Social medie-revolution i Egypten

Meget enig i de gode betragtninger! Blev også virkelig irriteret, da jeg læste Informations anmeldelse af "The Net Delusion" (http://www.information.dk/257697). For selvfølgelig er det mennesker, der driver revolutioner og ikke medieformer. Det er vel de færreste, der vil påstå, at medier ikke er redskaber, der netop kan bruges (af mennesker) til at starte og stoppe revolutioner.
De virkelige problemer er vel snarere, at det kræver ressourcer at bruge dem; til at opnå sit mål. Både kulturelle og til en vis grad også økonomiske.
Dermed vil det altid være de ressourcestærke på selv samme parametre, der vil udnytte dem mest. Dem der har aller mest brug for revolutioner rundt om i verden, er derfor ikke de samme, som kan anvende medierne til deres tjeneste. Snarer tværtimod. Hvad Evgeny Morozov heldigvis også er inde på i bogen.

I forhold til Egypten er det samtidig min personlige oplevelse, at de er langt fremme, hvad angår udbredelse af sociale medier (selvfølgelig særligt i middel- og overklassen). De var på Facebook før danskerne og brugte ligeledes blogformen politisk, lang tid før os. Tjek denne artikel fra Wired, oktober 2008: "Cairo Activists Use Facebook to Rattle Regime" http://www.wired.com/techbiz/startups/magazine/16-11/ff_facebookegypt Brutaliteten overfor bloggerne tog ligeledes til i 2008, hvor flere end 500 blev arresteret - Reporters Without Boarders http://en.rsf.org/internet-enemie-egypt,36679.html

Og tak for de afsluttende tanker om hattedamer og orientalister - den del af "sværdet" skal nok vise sig, når diskussionerne om hvorvidt egypterne vil "vælge det rigtige" begynder.

Adam Gopnik har i The New Yorker lavet en provokerende oversigt over litteraturen omkring nettets potentiale og faldgruber; Shirky får bla. en (velfortjent) omgang klø:
http://www.newyorker.com/arts/critics/atlarge/2011/02/14/110214crat_atlarge_gopnik

De sociale mediers potentiale er enormt. Det hersker der ikke tvivl om. Til gengæld jeg tvivler stærkt på, at Twitter og Facebook har spillet så stor en rolle i opstandende i Nordafrika, som Ida Jeng beskriver i indlægget.
For at holde fokus på opstanden i Egypten, så er der bred folkelig opbakning bag protesterne. Det er folk fra alle samfundslag og generationer der demonstrerer. Ikke kun den forholdsvis begrænsede elite der har smartphones og fast adgang til Internettet. Og de, der ikke har adgang til teknologien, er vel ikke mindre revolutionære, eller mindre bevidste om hvad de er en del af?

Enhver der har tilbragt kortere eller længere tid i en autoritær stat, det være sig i Mellemøsten eller andre verdensdele, ved, at man ikke stoler på hvem som helst. Man er bevidst om, at staten lytter. Man lufter ikke kritik højt, man hvisker det i krogene, til dem man stoler på. Dermed mener jeg, det er en fejl at afskrive Evgeny Morozovs betragtninger som gammelmands pessimisme. For staten har vitterligt fået nye medier at lytte til med fremvoksningen af de nye sociale medier. Det ved hver en blogger i regionen, der har været anholdt, truet eller hvis blog der er blevet lukket. Den tunesiske journalist og blogger Sihem Bensedrine beskriver i et interview til Arab Media &Society i 2007 hvordan hun har 10 minutter til at skrive sit blogindlæg, fra hun logger på, til efterretningstjenesten har sporet cafeen, hun skriver fra. Det er mit gæt, at Tunesien ikke er det eneste land i Mellemøsten den slags foregår i. Når Syrien åbner for Facebook og Youtube, tror jeg ikke, det er for at vise Bashar Al-Assad som en flink, progressiv fyr?

