Jeg kunne have peget på Politikens Anders Jerichow, som trods et internt pres på avisen konsekvent og afdæmpet har forsvaret ytringsfriheden uden alle de forbehold, som andre på Politiken har tyet til. Det kunne også have været Kim Larsen , som for nylig i Århus kaldte det skamfuldt, at 12 danske bladtegnere har været tvunget til at gå under jorden, og han sammenlignede deres situation med frihedskæmpernes under Anden Verdenskrig. Larsen havde til lejligheden skrevet en sang til tegnerne, som jeg ser frem til at høre.

Det bliver nu ingen af de to, men professor Mehdi Mozaffari fra Århus universitet. Mozaffari er flygtning fra Iran og gjorde længe før Muhammed-krisen opmærksom på, hvad det er for en kamp Vesten er involveret i mod islamismen, en totalitær ideologi, der udfordrer vores frihed. Det var den iranske flygtning Mozaffari, der klart og logisk gjorde dansk erhvervsliv opmærksom på sammenhængen mellem på den ene side vores materielle velstand og konkurrencedygtighed i en globaliseret verden og så ytringsfrihed, evnen til kritisk tænkning og udfordring af autoriteter på den anden.

"Ytringsfriheden hører til blandt de værdier, der er usynlige, men som er forudsætningen for at udvikle de synlige materielle værdier. Danskerne vil bære den første pind til deres egen økonomiske ligkiste, hvis de begynder at sælge ud af de usynlige værdier, som er med til at sikre, at de kan klare sig så flot på det internationale marked," skrev han i Berlingske Tidende, da krisen var på sit højeste og Arla bad statsministeren lægge afstand til Jyllands-Posten.

Mozaffari er for mig et mønstereksempel på en akademiker, som ikke er bange for at have holdninger til verden omkring sig. Det viste han, da han tog initiativ til et manifest, der udråbte islamismen til den nye totalitære trussel i verden, og han fik en gruppe fremtrædende intellektuelle til at skrive under, bl.a. Salman Rushdie og Bernard Henri Levy.

I Mozaffaris skikkelse har vi i Danmark en internationalt anerkendt ekspert i islamisme, men det er forbløffende, hvor lidt især elektroniske medier trækker på hans store viden og indsigt. Især når man ser, hvor meget opmærksomhed en intellektuel fluevægter og moralsk anløben person som Jørgen Bæk Simonsen får. Bæk Simonsen har så vidt jeg har kunnet google mig frem til ikke publiceret noget af betydning i den internationale forskningsverden og han har det med at skifte standpunkt afhængig af, hvad Abu Laban mener.

Lad os dog droppe den politiske korrekthed og lytte til en flygtning, der ved, hvad han taler om.