Alt er risikostyring – eller også er alt blevet risikostyring. Noget i den retning er der kommet ud af en ny publikation fra Demos, den labourmindede engelske tænktetank. Michael Power, professor i regnskabsføring – af alle ting – ved London School of Economics, forsøger at indkredse den moderne tids fokus på risiko og risikostyring i en teoretisk bog. Michael Power mener, at kunne forklare det meste af det moderne organisationsliv i et risikoperspektiv. Men mest interessant er hans analyser af konsekvensen af den moderne tids risikoperspektiv.
The Risk Management of Everything
Substantielt er Powers ”The Risk Management of Everything – Rethinking the politics of uncertainty” en blandet landhandel. I realiteten er det en freeware bog, der kan hentes uden vederlag på Demos’ hjemmeside. Og skal man have en indføring risikostyring, er det den mindst kostbare made at få det på. Hovedproblemstillingen for Michael Power er, at moderne virksomheder specielt, og i anden omgang den politiske arena, er blevet overbevidste om risici. Han påpeger, med citat fra Donald Rumsfeld, at tilværelsen naturligvis indeholder ”known unknowns”, og at moderne virksomheder og organisationer er kontrolfraks, der er blevet så angst for risici, at de næsten vælger ikke at tage dem – som om de kunne lade være.
Fra risiko til paralyse
Risiciminimering kan ikke dække alt, meget naturligt, men alligevel en velanrettet pointe. En af de bedste cases han opregner, er væksten i ”det med småt”. Produkter ledsages i større og større omfang af juridiske skriblerier i skriftstørrelse 4, der skal holde virksomheden bag produktet ude af ilden. Vi kender andre eksempler på, at angst for risici og fejl fører til handlingslammelse. Offentlige institutioner der skal købe konsulentydelser for at have rygdækning, læger der pinedød vil inddrage patienter i diagnosticering og behandling mm. Powers bogs centrale pointe, er, at den moderne kultur fokuserer utroligt meget på risikominimering, og ender i paralyse.
Glemmer Beck
Problemet med Powers bog er, at den er horribel ignorant i forhold til ganske almindelige historiske fakta. Powers bog skal – af andre end ham selv – naturligvis læses som et organisationsteoretisk appendix til Ulrich Becks ”Risikosamfundet”, først udgivet i kølvandet på Chernobyl i ´86. Michael Power selv, mener at risikokulturen er vokset ud af Brent Spar-sagen, og Nick Leeson, roque trader, der knækkede Barings Bank.
Omdømme og risiko
Michael Power mener simpelthen, at risikotænkning i forhold til offentligt omdømme fik sit gennembrud med Brent Spar sagen, hvor den offentlige oppinion tvang Shell til et kursskifte i forhold til sin miljøpolitik. Det er jo tåbeligt. PR-faget fik sit gennembrud for ethundrede år siden. Ligeledes mener forfatterem, at den moderne stat opbyger institutioner og varetager politik efter et risikostyrings-perspektiv, og så opregner han sundsheds- og fødevarepolitiske initiativer, som argument. Problemet er, at alt der nogensinde er blevet gjort, kan i Powers optik forklares som risikominimering. Statens Seruminstitut er grundlagt i 1902, som respons på en difteriepidemi. Risikostyring eller sundhedspolitik? Døm selv.
Hvis alt er risikostyring, er analyseværktøjet ubrugeligt. Og Michael Powers historicismer, der skal præsentere 1990’erne som et årti, hvos risikoanalyse eksploderede, er ikke overbevisende eller tvingende, - men bare søgt. I virkeligheden er der jo ingen andre end en professor ved regnskabsafdelingen af Londeon School of Economics, der insisterer på at sætte ordet risiko ind i alle sammenhænge.
Konklusion på Leesons kup
Men at tilfældet Nick Leeson førte til at store (finans?)virksomheder styrkede det interne kontrolapparat, virker plausibelt. I det hele taget, virker den generelle sociologiske analyse plausibel: Den moderne tid øger intern og ekstern kontrol i organisationer. Ekstern kontrol kalder vi normalt PR, og intern kontrol for sikkerhed. Men den samlede bevægelse kan man vel godt kalde risikostyring – blandt andet i forlængelse af Ulrich Beck. Der er i det hele taget ingen grund til ikke at læse Ulrich Becks 18 år gamle klassiker. Det er også en rigtig god pointe, at risikostyring fører til tab af risikokultur. Man skal fandeme holde fast i sin ”risk appetite”, som Michael Power kalder det. Det virker bare ikke plausibelt, at alting skal forklares i et risikominimerende perspektiv. Derfor: Læs presseomtalen af rapporten, og måske indledning og konklusion. Resten har du ikke tid til.
Læs Michael Power bogen om risikostyring af alting her: