Historien er velkendt: Et dansk dagblad offentliggør 12 satiriske tegninger, der på forskellig vis kommenterer, at en forfatter ikke kan finde illustrator til en børnebog om islam, og så er fanden løs i de varme lande.

Fire måneder senere lukker avisens kulturredaktør Flemming Rose Kforum ind på Jyllands-Postens domicil på Kgs. Nytorv i København til en snak om, hvorvidt kommunikation, ordets magt og samtale overhovedet fremmer forståelsen i en verden som vores.

En kamp på idéer

- Jeg tror på dialog og samtale, men vel at mærke på lidt andre præmisser end så mange andre, der tror, at man kan snakke sig til rette om hvad som helst, hvis blot man sætter sig i en rundkreds og taler længe nok, siger Flemming Rose.

Man mærker med det samme, at han har haft tid til at tænke sagen igennem. Flemming Rose er ikke vred; han er bare vedholdende.

- Vi kommer fra en kultur, hvor det verbale argument og det rationelle ræsonnement simpelthen er årsagen til, at vi har de friheder og den velstand, vi har. At opgive troen på det ville være det samme som at undsige hele værdigrundlaget for den europæiske civilisation.

Alligevel findes der ting og konflikter, som ikke kan løses med samtale, mener han. Og her er der ikke andet at gøre end at insistere på sine egne værdier, hvis man ellers har dem kær, og ikke gå på kompromis. Også selv om vi dermed risikerer flere konflikter magen til den, vi lige har oplevet.

- For mig handler det ikke om tørklæder, eller om at udlændinge i Danmark skal blive ligesom ”os”, men om nogle bestemte principper, vi ikke skal give køb på. Et af dem er det sekulære princip, som forbyder religiøse grupper at intimidere det offentlige rum og kræve, at vi andre skal underkaste os deres dogmer. Et andet gyldent princip er, at gruppers rettigheder aldrig skal afløse individers rettigheder.

Flemming Rose mener, at vi står ved begyndelsen af en idékamp, som kommer til at vare år, hvis ikke årtier, og at vi er i fare for at tabe kampen.

- Kampen står ikke mellem ”dem” og ”os”, mellem muslimer og ikke-muslimer, men derimod mellem på den ene side dem, der anerkender det sekulære demokrati og Europas liberale forfatninger med vægt på den enkeltes rettigheder, og på den anden side dem, der ønsker sharia-lov eller en religiøs statsorden. Det er bestemt ikke sikkert, at de første vil vinde.

Begrebsforvirring

En af grundene hertil er ifølge kulturredaktøren, at der i demokraternes lejr hersker en fatal begrebsforvirring om, hvad ytringsfrihed og tolerance egentlig betyder. Det passer f.eks. ikke, at ytringsfrihed står i modsætning til religionsfrihed og tolerance.

- Der er ingen modsætning mellem ytringsfrihed og religionsfrihed. Det er to alen ud af samme stykke. Religionsfrihed forudsætter, at man har ret til at sige nej til religion. Hvis du ikke har den rettighed, så har du ikke religionsfrihed, og det ser vi med al tydelighed i den muslimske del af verden, hvor religion ikke er en privatsag, men et kollektivt påbud.

Også tolerancen hører rettelig sammen med ytringsfriheden i den verserende idékamp, mener Flemming Rose.

- Der er mange, som har sagt til mig og Jyllands-Posten, at vi er intolerante og ikke viser respekt over for islam. Men tolerance er karakteriseret ved at ikke at være knyttet til den, der taler, men til den, der lytter, læser bøger eller ser tegningerne. Det er dem, der skal være tolerante, men det er faktisk Abu Laban, Ahmed Akkari og de dér folk, som er intolerante, når de siger, vi andre ikke har ret til at praktisere vores ytringsfrihed.

Endelig er der begrebet respekt. Dét har Flemming Rose mildt sagt ingen respekt for.

- Respekt er fuldstændig hamrende ligegyldigt for et demokrati. Der er ingen, som kan bede mig respektere noget som helst i en debat. Jeg har absolut ingen respekt for Abu Labans synspunkter, det samme gælder visse politikere. Men jeg er nødt til at tolerere dem, i hvert fald så længe de opererer inden for lovens rammer, sådan er spillereglerne. Lad mig også understrege, at jeg er krænket over det, der står i avisen hver dag. Men hverken Jyllands-Posten eller Politiken kan eller skal redigere avisen ud fra, hvordan vi tror, at alle mulige mennesker og grupper vil opleve det, der offentliggøres.

