Et stænk fynsk, en tydelig sødme, en barsk bagkant og en respektløs kækhed sikrer Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen ufattelig ørenlyd. Som en 20-årig kvindelig førstegangsvælger udtrykker det: "Det er da meget grineren, at hun ser så sød og nuttet ud, og så kan hun bare bide vildt meget."
Johanne Schmidt-Nielsen kan tricket med at lave en lille pause efter et ord, der skal fremhæves. Foto: Mark Nielsen/Enhedslistens pressemateriale
Johanne Schmidt-Nielsen er blevet kaldt valgets dronning. Hvilke egenskaber i hendes kommunikation medvirker til at forklare den status? Hvad er det, der er særligt i hendes retorik?
Det fynske virker ubevidst hos modtageren
Lad os starte i det små: stemmebrug, mimik, m.v. Hun har en anelse af sin fynske opvækst i sin sprogtone - som når hun siger "mang' men'sker" for "mange mennesker", tilsat lidt nasalering af vokalerne. Hendes stød (dvs. lynhurtige sammenlukninger af stemmelæberne, som i ordet sten) har det også med at blive ekstra små og svage. Eller forsvinde helt. Det sker f.eks. i ordet "arbejde", der på rigsdansk har et lille stød på stavelsen bej - men det har det ikke, når Johanne taler ivrigt, og hendes fynske oprindelse derfor gør sig ganske svagt gældende. Der er en tendens til at en sådan anelse af fynsk virker sødt og indtagende - vel at mærke når det ikke er for tykt, og når det ikke virker som en bevidst påtaget tone. Tilsvarende må man antage at den slags bittesmå signaler virker ubevidst hos os modtagere.
"Hun er cool, og hun er ung, og hun brænder for det, og hun har ligesom gennemskuet de andre gamle tudser inde på borgen." Respondent i kvalitativ undersøgelse
Men Johanne har en unik kombination af egenskaber. Nok ser hun ud som en ung person, der er utrolig sød og serviceminded. Ved sidste valgs partilederdebat, hvor hun vist var den yngste partileder nogen sinde, antog Bendt Bendtsen hende - som bekendt - for en piccoline og bad hende hente kaffe. Men samtidig har hun en djærv barskhed, dog uden nogen sinde at virke sur og mopset på den måde som Pia Kjærsgaard, et andet retorisk naturtalent, har rendyrket. Johanne taler med fremragende udnyttelse af alle talesprogets registre: pausering, tempo, gentagelse, eftertryk på nøgleord.
De afgørende pauser
Hun laver ofte en lille pause efter et ord, der skal fremhæves, eller hele sætningen med ordet i bliver sagt langsommere, mere artikuleret, højere, og den bliver gentaget. Også med intonation (bevægelser i tonehøjde) får hun fremhævet og serveret de vigtige ord og sætninger. Hun formår både at gå lidt op og lidt ned i intonation i samme lynhurtige sætning, begge dele vel at mærke med mening i. Det virker levende og energisk, og det er ikke, som hos mange andre politikere og mediefolk, uvigtige eller trivielle ord, der fremhæves. Hun bruger næsten ingen betydningsløse fyldord eller æh'er og øh'er. Og dog er der fuldt tempo på: Det gennemsnitlige taletempo hos hende er formentlig højere end hos alle andre partiledere, men hun udnytter naturligt og smidigt alle parametre for velmotiveret variation og modulation af stemmen. Helle Thorning-Schmidt virker f.eks. i sammenligning mere anstrengt og dog mere udtryksløs i sin stemmebrug.
.jpg)
Nærbillede af Johannes perfekte iris - tydelig, men ikke fuldt synlig - der hjælper hende i kommunikationen. Udsnit af pressefoto
Hos Johanne er den respektløse kækhed hele tiden til stede, samtidig med at hun konstant virker glad. Hendes øjne er store og meget blanke, og det meste af hendes iris ses det meste af tiden - ikke den hele, som hos f.eks. Anders Samuelsen, eller Lykke Friis, der med sit opspilede blik og sine anstrengte fodboldmetaforer kan virke overfrisk og manisk. Johannes underste øjenlåg danner ofte små puder, der gør at hendes øjne smiler, og samme virkning har hendes meget bevægelige ansigtstræk med mange smilefolder. Den slags detaljer spiller utvivlsomt en stor, ubevidst rolle for især fjernsynsseernes bedømmelse af en persons karakter og personlighed - ligesom de jo gør i de ubevidste processer, der får os til at kunne lide et menneske (eller det modsatte).
