Æblemand, kom indenfor

Professor Hans Rosling lagde 20 æbler på et bord - og fik millioner af views. Læs DR's opskrift på det virale mediehit.
Hvis du har været logget på Facebook de seneste par dage, er du formentlig også stødt på klippet med en ældre svensk mand, der trækker den ellers altid sikre Deadline-vært Adam Holm rundt i manegen.
 
 
Manden er den svenske professor og TED-speaker Hans Rosling, som onsdag var forbi DR, bl.a. som gæst i Deadline.
 
Forinden aftenens udsendelse på DR2 havde vi i DR Nyheder optaget et kort videoindslag, hvor Rosling ved hjælp af æbler visualiserer flygtningestrømmen fra Syrien til nabolandene samt til Europa.
 

Hvor stor er flygtningestrømmen fra Syrien til Europa i virkeligheden? Professor og TED talk-stjerne Hans Rosling forklarer her flygtningestrømmen - med æbler.

Posted by DR Nyheder on 2. september 2015
 
 
 
Klippet blev i første omgang kun delt via DR Nyheders Facebook-side, men herfra tog det fart. Et halvt døgn senere var videoen nået ud til mere end en million brugere, ligesom små 400.000 havde set klippet. Indslaget havde fået knap 2.000 kommentarer og 20.000 likes, og videoen var blevet delt mere end 6.700 gange. Dermed stod det klart, at indslaget er et af årets formentlig mest virale opslag på DR Nyheders Facebook-side.
 

13 timer efter opslaget.
 
 

Fem dage efter opslaget.
 
 
 
De sociale medier bliver ellers ofte beskyldt for blot at være endnu en publiceringsplatform for de øvrige nyhedsplatformes indhold. På DR Nyheders sociale medie-redaktion er vi da også, som på så mange andre etablerede nyhedsmedier i Danmark, ofte hæmmet af, at produktfødekæden går fra web til sociale medier. Og jo, vi er stadig langt bagud i Danmark, når det kommer til egenproduceret indhold på de sociale medier. Og det er ærgerligt.
 
Hvordan undgår vi den nysende panda?
Som et medie, der skal formidle objektiv journalistik til danskerne, må vi desværre også erkende, at en video med en nysende panda på Facebook ofte er mere 'likeable' og mere delbar end en politisk analyse af Jens Ringberg. Dermed skal der ofte tænkes kreativt, når nyhedsstrømmen byder på politiske analyser og komplicerede fakta. Men når det sker, og når journalistikken kreeres på de sociale mediers præmisser, så kan journalistik på Facebook ofte noget, de andre nyhedsplatforme som web, radio og tv ikke kan.
 
Og videoen med Hans Rosling indeholder præcis alt det, der gør indhold gangbart på et nyhedsmedies Facebook-side. Rosling taler om et emne, som er på alles læber. Han gør komplekst indhold visuelt, og så lægger han op til debat. En debat, hvor ikke alle deler Roslings pointer. Dermed er der skabt en kort “to the point-video", som opfordrer til delinger (“Ha! Nu skal I andre fandme se, hvad jeg har fundet”), en video, som opfordrer til likes (“godt, det ikke er mig/jeg er enig med Rosling”) og kommentarer (“Rosling og I andre tager fejl”). Alt sammen lige efter Facebook-drejebogen.
 
Når vi deler videoer på DR Nyheders Facebook-side, deler vi helst kun videoer, der ikke er længere end maks to minutter. Pointerne skal være skarpe, og videoerne skal fange brugerne med det samme, ellers er de hurtigt videre. Men ingen regler uden undtagelser. Derfor valgte vi hurtigt at følge op på vores virale succes med endnu en kort video fra Roslings optræden i Deadline, ligesom vi – hvilket vi ellers aldrig gør – lagde det fulde, ni minutter lange Deadline-indslag på DR Nyheders Facebook-side.
 

En video med professor Hans Rosling, der med æbler viser hvor mange der flygter fra Syrien og hvorhen, ser ud til at blive et af årets mest virale opslag her på DR Nyheders Facebook-side. Og Rosling har markante holdninger til måden vi som medie dækker verden. I aftes gæstede han Adam Holm i Deadline - DR på DR2 - og her kan du se hele interviewet. Hvad mener du om Hans Roslings pointer?

