Rulles selvmål – branchens…?

Indsigtsfuld, faglig, empatisk, respektfuld, ærlig, uformel, proaktiv, fokuseret, med integritet. Et udpluk af ord, som beskriver den danske kommunikationsbranche. En dansk kommunikationsbranche, som kan begå sig med verdenseliten. Og dog...
af Christian J. Schultz
I et nyligt interview her på Kforum med den tidligere kommunikationschef for Sterling blev det nemlig synliggjort, at den danske kommunikationsbranche stadig har meget at lære. Interviewet med det store potentiale endte desværre med at blive mere ”Lørdagsliv” end ”Mandag Morgen”.

Investors come and go. Journalists are forever!
Interviewet vidste med al tydelighed, at Sterlings kommunikationschef var milevidt fra ledelsen rent strategisk og ”blot” var udset til at skulle eksekvere snarere end at bidrage med strategi.

Dette bliver udstillet af kommunikationschefen selv i interviewet, hvor hun  beskriver, hvad hendes ”konkursplan” var, hele to uger før konkursen blev begæret: ”...Hendes plan var ellers åbenhed og atter åbenhed og information i store mængder til medarbejdere, kunder og omverden. Der var alt at vinde – intet at tabe.” Eftersom ledelsen hos Sterling brugte de sidste to uger før konkursen til at tale med mulige investorer, så er det jo helt tydeligt, at kommunikationschefen var totalt galt afmarcheret med sin kommunikationsplan om åbenhed, åbenhed, åbenhed.

Det var derfor et naturligt træk fra ledelsen at suspendere hende, da hun ikke kunne bidrage strategisk, og ledelsen tydeligvis heller ikke kunne have tiltro til, at kommunikationschefen kunne agere talerør i den prekære situation, Sterling var i. Som kommunikationsrådgiver Jens Tovborg meget præcist skriver i et indlæg til interviewet:

”Når et selskab er i krise, og ledelsen forsøger at få nye investorer, skal man ikke kommunikere noget som helst. Man skal i stedet holde tæt, indtil der er noget substantielt at fortælle, som det hedder på investor-sprog. Alt andet kan ødelægge chancerne for at få nye investorer ombord.”

Og det er netop pointen. Når muligheden for redning stadig eksisterer, så må det primære hensyn til investorer alt andet lige veje højere end til vores allesammens glubske journalistiske vagthunde.

Hvad er troværdighed?
Som en sidebemærkning synes jeg også, at det er værd at bide mærke i, at kommunikationschefen slår sig op på, at hendes kommunikationstil er troværdighed, og at løgne ikke er hendes stil. Fair nok. Og dog... For jeg kan ikke undgå at undres en kende over følgende sætning i interviewet:

”Hun har fået ordre til at afvise alle henvendelser med den forklaring, at hun er på ferie. Ingen tror på hende, og gisninger om selskabets fremtid fyger i luften.”

Bid lige mærke i ”Ingen tror på hende…”. Så hun har altså forsøgt, men er ikke lykkedes? Hhmmm... er pludselig i tvivl om, hvad troværdighed er. Er det f.eks. troværdigt for kommunikationsbranchen, at en suspenderet kommunikationschef udleverer sin tidligere arbejdsgiver i interviews med landsdækkende medier? Måske er det bare mig.

Selvmål af dimensioner

Kun en kender alle motiverne og hele baggrunden for interviewet. Det er kommuniktionschefen for Sterling selv. Jeg kender hende ikke. Har aldrig mødt hende. Ligesom 99,9% af dem, der har læst interviewet. Og det er lige præcis dette aspekt, der har fået mig til at reagere med dette PIP.

For den potentielle konsekvens, som Sterling-interviewet har for vores branche, er skræmmende. Interviewet er nemlig blevet bragt i diverse landsdækkende medier og udstiller kommunikationsbranchen som værende uden forretningsmæssig tæft og strategisk indsigt (blandt andet på Journalisten.dk.)  Et større selvmål fra kommunikationsbranchen skal man lede længe efter.