Modsat Pia Kjærsgaard og Helle Thorning virker Johanne aldrig skinger i sin tone. Ill.: street wise portræt af Johanne Schmidt-Nielsen, screen shot fra Enhedslistens hjemmeside
Mild ironi over for modstanderne
Ordene hun siger, svarer til de små fysiske udtryksmidler. Der er munter og uimponeret attak fra første sætning. Her er en passage fra en partilederdebat, henvendt til Lars Løkke Rasmussen:
"Der er ikke mere trylle-trylle-penge over de 12 minutter end alle de mange mange milliarder, som Lars Løkke mener, han kan få ind på at afskaffe efterlønnen - uden at fortælle de mange mennesker, hvor de så skal arbejde henne - hvor skal arbejdspladserne komme fra? Og i virkeligheden, Lars Løkke, så kan jeg godt tænke mig at sige til dig, at det er jo altså dig, der er statsminister i Danmark, og jeg synes, det er sådan lidt useriøst, at du nu har brugt tre minutter på at fortælle Helle Thorning, at du er uenig med hende. Det kommer nok ikke som et chok for nogen, at du er uenig i socialdemokraternes politik." Se hele klippet på Youtube her.
Her vanker der bifald fra publikum. Den milde ironi i "det kommer nok ikke som et chok for nogen" går hånd i hånd med, at hun med ustoppelig og respektløs energi udfordrer landets statsminister. Og det gør hun ikke for at nedgøre ham, men for at nedtone vigtigheden af de milliarder eller minutter alle andre taler om, og i stedet insistere på de temaer, hun brænder for - som f.eks. klima. Denne insisteren er utvivlsomt en vigtig faktor i hendes popularitet. Man fik den f.eks. at se ved Folketingets afslutningsdebat i juni, da Johanne, fulgt op af Line Barfod, gentagne gange afkrævede Løkke konkret svar på, hvorfor en argentiner ifølge regeringens pointsystem for familiesammenføring skal bestå en vanskelig danskprøve, når en japaner ikke skal. Det var her at Løkke, da han skulle til at svare udenom for anden gang, så ud til at hviske "hjælp mig" ned til regeringskollegerne.
Skønt Johanne formår at fremtræde så insisterende og fokuseret, sker det typisk i en sprogform som er hurtig, energisk og flydende, men som virker forbavsende fri for indstuderede formuleringer, 'talking points', slogans med 'Newspeak', osv. Det opleves, som om de sætninger hun siger, formuleres i taleøjeblikket, drevet af et det emne, hun i dét øjeblik er fyldt af - ikke af politisk rutine eller forberedt kommunikationsstrategi.
Johannes appel til en 20-årig kvindelig førstegangsvælger
Alt dette er træk, der bekræftes af en lille undersøgelse. Blandt de humanistiske fags empiriske metoder er der én, som burde bruges meget mere, især af kommunikationsfolk, såvel i forskning som i kommerciel praksis. 'Protokolanalyse' kaldes den, og den består i, at man får sine informanter til at 'tænke højt', mens de gør et eller andet (f.eks. skriver), eller mens de ser og oplever noget, f.eks. en tv-debat. Fordelen ved metoden er især, at man får data om folks reaktioner og andre mentale processer, imens de finder sted - ikke som rekonstruktioner der laves bagefter.