En twitterkontakt er derfor for løs en social kontakt til, at man tør stole på den. Den kan delingsværktøj for de få, men der skal tættere personlige kontakter til, for at mobilisere en befolkning der, belært at erfaringer, er blevet paranoide. Det er ikke kun nu, under opstanden, folk er blevet hentet ind til forhør, tævet, eller det der er værre. Det har været standarden i de knap 30 år, der har været undtagelsestilstand i landet. Folk i Mellemøsten er dygtige og mistroiske mediebrugere, vandt til at være på vagt. De blogger under pseudonymer, skjuler deres IP-adresser og opretter flere konti på Facebook, alt sammen i erkendelsen af at regimet følger med. Jeg finder der derfor usandsynligt, at Facebook og Twitter skulle have mobiliseret flere millioner egyptere. Her har jeg langt større tiltro mobiltelefoner og SMS. Der er over 30 millioner, der anvender mobiltelefoner i Egypten, mod 8,6 millioner internetbrugere. Jeg udelukker ikke at de sociale medier har spillet en marginal rolle, men jeg mener, at vi ved at kalde begivenhederne i Nordafrika for Twitter, Facebook (eller sågar Wikeleaks) revolutioner, fjerner æren fra de, der fortjener den, nemlig de tunesere og egyptere der, en gang for alle, har fået nok af arbejdsløshed, fattigdom og repression, og nu risikerer deres liv for en bedre fremtid. De egyptere og tunesere der oprettede private vagtværn foran boligområder, bygger toiletter på Tahrirpladsen eller serverer mad og vand for demonstranterne også er en del af opstanden – også selv om de hverken twitter, liker eller uploader.

Når Mubarakregimet valgte at lukke for det mobile internet og mobilforbindelsen i forbindelse med demonstrationen den 25. januar – og ved samme lejlighed fratog Al-Jazeera retten til at rapportere, var det nok i høj grad for at holde deres beskidte vasketøj gemt i egen have. For at vi – udlandet – ikke skulle få nys om situationen. Og her er jeg enig med Ida, for det er lige netop som nyhedskanal, Facebook og Twitter viser deres værd som sociale medier. Ikke internt mobiliserende, men eksternt solidariserende. Mediestrømmen varetages ikke længere udelukkende af de store mediehuse eller statslige nyhedsbureauer. Den er, med de sociale medier, blevet tilgængelig for alle med en internetopkobling eller en smartphone. Verden rundt kan man med et minimum af udstyr og teknisk snilde følge med i udviklingen i Alexandria og Cairo i real-time. Gjort nemt og bekvemt af sprogkyndige egypteres engelske tweets og opdateringer. Det beskidte vasketøj er til offentligt skue, og der er lige netop der, de sociale medier sejrer. Ikke som mobiliserer af masserne, men som et værktøj - en gabestok - for regimer der skal stilles til regnskab for deres gerninger. Men det er ikke nok, til at give navn til en folkelig opstand.

Sociale medier, og med dem civiljournalistik, vil i den nære fremtid ændre vores opfattelse af nyheder og gøre verden til et endnu mindre sted. Det vi har set, er kun toppen af isbjerget, men jeg mener, det er vigtigt at huske på, at Twitter og Facebook kun er værktøjer, og det endnu kun for de få. Opstanden i Nordafrika ville være kommet, vokset og sejret uden brug af sociale medier. Den eneste forskel er, at vi måske ikke ville have hørt om det endnu.

Hej alle,

Vil blot lige henlede opmærksomheden på dette tv-interview fra CBS News med Internet-aktivisten Wael Ghonim fra Google:

http://www.cbsnews.com/video/watch/?id=7346812n

Han var i 12 dage fængslet i Egypten. Journalisten spørger, om revolutionen ville have fundet sted UDEN sociale netvaerk. Hertil svarer Wael Ghonim: "(Without Facebook, without Twitter, without Google, without Youtube this would never have happened”).

Det skal han naturligvis sige som chef for Marketing ved Google. Men interviewet er alligevel interessant, fordi han fortæller om sine egne oplevelser. Derudover er det (delvist) med til at besvare @Kristians spørgsmål om revolutionens epidemiske karakter, jf. Wael Ghonims kommentar om, at sociale medier var ’the spark’ , den gnist, som satte fut under revolutionen...


@Jacob: God pointe i artiklen om Wiki-revolutionen: "Today, the Internet is becoming the foundation for wealth creation, education, health care, supply chains, commerce and all other facets of society. Shutting down the Internet will be akin to creating a digital general strike against yourself."

@Kristian – Aha! Nu har vi i det mindste et lækkert ord for alle de timer, vi spilder foran skærmen: Dopamine squirt!