”Sterling-gate”

Men er det virkelig sådan, vi arbejder i dag? Og er det sådan, vores branche opfattes i dag? Er vi virkelig uden strategisk indsigt? Er vores tilgang mere blød end hård? Vil vi hellere servicere journalister end vores egen ledelse? Er vi kun til hurtige ”key messages”? Er vi virkelig ikke bedre end som så?

Misforstå mig ikke. Jeg elsker den danske kommunikationsbranche. Jeg elsker Kforum. Vi er her alle sammen. Fra generaldirektører til studerende. Fra Skawboer til Københavnere. Som tidligere, nuværende og kommende kolleger ”linker” vi til hinanden. Der er fantastiske artikler og skøre indlæg. Der er plads til både de seriøse og useriøse indlæg. Et stort fællesskab samlet omkring kommunikation. Næsten alle. Professor Roy Langer meldte sig ud af Kforum for et stykke tid siden. Der var for meget ligegyldighed. Om Roy er mere provokatør end debattør, er en helt anden diskussion. Har aldrig mødt Roy, men min mavefornemmelse siger mig, at selv hvis man skulle nå til enighed med Roy, så ville han alligevel være hamrende uenig. Dette til trods, så kan jeg disse dage godt have en vis forståelse med Roy. Ikke at jeg finder Kforum ligegyldigt eller påtænker at melde mig ud. Overhovedet ikke. Men på branchens vegne kan jeg virkelig ærgre mig over, at det var branchen selv, der gav ”Sterling-gate” luft under vingerne.

Fra trend til forretningsstrategi

Jeg mener, at vi som branche har en stor mulighed i disse år for at vokse os helt ind i den internationale kommunikationsbranches elite. Ser vi for eksempel på efterhånden udslidte buzz words som ”CSR”, ”klima”, ”grøn”, ”gennemsigtighed”. Alle disse begreber har stået højt på den danske kommunikationsbranches dagsorden i flere år, men er nu internationalt set ved at gå fra at være en trend til en decideret langsigtet forretningsstrategi. Med den indsigt, vi som branche har i disse områder, så har vi en oplagt mulighed for at bringe os selv i spil på internationalt plan. Men for at lykkes skal vi som branche få langt større tiltro til os selv og blive bedre til at positionere os som besiddende strategisk indsigt. Uden denne ”strategiske” positionering kæmper vi en forgæves kamp.

Vi, de selvudslettende
Se på den engelske kommunikationsbranche. Her er en branche, som har fundet sig selv og ved, hvor den hører til. Den har gjort det ganske klart, at den er en naturlig del af ledelsen. Basta. Den engelske kommunikationsbranche med Richard Bransson i spidsen som en levende legende i brugen af PR som strategisk ledelsesværktøj buldrer derudad, hvorimod den danske branche er meget mere ydmyg omkring sin rolle. Næsten grænsende til det selvudslettende. Man går stille med dørene. Ser man, hvor formel og hierarkisk den tyske kommunikationsbranche er med daglige pressekonferencer og titler til højre og venstre (som bliver brugt flittigt!), så er den danske branche modsætningen; uformelle og ligetil. Alle meninger tæller. Intet sort, intet hvidt.

Selvfølgelig er dette sat på spidsen, og jeg skal være den første til at argumentere for bl.a. vigtigheden af en uformel og ligetil kultur. Og dog... Hvis vi kigger på direktioner og ledelser i det danske erhvervsliv, er det så ydmyge, selvudslettende, uformelle typer, som besidder disse poster? Eller er det formelle, professionelle typer, som sidder der? Det ene udelukker ikke det andet, men svaret giver en klar indikation af, hvor vi som branche har udfordringer.