Jeg kender en 20-årig kvindelig førstegangsvælger, som den 15. september stemte på Johanne Schmidt-Nielsen, og jeg bad hende se på en serie af de mange klip med Johanne som ligger på
YouTube, alt imens hun så skulle tænke højt om sine reaktioner og vurderinger af Johannes kommunikation. Her er noget af, hvad min informant 'tænkte højt', mens hun så og hørte den kandidat, hun havde stemt på:
-
Hun ser altid sød og charmerende ud, men hun er stadigvæk meget aggressiv. Hun virker ærlig og ligetil. Jeg kan godt li', at hun hele tiden har menneskesyn i fokus, og så ved man også - man ved hvor man har hende, hun er ikke sådan en Naser-Khader-type, der vil rykke lidt rundt, eller hvor man er i tvivl om, hvad de vil, man ved præcis, hvad hun vil, og man ved præcis, hvor man har hende, og man ved, hun brænder for det og har tænkt sig at kæmpe for det.
-
Jeg kan godt lide, når hun debatterer, hendes mimik ... når hun vil have, de andre svarer på spørgsmål, eller når hun stiller spørgsmål til dem, eller kritik, så er hun meget - så bruger hun mange håndgestus og er meget brændende i øjnene.
-
Hun er cool, og hun er ung, og hun brænder for det, og hun har ligesom gennemskuet de andre gamle tudser inde på borgen og tilføjet noget helt ungt og nyt - uden at det skal pakkes ind i alt muligt politikercellofan, hvor man bare slet ikke kan se igennem, hvad fanden det egentlig er det handler om, dér er hun meget klar hele tiden.
-
Og så er det da meget grineren, at hun ser så sød og nuttet ud, og så kan hun bare bide vildt meget. Men jeg synes ikke, hendes udseende tæller specielt stort, hun kunne have set ud på en anden måde, og så ville det stadig være det samme. Hun er meget neutral i sin påklædning, men det er måske også en meget god ting. Hun kan få et bredt udsnit af unge med, fordi hun er - ikke ligner sådan en supervenstreorienteret kegle der render rundt i hjemmestrikket sweater. Hun har jo ikke nogen distinktiv stil på dén måde.
-
Jeg synes, det er er meget irriterende, det der fokus der er på påklædning, at Helle nu er kendt som Gucci-Helle også i resten af verden, det er sgu da kønsdiskriminerende, vi går jo heller ikke og kalder Lars Armani-Lars, selvom han sikkert har et eller andet skræddersyet suit på, så det er meget godt, at der overhovedet ikke er fokus på hendes stil.
-
Den måde, hun snakker på, er meget mere nærværende, meget mere letforståelig, man skal ikke - som ung gider jeg slet ikke sætte mig ind i - jeg kan slet ikke overskue alt det med deres spin og deres … - fordi de kun vil dreje ordene for kun at komme til magten.
-
Og så er hun bare et forbillede på en eller anden måde, fordi hun er en ung kvinde, der er pisseintelligent og kan sætte andre på plads og har nogle sympatiske holdninger - det er da sejt at hun kan sparke så meget røv på sådan nogle som Lars Løkke. Jeg kan godt lide, at hun virker som sådan en vagthund, der holder øje med hvad de andre siger, og ligesom sætter dem på plads.
-
Og hun ser jo frisk ud og nærværende og sådan vågen, hun er ikke sådan som Lars Løkke, der sidder og falder i søvn ved forhandlingsbordet eller ser vattet ud eller - hun er jo det modsatte af ham.
-
Hun kan formulere sig klart og troværdigt og forståeligt, og hun er ikke en af dem, hvor man bare tænker: Det gider jeg overhovedet ikke sætte mig ind, for de står kun og smider tal i hovedet på hinanden og snakker kun om alle andres politik end for deres egen, eller gemmer det hele bag alle mulige nye og smarte udtryk. Hun er fuldstændig gennemskuelig omkring hvad hun vil og hvad hun mener.
De egenskaber hos Johanne, som min informant oplever, og som har medvirket til at skaffe Johanne hendes stemme, er netop dem, som jeg i begyndelsen af artiklen prøvede at udpege nogle årsager til.
I et interview som min informant så på YouTube, sagde Johanne følgende: "Noget af det, som folk savner i politik, det er at man ved, at det, politikere siger, også er noget, de mener."
Informantens spontane kommentar lød: "Det synes jeg er godt. Det er præcis det, jeg mener."