Idékamp er også aviskamp

Det er ingen hemmelighed, at Jyllands-Posten og Politiken stod stejlt overfor hinanden i Muhammedsagen. Derfor undrer det også Flemming Rose, at konkurrenten for nylig valgte at trykke tegningerne, efter i mere end et halvt år at have kritiseret Jyllands-Posten for det samme.

- Jeg er forbløffet over, at chefredaktør Tøger Seidenfaden bringer tegningerne og bagefter siger, at alverdens muslimer jo sagtens kan se forskel på hans og Jyllands-Postens motiver. Hermed bekender Seidenfaden sig til et fundamentalt princip i ethvert totalitært samfund, nemlig at man kan dømme folk på deres motiver, altså at man bedømmer folks ret til at sige noget ud fra en fordom om, hvorfor de kunne tænkes at sige sådan og sådan. Det er chokerende og ganske nedtrykkende, og jeg fatter ikke, hvordan han er sluppet af sted med det uden ballade.

Motivfortolkning har i det hele taget kendetegnet andre mediers dækning af Jyllands-Postens rolle i konflikten, tilføjer Flemming Rose.

- Det har været skuffende at opleve, hvordan store dele af pressen har kolporteret halve og hele usandheder om avisen og ganske simpelt ikke har været i stand til at skelne mellem primær- og sekundærkilder. Hvis folk blot kunne præsentere det ”rigtige” synspunkt, så kom de til orde, uafhængigt af om de havde belæg for deres påstande eller ej.

Flemming Rose kritiserer også, at pressen ikke har forstået, at Muhamedsagen var et problem for hele branchen. Enhver avis var i stedet sig selv nærmest, vurderer han.

- Andre aviser indså ikke, at det her handler om vores ret til at bedrive vores fag. Det er helt elementært. Derfor er det også beskæmmende at se de samme rejse sig op bagefter og bedyre, at ytringsfriheden aldrig var i fare. Det minder mig billedlig talt om situationen efter Anden Verdenskrig, hvor alle skyndte sig at blive frihedskæmpere. Det er også naivt, fordi der vitterlig findes grupper i vores samfund, som med henvisning til bestemte gruppers rettigheder ønsker at træde de individuelle frihedsrettigheder under fode.

Enten-eller

For kulturredaktøren er der således ytringsfrihed – eller også er der ikke ytringsfrihed. Enten-eller. Og dér, hvor ytringsfriheden regerer, dér trives også velstand og velfærd. Sætter vi først ytringsfriheden ud af kraft, så vil ikke engang Arla tjene penge.

Her fremhæver Flemming Rose den iranske flygtning og forsker i islamisme Mehdi Mozaffari, der nu er professor ved Århus Universitet, og som bl.a. medvirkede i den franske dokumentarudsendelse, der reelt fældede Abu Laban og andre imamer.

Ifølge Flemming Rose er det sigende, at det er en flygtning fra Iran, som skal gøre os opmærksom på, at der eksisterer en snæver sammenhæng mellem politisk frihed og økonomisk velstand. For vi kan ikke selv se det længere.

- Stor politisk frihed giver stor økonomisk velstand, så enkelt er det faktisk. Demokratier er de rigeste lande i verden. Se på statistikkerne, slå efter. Det stærkeste våben er kritisk og troværdig journalistik, fri debat og kommunikation. Hvad vi nu f.eks. véd om imamerne i Danmark, hele dokumentationen af, hvad de står for og ønsker for Danmark, var ikke kommet frem i lyset, hvis vi havde siddet og diskuteret idéer. Det var derimod den afslørende journalistik – også i Ekstra Bladet og Information – som gjorde os klogere. Fremskridtet står i gæld til den fri journalistik og vores politiske frihed. Uden den kan vi godt lukke og slukke.

Fakta: Flemming Rose (f. 1958), uafsluttet hovedfag fra Københavns og Syddansk Universitet, 14 år som udenrigskorrespondent, 1990-1996 i Moskva for Berlingske Tidende, 1997-1999 i Washington for Berlingske Tidende og 1999-2004 i Moskva for Jyllands-Posten. Siden april 2004 kulturredaktør på Jyllands-Posten. Har udgivet flere bøger. Til efteråret udkommer ”Amerikanske stemmer” – en interviewbog med stemmer som bl.a. Bernard Lewis, Charles Murray, Richard Perle og Christopher Hitchens, der kommenterer Muhammedsagen og diskuterer forholdet mellem Europa og USA.

Største øjeblik i karrieren: Nej, ikke Muhammedsagen, men at overvære Sovjetunionens fald i 1991 på nært hold.