Er det en styrke, at vi er modsætningen – eller ville vi stå stærkere, hvis vi var mere lig ledelsen? Hvis vores kommunikationsafdelinger udelukkende blev målt på antal solgte produkter snarere end antal presseklip, medieomdømme, osv., ville vi så lægge markant anderledes kommunikationsstrategier? Det tror jeg.

Så hvorfor gør vi det ikke? Vi ønsker jo alle, at vores virksomheder vokser... er det, fordi det er sjovere at sætte en dagsorden i medierne, end det er at sætte salgsmål? Og er det derfor, at direktioner og ledelser, såsom Sterlings, ikke har en kommunikationschef som en del af ledelsen?

Gråzone
Der findes selvfølgelig undtagelser i den danske kommunikationsbranche. Der er flere kommunikationschefer, der er en del af den strategiske ledelse. Men sammenligner vi os f.eks. med lande som England, Tyskland, USA, hvor kommunikationschefen indgår som en helt naturlig del af ledelsen, så er kommunikation og virksomhedensledelse en gråzone herhjemme. Det afhænger oftest af, om den enkelte kommunikationschef har haft personlig gennemslagskraft og success med at tilegne sig ledelsens tiltro.

Så var det Sterlings ledelse, der fejlede ved at have ansat en kommunikationschef, som man ikke fra starten havde tiltro til, kunne bidrage strategisk, eller var det kommunikationschefen, som fejlede ved ikke at vise strategisk indsigt og dermed yde indflydelse? Eller er det kommunikationsbranchen, der som helhed har fejlet ved ikke at være gode nok til at positionere kommunikationsfolk som havende strategisk indsigt – og dermed indirekte bakker op om Sterlings ledelse beslutning om, at deres kommunikationschef blot skulle være eksekverende og ikke bidrage strategisk...?

Fremtiden længe leve
Kaster vi et hurtigt blik på USA, så ser man en kommunikationsbranche, hvor Public Affairs i flere årtier har indgået som en naturlig del af ledelsen og forretningsstrategien. Noget, som kun de førende virksomheder hidtil har benyttet sig af herhjemme, men som inden for de seneste par år efterhånden har fundet sig et bredt fodfæste som et populært værktøj i strategi-kassen.

Jeg er derfor ikke i tvivl, at Public Affairs arbejdet i Danmark vil vokse markant i de kommende år. I takt med, at direktioner og ledelser i små og mellemstore danske virksomheder begynder at arbejde mere strategisk med EU samt lokallovgivning og lokalpolitikere, vil kommunikationsbranchen via public affairs indtage en lang mere dominant rolle i ledelser og direktioner rundt omkring i landet.

Muligheden for at få direkte indflydelse på udformningen af lokalreformer og lovgivning med henblik på at sikre optimale forhold for deres virksomheders fremtid gør, at direktioner og ledelser helt naturligt vil lemme kommunikationschefen ind i folden. Men hvis dette drømmescenarie skal finde sted, så må branchen hanke op i sig selv og vokse i takt med de opgaver, man bliver stillet over for. Vi må positionere os selv, så ledelsen finder det naturligt, at kommunikationschefen bliver en central del af ledelsen. Dette vil ikke ske, medmindre vi agerer med strategisk tæft. Ganske simpelt.

Hvad gør vi nu, lille du?
Med dette PIP giver jeg derfor bolden op til K-folket og håber på en livlig diskussion om vores fælles fremtid!

For ønsker vi at forblive håndlangere, der muntrer os selv med positiv omtale i Lørdagsliv, uanset hvordan forretningen går?

Eller ønsker vi at være blandt direktionens navne på den interne cirkulationsliste for Mandag Morgen?

Er vi en del af beslutningsprocessen, eller eksekverer vi blot beslutningerne?

Jeg er ikke den første, der bringer emnet op. Men ikke desto mindre, så er det en diskussion, som altid er vigtig at have – og som Sterling-artiklen, utilsigtet, fremprovokerede.

Bolden er givet op, tackl løs!

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job