redde barnet, sikrede han sig, at hans iPhone ikke blev våd. Føler mig selv nøgen og rastløs uden min mobil. Tager flere gange i timen uden grund min mobil frem som min foretrukne overspringshandling. Endda nogle gange fordi jeg føler mig utryg og blot har behov for at gøre noget med mine hænder. Føler mig som en mail-luder, som giver min opmærksomhed til alle mails, der kommer, blot fordi de kommer. Selvom der aldrig er kommet en mail, som har fortjent den grad af opmærksomhed.
Måske skulle jeg blive mere opmærksom på at forvalte min opmærksomhed. Læste at hjerneforskere muligvis mener mailmanien skyldes en refleksbetinget frigørelse af bestemte stoffer i hjernen. Oplever alle gør det og gør det mere og mere. Får også flere og flere korte mails, som alle slutter med Sent from my iPhone. Jeg er ikke alene, alle andre er også på. Hver Sent from my iPhone får en Sent from my iPhone retur inden for ti minutter.
Hver morgen, jeg vågner, tjekker jeg min iPhone som det første. Hver aften, jeg gør i seng, tjekker jeg min iPhone som det sidste. Altid tændt, altid ved min side, altid tjekke. Skulle vi ikke tjekke hinanden lidt mere ud frem for vores iPhones? Hver gang, vi tjekker vores iPhone, er der noget andet, vi ikke gør. Er der aldrig noget, som er mere eller mindst lige så vigtigt og interessant som at tjekke vores iPhone? Tydeligvis nej. Undtagen måske ved – begravelser.
You have zero privacy – get over it
Logger på Facebook. Det virker som et koldt sted. Oplever flere gange at blive tagget i billeder, som jeg ikke ønsker, at andre skal se og forbinde med mig. Usikker og utryg i forhold til hvem, som kan se hvad. Hader når folk lægger billeder på Facebook af mig bag om mig. Forstår ikke opstandelsen over WikiLeaks. Facebook er vor alles helt personlige WikiLeak. Det er ikke CIA, som er afsløret, det er 500 millioner mennesker, som har afsløret sig selv og ikke tør se det i øjnene. Det er den egentlige skandale.
Får en mail fra en ekskæreste for tusind år siden, fordi hun ikke kan få lov til at se mine billeder. Et helt legitimt krav efter den sociale medierevolution. Selvfølgelig skal ens liv være snagebart med et klik for alle, som vil. Tænker pludselig over, hvad min billeder siger om mig og den del af mig og eftertid, som hun ikke ville dele med mig. Finder et perfekt solbeskinnet billede af mig og min kernesunde kernefamile i Kongens Have. Smack in her face.
I Berlingske skriver en journalist, at Facebook-grundlæggeren Zuckerberg burde indstilles til Nobels fredspris. Revolutionen i Egypten skulle skyldes en Facebook-gruppe. Det er løgn.
Minder mig om 1930'erne og 60'ernes ukritiske tilbedning af tidens store projekter. Fascisme, kommunisme, liberalisme og socialisme nu afløst af webisme. Alting begynder og slutter med en Facebook-gruppe – undskyld fan-side, lyder budskabet fra Berlingske og banner-sælgerne. Det er ikke rigtigt. Læste at Mark Zuckerberg har opfundet sin egen lov for life streaming: for hvert år, der går, fordobles mængden af indhold, folk deler på Facebook. Har selv ikke særlig lyst til at dele mit liv bortset fra bestemte mærkedage som fødsel og fødselsdage. Kun det life mix og fix må de gerne se. Ingen lov uden undtagelser. Som Mark ellers siger: You have zero privacy – get over it.
I likes som I like
Syntes der sker et mærkeligt skift fra virkelighed til Facebook, hvor friends becomes fans. Altså at jeg her falder ind i en meget ydrestyret, egocentrisk jagt efter I likes. Begynder at tælle I likes som et mål for et eller andet, jeg ikke rigtig kan forklare. Ønsker alle skal blive fans, og de skal give mig og min billeder en masse I likes. Jeg bliver fanget af en de skal fandme blive fanatiske fans af mit fantastiske liv mani. Føler de andre bliver til nogle små profilfotos, der bare skal ryste I likes ud af og helst få minutter efter, jeg har uploadet et billede af mine børn.
A life on Facebook – er det derfor og der vi lever nu?
Når jeg selv surfer rundt på Facebook, bliver jeg usikker på de andres liv. Føler mig som en fan, men også som en stalker, der kigger rundt i en verden, jeg ikke er del af. Det er, som alle andre har et bedre og sjovere liv end mig. Heldigvis ved jeg, de lyver, ligesom jeg lyver.
Kigger på mit newsfeed. Det virker incestuøst og lukket. Nettet og forbindelserne bliver tættere og tættere. Flere og flere af os har flere og flere af de samme venner. Er ved at blive kvalt i, at alle overvåger alle gøre det samme. Alle de ting, der bliver gemt eller kommenteret, er ofte noget, jeg selv kunne finde på eller mene. Her er kun, hvad jeg allerede ved, allerede kender, I like I know.
For 117. gang opdaterer en cafelattekollega om trangen til at se næste sæson af Mad Men. It's a mad mad world. Jeg ved godt, I alle sammen har købt den sidste sæson af Mad Men, jeg ved, I syntes Draper er lækker og ja, jeg har set, I har ændret jeres profilbillede til en Mad Men lookalike. Stop med de statusgentagelsesopdateringer. Stop de irriterende places opdateringer. Hvem gider vide, jeg er i børnehaven, Netto eller på arbejde. Ingen, men alle opdaterer alligevel.
Giver mine Twitterbeskeder et personligt penselstrøg af finurlighed. Læste for nylig en statistisk undersøgelse som viste, at halvdelen af alle på Twitter aldrig læser, hvad andre skriver. Den anden halvdel gør det kun tilfældigvis hver anden uge eller sjældnere. Jeg har kun et par ord for dette. I dislike. Blot jeg dog kunne unfriende mig selv. Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal klikke.
---
Læs mere her
Den klassisk filosofiske flashback vinkel: Hamlet's BlackBerry: A Practical Philosophy for Building a Good Life in the Digital Age af William Powers. Den psykoanalytiske og entologiske forfaldstænkning: Alone Together: Why We Expect More from Technology and Less from Each Other af Sherry Turkler. Den kognitivistisk pessimisme: The Shallows What the Internet Is Doing to Our Brains af Nicholas Carr.
---
Skriv gerne i kommentarfeltet din egne oplevelser af bagsiden af den sociale medierevolution. Det kræver blot, at du er logget på din profil på Kforum. Mangler du en profil, så oprettes den hurtigt her.