Posted by DR Nyheder on 3. september 2015

 

 
 
 
Efter et døgn var videoerne tilsammen nået ud til mere end syv millioner brugere, ligesom over tre millioner brugere aktivt havde set dem.
 
Et døgn efter opslaget.
 
Fem dage efter opslaget.
 
 
 
Det moderne forsamlingshus
Og hvad kan man så konkludere ud fra det? For det første er det selvfølgelig vilde tal for en ellers forholdsvis lille Facebook-side med omkring 160.000 page likes. Nogle vil måske argumentere for, at ikke alle video-views er set til ende, men i virkeligheden er der vel næppe den store forskel på dette og på, hvor mange af tv-nyhedernes seere, der potentielt falder i søvn foran udsendelsen. De tæller stadig med i statistikkerne.
 
Til gengæld opnår vi via Facebook som nyhedsmedie noget helt unikt. I DR Nyheder er en af vores fornemmeste opgaver at formidle viden og information til danskerne, og det er videoerne med Hans Rosling et godt eksempel på. Videoerne har ageret moderne forsamlingshuse i bedste digital DR-stil med mere end 20.000 kommentarer tilsammen. Det er kerne-public service i form af oplysning og information, og så er det på Facebook.
 
Og ja, det er da også forholdsvis sjældent, at vi på DR Nyheders Facebook-side oplever at nå ud til så mange millioner mennesker (selvom det dog er hændt et par gange før). Af samme grund fik vi hurtigt to af videoerne oversat til engelsk, som lige nu også ses af et internationalt publikum på både DR Nyheders Facebook- og YouTube-side.
 

By popular demand: Two days ago we posted a video of the Swedish professor and TED speaker Hans Rosling. Using apples to visualize his facts, Hans Rosling explains the current situation in Syria. After we uploaded the video, the post has become a major viral hit on our Facebook page, and more than four million users have watched the video. Because of the situation in Syria right now and because of the current ongoing debate throughout Europe, we think that this video and the information is important to all of Europe. So... for all of the non-Danish speaking users out there, here is an English version of the video.

Posted by DR Nyheder on 4. september 2015
 
 
 
 
 
 

Things are not as bad as we think they are!- You can't trust the news outlets if you want to understand the world. If you think that the majority of the world population is very poor and if you believe that the girls don't attend school, and that all of these people are trying to flee to wealthier countries, then you don't understand anything, says Hans Rosling, Swedish professor and TED speaker when visiting the Danish TV programme 'Deadline.'According to Rosling, the news outlets are too arrogant and ignorant. Instead he asks us to view the world in a more positive light.

Posted by DR Nyheder on 4. september 2015
 
 
 
 
På sidstnævnte sociale medie har interviewet med Adam Holm genereret mere end 198.273 visninger samt utallige kommentarer fra hele verden. På 19 timer vel at mærke. Dermed er klippet blevet vist tre gange så meget som vores hidtil mest populære YouTube-klip fra Hammerslag på Roskilde Festival i 2014. Det førte ellers hidtil fint med ca. 57.000 visninger. I skrivende stund har videoen fået over 400.000 views fra hele verden. Og på Facebook er vores to danske videoer nået ud til mere end ti millioner brugere.
 
Lav indhold på de sociale mediers præmisser
Og hvad er så min pointe? Pointen er, at det sagtens kan lade sig gøre at lave god, selvstændig journalistik på de sociale medier. Indholdet behøver ikke altid nødvendigvis være en replika af indholdet på nyhedsmediets øvrige platforme, og af og til – som i eksemplet med æble-videoen – kan det tilmed ændre fødekæden, så de øvrige platforme bruger indholdet fra de sociale medier og ikke omvendt.
 
Og allervigtigst, så har de sociale medier noget, de øvrige platforme ikke har: kontant feedback. Dermed er det let hurtigt at smede videre, mens jernet er varmt, og dermed kreere indhold i brugernes favør – i disse tilfælde også på international, viral facon.
 
Man kan derfor sagtens lave god, sober og vedkommende journalistik på de sociale medier. Man skal blot gøre det på de sociale mediers præmisser.
 
DR Nyheders sociale medie-redaktion består af Holger Madsen, redaktør for sociale medier i DR Nyheder, Stine Bødker Nielsen og Katrine Villarreal Villumsen, journalister og community managers.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også